Have you ever seen the rain?

Lad os se det i øjnene: Det regner. Det regner rigtigt meget for tiden, og det har det næste gjort uafbrudt siden onsdag aften, hvor jeg lige havde overtalt min mand til at hænge vasketøjet ud i haven. Der har det så kunnet hænge lige siden.

Svend Brinkmann ville nok sige, at livet ikke altid er en fest, og at det så absolut er på sin plads at surmule lidt over det forbaskede regnvej, men så let giver vi ikke op! Lad os omfavne regnevejret, lukke det ind i varmen, tage det til os som en længe ventet julegave, og de bedste hjælpemidler til at gøre dette med oprigtig overbevisning kommer her:

  1. Den barnlige: Regn er forudsætningen for verdens mest grundlæggende og basale glæde for børn i alle aldre: at traske gennem vandpytter. Man kan diskutere, om det er endnu skønnere at træde igennem den tynde is på vandpytterne efter en nat med frost, men uomtvisteligt er det, at vandpytter har glædet alle børn gennem tiderne. Og lad os derfor benytte lejligheden til en lille, ikke kattevideo, men barn-med-hund-video, der illustrerer fornøjelsen ved vandpytter.
  2. Den usunde: Ligesom citronsorbet, Riccos iskaffe og kold hvedeøl synes som skabt til solskinsvejr, så føles visse synder bare mere naturlige i regnvejr. Ja, endda mere end naturlige. Påkrævede. Hjemmebagte kanelsnegle – but of course. En god, lang lur på sofaen lørdag eftermiddag. Lidt for behageligt tøj, der ikke strammer – det er ok, skat, det regner jo. Lakridser. Skumbananer. Heksehyl. Chokolade til kaffen. Masser af kaffe. Og te. Der skal være balance i tingene, og når nu det ikke er solskinsvejr, skal det være godt på andre punkter.
  3. Den kulturelle: Gå all in. På alle fronter. Hør solid regnvejrmusik som fx gode gamle Bonnie Tylers hæse, 80’er-tunge Have You Ever Seen the Rain?, Adeles Set Fire To the Rain eller, måske lidt på kanten, men til gengæld festligt: The Weather Girls’ It’s Raining Men. Benyt lejligheden til at læse vores eminente Københavnerpoet Søren Ulrik Thomsen, som – ret mig, hvis jeg tager fejl – ikke har skrevet en eneste digtsamling, der ikke rummer et digt om regn. Begrav dig i historier, der finder sted i regnvejr, eller som om ikke andet har den rette dunkle, skæbnesvangre regnvejrs-eller-noget-der-ligner-stemning. Alice Munroe, Haruki Murakami, Paul Auster, for blot at nævne nogen, der i mine øjne passer bedre til lyden af regndråber på taget end plasken fra swimmingpoolen. Og endeligt kan du jo gense filmen Magnolia og glæde dig over, at det bare er vand, der kommer ned fra himlen.
  4. Den forfængelige: Dit pæne nyvaskede tøj bliver dejligt blødt af at blive gennemvædet af regnvand (ved jeg nu), og din hud har godt af det bløde, kalkfri vand fra oven. Og skadelige, ældende solstråler er der i hvertfald ingen af, mens det vælter ned.
  5. Den husmorfornuftige: Haven har godt af regn, og alt det regnvand, du naturligvis opsamler, kan bruges til at vande blomster med i tørre perioder. Det gør meget mindre ondt at bruge lørdag formiddag på at gøre rent, når det regner udenfor, end hvis solen havde skinnet. Og så ved husmoderen med sin snusfornuft og lange livserfaring, at på et eller andet tidspunkt, før eller siden, SÅ STOPPER DEN %#!§?½! REGN!

 

Reklamer

Yvettes Juleoratorium

Juleborde hos Royal Copenhagen

Juleborde hos Royal Copenhagen

I flere dage har der lydt dommedagsprofetier fra Vejdirektoratet, der har spået om abnormt intens trængsel Lillejuleaften mellem 14 og 20. Budskabet var klart: Kun en tåbe frygter ikke juletrafikken. Og da færgebilletterne var bestilt for 100 år siden, drog også jeg afsted med min familie fra hovedstanden til hovedlandet, i latterlig god tid, så vi både var klar til at besejre køer på motorvejen og til at nå tilpas langt frem i bilkøen til, at vi ville vinde i kampen om en siddeplads på Molsfærgen.

Bænket mellem to af børnene på bagsædet betragtede jeg det solbeskinnede landskab omkring Roskilde Fjord, lettere træt oven på en hektisk december og en alt for sen torsdag aften, hvor min datter og jeg faldt i SKAM-fælden og kværnede tre afsnit i træk. Og oven på en morgen, hvor fem mennesker skulle have pakket tasker, huset skulle rengøres, gaver huskes, uenige børn adskilles, kat klappes farvel plus alt det løse, som jeg altid glemmer, hvor lang tid tager.

Min mand påpegede fra førersædet, at motoren altså larmede mere, end den plejede, og jeg gav ham ret. Ved 100 km i timen var det acceptabelt, men over 110 blev lyden enerverende. For så igen at blive fin, når vi overhalede ved høj hastighed. Vi konstaterede, at det i længden kunne blive irriterede at skulle vælge mellem at køre 100 og 130 km i timen.

Trangen til ro afstedkom en uvant liberal holdning til, at alle børn sad begravet i deres skærme. Henover Sjællands Odde spillede de Simon & Garfunkels version af Silent Night, hvor sælsom julesang langsomt overdøves af lyden af en nyhedsoplæser, der beretter om verdens aktuelle ulykker. Min datter sagde “Ajj,man bliver helt afslappet af den musik” og lidt efter “det er godt nok forstyrrende med ham, der snakker”, og på den måde afspejlede sangen ganske fint den blandede sindsstemning, vi fejrer jul på oven på et turbulent år. Vi vil så gerne glæde os over julen, men… det er også lidt svært med de seneste begivenheder i verden. Det forstyrrer. Juleglæde og julesorg anno 2016.

I radioen holdt de afstemning om and vs. flæskesteg juleaften, hvilket faldt ud til andens fordel. Og så er der dem, der spiser begge dele. Eller spiser kalkun. Vi hørte Det er jul det er cool, hvilket fik de voksne til at skrue op, hvorefter børnene overdøvede med at recitere hele første vers af Jul på Vesterbro. To generationers bud på en realistisk udlægning af julen.

Vel ankommet til Sjællands Odde oven på en næsten skuffende glat kørsel, ventede vi i lettere spænding sammen med alle de andre farende på at komme ombord. Jeg mindedes julen for to år siden, hvor bilens batteri var dødt, netop som vi skulle til at køre hjemmefra, og vi derfor ankom til færgelejet på et hængende hår og var lykkelig for spredte siddepladser i børneafdelingens lydinferno. Og hvor min datter troede, jeg flirtede med en mand, fordi jeg bød ham en småkage som tak fordi, han rykkede sig. I år blev det til fem pladser ved siden af hinanden, og kiks, te, gulerødder og chokolade kørte rundt mellem os i en lind strøm. Ingen kastede op. Ingen skændtes. Sådan endte færgeturen med at blive ligeså uventet problemfri som køreturen.

Ude af Århus Havn spillede radioen Uptown Funk. Ikke megen julestemning i dén sang – til gengæld fik vi alle lyst til at gå amok på et dansegulv. Og så landede vi hos bedsteforældrene. I fjernsynet spiller de Love Actually, som jeg allerede så på DVD i starten af december, men som altid kan ses igen. Juletræet er blevet pyntet, julekjolen vasket og hængt til tørre, og jeg vil lægge mig i selen for at lade julefreden sænke sig, nærværet indfri sig, og tro på, at 2017 bringer fred og glæde. I morgen vil jeg overtale børnene til at gå med i kirke og synge Glade Jul uden forstyrrelser.

Glædelig jul.

Lidelse med anstand

Vores kælder er ved at blive sat i stand, og det er virkelig en kedelig indledning på et indlæg. Men sådan forholder det sig, og det bringer massiv uorden med sig. Der er ting over det hele – bortset fra de ting, vi egentligt skal bruge, for de står i bagerste kasse nederst, ude i cykelskuret, bag trillebøren. Vi kan ikke sidde ved køkkenbordet, for der ligger hele forrådskammeret, og der er bonus til ham eller hende, der kan komme på flere retter med chilibønner på dåse, for dem har vi rigtigt mange af. Man kan kun komme i bad, hvis man inden da fjerner tre poser med svømmetøj og nogle rengøringsmidler. Hver eftermiddag kommer vi hjem til nyt murerstøv på gulvet, lugten af fremmede mænds cigaretter, indkørslen endnu mere mudret end i går, og det er et dagligt spændingsmoment, om vi kan få bilen ud. Godt, vi ikke skal bruge den hver dag. Jeg tænder op i brændeovnen og drikker te og nusser katten Sonja; alt sammen i et forsøg på at bekæmpe rodets massive forstyrrelse med maksimal hygge. Om aftenen går vi alle i seng og tænker “en dag er det slut”, “en dag er det slut” og det er det jo heldigvis.

Efterårsbuket

Ingen gider se et billede af en renoveringsramt kælder, så her er i stedet en dejlig buket blomster, jeg købte i Århus i efterårsferien

En dag bliver det hele fint, og jeg vil grine af, at jeg hver anden morgen på vej til arbejde cyklede forbi min mor og dumpede en stor pose snavset vasketøj, som jeg behændigt havde balanceret på styret. Og min mor vil til den tid grine af, at hun ikke længere skal vaske sin voksne datters families beskidte undertøj. Og jeg vil hurtigt glemme, hvor utroligt forstyrrende og belastende det var at være omgivet af massivt rod, og jeg vil fortrænge, hvor sårbare vi mennesker egenligt er, når der ikke skal mere til at bringe os ud af balance. I morgen skal jeg til fødselsdag hos en veninde, der lige har sendt en sms og skrevet, at det er weekenden, hvor hendes kæreste flytter ind, og i øvrigt har de ingen gulv. Glæder mig til at høre, hvordan hun griber det an.

Perspektivering kan være et godt middel mod at lade sig slå ud af livets besværligheder, men man kan også håndtere sine trængsler ved at lade sig inspirere af nogen, der lider med format, og her kan jeg anbefale vokalgruppen Pentatonix’ version af Leonard Cohens Hallelujah. Skulle man ingen problemer have, vil man næsten få lyst til at martres af svære længsler, ulykkelig kærlighed og eksistentiel krise, så smukt fremfører de deres plagsomme kvaler.

Og nu vi er ved musik – dog i den mere lyse ende af skalaen – vil jeg kaste opmærksomheden på en lille filmperle, jeg faldt over på Filmstriben en af de regnfulde sommeraftner for et par måneder siden. Se bort fra titlen, der er helt misvisende –  Forelsket i New York  – og se filmen (gratis, på Filmstriben) for dens gode musik og forførende New York’er-sommerstemning. På sin vis handler filmen også om lidelse, men dog af en art, der hurtigt transformeres til kreativ musikudfoldelse. Keira Knightley er blevet forladt af sin smarte musiker-kæreste, men finder heldigvis sammen med en falleret producer, og sammen indspiller de hendes egne, hjemmeskrevne sange rundt omkring i New York med hjælp fra en broget skare af forskellige musikere. En fin smagsprøve er sangene Coming Up Roses og Tell Me If You Wanna Go Home.

Er du også omgivet af drænende rod eller oplever andre trælse indgreb i din sjælefred, og er du ikke lige i humør til æstetisk lidelse eller virkelighedsflugt til New York, så kan jeg anbefale Hella Joofs nyeste bog, Papmaché-reglen. Nogen gange er et godt grin det bedste middel mod en irriterende hverdag. Hør f.eks. Hella Joofs middel mod den misundelse, man kan blive grebet af, når ens hverdag minder lidt for meget om en Mike Leigh-film. Hun kalder den Rub & Stub-reglen:

(…) vi leger, vi må bytte med en. (…) Vi må hver især vælge én, som vi bytter med. Rub og stub. Intelligens, udseende, økonomi, karriere, familie, ordblindhed og vaginisme. Og vedkommende får vores liv med alt, hvad der dertil hører af knyster, læsebriller, børn og hunden og vores mand og haven og søde gamle tante Bertha (…). Og nu skal du lige mærke efter, hvem du gerne vil bytte med. Hvem vil du gerne bytte med? Er der ikke nogen, du gerne vil bytte med? Mærk lige efter en gang til.

Og nej, jeg vil heller ikke bytte mit liv og min jordhuleagtige kælder væk. Trods alt og heldigvis. Hav en dejlig weekend i dit liv, som du forhåbentlig heller ikke vil bytte væk.

 

 

Chili-majs-suppe med kylling à la Yvette

Majs - chili - hvidløg

Hovedingredienser i suppen: majs, chili og hvidløg

Visse dage vil ikke rigtigt lykkes. Som tirsdag i sidste uge, hvor jeg punkterede på vej hjem fra arbejde og derefter fik lov at tilbringe 50 minutter med at stå i kø i Elgiganten, fordi kunden foran mig skulle have optaget et lån, IT-systemet drillede, og de var underbemandede. Eller onsdag, da høfeberen ramte mig med en hammer klokken 21 om aftenen, samtidig med at den 12-årige fandt ud af, han havde fransk for. Eller torsdag, hvor jeg efter aftensmaden skulle til at frembringe 60 fødselsdagsboller og en chokoladebradepandekage til fredagens børnefødselsdag for derefter at finde ud af, at katten var strandet på naboens høje tag og ikke turde komme ned.

Men der er også dage, hvor tingene lykkes, og blandt andet lykkes det mig i sidste uge at lokke en opskrift på en dejlig suppe ud af kantinens kok. Kokken er en mand af få ord, så mængdeangivelserne var op til mig selv, men her kommer den i Yvettes fortolkning:

Chili-majs-suppe med kylling à la Yvette

Du skal bruge:

  • 1 hel kylling
  • Olivenolie
  • 3 løg, skåret i småstykker
  • 3 fed hvidløg, skåret i småstykker
  • 1 rød chili, uden kerner og skåret i småstykker (start evt. med 1/2 og tilsæt mere til sidst, afhængig af, hvilken styrke du er vant til)
  • 1,5 liter kyllingbouillon (brug kogevandet og tilsæt kyllingbouillonterninger til passende styrke)
  • 1 pose frosne majs (650 gram)

Sådan laver du suppen:

  • Kog kyllingen i saltet vand og pil den i småstykker, når den er til at røre ved. Gem kogevandet.
  • Steg løg, hvidløg og chili ved god varme i olivenolie i ca. 5 minutter. Rør rundt, så det ikke branker.
  • Tilsæt 350 gram majs
  • Hæld 1/2 liter kyllingbouillon over
  • Lad det koge i et kvarter og blend det derefter med stavblenderen.
  • Tilsæt resten af bouillonen
  • Tilsæt kyllingstykker og 300 gram frosne majs
  • Lad suppen koge op og varme igennem og smag til med salt og peber og evt. mere chili.

Suppen er nu færdig – server den med godt brød til. Har man overskud, kan følgende pifte suppen op:

  • ostebrød (brødskiver med et tyndt lag sennep og revet ost ovenpå puttes under grillen i ovnen, til osten er smeltet) – skær evt. i trekanter for syns skyld
  • ærtepure (kogte frosne ærter, der er blendet og tilsat salt, peber og lidt cremefraiche)
  • røde peberfrugter i tern

– eller hvad man nu er vant til at pifte sine supper op med. To ud af tre børn her i huset spiste suppen, hvilket er en høj succesrate for nye opskrifter. De fik så også lovet is bagefter…

Velbekomme.

Chili-majs-suppe med kylling, ostebrød og topping

Yvettes chili-majs-suppe med kylling, serveret med ostebrød, rød peberfrugt og ærtepure

Tips:

  • Tilsæt evt. kyllingevandet hele peberkorn, laurbærblade, krydderurter eller hvad, du måtte have liggende.
  • Vil du have en endnu mere fyldig suppe, kan du nøjes med 1 liter bouillon.
  • Suppen kan også laves med kyllingfilet, der er skåret i småstykker: steg stykkerne som det første, så de bliver hvide på alle sider – tag op og stil til side – tilsæt når suppen er blendet, og lad suppen koge lidt længere, ca. et kvarter.

 

 

Julesorg og juleglæde

Når computeren på arbejde nu er slukket, skrivebordet ryddet og jeg har sagt glædelig jul og på gensyn i det nye år til kollegerne. Når jeg sidder her i stuen med udsigt til en sovende, kulsort kat, der er så afslappet, at tungen hænger lidt ud af munden, og når jeg gennem terrassedøren kan se juletræet udenfor, der skal bæres ind i morgen og pyntes. Når jeg ved, at alle gaver er købt og at det lykkedes mig at finde noget, der ikke indebar alt for mange kompromiser med mine visioner om kun at købe kvalitet. Når jeg har puttet ordet ”perfekt” langt, langt væk – så langt væk, at jeg ikke får åndenød, hvis der skulle være en enkelt ingrediens eller to til julemiddagen, der er udsolgt. Så tror jeg på, det nok skal blive en dejlig juleaften lige om lidt.

Og jeg kommer til at mindes den juleaften hos min farfar på landet for mange år siden, hvor jeg som 2-årig græd af skuffelse og bristede forventninger, hver eneste gang jeg fik en gave. Jeg mindes også den juleaften for alt for få år siden, hvor jeg var grædefærdig over ikke at få den thepotte, jeg havde ønsket mig. Den lille, skinnende tomatrøde thepotte, der ville være så fin til min morgenthe; der havde holdt mig oppe i en uendeligt travl december med hektiske gaveindkøb og alt for mange julearrangementer med slatne æbleskiver og doven gløgg og overspændte børn; der havde styrket mig en hel lang juleaftensdag, hvor succeskriteriet var, at ingen børn græd, og at jeg ikke lugtede af sved; hvor det lykkedes at få lidt mad i børnene, selv om de ikke kunne lide julemiddagen; hvor gaver blev flået op, så snart den sidste julesang var sunget, og det på et splitsekund flød med batterislugende plastik-rædsler. Dér kunne jeg se frem til i ro og mag at åbne min gave, når der var ro i stuen. Og jeg fik en fin tomatrød thepotte. Som ikke var spor lille, men som kunne rumme mindst to liter og slet ikke var den lille fine thepotte til mig selv, som jeg havde lade hele min decemberlykke hvile på. Og jeg skammede mig over min altoverskyggende, pinagtige, irrationelle SKUFFELSE, som jeg var alt for gammel til.

Jeg husker mig selv på den lille tomatrøde thepotte, jeg aldrig fik, når mine børn remser julegaveønsker op, så jeg bliver dårlig af alt den materialisme i mit eget hjem. Jeg vil så gerne lære dem, at julen handler om at være god ved hinanden, og at materielle ting ikke er alt, og det vigtigste er, at vi er sunde og raske og opfører os ordentligt. Og når det ikke lykkes, skal jeg ikke blive sur på dem, for de vokser op i et samfund, hvor lykke er lig med seneste Appleprodukt. Og inderst inde, hvis jeg virkeligt mærkede efter, kunne jeg også godt tænke mig en stor Charlotte Lynggård-ring i rosaguld og en sort Burberry-frakke. Det er kun fordi, mit overjeg har haft tid nok til at udvikle sig, at jeg formår at pakke ringen og frakken ned bagerst i hjernen, påført en label: ting-jeg-gerne-ville-have-hvis-jeg-havde-mange-penge-men-det-er-også-ok-at-jeg-ikke-har-det. Så jeg øver mig i at trække vejret, tælle til 10, gentage at julen er andet end gaver. Og ikke at blive ked af det over den voldsomme forbrugermentalitet, der også viser sig i mit eget hjem. Hos mine kære børn, og såmænd også hos mig selv. Som når jeg eksempelvis er ved at græde over en thepotte.

Julen er et paradoks. Vi har billedet på nethinden af børn og voksne i skøn forening, der afslappede og glade danser gennem måneden, mens sneen daler som i en schweizisk alpelandsby med små hyggelige boder på torvet. Og juleaften vil vi med glade miner og stille sind nyde den velduftende andesteg i stearinlysenes skær, inden vi med funklende øjne, store smil og hinanden i hænderne går omkring det smykkede træ. Sådan ser det ud i vores hoveder ved månedens start, og virkeligheden er så anderledes. Virkeligheden er fyldte kalendere, hasteindkøb af gaver på vej hjem fra arbejde, jeg skal have en gave til 25 kr. med til pakkeleg i morgen, bankkonti, der tømmes med lynets hast på nettet en sen torsdag aften. Virkeligheden er en brutal verden med et klima, der måske kom et mikrolille skridt i den rigtige retning i Paris, med mennesker, der sætter livet på spil i små både for at komme nærmere et normalt liv, med trafikdrab og arbejdsløshed og højtråbende politikere. Verdens uretfærdigheder står endnu tydeligere frem i julen. Dem, vi savner, savner vi endnu mere i julen. Skænderier føles ekstra frygtelige, når de finder sted blandt juleengle og flettede hjerter. Juleglæde og julesorg følges ad.

Men det skal ikke få os til at drage den konklusion, at det er julen i sig selv, det er galt med. Julen har ikke gjort noget; det er højst vores måde at forvalte julen på, der måske kunne bruge et serviceeftersyn. Når vi erkender, at vejen til juleaften er en lige så vigtig del af julen som selve juleaften, at juleglæden har trange kår i en tætpakket kalender, at den perfekte jul med den helt rigtige kirsebærsauce, det helt rigtige julepapir og den helt rigtige stemning er en illusion, som det er på tide at udskifte. Så er vi meget nærmere en rigtig jul. Lad os huske hinanden på, at julen handler om at være gode ved hinanden og have det rart og dele ud af vores overflod, hvilket der heldigvis er mange, der gør.

Så derfor er mit ønske, at vi alle bruger de allersidste dage inden juleaften på at nyde julen og december med alle de små lykkestunder, der ligger lige foran os. Med post-ombragte julekort, lysguirlander over gaderne, små englespil med fyrfadslys på morgenbordet, smukke julesalmer med gammeldags ord som miskundhed og nådesbud, julehilsner til Gud og hvermand i butikkerne og på gaden, Love Actually i fjersynet for 14. gang, julekalender med børnene kl. 19.30, gløgg med naboerne sidste lørdag inden jul, manden koger klejner så der lugter af palmin i hele huset, og de spiller julesange i radioen, og hele byen fyldes af den samhørighed og fællesskabsfølelse, der på smukkeste vis opstår, når vi alle skal det samme. På hver vores måde.

Og hvis det ikke blev så idyllisk, som du havde forventet, så græd ikke som et skuffet 2-årigt barn eller en overtræt 38-årig kvinde. Træk vejret, sæt dig ned, skænk dig en kop velfortjent kaffe med sødmælk og læs Kathrine Lilleørs kronik om juleglæden. Hun skriver: Glæde er der nok af. Du skal bare få øje på den. Det må være julebudskabet herfra i år.

Rigtigt glædelig jul.

Tante Agathe flytter ind

På min dåbsattest står der 1972, og det er jo efterhånden ganske længe side. Min alder er dog ingenting i forhold til den ældre dame, der oftere og oftere titter frem i mit indre og overtager styringen. Tante Agathe kan vi kalde hende, og jeg vil skyde på, hun er omkring dobbelt så gammelt som mig. For ung til at have oplevet 1. verdenskrig, men gammel nok til at huske 2. verdenskrig.

Tante Agathe holder af at løse kryds-og-tværs. Hun kan glæde sig til at komme hjem til Berlingerens store søndagsquiz, og hun sender troligt løsningen ind hver onsdag i håbet om at vinde en Simply mælkeskummer. Floder og mytologiske figurer er stadig en udfordring, men hun har helt styr på ord som prud, pebling og proklama.

Tante Agathe er fra en tid, hvor ting blev repareret og ikke smidt ud. Hun har for længst luret, at to-go-caffe-latte-papkrusene udmærket kan skylles og genbruges et par gange. Til en tur i haven eller måske endda en stille spadseretur efter aftensmaden (det er også godt for fordøjelsen). Stop-madspild-bølgen er ren medvind for hende; hun har længe smuglet børnenes havregrødsrester i brøddejen. For ikke at tale om risene, kartoflerne, den tiloversblevne the, de overmodne bananer. Pasta duede ikke.

Tante Agathe får gåsehud, når hun ser de unge piger på cykelstien i januar med et kig til den bare ryg. Så glæder hun sig over sin uldundertrøje fra Føtex, knæstrømperne og de utroligt tykke vanter, og når hun kommer hjem en kold aften, er der ikke noget bedre end at sætte sig med en gammeldags varmedunk fra Matas; den, man hælder kogende vand i. Under fødderne, eller måske på maven. Og en varm kop kaffe.

Tante Agathe blev engang skræmt, når hun blev tiltalt med De. Men nu har hun erkendt, at hun er voksen, og faktisk er det lidt rart, når det endeligt sker. Hun bliver mere og mere overbevist om, at verden for alvor gik af lave, dengang man droppede De-formen. Så hun opsøger gladeligt den fine thehandel i indre by og nyder den høflige betjening og “Hvad kan jeg hjælpe Dem med?”.

Se bare englænderne. De kan finde ud af at være høflige, og Tante Agathe har en fest lørdag aften foran fjernsynet. Først i selskab med den pæne mand Inspector Barnaby. Hun bliver ikke rigtigt bange for de aparte og absurd mange mord, der finder sted i idylliske Midsommer, når solen skinner, stokroserne blomstrer, og kroerne hedder “The Lonely Sailor” og “The Laughing Horse”. Og kan Tante Agathe holde sig vågen – og det kan hun ikke altid – glæder hun sig bagefter over Lewis i smukke Oxford.

Sene nætter duer nu ikke for Tante Agathe. Til gengæld nyder hun de stille morgener i weekenden, hvor hun vågner uden vækkeur og kan drikke en stille kop the i køkkenet, mens resten af huset sover. Tidlige morgener er en overset værdi; man har det hele for sig selv, og modsat de sene aftentimer er man frisk i hovedet og på forkant med verden.

Heldigvis for Tante Agathe har hun mange ligesindede omkring sig. Det er blevet helt normalt at starte et telefonsamtale med at spørge, hvordan det går med øjet (knæet, maven, hånden), og hun har helt styr på, hvilke veninder der har fået foretaget hvilke undersøgelser hvornår. Når bare man har sit gode helbred, betyder andre bekymringer og ærgrelser ikke så meget. Den seneste bog, Tante Agathe med stor fornøjelse læste og anbefalede, var Tarme med Charme, og hvor er det godt, at nogen skriver om et emne, der er så vitalt for vores velbefindende.

En af Tante Agathes veninder, der også kommer i salonen, har spurgt til, hvornår vi bringer en opskrift på en god, gammeldags vinterret. God ide, og vi går straks i gemmerne for at finde en opskrift. Salon Yvette – også for os over 80.

Men hov, jeg må løbe. Barnaby begynder snart.

 

Happy Autumn

Efter en i sandhed enestående sommer er det med sindsro og fuldkommen accept, vi her i salonen kan konstatere, at kalenderen nu skriver 20. september, hvilket i flere tidsregninger regnes som efterårets begyndelse. Man skulle være et utaknemmeligt skarn, hvis man vovede at beklage dette – vi har fået vores varmekvote opfyldt i år, så lad blot mørkningen, køligt blæsevejr og regn holde sit indtog. Tiden er nu kommet til de indendørs sysler, stearinlys, uldne sweatre, varme vanter, eftertænksomme tanker og opbyggelige samtaler. Skulle nogen derude have lyst til at begrave sig i en god bog, kan jeg anbefale Donna Tartts “Stillidsen”, som med sine 800 sider godt nok kræver sin kvinde m/k at komme igennem. Men når nu man ikke skal bruge aftenerne på at nusse i haven eller hænge ud i byens lune gader, burde tiden også være der – historien er god og medrivende, og jeg havde det, som om jeg havde været i biografen og se en fængslende helaftensfilm. Bogen har fået næsten udelt positiv kritik i Danmark, mens udlandet har været lidt mere delt. Pyt med det. Skulle man være til lidt kortere historier, vil jeg anbefale Alice Munros novellesamling “Dear Life” – jeg er kun midtvejs igennem den, men har allerede fornemmelsen af at have udvidet bekendtskabskredsen med en broget samling skæbner med finurlige forhistorier. Den findes naturligvis på dansk, men fordelen ved at læse den på engelsk er, at man med dette fremmedsprog får en følelse af at bevæge sig uden for landets grænser – helt gratis. Stor glæde har jeg også fundet i at begrave mig på sofaen med en stak tegneserier fra biblioteket – Nikoline Werdelin, Sten og Stoffer og Pondus, for at nævne nogle af favoritterne. Ægte afslapning!

En anden absolut sikker efterårs-crooner (og her snakker vi måske især livets efterår) er Leonard Cohen, der på mandag bringer sin 13. plade på gaden. Et smugkig afslører, at vi kan forvente os sikker velkendt og uovertruffen Cohen-melankoli – lyt bare her: Almost Like the Blues

Og rammer efteråret dig alligevel på den hårde måde med mismod, depression og træthed , så prøv med lidt sand virkelighedsflugt. Forleden læste jeg om dette nyåbnede hotel i London, og hvis vi for en stund ikke forholder os til realiteterne (læs: prisen på 348 £ for en enkelt overnatning), men nøjes med at nyde billederne, så kan man næsten ikke andet end at blive i godt humør: The Ham Yard Hotel in London Jeg ser for mig, hvordan jeg efter en smuk efterårsdag i London med besøg på Tate Gallery, et lille smut omkring Notting Hill, kaffe i Kensington-området og en rar lille slentretur i Hyde Park vender tilbage til en omgang five-o’clock-tea på hotellet. Jeps, det skulle nok være rart.

Et sidste efterårstip – og det bringer jeg, fordi den sidste måneds tid har bragt mig uhørt mange gode selskabelige stunder – er at bruge de mørke aftener eller regnvåde dage i selskab med de gode venner, man alt for sjældent ser. Formiddagskaffe en times tid eller to, uhøjtidlige middagskomsammener med mad, rødvin og kage, mens man får vendt afstemningen i Skotland og tidens hårtrimningstendenser, en kop te en hverdagsaften, hvor man puster ud over hverdagen med en ligesindet (er du til mælk theen, kan jeg anbefale en assam-pushkin-blanding – salonens foretrukne for tiden). Alt bringer varme i hjertet og kan anbefales.

Med ønsket om et dejligt efterår.