Bare roligt, Villads’ mor. Foråret er på vej.

“Villads. Du har glemt dit fodboldtøj! For satan. For helvede. Stooooooop!” Moderen kom cyklende på sin Christianiacykel med de to små børn på deres slingrende cykler foran, da det slog hende, at den 6-årige manglede noget. I morgenmørkets dis stoppede de op på cykelstien, mens de øvrige cyklister ræsede forbi og lysene fra Lyngbyvejens bil-hav lyste op i baggrunden. “For satan. Nu kommer vi for sent. Pis!” Den lille familie trak cyklerne op på fortovet og vendte op; de to børn betuttede og tavse og moderen højlydt bandende.

Stakkels, stakkels Villads. Stakkels Villads’ søster. Og stakkels Villads’ mor. Om en time ville hun svedende snige og rødmosset sig ind til et møde, der var startet for 10 minutter siden. Hun ville diskret sætte sig ind og forsøge at nå kaffekanden, uden at gøre sig bemærket. Når hendes chef kiggede på hende, ville hun sende et undskyldende blik og skynde sig at bladre frem til den rigtige side i mødematerialet. Resten af dagen ville forsøge at ryste skammen over at have råbt af sin søn af sig, og hun ville mest af alt have lyst til at tage tilbage til skolen og sige undskyld.

Kære Villads’ mor. Du er ikke den eneste.Ved krydset Tagensvej-Nørre Alle blev jeg overhalet af en mand, der var synligt utilfreds med min tilstedeværelse midt på cykelstien, og da jeg høfligt replicerede med et “Tak, det er godt, du kan hjælpe mig”, fik jeg et “IDIOT!” lige i hovedet. Da jeg nåede ind til Nørregade, blev min opmærksomhed fanget af en bil med hornet i bund. Inde bag ruden sad en mand og råbte af bilen foran, der åbenbart ikke var hurtig nok til at komme afsted. Hold op, hvor han råbte.

Alt det skete i februar, men nu er det marts og forår. Lidt koldt og vådt forår, måske, men forår er det. Det er lyst, når vi spiser morgenmad, det er lyst, når vi spiser aftensmad, og selv om jeg husker mange kolde marts-måneder (og såmænd også april-måneder), så kan vi tillade os at håbe, at det lige om lidt bliver varmt.

Lige om lidt bliver man ikke søvnig kl. ni om aftenen, og lige om lidt behøver vi ikke stearinlys og chai-te og dejligt varme hjemmesko for at komme gennem dagen.Lige om lidt cykler jeg afsted i små sko og cowboyjakke, og min cykelkurv er ikke proppet med regnbukser og skiftesko og ekstra trøje, til hvis der er koldt på kontoret. Og de andre på cykelstien vil være i godt humør og have husket fodboldtøjet og kun sige noget pænt til hinanden. Som hende, der forleden overhalede mig og i forbifarten råbte “Sikke en dejlig cykel, du har!” Det er god karma.

God karma og lunt forår venter lige om hjørnet. Det bliver godt.

Reklamer

Hold da ferie! Uden at have ferie.

Midt i et kæmpe gab fik jeg øjenkontakt med føreren af en af de ventende biler. Jeg var på vej over Nørre Søgade, det var sen torsdag eftermiddag i sidste uge, og mit hoved var proppet med tusind tanker fra dagen, der var gået, og tusind planer for de forestående timer med afhentning af børn, aftensmad, madpakker og tøjvask. Jeg var træt og tilsyneladende alt for fraværende til at gøre noget for at skjule det. Bilisten morede sig, og min forfængelighed fik et ordentligt hak i tuden.

Nu er det grå mandag, verden omkring os er igen af lave, og temperaturen i morges var 10 grader. Man er tilbøjelig til at give Benny Andersen ret, når han skriver man blir mindst fem år ældre om mandagen/der er ingen der venter på en om mandagen, og for os, der først får ferie i uge 29, er der endnu laaaang vej. Her i salonen er vi som bekendt vældigt begejstrede for hverdagen, men selv hverdagsforelskede salonejere kan trænge til sommerferie, hvor madplaner, madkasser, vækkeure og familiekalenderen kan få et tiltrængt hvil. Og det holder ikke, at vi bevæger os rundt i bybilledet, storgabende og konstant feriehungrende. Vi bringer derfor salonens guide til at pimpe hverdagen op, så man glemmer, at det ikke er ferie endnu:

Kl 6.30: Du laver den sædvanlige portion havregrød, mens du stadig småsover. Denne gang nøjes du dog ikke med havregryn og vand. Næ, du laver den på mælk, smider en håndfuld knækkede rug- eller hvedekerner i, samt en skefuld quinoa-frø. Når du har kogt den lidt længere end sædvanligt – et kvarters tid pga. kerner og frø – hælder du den op i en skål, drysser lidt rørsukker eller kanelsukker over og topper med de blåbær, som resten af familien har fået strenge ordrer på ikke at røre. Et stk. de luxe-morgenmad, som ville havde kostet 40 kr. på en cafe på Vesterbro.

7.45: Du har bare tæer i sandalerne, når du forlader hjemmet. Hvad enten det er varmt, koldt eller regner, har du bare tæer, for det har man, når det er sommerferie. Det fungerer bedst, hvis de er nogenlunde rene og helst lakerede. Heldigvis er tæerne langt væk, så ingen vil løfte et øjenbryn, hvis neglelakken har en mærkelig farve eller er ujævnt lagt på. Hvis det er koldt, tager du bare en ekstra varm jakke på. Bare tæer skal der til.

10.00: Mens du venter på, at kaffen løber gennem kaffemaskinen på arbejde, bladrer du lige i den lille digtsamling, der konstant bor i din taske for tiden. Den har stået hengemt på reolen sammen de andre digtsamlinger, du fik i fødselsdagsgave dengang, du stadig troede på, du fik dem læst, og nu er tiden inde. I dagens små ventestunder hiver du den lige op af tasken, for intet føles mere eksotisk end at hænge over en digtsamling og gruble over, hvad Pia Tafdrup mener, når hun skriver Morgenhimlen er svimmelblå, og intet blev væk, mens jeg sov.

12.00: Solen titter frem for en kort stund, og du spiser din frokost i en solstråle på en trappe udenfor. Inden du går ud, tager du solcreme i ansigtet, og det er ikke en dyr og delikat solcreme med svage noter af grape, nergamot og liljekonval. Nej, det er Niveas solcreme fra supermarkedet, for intet lugter af barndommens sommerferier på Costa del Sol og Rhodos som Nivea solcreme. Resten af dagen vil du konstant blive overrasket over, at du ikke er på vej op til ishuset.

16.00: Dagens pligter er langtfra overstået, og du har stadig et kuld børn, der skal hentes, og aftensmad, der skal laves. Men det er ferie, så du falder ikke i fælden med at haste hjem fra arbejde uden blik for verden omkring dig. Du husker, hvor skønt Excuse me, Pardon! og Por favor lyder i dine vikingeører, når du er i udlandet, og du udviser derfor samme grad af høflighed og overskud. Du giver thumbs up til den 7-årige på Nørrebrogade, der med sin langsomme slingrekørsel danner en uendelig kø af utålmodige cyklister bag sig. Du standser op og hjælper de rådvilde turister med at dreje kortet, så de kan finde vej igen. Du smiler til verden, så den smiler til dig, og du finder ud af, at det faktisk virker.

17.30. Du laver aftensmad, og da det næsten er sommerferie, skal det være enkelt og lige så spontant, som når du om halvanden måneds tid lige køber noget fisk på havnen i Rørvig eller lægger vejen forbi slagter Jensen på Skagen. Sæsonens råvarer er friske, og det er din redning. Nye kartofler, fiskefrikadeller og rå gulerødder er et fint måltid. Eller røget makrel, godt rugbrød og tomater. Ovenpå aftensmaden er der 2 bakker danske jordbær på tilbud, og er der nogen, der er mere sultne, må de tage en portion havregryn.

20:30. I stedet for at hænge over Ipad’en den næste times tid, går du en tur. Sådan en hyggelig slentretur i nabolaget uden andet formål, end at det er hyggeligt. Du må ikke blive forpustet; det skal være afslappet, og kan du få nogen med, der ikke brokker sig, er det endnu bedre. Det er ikke lige så godt som at spadsere ned ad Prenzlauer Allee med en milch kaffe i hånden, men mindre kan også gøre det.

22.00. Du går i seng med en fast tro på, at temperaturen stiger ti grader i løbet af natten, og at sommervarmen er lige om hjørnet. DMI har heldigvis tit taget fejl, så det passer naturligvis ikke, når de skriver Vand til de fleste haver i den kommende uge. Og skulle de få ret, lover du dig selv, at du har format nok til at få en god sommerdag ud af det alligevel.

 

 

 

Summer by night

Lørdag kl. 18 tog jeg afsked med min mand, der snakkede med naboen henover hækken. Det var 28 grader og jeg havde bare ben og åbne sandaler. Cyklede gennem et dovent, solbeskinnet Nørrebro, hvis langsommelige tempo sikkert skyldtes, at de mest energiske var draget til Distortion på Refshaleøen. Mødtes med to veninder ved Kongens Nytorv blandt turister på slingrende bycykler, en gruppe piger på polterabend med en oppustelige dukke på slæb og sommerglade københavnere.

Kølede af i Geists fine gårdhave med kolde drinks og skålede på den ene venindes næsten traumatisk ubehagelige, men nu vel overståede afsluttende eksamen. Drog videre ud i sommeraftenen til Nyhavn, hvor vi slog os ned i Gorms italienske kælder, som var lige så hed som byen udenfor. Nød strømmen af italienske småretter, der fandt vores bord sammen med rødvin og læskende vand, og kom godt omkring hele verden: freebleding (vi springer over, tak), kringlede familierelationer (kender vi alle og er en del af showet), arbejdets lyksaligheder og nogle gange mangel på samme, og pubertetsdrenge og deres uendelige surhed, som vi heldigvis glemmer alt om, når de sover sødt. Amerikanerne ved bordet bag os nåede at komme, spise deres pizzaer og gå igen, mens vi sled os igennem den omfangsrige menu med det sigende navn Italienertæv og bestilte vand og vand og vand og endnu en flaske vin, mens vi svedte og mindedes sjove hjemmevideoer, hvor folk slår sig bare en lille smule, og vi grinte så meget, at de andre i restauranten vendte sig om.

Til sidst var maverne fulde, de andre borde tomme og tjenerne i gang med at rydde op. Fandt tilbage til Kongens Nytorv og fik første parket til det spirende sommernatteliv fra et bord på fortovet under markise og varmelampe. Drak kaffe, drak vand, blev overdøvet af en pralende sportsvogn, der gassede op, skævede i al diskretion til en glad og beruset skuespiller, snakkede om smykker og drømte om flere og prøvede at strække natten, så den aldrig stoppede.

Cafeen lukkede, lamperne slukkede og jeg konstaterede, at det havde været for optimistisk at tro, at vandflasken i cykelkurven ville overleve en aften i Nyhavn. Drog hver til sit på cykel og med metro, og jeg kunne mærke, at varmen endnu steg op fra asfalten på Nørrebrogade, da jeg kørte hjem gennem natten. Det var 19 grader, livet var let og jeg var tæt på at føle mig lige så udødelig, som da jeg var 21.

Kom hjem til et sovende hus, der kogte af varme, og blev modtaget af en søvnig kat, der strakte sig og håbede på, at madskålen ville blive fyldt af den nyankomne.  Tjekkede, om der stadig var liv i østershattefarmen. Det var der. En besked tikkede ind fra den ene veninde, der sagde godnat til os andre med Søren Ulrik Thomsens ord: København er den samme som før, hvis man da nogensinde kan sige det om en by, og Jeg. Er. Her. Nu, men jo også altid et andet sted.

 

 

 

Østershatte i kaffegrums

Det lyder som de første linjer i et digt af Inger Christensen, men det er det ikke. Her fredag eftermiddag efter arbejde besøgte jeg Beyond Coffee i über-hipster-gaden Jægersborggade, som sælger do-it-yourself plastikspande til dyrkning af østershatte i eget kaffegrums. Man kunne få den tanke, at det var noget, Politikens bagsideredaktion havde fundet på, og kun tiden vil vise, om der sidder nogen unge mennesker i et baglokale og griner af godtroende københavnere og drikker smarte øl for mine penge, eller om jeg vitterligt står med min egen østershattefarm om 14 dage. Der var nu mange svampe i den butik, og pigen bag disken gav mig en lang udførlig vejledning og fortalte, at deres egne svampe groede i kaffegrums fra KUA (eller Cuba – kunne ikke helt høre det i larmen af fredagsglade, øldrikkende københavnere på svampebesøg, men måske det også kommer ud på et), så mon ikke den er god nok. Nu vil jeg i hvert fald skylle noget kaffe ned i den højere sags tjeneste, for der skal dyrkes østershatte.

Og så har solen skinnet i København i dag, og det har den været flink til hele ugen, hvis vi lige diskret ser gennem fingre med dens udfald i går. Onsdag morgen sagde termometret 18 grader klokken halv otte om morgenen, og da heldet ville, at jeg skulle på kursus på Christianshavn, blev der tid til en kop morgenkaffe udenfor på Islands Brygge. Når man kvart over otte om morgenen vælger at sætte sig i skyggen, er det næsten lige som at være i Syden. Derefter gik cykelturen henunder Langebro, hvor jeg skænkede Gasolin en tanke, også selv om det dér, midt i den lune majmorgen, var svært at genkalde sig lyden af den nostalgiske og melankolske guitar i deres Langebro. Passerede den smukke restaurantbåd Liva, nød synet af grønne kobbertårne og blåt vand og tænkte, at København en lun solbeskinnet morgen i maj ikke findes finere.

Og da meteorologerne lover rigtigt fint vejr i det ganske land i weekenden, skal der her fra salonen bare lyde en stor opfordring til at hoppe ud i byen, eller hvor I nu er. Kælderoprydningen og gulvvasken kan vente til næste gråvejrsdag. I finder salonen et sted i solen med en stor kop kaffe og benene oppe.

Kan vi byde på en portion udholdenhed, mod eller bare en boghvedepandekage?

Visse ting skal man ikke ændre på, og derfor var jeg i formiddag på vej igennem en solbeskinnet indre by, i selskab med min mor. Efter vores fælles frisørbesøg i Klareboderne spiser vi nemlig frokost på La Galette i Larsbjørnsstræde – det har vi altid gjort, og det skal der ikke laves om på. La Galette er der heller ikke blevet ændret på i 20 år – for et par år siden satte de priserne fem kr. op, og ejeren ser vi ikke så meget mere, men ellers er alt ved det gamle. Man kan få en boghvedepandekage opkaldt efter en lokalitet i Bretagne for under hundrede kroner, en kop æblecider og en god kop kaffe bagefter. Så beder jeg ikke om mere, tak. Det hele bliver serveret af en ung mand med tyk fransk accent, eller en sød dansk pige, som – gætter jeg – læser fransk på universitetet eller har været et år i Paris.

Restauranten åbner først kl. 12, og vi var i god tid. Vi gik derfor ind i Vor Frue Kirke, der lå lige på vejen, sammen med alle turisterne. Vi skulle bare kigge, og vi faldt over en finurlig installation, lige inden for døren. Det var en mobile balance skabt af kunsterne Lisbeth van Deurs og Malene Sakskilde. Du skal forestille dig et træ i metal med en tynd stamme, hvor grenene i trækronen er en slags vægte koblet sammen to og to – når den ene vægt går ned, går den anden op. På kanten af hver vægtskål stod et ord skrevet med store bogstaver: HOPE. LOVE. JOY. COURAGE. ENDURANCE. TRUST. FAITH.

Da vi kiggede nærmere på skålene, kunne vi se, at der lå en masse hvide bønner (dem, man spiser!) med små ord på. Ideen var så – fandt vi efterhånden ud af – at man på en bønne kunne skrive noget, man frygteligt gerne ville have, og så lægge den i den skål, der skulle hjælpe ønsket på vej. Vi fik skrevet på hver vores bønne, fundet den rigtige skål, og så ser vi, om det virker! Jeg kunne jo ikke lade være med at smuglæse nogen af de andre bønner. Der var rigtigt mange pige- og drengenavne. Og rigtigt mange bønner med peace.

Med nyklippet hår, vækkede drømme og håbefuldt sind nåede vi vores franske oase på slaget 12 og kunne med sindsro konstatere, at alt var, som det plejede. Det var for endnu køligt at sidde ude, så vi spiste vores galettes indenfor, mens vi kunne nyde det velkendte syn af de fuldskæggede franskmænd i køkkenet, den sorthårede skønhed i restauranten og de 5-6 andre gæster ved de andre små træborde, alt imens der var franske slagere i højtalerne og alt var, som det plejede.

Bon appetit!

Oktober I Ord eller Ord I Oktober

Rigtigt efterårsferievejr med regn og rusk og gennemblødte cowboybukseben. Tivoli i efterårsferien sammen med alle de andre. Mols-færgen i efterårsferien sammen med alle de andre og deres hunde. Vi-hopper-Eckersberg-over-og-tager-den-gratis-permanente. Alt for mange caffe latter. Alt for lidt lys. Smagsprøve på glühwein? – ja tak! En dejligt lang lørdag i selskab med Kvinden i Toget. Tykke strømpebukser fra sidste år. Ubeskriveligt meget rod i kælderen. Løv i brændte farver. At konstatere, at Politikens rettelser fra i går er sjovere end Berlingerens. Kryds-og-tværs. Kryds-og-tværs igen. På-dette-tidspunkt-plejede-julekataloget-fra-Daells-Varehus-at-komme. Yvettes Ypperste Yndlingskage. Yndlingskruset fyldt til randen med luksuschai fra Perchs. Et glas Upupa fra Irma. En lomme fuld af kastanjer fra jorden.

 

Send flere stearinlys. Behold jeres rodfrugter. En uimodståelig trang til at tage til Paris. Motionsdag-er-da-sjovt-hykleri. At glemme det blå halstørklæde på Frederiksberg. At glemme det stribede halstørklæde i Århus. At låne det røde halstørklæde fra sin mand. At låne handskerne til den mellemste. Masser af SMS’er til dem, man ikke når at se. Tidligt i seng kl. 9. I pyjamas. Hverken Augustenborg, Hjørring eller Næstved i denne omgang. Græskar über alles. Insisterende gåtur i øs-pøs-regn. Bugnende bogstabler fra biblioteket. Uldne tæpper, der kradser lidt og luner meget. Hyg igennem. Sov i ske. Sov noget mere. Tag den med ro. Drik noget varmt. Hold dig varm. Varm hinanden.

 

Happy Autumn

Efter en i sandhed enestående sommer er det med sindsro og fuldkommen accept, vi her i salonen kan konstatere, at kalenderen nu skriver 20. september, hvilket i flere tidsregninger regnes som efterårets begyndelse. Man skulle være et utaknemmeligt skarn, hvis man vovede at beklage dette – vi har fået vores varmekvote opfyldt i år, så lad blot mørkningen, køligt blæsevejr og regn holde sit indtog. Tiden er nu kommet til de indendørs sysler, stearinlys, uldne sweatre, varme vanter, eftertænksomme tanker og opbyggelige samtaler. Skulle nogen derude have lyst til at begrave sig i en god bog, kan jeg anbefale Donna Tartts “Stillidsen”, som med sine 800 sider godt nok kræver sin kvinde m/k at komme igennem. Men når nu man ikke skal bruge aftenerne på at nusse i haven eller hænge ud i byens lune gader, burde tiden også være der – historien er god og medrivende, og jeg havde det, som om jeg havde været i biografen og se en fængslende helaftensfilm. Bogen har fået næsten udelt positiv kritik i Danmark, mens udlandet har været lidt mere delt. Pyt med det. Skulle man være til lidt kortere historier, vil jeg anbefale Alice Munros novellesamling “Dear Life” – jeg er kun midtvejs igennem den, men har allerede fornemmelsen af at have udvidet bekendtskabskredsen med en broget samling skæbner med finurlige forhistorier. Den findes naturligvis på dansk, men fordelen ved at læse den på engelsk er, at man med dette fremmedsprog får en følelse af at bevæge sig uden for landets grænser – helt gratis. Stor glæde har jeg også fundet i at begrave mig på sofaen med en stak tegneserier fra biblioteket – Nikoline Werdelin, Sten og Stoffer og Pondus, for at nævne nogle af favoritterne. Ægte afslapning!


En anden absolut sikker efterårs-crooner (og her snakker vi måske især livets efterår) er Leonard Cohen, der på mandag bringer sin 13. plade på gaden. Et smugkig afslører, at vi kan forvente os sikker velkendt og uovertruffen Cohen-melankoli – lyt bare her: Almost Like the Blues

Og rammer efteråret dig alligevel på den hårde måde med mismod, depression og træthed , så prøv med lidt sand virkelighedsflugt. Forleden læste jeg om dette nyåbnede hotel i London, og hvis vi for en stund ikke forholder os til realiteterne (læs: prisen på 348 £ for en enkelt overnatning), men nøjes med at nyde billederne, så kan man næsten ikke andet end at blive i godt humør: The Ham Yard Hotel in London Jeg ser for mig, hvordan jeg efter en smuk efterårsdag i London med besøg på Tate Gallery, et lille smut omkring Notting Hill, kaffe i Kensington-området og en rar lille slentretur i Hyde Park vender tilbage til en omgang five-o’clock-tea på hotellet. Jeps, det skulle nok være rart.

Et sidste efterårstip – og det bringer jeg, fordi den sidste måneds tid har bragt mig uhørt mange gode selskabelige stunder – er at bruge de mørke aftener eller regnvåde dage i selskab med de gode venner, man alt for sjældent ser. Formiddagskaffe en times tid eller to, uhøjtidlige middagskomsammener med mad, rødvin og kage, mens man får vendt afstemningen i Skotland og tidens hårtrimningstendenser, en kop te en hverdagsaften, hvor man puster ud over hverdagen med en ligesindet (er du til mælk theen, kan jeg anbefale en assam-pushkin-blanding – salonens foretrukne for tiden). Alt bringer varme i hjertet og kan anbefales.

Med ønsket om et dejligt efterår.