Dronning Louises Bro

Man kan bruge mange betegnelser om broen, der starter, hvor Frederiksborggade slutter, og slutter, hvor Nørrebrogade starter. De 200 meter vej og cykelsti og fortov er en by i byen, et mikrokosmos, et koncentrat, et spejl af verden omkring. Som en kanariefugl, der dratter ned af pinden og fortæller minearbejderne, at der er for lidt ilt, fortæller livet på Dronnings Louises Bro os, hvordan vi har det i dag. Vi, der har vores gang i byen – vi, der bor her – vi, der er på gennemfart og skynder os at komme ud igen. Vi, der alle har vores grunde til at cykle over Dronning Louises Bro. Hvis vi af lutter hast eller distraktion skulle have glemt at vende blikket opad mod himlen eller til siden mod menneskene omkring os, så råber broen budskabet ind i vores ører, som var vi en dårligt hørende bedstefar, der får serveret budskabet i stavelser med høj stemme. Distortion er startet! Vinden er drejet i øst! Skoleferien er slut.

Når solen bryder frem i april efter 2 måneders blæsende kulde og grå himmel, bringer de befolkede bænke og fortove på broens østlige side det første vidnesbyrd om, at det bliver sommer en gang. Pludselig er der ghettoblastermusik og lyden af klirrende flasker. Grin. Snak. Råb. Fyre, der sidder på direkte på jorden med ryggen op ad den lave mur, mens de misser med øjnene og sludrer med pigerne, der står op, fordi de ikke vil have beskidte bukser. Stemningen bliver aldrig aggressiv, måske fordi sol og varme skaber glæde, måske fordi folk ikke bliver hængende længe nok til at blive fulde og sure. Måske når jeg bare ikke at opleve det, fordi jeg cykler forbi om eftermiddagen, inden der for alvor går flirt og territoriekampe i den. Når solen bryder frem, bliver broen befolket.

Når der er valg i Danmark, vil selv den dovneste demokrat blive mindet om det på vej over broen. Når arbejdsmyrerne og skoleleverne og de studerende vælter henover broen på cykler i hastig fart, med blikket skarpt rettet mod indre by, står partiernes kandidater og fodfolk klar med deres foldere og æbler og rundstykker, som de deler ud til de heldige inderst på cykelstien, der rækker hånden ud efter gaverne, eller som bliver bremset af det røde lys ved Søtorvet. Jeg har givet high five til Uffe Albæk, mens han stadig var radikal. Jeg har modtaget Frank Jensens ganske udmærkede rosinbolle fra Lagkagehuset. Jeg er ankommet til kontoret med bolcher i lommen, en appelsin i tasken, og en gratis flaske vand, hvis man skulle savne det. Europavalget giver ganske lidt, folketingsvalg lidt mere, og kommunalvalg allermest.

Og i disse dage, hvor landet er ved at gå i stå af faglige kampe, og de fleste af os krydser fingre for, at det hele snart falder på plads, står fagforeningerne klar klokken 7.45 med faner og sang i megafon, og pludselig har man Du må få min sofacykel, når jeg dør hængende i hovedet resten af dagen. Midt på vestsiden står en stor samlet, syngende flok, og oppe ved det røde lys står en enlig SF’er, der ser ud til at nyde lejligheden til at råbe SKULDER VED SKULDER og EN LØSNING FOR ALLE for alle os cyklister, der ikke kan flygte, før lyset skifter.

Den 9. april er flagene på halv, 5. juni er de på hel, 15. juni ligeså (Valdemarsdag og Genforeningsdagen 1920, hvis du skulle være i tvivl), og på den måde får man styr på datoen og historien, mens man passer sin lavpraktiske hverdag.

At krydse broen er i sig selv en kunstart. Ved det første kryds efter Nørrebrogade, dér hvor vejen krydser Dosseringen, er det kun nybegyndere og særligt trodsige, der trodser det røde lys om morgenen. Ikke på grund af biltrafikken, som på den strækning er sparsom, men fordi stedet er et oplagt sted for færdselspolitiet at fange cyklende lovovertrædere. Derfor holder vi alle pænt tilbage i en klump, der vokser sig større og større, indtil det grønne lys skyder os afsted til næste stop, krydset ved søgaderne, der leverer en hel anden trafik, der ikke sjældent går helt ud i krydset, fordi en uheldig billist har fejlvurderet, om han kunne nå over. Her gælder det om at lægge sig rigtigt, afhængigt af om man skal ligeud af Frederiksborggade, til venstre ad Øster Søgade, eller til højre ad den alternative cykelsti, der er blevet anlagt langs den dyre køkkenbutik, i modsat retning af, hvad der er logisk, men som alligevel er blevet til, fordi alle cyklister med kurs mod Vendersgade alligevel cyklede den vej. Hurra for pragmatiske løsninger.

Om eftermiddagen går det modsatte vej, med færre happenings på sidelinjen, men – hvis vejret er til det – mere leben. Folk er befriet fra dagens slid og pligter, i hvert fald dem der handler om arbejdslivet, og det giver en mere løssluppen stemning. Tørklæderne er løsere bundet, der stikker buketter op af cykelkurvene, og løsrevne mobilsamtaler med børn og ægtefæller fylder lydbilledet.

En dag holdt der en scooter midt på cykelstien på Østerbrosiden. Det var en af de dage, hvor solen bagte og broen emmede af liv, og så meget desto mere stak det lille parkerede køretøj ud. Det var en af disse scootere for handikappede eller dårligt gående – den slags, hvor der er plads til habengut foran og bagtil og måske også en hund. I det jeg passerede, bemærkede jeg, at der sad en ældre mand, som havde hovedet hvilende på styret, som om han sov eller kiggede direkte ned i asfalten. Hvid skjorte. Blå bukser. Gråt tjavset hår under en kasket. Der hang en hvid pose med jordbær på styret.

Tankers hastighed er bemærkelsesværdig. På de næste 50-60 meter nåede jeg at overveje, om han var død. Jeg nåede at tænke på det faktum, at det farligste sted at falde om er blandt mange mennesker, fordi alle regner med, at de andre gør noget. Jeg nåede at få associationer til de dødsfald, man af og til hører om, hvor liget først bliver fundet, når naboerne begynder at studse over lugten fra lejligheden på 2. th., og når politiet får brudt døren op, bliver de mødt af et væld af mider. Jeg nåede omkring ensomhed, storbyens påståede fremmedgørelse, stress, manglende opmærksomhed. Jeg så en alvorligt udseende nyhedsoplæser for mig, der fortalte om, hvordan en mand tidligere i dag havde siddet død i flere timer, mens tusinder af cyklister på Dronning Louises Bro havde passeret ham uden at gøre noget. Og mens jeg trampede videre, tænkte jeg på en Kierkegaard-kyndig, jeg for nyligt havde læst, der sagde, at man er de valg, man træffer, og jeg tænkte over, hvilket menneske det gjorde mig til, at jeg valgte ikke at stoppe op.

Jeg nåede også omkring Hannah Arendt tese om den banale ondskab. Om hvordan ondskaben ikke er koncentreret hos særligt modbydelige skabninger, men kan vokse sig frem i os alle, hvis vi ikke hele tiden forholder os til, hvilket system vi er en del af, og hvordan vi agerer i det system. Og om det mon var ondt at cykle videre.

Så steg jeg af. Trak op på fortovet, vendte cyklen og gik tilbage, i modsat retning af alle cyklisterne på vej hjem. Da jeg nåede frem til manden, bøjede jeg mig lidt frem mod ham, og sagde:

”Hallo?”

”Hallo”, svarede han.

”Er alt OK?” spurgte jeg.

”Alt er fint!” svarede han med klar røst.

Og så steg jeg på min cykel og kørte jeg hjem.

Reklamer

Lyngbyvej

“Villads. Du har glemt dit fodboldtøj! For satan. For helvede. Stooooooop!” Moderen kom cyklende på sin Christianiacykel med de to små børn på deres slingrende cykler foran, da det slog hende, at den 6-årige manglede noget. I morgenmørkets dis stoppede de op på cykelstien, mens de øvrige cyklister ræsede forbi og lysene fra Lyngbyvejens bil-hav lyste op i baggrunden. “For satan. Nu kommer vi for sent. Pis!” Den lille familie trak cyklerne op på fortovet og vendte op; de to børn betuttede og tavse og moderen højlydt bandende.

Stakkels, stakkels Villads. Stakkels Villads’ søster. Og stakkels Villads’ mor. Om en time ville hun svedende snige og rødmosset sig ind til et møde, der var startet for 10 minutter siden. Hun ville diskret sætte sig ind og forsøge at nå kaffekanden, uden at gøre sig bemærket. Når hendes chef kiggede på hende, ville hun sende et undskyldende blik og skynde sig at bladre frem til den rigtige side i mødematerialet. Resten af dagen ville forsøge at ryste skammen over at have råbt af sin søn af sig, og hun ville mest af alt have lyst til at tage tilbage til skolen og sige undskyld.

Kære Villads’ mor. Du er ikke den eneste. Ved krydset Tagensvej-Nørre Alle blev jeg overhalet af en mand, der var synligt utilfreds med min tilstedeværelse midt på cykelstien, og da jeg høfligt replicerede med et “Tak, det er godt, du kan hjælpe mig”, fik jeg et “IDIOT!” lige i hovedet. Da jeg nåede ind til Nørregade, blev min opmærksomhed fanget af en bil med hornet i bund. Inde bag ruden sad en mand og råbte af bilen foran, der åbenbart ikke var hurtig nok til at komme afsted. Hold op, hvor han råbte.

Alt det skete i februar, men nu er det marts og forår. Lidt koldt og vådt forår, måske, men forår er det. Det er lyst, når vi spiser morgenmad, det er lyst, når vi spiser aftensmad, og selv om jeg husker mange kolde marts-måneder (og såmænd også april-måneder), så kan vi tillade os at håbe, at det lige om lidt bliver varmt.

Lige om lidt bliver man ikke søvnig kl. ni om aftenen, og lige om lidt behøver vi ikke stearinlys og chai-te og dejligt varme hjemmesko for at komme gennem dagen.Lige om lidt cykler jeg afsted i små sko og cowboyjakke, og min cykelkurv er ikke proppet med regnbukser og skiftesko og ekstra trøje, til hvis der er koldt på kontoret. Og de andre på cykelstien vil være i godt humør og have husket fodboldtøjet og kun sige noget pænt til hinanden. Som hende, der forleden overhalede mig og i forbifarten råbte “Sikke en dejlig cykel, du har!” Det er god karma.

God karma og lunt forår venter lige om hjørnet. Det bliver godt.

Søtorvet

Midt i et kæmpe gab fik jeg øjenkontakt med føreren af en af de ventende biler. Jeg var på vej over Nørre Søgade, det var sen torsdag eftermiddag i sidste uge, og mit hoved var proppet med tusind tanker fra dagen, der var gået, og tusind planer for de forestående timer med afhentning af børn, aftensmad, madpakker og tøjvask. Jeg var træt og tilsyneladende alt for fraværende til at gøre noget for at skjule det. Bilisten morede sig, og min forfængelighed fik et ordentligt hak i tuden.

Nu er det grå mandag, verden omkring os er igen af lave, og temperaturen i morges var 10 grader. Man er tilbøjelig til at give Benny Andersen ret, når han skriver man blir mindst fem år ældre om mandagen/der er ingen der venter på en om mandagen, og for os, der først får ferie i uge 29, er der endnu laaaang vej. Her i salonen er vi som bekendt vældigt begejstrede for hverdagen, men selv hverdagsforelskede salonejere kan trænge til sommerferie, hvor madplaner, madkasser, vækkeure og familiekalenderen kan få et tiltrængt hvil. Og det holder ikke, at vi bevæger os rundt i bybilledet, storgabende og konstant feriehungrende. Vi bringer derfor salonens guide til at pimpe hverdagen op, så man glemmer, at det ikke er ferie endnu:

Kl 6.30: Du laver den sædvanlige portion havregrød, mens du stadig småsover. Denne gang nøjes du dog ikke med havregryn og vand. Næ, du laver den på mælk, smider en håndfuld knækkede rug- eller hvedekerner i, samt en skefuld quinoa-frø. Når du har kogt den lidt længere end sædvanligt – et kvarters tid pga. kerner og frø – hælder du den op i en skål, drysser lidt rørsukker eller kanelsukker over og topper med de blåbær, som resten af familien har fået strenge ordrer på ikke at røre. Et stk. de luxe-morgenmad, som ville havde kostet 40 kr. på en cafe på Vesterbro.

7.45: Du har bare tæer i sandalerne, når du forlader hjemmet. Hvad enten det er varmt, koldt eller regner, har du bare tæer, for det har man, når det er sommerferie. Det fungerer bedst, hvis de er nogenlunde rene og helst lakerede. Heldigvis er tæerne langt væk, så ingen vil løfte et øjenbryn, hvis neglelakken har en mærkelig farve eller er ujævnt lagt på. Hvis det er koldt, tager du bare en ekstra varm jakke på. Bare tæer skal der til.

10.00: Mens du venter på, at kaffen løber gennem kaffemaskinen på arbejde, bladrer du lige i den lille digtsamling, der konstant bor i din taske for tiden. Den har stået hengemt på reolen sammen de andre digtsamlinger, du fik i fødselsdagsgave dengang, du stadig troede på, du fik dem læst, og nu er tiden inde. I dagens små ventestunder hiver du den lige op af tasken, for intet føles mere eksotisk end at hænge over en digtsamling og gruble over, hvad Pia Tafdrup mener, når hun skriver Morgenhimlen er svimmelblå, og intet blev væk, mens jeg sov.

12.00: Solen titter frem for en kort stund, og du spiser din frokost i en solstråle på en trappe udenfor. Inden du går ud, tager du solcreme i ansigtet, og det er ikke en dyr og delikat solcreme med svage noter af grape, nergamot og liljekonval. Nej, det er Niveas solcreme fra supermarkedet, for intet lugter af barndommens sommerferier på Costa del Sol og Rhodos som Nivea solcreme. Resten af dagen vil du konstant blive overrasket over, at du ikke er på vej op til ishuset.

16.00: Dagens pligter er langtfra overstået, og du har stadig et kuld børn, der skal hentes, og aftensmad, der skal laves. Men det er ferie, så du falder ikke i fælden med at haste hjem fra arbejde uden blik for verden omkring dig. Du husker, hvor skønt Excuse me, Pardon! og Por favor lyder i dine vikingeører, når du er i udlandet, og du udviser derfor samme grad af høflighed og overskud. Du giver thumbs up til den 7-årige på Nørrebrogade, der med sin langsomme slingrekørsel danner en uendelig kø af utålmodige cyklister bag sig. Du standser op og hjælper de rådvilde turister med at dreje kortet, så de kan finde vej igen. Du smiler til verden, så den smiler til dig, og du finder ud af, at det faktisk virker.

17.30. Du laver aftensmad, og da det næsten er sommerferie, skal det være enkelt og lige så spontant, som når du om halvanden måneds tid lige køber noget fisk på havnen i Rørvig eller lægger vejen forbi slagter Jensen på Skagen. Sæsonens råvarer er friske, og det er din redning. Nye kartofler, fiskefrikadeller og rå gulerødder er et fint måltid. Eller røget makrel, godt rugbrød og tomater. Ovenpå aftensmaden er der 2 bakker danske jordbær på tilbud, og er der nogen, der er mere sultne, må de tage en portion havregryn.

20:30. I stedet for at hænge over Ipad’en den næste times tid, går du en tur. Sådan en hyggelig slentretur i nabolaget uden andet formål, end at det er hyggeligt. Du må ikke blive forpustet; det skal være afslappet, og kan du få nogen med, der ikke brokker sig, er det endnu bedre. Det er ikke lige så godt som at spadsere ned ad Prenzlauer Allee med en milch kaffe i hånden, men mindre kan også gøre det.

22.00. Du går i seng med en fast tro på, at temperaturen stiger ti grader i løbet af natten, og at sommervarmen er lige om hjørnet. DMI har heldigvis tit taget fejl, så det passer naturligvis ikke, når de skriver Vand til de fleste haver i den kommende uge. Og skulle de få ret, lover du dig selv, at du har format nok til at få en god sommerdag ud af det alligevel.

 

 

 

Fredericiagade

Pude med en tegning af afslappede fødder i klip-klapper med lakerede negle

Afslappede sommerfødder – de kan blive dine.

Folk omkring mig i byen er begyndt at få vilde øjne. Hvor vi alle er klar over, at december er en voldsomt travl måned, er det forblevet en offentlig hemmelighed, at juni er næsten lige så slem. Skoleafslutninger, farvel-morgenmad, hvor-skal-vi-hen-på-sommerferie, 700 sager der skal afsluttes, før chefen går på sommerferie plus alt det andet, man har udskudt hele foråret, og nu skal det være! Vi er fuldkomment uforberedte på denne stormflod af kalenderaftaler, og kombineret med høfeber kan det hele være ganske overvældende. Oveni det kæmper vi alle med skuffelsen over, at tropevarmen forsvandt igen – nu var det lige så dejligt.

Der er derfor brug for lidt hjælperemedier, så vi kan få skuldrene ned og trække vejret dybt og roligt. De kommer her:

Vi skriver jo kun den 10. i måneden, så er der overskud på kontoen endnu, kan jeg på det varmeste anbefale brunch på Restaurant BIOM i Fredericiagade. Nu sidder der måske nogen derude, der ikke gider mere brunch; ikke flere store platter med laks og yougurt og tørre amerikanske pandekager oveni hinanden, serveret på en larmende café med mælkeskummeren på espressomaskinen som hidsigt lydtæppe. Netop derfor skal I lægge vejen forbi BIOM, der byder på et smukt, enkelt og tyst lokale, med udsigt til Nyboders okkergule bygninger, og med en delikat brunch kreeret af RIGTIGE kokke (som rettede min udtale af porcheret æg – det kan vi lide). Og så der det hele i øvrigt økologisk – selv malingen på væggene – uden at det af den grund bliver fodformet eller for rustikt. Men lad være med at tage børn med. Jeg tror ikke, de ville gøre sig i den dæmpede atmosfære. Jeg spiste der i tosomhed med en dejlig mand, og den model kan godt anbefales.

Når de basale behov er opfyldt, er det sjælens tur. Ad omveje faldt jeg over en bog af Desmond Tutu: Ingen fremtid uden tilgivelse , der handler om Sydafrika efter apartheid, nærmere bestemt om Sandheds- og Forsoningskomissionen, der skulle bringe det splittede land videre i slutningen af 90’erne. Meget zen er der ikke over beskrivelserne af de forbrydelser, der fandt sted under apartheid – det er ganske rystende – men så meget desto mere må man tage hatten af for det kæmpemæssige arbejde, der blev lagt i at få forbrydelserne frem, så det blev muligt at tilgive og komme videre. Forsoning var kodeordet. Et andet kodeord, der går igennem bogen, er det afrikanske begreb UBUNTU, der i bogen beskrives således: A person with ubuntu is open and available to others, affirming of others, does not feel threatened that others are able and good, for he or she has a proper self-assurance that comes from knowing that he or she belongs in a greater whole and is diminished when others are humiliated or diminished, when others are tortured or oppressed, or treated as if they were less than who they are. På dansk er det nok noget i stil med overbærenhed, overskud, storhed og en følelse af gensidig forbundethed. Jeg ved af erfaring, at UBUNTU er svært at få i gang, når man er travl, træt eller sulten, men jeg tror fuldt og fast på, at det er et spørgsmål om øvelse. Og ellers kan man jo søge hjælp hos glade Ole Henriksen!

Vi tager også lidt musik med. I bunden af min taske har der et par måneder ligget et udklip fra Politiken med begyndelsen på en musikanmeldelse. Den lyder: Med sømandsviser, hornblæsende Memphis-soul og lidt hjælp fra Nirvana har Sturgill Simpson skrevet et berusende smukt album til sin lille søn hjemme i Nashville. Det lyder jo besnærende, og jeg har langt om længe fået taget mig sammen til at lytte til musikken, som er ganske fin. Prøv f.eks. Breakers Roar eller In Bloom.

Så glem for en stund næste uges hektiske kapløb med tiden og udnyt, at der ifølge DMI skulle vise sig en del solstråler i weekenden, man kan nyde iført lange bukser og varm trøje. Og naturligvis med en god kop kaffe.

Best wishes,

Yvette

 

 

 

Kongens Nytorv

Lørdag kl. 18 tog jeg afsked med min mand, der snakkede med naboen henover hækken. Det var 28 grader og jeg havde bare ben og åbne sandaler. Cyklede gennem et dovent, solbeskinnet Nørrebro, hvis langsommelige tempo sikkert skyldtes, at de mest energiske var draget til Distortion på Refshaleøen. Mødtes med to veninder ved Kongens Nytorv blandt turister på slingrende bycykler, en gruppe piger på polterabend med en oppustelige dukke på slæb og sommerglade københavnere.

Kølede af i Geists fine gårdhave med kolde drinks og skålede på den ene venindes næsten traumatisk ubehagelige, men nu vel overståede afsluttende eksamen. Drog videre ud i sommeraftenen til Nyhavn, hvor vi slog os ned i Gorms italienske kælder, som var lige så hed som byen udenfor. Nød strømmen af italienske småretter, der fandt vores bord sammen med rødvin og læskende vand, og kom godt omkring hele verden: freebleding (vi springer over, tak), kringlede familierelationer (kender vi alle og er en del af showet), arbejdets lyksaligheder og nogle gange mangel på samme, og pubertetsdrenge og deres uendelige surhed, som vi heldigvis glemmer alt om, når de sover sødt. Amerikanerne ved bordet bag os nåede at komme, spise deres pizzaer og gå igen, mens vi sled os igennem den omfangsrige menu med det sigende navn Italienertæv og bestilte vand og vand og vand og endnu en flaske vin, mens vi svedte og mindedes sjove hjemmevideoer, hvor folk slår sig bare en lille smule, og vi grinte så meget, at de andre i restauranten vendte sig om.

Til sidst var maverne fulde, de andre borde tomme og tjenerne i gang med at rydde op. Fandt tilbage til Kongens Nytorv og fik første parket til det spirende sommernatteliv fra et bord på fortovet under markise og varmelampe. Drak kaffe, drak vand, blev overdøvet af en pralende sportsvogn, der gassede op, skævede i al diskretion til en glad og beruset skuespiller, snakkede om smykker og drømte om flere og prøvede at strække natten, så den aldrig stoppede.

Cafeen lukkede, lamperne slukkede og jeg konstaterede, at det havde været for optimistisk at tro, at vandflasken i cykelkurven ville overleve en aften i Nyhavn. Drog hver til sit på cykel og med metro, og jeg kunne mærke, at varmen endnu steg op fra asfalten på Nørrebrogade, da jeg kørte hjem gennem natten. Det var 19 grader, livet var let og jeg var tæt på at føle mig lige så udødelig, som da jeg var 21.

Kom hjem til et sovende hus, der kogte af varme, og blev modtaget af en søvnig kat, der strakte sig og håbede på, at madskålen ville blive fyldt af den nyankomne.  Tjekkede, om der stadig var liv i østershattefarmen. Det var der. En besked tikkede ind fra den ene veninde, der sagde godnat til os andre med Søren Ulrik Thomsens ord: København er den samme som før, hvis man da nogensinde kan sige det om en by, og Jeg. Er. Her. Nu, men jo også altid et andet sted.

 

 

 

Jægersborggade

Østershatte i kaffegrums. Det lyder som de første linjer i et digt af Inger Christensen, men det er det ikke. Her fredag eftermiddag efter arbejde besøgte jeg Beyond Coffee i über-hipster-gaden Jægersborggade, som sælger do-it-yourself plastikspande til dyrkning af østershatte i eget kaffegrums. Man kunne få den tanke, at det var noget, Politikens bagsideredaktion havde fundet på, og kun tiden vil vise, om der sidder nogen unge mennesker i et baglokale og griner af godtroende københavnere og drikker smarte øl for mine penge, eller om jeg vitterligt står med min egen østershattefarm om 14 dage. Der var nu mange svampe i den butik, og pigen bag disken gav mig en lang udførlig vejledning og fortalte, at deres egne svampe groede i kaffegrums fra KUA (eller Cuba – kunne ikke helt høre det i larmen af fredagsglade, øldrikkende københavnere på svampebesøg, men måske det også kommer ud på et), så mon ikke den er god nok. Nu vil jeg i hvert fald skylle noget kaffe ned i den højere sags tjeneste, for der skal dyrkes østershatte.

Og så har solen skinnet i København i dag, og det har den været flink til hele ugen, hvis vi lige diskret ser gennem fingre med dens udfald i går. Onsdag morgen sagde termometret 18 grader klokken halv otte om morgenen, og da heldet ville, at jeg skulle på kursus på Christianshavn, blev der tid til en kop morgenkaffe udenfor på Islands Brygge. Når man kvart over otte om morgenen vælger at sætte sig i skyggen, er det næsten lige som at være i Syden. Derefter gik cykelturen henunder Langebro, hvor jeg skænkede Gasolin en tanke, også selv om det dér, midt i den lune majmorgen, var svært at genkalde sig lyden af den nostalgiske og melankolske guitar i deres Langebro. Passerede den smukke restaurantbåd Liva, nød synet af grønne kobbertårne og blåt vand og tænkte, at København en lun solbeskinnet morgen i maj ikke findes finere.

Og da meteorologerne lover rigtigt fint vejr i det ganske land i weekenden, skal der her fra salonen bare lyde en stor opfordring til at hoppe ud i byen, eller hvor I nu er. Kælderoprydningen og gulvvasken kan vente til næste gråvejrsdag. I finder salonen et sted i solen med en stor kop kaffe og benene oppe.

Larsbjørnsstræde

Visse ting skal man ikke ændre på, og derfor var jeg i formiddag på vej igennem en solbeskinnet indre by, i selskab med min mor. Efter vores fælles frisørbesøg i Klareboderne spiser vi nemlig frokost på La Galette i Larsbjørnsstræde – det har vi altid gjort, og det skal der ikke laves om på. La Galette er der heller ikke blevet ændret på i 20 år – for et par år siden satte de priserne fem kr. op, og ejeren ser vi ikke så meget mere, men ellers er alt ved det gamle. Man kan få en boghvedepandekage opkaldt efter en lokalitet i Bretagne for under hundrede kroner, en kop æblecider og en god kop kaffe bagefter. Så beder jeg ikke om mere, tak. Det hele bliver serveret af en ung mand med tyk fransk accent, eller en sød dansk pige, som – gætter jeg – læser fransk på universitetet eller har været et år i Paris.

Restauranten åbner først kl. 12, og vi var i god tid. Vi gik derfor ind i Vor Frue Kirke, der lå lige på vejen, sammen med alle turisterne. Vi skulle bare kigge, og vi faldt over en finurlig installation, lige inden for døren. Det var en mobile balance skabt af kunsterne Lisbeth van Deurs og Malene Sakskilde. Du skal forestille dig et træ i metal med en tynd stamme, hvor grenene i trækronen er en slags vægte koblet sammen to og to – når den ene vægt går ned, går den anden op. På kanten af hver vægtskål stod et ord skrevet med store bogstaver: HOPE. LOVE. JOY. COURAGE. ENDURANCE. TRUST. FAITH.

Da vi kiggede nærmere på skålene, kunne vi se, at der lå en masse hvide bønner (dem, man spiser!) med små ord på. Ideen var så – fandt vi efterhånden ud af – at man på en bønne kunne skrive noget, man frygteligt gerne ville have, og så lægge den i den skål, der skulle hjælpe ønsket på vej. Vi fik skrevet på hver vores bønne, fundet den rigtige skål, og så ser vi, om det virker! Jeg kunne jo ikke lade være med at smuglæse nogen af de andre bønner. Der var rigtigt mange pige- og drengenavne. Og rigtigt mange bønner med peace.

Med nyklippet hår, vækkede drømme og håbefuldt sind nåede vi vores franske oase på slaget 12 og kunne med sindsro konstatere, at alt var, som det plejede. Det var for endnu køligt at sidde ude, så vi spiste vores galettes indenfor, mens vi kunne nyde det velkendte syn af de fuldskæggede franskmænd i køkkenet, den sorthårede skønhed i restauranten og de 5-6 andre gæster ved de andre små træborde, alt imens der var franske slagere i højtalerne og alt var, som det plejede.

Bon appetit!