Sommerferie. Dag 5. Om søvn.

Om aftenen dejser jeg omkuld i de bløde senge med det lyseblå sengetøj, som nogen har været så venlige at stryge, inden det blev lagt på (tak). Når badetøjet og håndklæderne er hængt op, gulvet fejet fri for sand endnu engang, vores sparsomme rod fjernet og tænderne børstet, ja, så falder jeg omkuld med krop og sind fuld af frisk luft, saltvand og sommerlyde. Og jeg ved, at jeg de næste 7½ time er langt væk, og at hjernen på den måde får ro til at bearbejde alle indtrykkene, og kroppen kan slappe af oven på endnu en aktiv og glædesrig dag. Her i ferielandet er det så nemt at få sovet godt og nok – sikke en velsignelse.

Lige så vigtig, som åndedrættet er for dit velbefindende, lige så afgørende er søvnen. Det ved du sikkert godt – det ved de fleste af os – men viden er ikke altid ensbetydende med, at man handler derefter, og desuden er søvnen svær at styre. Hvor gerne man end ønsker at sove godt, er det ikke ensbetydende med, at man gør det.

Her er mine værktøjer. Alt det med ikke at drikke kaffe for sent eller kigge på telefonen ved du sikkert allerede, så det regner jeg bare med, du følger. Mine værktøjer virker ikke altid, men jeg ville helt sikkert sove dårligere, hvis ikke jeg brugte dem:

Find ud af, hvad dit søvnbehov er, og indret din dag efter det. Jeg har fundet ud af, at jeg fungerer ganske fint, hvis jeg får 7½ time time. Gerne 8, men 7½ time er fint. Da mit vækkeur ringer 5.30, betyder det, at jeg skal sove klokken 22, og da jeg sjældent lukker øjnene med det samme, skal jeg krybe under dynen 21.30. Det er tidligt, men nødvendigt, og kræver, at jeg er bevidst om, hvor meget jeg skal nå efter aftensmaden.

Et nedkølingsprogram for kroppen er rigtigt effektfuldt til at blive søvnig. Yoga, er ganske effektivt, men udstrækningsøvelser, 10 minutter i en lænestol med lukkede øjne, fodbad, nogle minutters dagsbogsskrivning om dagen, der er gået, eller massage, hvis du er så heldig at kunne lokke nogen til det (og ellers kan man godt give sig selv ansigtsmassage).

Har man haft en travl dag, kan der godt poppe tanker, bekymringer eller ideer op i ens hoved, mens man prøver at lukke ned. Skriv det hele ned på en seddel (det gælder i øvrigt også, hvis du vågner om natten), og lov dig selv at kigge på sedlen i morgen. En nat var jeg oppe og skrive noget ned fire gange, men så faldt jeg også i søvn!

Der er næsten ikke noget dejligere end at mærke øjnene glide i, mens man læser en bog. Med de sidste kraftanstrengelser lukker man bogen og slukker lyset, inden man ruller om på siden og falder i søvn. Alle bøger er ikke lige velegnede – heftige krimier duer ikke for mig, ej heller bøger, der er så gode, at jeg ikke kan slippe dem. Jeg er ret glad for at genlæse digte af Søren Ulrik Thomsen (Fx Det værste og det bedste) eller romaner af Helle Helle (særligt Rødby – Puttgarten). De giver mig ikke noget nyt, for jeg har læst dem, men jeg nyder ordene, og det skaber ro i mit hoved at læse noget genkendeligt

Mit sidste, meget effektive, med garanti søvnfremkaldende middel, er kryds-og-tværs. For mig er der næsten ikke noget mere afslappende at sidde og kigge på ord, gruble lidt, og en gang imellem skrive. Et kvarter plejer at være nok til, at jeg falder i søvn.

Sommerferie. Dag 4. Om åndedræt.

I går gik vi hjem langs klipperne. Stien bugtede sig op og ned, og nogen gange befandt vi os pludseligt i en lille skov for et minut efter igen at have himlen over vores hoveder og det livlige hav på vores højre hånd. Der duftede skiftevis af caprifolier, muldjord, havvand og tang, og jeg snusede det hele ind, så godt jeg kunne. Det føltes som om, den liflige luft forsvandt helt ned i maven, selv om jeg godt ved, at den kun nåede til lungerne. Her til morgen, mens jeg stadig lå i sengen, genskabte jeg mig den rare fornemmelse af at blive iltet igennem og lå stille og trak vejret laaangsomt ind, holdt det, åndede langsomt ud, og holdt en kort pause. Ahhh.

I lang tid forbandt jeg det at have en krop med at gøre ondt. Forstået på den måde, at når jeg mærkede min krop, var det, når den gjorde ondt. Ondt i nakken, ondt i hovedet, ondt i lænden. Efter nogle behandlinger hos en massør oplevede jeg en dag det sælsomme, at min krop føltes rar at være i. Jeg mindes, at jeg kom gående hen ad en lang gang på arbejde efter at have været i printerrummet, og mens jeg gik tilbage mod mit kontor med min afspændte, bløde krop, begyndte jeg at føle trang til at bevæge mig, danse hen ad gangen, lige som Hugh Grant i Love Actually, der danser gennem villaen på Downing Street. Min krop ville mig det godt, den var rar at være i.

Et godt sted at starte, hvis man vil opleve den sælsomme fornemmelse af en afslappet krop, er åndedrættet. Det burde været det mest naturlige af alt, men det er det ikke. At trække vejret ordentligt kræver for de fleste voksne mennesker en seriøs indsats, så vi igen trækker vejret lige så ubesværet, som da vi var små. Det gode ved vejrtrækningsøvelser er, at du kan gøre det relativt ubemærket, selv når du sidder i toget eller på arbejde. Og det får du også brug for, for det tager tid at ændre en så indgroet og dårlig vane.

Sid godt. I starten vil jeg anbefale, at du sætter dig i skrædderstilling. Det er en utrolig behagelig stilling at sidde i, og jeg bruger den selv, hvis jeg kommer lidt opkogt hjem fra arbejde, med masser af tanker i hovedet om dagen, der er gået, aftensmaden, dagen i morgen osv. Den situation, hvor man nemt forfalder til at hænge over kattevideoer på facebook. Som sagt, sæt dig i skrædderstilling, og hvis dine hofter er lige så stive som de fleste andres, så sætter du dig med enden på en pude, så du kommer op og sidde på halebenene og har rank ryg. Læg hænderne afslappet på lårene eller knæene. Og er det med skrædderstilling dig inderligt imod og lidt for hippieagtigt – eller sidder du i et storrumskontor eller et andet sted, hvor en skrædderstilling vil vække opsigt – så sæt dig blot ret op på en stol!

Brug maven. Når man har travlt, kommer man nemt til kun at trække vejret ned i brystet. Vær derfor opmærksom på, at luften kommer helt ned i maven (hvilket den ikke jo ikke gør, men den mentale forestilling om det virker), så du får aktiveret mellemgulvet. Når du ånder ind, skal luften så langt ned, at du hele din maven udvider sig: navlen presses frem, rygsøjlen tilbage, og det nederste af ribbene giver sig.

Tæl. For at gøre op med en hurtig og overfladisk vejrtrækning, kan det være en hjælp at tælle med. Ånd ind, mens du tæller langsomt til 3. Hold vejret inde, og tæl til 3 igen. Ånd ud, mens du tæller til 3. Og hold pause, mens du tæller til tre. Ånd gerne gennem næsen, hvis du kan, i hvert fald indåndingerne.

Træn, så tit du har tid og mulighed for det. Med tiden skulle det gerne påvirke dit normale åndedræt, så det bliver langsommere og dybere. Herved får du både mere ilt og bruger din muskler mest hensigtsmæssigt.

 

Sommerferie. Dag 3. Om rum.

Vi bader i plads herovre. Vi går ture i skoven, bader i det store, blå hav, flader ud på træterrassen, støder aldrig ind i hinanden. De nærmeste naboer bor 25 meter væk, og selv i køen til is-huset om aftenen står folk løst spredt i noget, der er en kø, men som ikke ligner det. Hvidløgsånden fra gårsdagens gryderet bliver aldrig et problem for nogen, og jeg benytter lejligheden til at kunne fløjte højt og lidt falsk, uden at det generer mine omgivelser synderligt. Og selv vores hus, som vitterligt ikke er specielt stort, virker luftigt og højloftet, fordi det ikke er plastret til med ting over det hele.

Følelsen af rum og luft omkring os er vigtige for vores velbefindende, og hvis du som jeg bor i en by, sammen med andre mennesker, og går på arbejde, sammen med andre mennesker, oplever du sikkert en vis trængsel i dit liv. Om morgenen herhjemme flettes flere menneskers make-up-lægning, tandbørstning og barbering ind i hinanden, mens vi træder til siden, bukker os og flytter os for hinanden. På cykelstien kører jeg i en klump med 10-20 mennesker ind ad Nørrebrogade, holder afstand, bremser, viser tegn og justerer på alle måder mine bevægelser efter folk omkring mig. Jeg kommer ind på arbejde, går ud i personalekøkkenet, som er så småt og dårligt indrettet, at man går i vejen for hinanden, hvis man er mere end to derude. Bare tanken om at lave en kop kaffe, mens jeg træder til side for ham, der skal sætte en kop i opvasken, samtidig med, at jeg gør mig smal for hende, der skal have en gaffel i skabet, kan fratage mig enhver kaffelyst.

Vi kan ikke leve uden andre mennesker i vores liv, men for mange mennesker på for lidt plads i for lang tid er anstrengende og gør det sværere at mærke sig selv. Man kan gøre flere ting:

Oprydning. Hvor dødsygt, det end lyder, vil jeg til at starte med anbefale at rydde op omkring dig. Andre mennesker tæt på virker stressende, men det gør for mange ting også. Bunker af ting ser grimt ud, det gør det sværere at finde noget og at gøre rent, og så tiltrækker det mere rod. Og gør dig træt, fordi bunken er en konstant påmindelse om, at du bør gøre noget. Ryd op, giv væk, smid ud. Det er muligt, du kunne få 200 kroner for den aflagte børnecykel, men hvis den har stået ubrugt i to år, har den ikke lavet andet end at give dig dårlig samvittighed og tage pladsen i cykelskuret. Afsted til genbrugsbutikken eller genboens lille søn.

Pjæk. Stjæl dig til et privatliv, hvis du ikke har det. Min svigerinde, som er sygeplejerske, har i mange år overlevet sit travle familieliv på af og til at tage aftenvagter, så hun kan få noget tid for sig selv derhjemme i ny og næ, mens manden er på arbejde og børnene i skole. Nogen har mulighed for hjemmearbejde – udnyt det, siger jeg bare. Selv bruger jeg 4-5 af årets feriedage på fridage for mig selv. Det lyder kættersk at sige, for det er jo tid, jeg ikke er sammen med familien, men den dag, jeg indså, at jeg aldrig – som i ALDRIG – er alene, fordi jeg enten er på arbejde (i storrumskontor), på cykelstien sammen med alle de andre, eller hjemme sammen med mand og børn, ja, så forekom det mig at være en naturlov at bruge lidt af min ferie på denne måde.

Natur. Kom ud i det grønne. Bor du på landet, er du allerede i naturen – vi andre skal gøre noget mere aktivt, men selv i en storby kan det lade sig gøre. I København har vi Kongens Have, Amager Strandpark, Søndermarken, Dyrehaven, Assistens Kirkegård, Utterslev Mose, for blot at nævne nogen stykker, og din by har sikkert også noget at byde på. Det bedste er, hvis du kan komme afsted tidligt om morgenen eller vente til om aftenen, for ærligt talt er der ikke meget rum omkring dig på Charlottenlund Strand en lørdag ved frokosttid. Som sagt, det skal planlægges – men så kan det også godt lade sig gøre.

Sommerferie. Dag 2. Om tid.

I morges vågnede jeg til lyden af dæmpet snak fra to mennesker, der passerede på stien, der løber ved siden af sommerhytten. Havde jeg været for træt til at stå op, havde jeg lagt mig om den anden side og sovet videre, men jeg følte mig udhvilet og svingede benene ud af sengen, klar til en ny dejlig dag. Sikke en forskel fra clockradioen, der plejer at vække mig 5.30. Her i feriehytten bruger vi ikke ure. De ligger forladte og overflødige på bunden af toilettasken, for vi skal ikke bruge dem til noget. Vi laver mad, når vi er sultne, går i seng, når vi er trætte, og stranden er der for os, lige gyldigt hvornår vi kommer. Om morgenen er vandet køligt, midt på dagen er der mange mennesker, og om aftenen skal man tage sig lidt ekstra sammen for at komme under, men den er der, lige meget, hvornår vi kommer.

 I to måneder gik jeg rundt og troede, at den sitrende fornemmelse i kroppen, jeg vågnede med hver nat, skyldtes de store vejarbejde-maskiner ude på Frederiksborgvej, der døgnet rundt arbejdede med noget rørføring i jorden. Først da jeg tog på påskeferie og en nat vågnede i mine svigerforældres meget stille beliggende hus og stadig mærkede maskinernes brummen, gik det op for mig, at min krop prøvede at fortælle mig noget.  Det var en periode, hvor jeg lige fået ny chef, var i gang med efteruddannelse, skulle fejre min søns konfirmation, var aktiv i skolebestyrelsen – og så var der alle småaktiviteterne ved siden af (svømning, forsøget på at få gang i en blog for ikke at tale om min familie på mand og tre børn, som jeg jo også gerne ville være der for). Jeg har altid været ekspert i at planlægge og være forud for min tid, så jeg fik det hele passet ind, men det skete på bekostning af to ting: min krops velbefindende og mit nærvær.

Man kan ikke slappe af i sin krop, hvis man aldrig oplever fornemmelsen af at have god tid; hvis man altid er bevidst om at skulle kigge på klokken i ny og næ. Hvis tanken om en enkelt gang at komme sent i seng er umulig, fordi det tætpakkede program dagen efter ikke tåler, at man ikke er på toppen. Hvis det er en belastning at få en messengerbesked fra en mor, man engang kendte fra børnenes børnehave, der spørger, om man har lyst til at ses. Hvis man er ved at græde af glæde, hvis man oplever en uge, hvor man ikke skal noget efter arbejde nogen af dagene.

Den dag, hvor jeg indså, at jeg hverken havde ALS, sclerose, lavt blodsukker, højt stofskifte eller hvad jeg ellers kunne google mig til, men bare havde for travlt, indså jeg, at jeg måtte ændre på nogen ting i mit liv:

Forlang det rimelige. Mine børn har heldigvis længe hjulpet til herhjemme. De har smurt deres egne madpakker, siden de startede i 0. klasse (i starten med hjælp, men efterhånden kører det bare). Tjansen med at tørre af morgen og aften samt tømme opvaskemaskine er også fordelt mellem dem. Skolebørn kan også tørre af, dække bord, tømme opvaskemaskine. Og for en halvtredser gør min ældste søn badeværelserne rent, og min datter støvsuger til gengæld for, at vi har Netflix. Efter oplevelsen med vejarbejde- maskinerne laver de to store nu også fast mad en gang om ugen, hvilket er en kæmpehjælp.

Justér dine engagementer. Mange mennesker i dette land er engagerede i forskellige foreninger, vejlaug, forældregrupper, og hvor er det fantastisk! Men det er ikke fantastisk, hvis det bliver en byrde, og en gang imellem kan det være sundt at overveje, om man vitterligt behøver være aktiv (og måske formand!) i personaleforeningen, studenterrådet, skolebestyrelsen, vejlauget, andelsforeningen. Det er skønt med engagerede borgere, men tjansen kan jo også gå på tur. Jeg meldte mig ud af skolebestyrelsen, og der var heldigvis flere, der var interesserede i at overtage min plads, så hverken skolen eller de andre forældre i skolebestyrelsen led nød af at jeg trak mig. Jeg vandt nogle aftener og er fuldkommen tryg ved, at den nuværende bestyrelse har styr på tingene.

Husk, at de fleste godt kan lide at hjælpe. Jeg elsker at kunne klare mig selv, og vil helst have en hverdag, der ikke hviler på andres gode vilje. Det synes jeg stadig er en god målsætning at have, men derfor kan man jo godt huske, at de færreste har noget imod at tage dit barn med hjem fra fritidshjemmet i ny og næ, låne dig noterne fra den forelæsning, du ikke nåede, låne gammelt fastelavnstøj eller en fest-clutch ud, passe din kat, vande dine planter en uge osv. Vi er mange, der hader at være til besvær, og som stadig skal øve os i at bede om hjælp, men faktisk kan de fleste normale mennesker godt lide følelsen af at kunne træde til med en hjælpende hånd, når det hele brænder på. Ikke, hvis man bare forventer det af dem, og ikke, hvis det sker hele tiden, og især ikke, hvis man aldrig giver noget den anden vej – men det er jo heller ikke det, der er tale om her.

Din tid er en knap ressource. Vogt over den.

Sommerferie. Dag 1. Om ro.

(Tilbagelænede, højtflyvende og lavpraktiske  ord om hverdagslivet, sendt med kærlig hilsen fra en solbeskinnet ø med vilde kaniner, stejle klipper og bløde badestrande.)

Jeg er krøbet ind i skyggen, har lagt benene op på en blød skammel, og læner mig tilbage i liggestolen, så næsen kommer i vejen for mit blik, der søger horisontens fjerne, rolige linje. Ved siden af mig et glas vand, på min hud sorcreme, og så skal jeg ikke bruge mere.

Kufferterne står endnu uåbnede og venter på at blive pakket ud, men pyt! Vi har ikke travlt, og for hvert minut, der går, lægger jeg den spændte og hektiske rejseaktivitet bag mig, for hvert bølgeskvulp jeg hører, får jeg skuldrene ned, kæben på plads og bevæger mig dag for dag tættere på den tilstand, jeg med mere eller mindre held – mest mindre – har jagtet det sidste år.

Som jeg sidder her og kigger ud over havet, synes livet enkelt og ligetil. Og det slår mig, at der hersker en salig ro omkring mig på dette sted. Fordi vi er langt fra alting, fordi der er luft omkring og himmel over mig, og fordi vores dejlige feriehytte kun er udstyret med det allermest nødvendige. Jeg strækker mig, og mine arme støder ikke ind i noget.

Jeg har arvet min fars lydfølsomhed, siger min mor. Det betyder, at jeg nemt bliver distraheret af selv små lyde som en andens smasken eller en, der i distraktion klør sig på armen. Det betyder, at larm fra en Youtube-video eller en motorcykel, der gasser op lige ved siden af mig, kan virke som fysisk tortur, hvis jeg er træt. Det betyder, at for mange børn samlet på et sted indenfor nemt gør mig træt i hovedet.

Måske virker lyde ikke lige så voldsomt på dig, men lydfølsom eller ej, så kender du sikker til, at det kan være svært at slappe af, hvis der er uønsket støj omkring dig. Her er, hvad der har virket for mig:

Allervenligst anmodet om, at der ikke er lyd fra fjersyn, skærme m.m. i stuen efter klokken 20 om aftenen. Det har jeg gjort, og det betyder, at min mand og børn forsvinder op på værelserne eller ud i køkkenet (hvor vi har et bord og gode stole!) om aftenen, hvis de vil se på sport eller politikere, der debatterer (min mand) eller youtube eller Netflix (mine børn). Alternativt er vi de glade ejere af trådløse høretelefoner, så til tider kommer de også på. (Allerhelst så jeg, at man lavede noget, der ikke involverede en skærm, men det er en helt anden sag…) Det hænder naturligvis, at reglen glider ud af folks bevidsthed, men så nævner jeg den diskret…

Lille ting, men med stor betydning: Jeg har skiftet min ringetone på telefonen ud (den der lyder som en gammeldags telefon), for den fik mig til at fare sammen, hver gang den ringede. Nu modtager jeg mine altid dejlige opkald fra familie og venner med en blid klokkelyd, der lyder som om, at der står en rar munk lige rundt om hjørnet, som i det stille vil gøre mig opmærksom på, at nogen gerne vil tale med mig.

Jeg vælger i videst muligt omfang supermarkeder, cykelruter, restauranter og cafeer efter lydforholdene. Akustikken, baggrundsstøjen og musikken (eller endnu bedre: fraværet af musik) varierer, og hvis man har det som mig, er der absolut ingen grund til at opsøge Joe and the Juice eller at køre på arbejde langs Åboulevarden.

Tæpper, træ, stof, bøger og billeder på væggene dæmper lydene, så kan man snige mere af det ind i sit hjem, er meget vundet. Samme ting samler også støv, så her må man træffe det eksistentielle valg mellem støj eller hyppig støvsugning.

Ro er ikke en naturlig del af det moderne liv, så det kræver en aktiv indsats at få den ind i sit liv. Både i privatlivet og ude i verden, hvor det er en evig kamp mod soundboxe, motorcykler, der gasser op, og benzindrevne plæneklippere.

 

 

 

Sytten udveje i en verden på afveje #17: Husk at undre dig

I morges sad jeg på færgen fra Århus til Odden sammen med alle de andre sjællændere, der havde været til konfirmation i Jylland, og sammen med jyderne, der skulle til konfirmation på Sjælland. Avisen var læst, den medbragte te drukket, og jeg nægtede at slutte mig til gruppen af mennesker, der sad bøjet over telefonen, så jeg lagde hoved tilbage og stenede. Kiggede på folk, der gik forbi, eller som stod i kø til en kop caffe latte til 45 kroner. Og lod tankerne dukker op i mit hoved, vende en omgang, og passere videre.

Jeg spekulerede over, om det var trendy for mænd med bare fødder i Birckenstock-sandaler. Eller om det bare var udbredt. Eller om jeg slet ikke kunne konkludere noget ud fra tre mænd i kaffekøen. Jeg spurgte mig selv, hvor mange af kaffekunderne, der i øvrigt kendte til Espresso Houses dunkle fortid, og om de i givet fald var ligeglad. Jeg lyttede til en far og en bedstemor, hver med en tre-årig i hånden, der udvekslede erfaringer om børnehave og dagpleje, og jeg konstaterede, at jyder bare lyder mere velovervejede, når de taler. Er det den lidt lavere hastighed, der spiller ind, og ville det hjælpe på mit flade københavnske, at jeg talte langsommere, eller ville det bare blive mærkeligt? Jeg undrede mig – for jeg ved ikke hvilken gang – over, hvorfor der altid er for få dametoiletter, så vi kommer til at bruge vores dyrebare tid på at stå i kø, mens mændene synligt lettede defilerer forbi. Jeg kiggede på plakaten på væggen og fandt det svært at fatte, at man med succes kunne udbrede et ord som Kombardo, og lugten af hvidløg fra manden ved nabobordet fik mig til at spekulere over, om jeg udsendte en lige så kraftig odeur, når jeg havde spist hvidløg. Og jeg reflekterede over, om mine gulerødder og medbragte boller ville gøre mine børn stamkunder i kiosken, når de engang tjente deres egne penge.

Så døsede jeg hen, og snart var vi ved Odden, og Kombardo-sangen gjaldede over dækket. På turen henover Sjælland nød jeg synet af de knaldgule rapsmarker og tænkte, at der er noget saliggørende ved at give sig tid til at undre sig i det stille. Vi taler ikke om en banebrydende, Einsteinsk undren over, at lys skulle være en bølge og ikke en partikel. Ej heller den passivt-aggresive form for undren (jeg undrer mig VIRKELIGT over, at vi ikke er blevet informeret om, at der ville blive lukket for det varme vand i weekenden), hvor man blot misbruger ordet til at udtrykke, at man er meget utilfreds. Nej, det handler om den undren, der kun opstår, at man er nærværende og tilstede i verden og faktisk interesserer sig for, hvad der sker omkring en. Undren om stort og småt, vigtigt og – tilsyneladende – uvigtigt, seriøst og sjovt. Undren bygget på en oprigtig åbenhed over for, hvad der måtte være af forklaringer. Forklaringer, som man ikke selv har udtænkt, og som måske tvinger en til at revurdere sit syn på dette og hint.

Den form for undren kræver tid. Det er, når man dovent sidder på en sandstrand og lader sandet glide gennem fingrene, at man kommer til at tænke over det ufattelige i, at der efter sigende er lige så mange stjerner i universet som sandkorn på jorden. Det er, når man har al tid i verden til at spise morgenmad en søndag formiddag, at man får vendt, hvorfor tebirkes hedder københavnerbirkes, når man krydser Storebælt. Og hvorfor der er huller i midten af en bagel. Det er, når jeg sidder i min brors sommerhus ved bålet om aftenen og funderer over, hvorfor jeg har det, som om jeg befandt mig på farfars bondegård for en evighed siden, indtil jeg kommer i tanker om, at det er duften af bygmarker, der kaster mig tilbage til barndommen somre.

Det er dejligt at undre sig. Det gør verden større og dybere. Og det vidner om, at man er tilstede lige nu.

Udvej nummer sytten: Giv dig tid til at undre dig.

Sytten udveje i en verden på afveje #16: Riv rodet op med roden – hvis du orker

Længe har jeg anet, at dette forår ville få december måned til at virke som een lang yogatime. Inden for fem uger står den på to børnefødselsdage og tre konfirmationer, herunder en på den anden side af Storebælt samt en, vi selv skal afholde. Min kalender er fyldt med lister, på opslagstavlen og køleskabet hænger billetter og bon’er og kort, der skal skrives glade lykønskninger i, og selv arbejdskalenderen har påklistret diverse påmindelser om ting, der skal købes på vej hjem. I den ene ende af spisebordet hersker gavebordet fra den 11-åriges fødselsdag i forrige uge, og på reolen ligger æsken med påskepynt og venter på at komme i kælderen. Af og til tager den sig en snak med stakken af Anders And-blade, der ikke helt ved, hvad den venter på, men til gengæld har ligget der siden marts. I april havde vi besøg af en gymnasieelev fra Slovakiet, og de fine gaver, hun bragte os, gør påskepynten og Anders And-bladene selskab, sammen med støvet, der efterhånden har sluttet sig til, og et uafsluttet bamse-syprojekt. Og sådan ser der ud i resten af huset – bunker og ting, der venter på, at et overskudsramt menneske passerer forbi og tænker Hov, du skal da i pap-containeren eller Jeg lægger lige dig ned i den kommode, du ligger ovenpå.

Rod er indbegrebet af en ond cirkel. Man orker ikke lige at rydde op, for der er vigtigere ting at tage sig til, og mens man kigger på rodet bliver man en smule mere træt indeni og gider I HVERT FALD ikke at rydde op, når man har en ledig stund. Umærkeligt sniger rodet sig ind på listen med alle de andre opgaver, man skal ordne, og får dem til at virke lidt mere uoverskuelige og trættende, og selvom rodet ikke har fået sin selvstændige plads på listen, hænger det hele tiden tungt ind over, som en mørk sky i horisonten, der garanteret bliver til et gevaldigt regnskyl på et tidspunkt.

Og ikke nok med, at rodet dræner en for energi til at tage sig af det, det opfører sig også så tarveligt, at det genererer mere rod. Når entreen alligevel roder, gider man ikke gøre sig umage med at stille sin taske på plads, næ, det står ligefor at dumpe den oven i den store klump af vinterstøvler og gummisko, der er groet frem. Hvorfor skulle man gøre sig den umage at følge avisen til papircontaineren, når den lige så godt kan lege med de andre gamle aviser på gulvet i gangen.

En parasit, det er, hvad rodet er. Det suger energien ud af dig og breder sig umærkeligt, og en dag kigger du på dig selv i det kalkplettede spejl og tænker Hvem er den gustne slapsvans med dårlig holdning, der står og skuler?

Hvad er udvejen? spørger du. Og havde jeg været din strikse latinlærer, havde svaret været Snap out of it! Tag dig sammen og lad være med at klynke. Men moralske opsange og udskamning gør i det lange løb sjældent verden bedre, hvis du spørger mig, og måske er er der en helt fornuftig grund til, at man ikke får gjort noget ved sagerne. Måske har man brug for den halve time på langs med avisen og en kop te. Måske er man nået til bristepunktet for, hvor mange pligter man kan fylde sit liv med, hvis man også skal se sig selv som værende andet end en protestantisk arbejdshest. Måske må man bare erkende, at det rationelt set havde været smart at sætte en time af til at komme bunkerne til livs, men mennesket er andet end rationelle kalkuler, og modstanden mod at rydde op kan ses som en stille markering af ens grænser for, hvad man gider stille op til af kedelige opgaver i dette liv.

Hvis du kan mobilisere lidt energi til at komme bunkerne til livs, så gør for Guds skyld det. Du vil få det bedre af det. Ingen bliver glad af at kigge på en vase med visne blomster. Og hvis ikke du kan, så accepter, at alting kører lidt på halv kraft for tiden, og klap dig på skulderen for blot at være et menneske. Sæt dig demonstrativt midt i kaosset med en æske fyldte chokolader og en stor kop kaffe og vis, at det er dig, der bestemmer! Og mind dig selv om, at alt er en fase, og en dag tager Fanden alligevel ved dig og du får styr på sagerne på halvanden time, mens du hører Elton John for fuld hammer.

Det siger jeg til mig selv imens.

Udvej nummer 16: Ryd op, hvis du orker – eller lev med rodet.

Sytten udveje i en verden på afveje #15: Giv automatpiloten fri – den trænger til pause

Hvis dit liv er skruet sammen ligesom mit, så hænger alle hverdagens aktiviteter sammen med en solid klistermasse af planlægning, erfaringsbaserede rutiner og en stor grad af forudsigelighed. Mandagslasagne, fredagsrester, madplan og storindkøb, alle smører selv madpakke, hvis gulvene bliver vasket torsdag bliver lørdag formiddag sjovere, ferie med brødrene i uge 30, jul i Århus i lige år og København i ulige år, og jeg er kun lige startet!

Jeg holder af rutinerne, af traditionerne og de tilbagevendende begivenheder. De er med til at forme mit liv og definere, hvem jeg er. De skaber også grundlaget for, at mine børn har et stabilt barndomshjem, får lavet deres lektier, er vaccinerede og ikke har huller i tænderne. At vi ikke bor i en ruin, og at vi kan komme på sommerferie, selv om der kom en uventet VVS-regning. Men det er også på grund af rutinerne, at jeg over søndagsmorgenmaden med ekstra interesse læste en klumme af Birgitte Borup, weekendredaktør på Berlingske, med overskriften Den største løgn af alle er, at alt godt kommer til den, der venter. Klummen var et nådesløst angreb på pligtfølelse, langmodighed og frygt for det  uvisse og udtrykte en undren over, at verden aldrig har stået mere åben, samtidig med at en hær af mennesker slæber sig gennem tilværelsen, mens de sukker over arbejdet, chefen, konen, kiloene og køkkenarbejdet. Vi venter på pensionen, den store åbenbaring, at nogen headhunter os, at en uventet arv dukker op, eller at der bare sker et eller andet mirakuløst, der hiver os ud af den stille død, som vores liv er blevet. Vi har ladet hjernen tage styringen, bundet os selv op på utallige forpligtelser og er blevet så trænede i den behovsudskydelse, som ethvert fornuftigt liv indebærer, at et lille pip om, hvad der kunne være sjovt eller spændende at gøre, aldrig bliver hørt. Og hvis det bliver hørt, skal det igennem en benhård censur af, hvad der er praktisk muligt/sikkert/normalt.

Mit liv er ikke en stille død, heldigvis. Ikke desto mindre kunne jeg genkende nogen tendenser og min egen stemme, når jeg klagede min nød over dette og hint. Jeg kunne genkende min trang til forudsigelighed. Som måske lige så meget er en vane, som en trang. Og tænker jeg så tilbage på de sidste par uger, slår det mig, hvordan nogen af de begivenheder, der vakte min begejstring, netop ikke var noget, jeg havde planlagt. Hvordan de kun kom ind i mit liv, fordi rutinerne var sat ud af kraft, og fordi lysten vandt over pligterne.

Tirsdag i påskeferien, eksempelvis, spillede Tottenham mod Manchester City. Jeg har ikke set en fodboldkamp siden 1992, og jeg kan aldrig huske, om det nu er VM eller EM, husets mænd følger med i. Kvalificeret spild af tid, hvis du går mig på klingen. Men denne aften i påskeferien var jeg træt, mine sønner skulle udnytte, at vi befandt os hos farmor og farfar, hvis tv-pakke er gigantisk i forhold til vores eget usle stueantenne-udbud, og jeg lagde mig derfor på sofaen om aftenen og kiggede med. Spurgte den ældste, hvem vi holdt med, og da Manchester City åbenbart er et oliesheik-finansieret hold, holdt vi naturligvis med Tottenham. Og hvilken kamp! Spænding lige fra første minut med det ene mål efter det andet, VAR-afgørelser, der både fastholdt og annullerede mål, og uvished til det sidste om, hvem der gik videre, alt imens der også blev tid til at kommentere spillernes frisurer, navne og uvaner. Vi (!) vandt, jeg kastede mig som noget helt nyt over avisens reportage to dage efter, der gik i detaljer med det (citat) episke opgør, og forleden ærgrede jeg mig i det skjulte over at konstatere, at Tottenham havde tabt til West Ham. Fatter stadig ikke off side-reglen, men det er også lige meget. Nu venter vi bare på opgøret med Ajax.

Et andet eksempel: Mødtes med to gode veninder i sidste uge til frokost, og talen faldt på Dronningen – filmen, ikke Margrethe – som vi alle gerne ville se. Helt mirakuløst havde ingen af os noget på programmet tirsdag i denne uge, men vi har også alle travle hverdage, og man ved aldrig, hvordan man har sovet natten før, om der er lektier, der skal laves, og om statsministeren har udskrevet valg, så vi lod det stå åbent og aftalte at sms’es ved. Tirsdag klokken 18 kunne vi alle tre godt overskue at forlade vores travle børnefamilieliv for en stund, og vi mødtes et for os alle nyt sted, Movie House i Hellerup. Skumlede lidt over de høje billetpriser, lige indtil vi kom ind i salen med små brokadelamper, sæder der med et enkelt knap forvandlede sig til en plysbeklædt liggestol med behagelig benstøtte, bløde puder, man kunne knuge ind til sig, når Trine Dyrholm blev for nedrig, og tæpper, såmænd. Så var 130 kroner jo ikke dyrt! Filmen i sig selv var en oplevelse af den stærkere, men lige så stærk var den berusende og næsten kættersk frihedsagtige fornemmelse, det var at køre ud i forårsaftenen i april måned for at mødes med to veninder og se en film. At jeg lige snuppede et par liter mælk, et bundt porrer og en pose mel med hjem fra Døgnnetto bagefter tog ikke brodden af fornøjelsen.

Og så har jeg været på kursus og havde forinden læst en for gammel beskrivelse af dagens program. Derfor kom det som en overraskelse for mig, at en af dagens oplægsholdere var Esben Kjær, P1-journalisten der har skrevet flere bøger om sin søns død og vores måde at forholde os til døden på i den vestlige verden. Som vi underforstået ikke altid er særligt gode at forholde os til, hvilket der kan være mange grunde til, herunder vores egen angst for døden og manglende erkendelse af, at vi en dag ikke er her mere. Hvis vi skænker det lidt flere aktive tanker, at vi en dag ikke selv er på denne jord – og samtidig anerkender, hvor lidt magt vi har over livets gang – kan vi måske håndtere livet med lidt større visdom og bedre forholde os til mennesker, der har mistet. Det kan lyde som et meget dystert emne, men mens jeg cyklede hjem fra kurset, prøvede jeg at forholde mig til, at også jeg – hvor utroligt det kan forekomme – en dag ikke er her længere, og hvis man tør tænke den tanke, bliver man også mere bevidst om betydningen af, hvad man fylder sine dage og år med. Hvis jeg til den tid kan sige, at de fleste af mine dage har været fyldt med kærlighed, nærvær og taknemmelighed, ja, så lever jeg – omend modstræbende – med, at det slutter en dag.

Og så er vi tilbage ved Birgitte Borups beskrivelse af den stille død, som tilværelsen kan udvikle sig til, hvis man ikke er opmærksom. Livet som én lang nærdødsoplevelse – det bliver næsten ikke værre. Det er svært nok at tænke på, at vi skal dø en dag, men det er jo trods alt et vilkår for os alle. Vi har ikke noget valg her. Vi har til gengæld til fulde et valg, hvad angår tiden inden. Altså hvad angår vores L-I-V. Der er ikke frit valg på alle hylder, for vi er hver især udstyrede med evner, fysik, økonomi, væremåde, familie, interesser og erfaringer, der spiller ind på vores muligheder. Men hvis man en gang imellem vælger at skænke det en tanke, hvad der – ihukommende at livet en dag slutter – er vigtigt at bruge sin tid på, så kan vi måske godt få øje på lidt flere muligheder, end det, automatpiloten har vænnet os til at fokusere på. Måske man skulle spørge ballonkaptajnen næste gang.

Disse ord er skrevet af ren lyst.

Udvej nummer femten: Giv automatpiloten fri

Sytten udveje i en verden på afveje #14: Januar kræver kunstigt åndedræt

2. januar er i mit liv PER DEFINITION årets hårdeste arbejdsdag. Intet over, intet ved siden af. Det bløde tæppe af julelys, guldkugler og granguirlander er med et snuptag hevet væk under benene på en, og tilbage står man, med bare tæer på det kolde stengulv, og skal have en hverdag til at fungere. På trods. Mørket slutter tæt om en, når man drister sig til at bevæge sig udenfor, pengepungen er slunken, og der venter en lang og kold måned forude.

Det gælder om at holde sindet åbent for de små glæder, for der er seriøst brug for dem i denne tid.

Lykken ville, at dette års anden dag var velsignet med en mørk og glasklar morgenhimmel, hvor et tyndt månesejl på den sydlige himmeldel var flankeret af en stor og skinnende Venus. Et billede, der fastholdt mig i mit pligtskyldige ærinde, da jeg forlod hjemmet lidt over syv om morgenen, og opmuntrende blev hængende foran mig den halve time, det tog mig at cykle på arbejde. Ved Frue Plads hang månen og Venus til højre for kirketårnet på Vor Frue Kirke. Jeg stillede cyklen, kastede et sidste blik på den nu mellemblå himmel og sagde tak for hjælpen og farvel.

Om eftermiddagen var der igen brug for overjordiske kræfter til at holde energien oppe. Café Granola blev på Værnedamsvej blev redningen. I den tætpakkede, halvdunkle cafe fandt jeg på mirakuløs vis en ledig plads i baren, og dér, med argentinske turister på den ene side og en brummende espressomaskine på den anden side, fandt jeg en lomme af varme, selskab og blød jazzmusik, og jeg drak min kaffe i taknemmelig ro.

3. januar kan man finde en mikroskopisk fryd i, at man kom igennem 2. januar med livet i behold, men ellers er øvelsen den samme. Morgenens stjernehimmel var skjult bag skydække; til gengæld brød et orangeviolet lys, efterhånden changerende til rødguld, frem i øst. Øjne og ører skal med insisterende kraft holdes åbne for, hvad der på egen hånd måtte dumpe ned af uventede glæder; det være sig fra naturens side, mennesker omkring eller måske blot den rare fornemmelse af en god nattesøvn. Intet er for småt her.

Og således resten af januar. Et skridt ad gangen. Vi har været her før, vi kommer igennem det igen. Evnen til at glædes og en god portion egenomsorg er i denne sammenhæng helt essentiel.

Udvej nummer fjorten: januar kræver kunstigt åndedræt.