1 – 0 til Dalai Lama

Søndag aften ringede telefonen, mens jeg var optaget af “Arvingerne”. Vores fastnettelefon ringer sjældent, og som regel er det min mor, min svigermor eller velgørende organisationer. Og da de to førstnævnte også følger med i serien, og sidstnævnte sjældent ringer søndag aften, var det lidt usædvanligt. Min mand talte lidt med formel stemme et øjeblik, og rakte derefter telefonen videre til mig uden nærmere forklaring.

I røret var en ung kvinde, som undskyldte mange gange, at hun forstyrrede, men om hun måtte tale med mig et øjeblik. Det var da i orden, selv om min opmærksomhed stadig var rettet mod skærmen. Det viste sig, at hun var specialestuderende og var gået i gang med at søge arbejde. Hun havde på en eller anden måde fundet mig på LinkedIn og på KRAK, og hun kunne se, at jeg arbejdede med noget af det, hun gerne ville arbejde med. Hun ville derfor spørge, om jeg ville læse en ansøgning og hendes CV igennem.

Hvem bliver ikke smigret over at få tildelt en sådan ekspertrolle? Det gjorde jeg i hvert fald. Så jeg sagde naturligvis, at det var helt i orden, så hun fik min e-mail-adresse, og hun sendte mig ansøgningen. I løbet af ugen, der er gået, fik jeg kigget på den – grundlæggende var den rigtigt god, og hendes kompetencer talte for sig selv, men der var alligevel lidt kommaer, nogen formuleringer og et lay out, der godt kunne justeres. Så det skrev jeg til hende.

Tilbage fik jeg den mest taknemmelige mail om, hvor stor pris hun satte på min hjælp, og hvor glad hun var. Og jeg – jeg blev næsten lige så glad over at have kunne hjælpe hende, og over at have bragt glæde i hendes liv. Så der sad vi – i hver sin ende af hotmail – og var glade.

Og hvad er der at sige om det? At vi skal huske at bede hinanden om hjælp, for de fleste kan rigtigt godt lide at være til nytte, og det at hjælpe andre er en enestående metode til at se ud over sin egen næsetip og glemme det, der er besværligt i ens eget liv. Så kære studerende: tak, fordi du piftede en uge, der har været alt for præget af travlhed og træthed, op! Du højnede mit selvværd, og du fik mig til at se med lidt større overbærenhed på de lidt vel tvære mennesker, der har krydset min vej de seneste par dage. Jeg synes, det er fantastisk, at der sidder et ungt og initiativrigt menneske derude, som ringer til en vildt fremmede søndag aften – endda midt i DR prime time – og beder om hjælp.

Og så kan vi da lige bringe Dalai Lama på banen, der en gang har sagt: “Vores primære formål her i livet er at hjælpe andre. Og hvis ikke du kan hjælpe dem, så lad i det mindste være med at skade dem”

På den baggrund sætter jeg mig med ekstra stor velbehag ved køkkenbordet her fredag eftermiddag, nyder min te og chokolade, åbner avisen og tænker: Ah, det er week-end.

Hav en fortryllet week-end derude!

Reklamer

Fra salon til bistro

Min morfar var en legendarisk mand. Født i 1909, uddannet fløjtenist og i mange år en del af det danske radiosymfoniorkester. Kunstnersjæl, politisk interesseret, fuld af filosofiske overvejelser og altid god for en farverig anekdote, ofte fra sine studieår i 30’ernes Paris, og gerne involverede en kulturel personlighed – en operasangerinde, en præst eller måske en politiker.

Selv langt oppe i årene yndede han at rejse, og som 90-årig var han i Barcelona for at opleve en af sine talrige oldebørn blive døbt. Hans yndede rejsemål var dog Paris, og han vendte altid tilbage til en lille frokostrestaurant på Ile Saint-Louis, der serverede en særlig god variant at klassikeren løgsuppe.

Derfor tænker jeg på min morfar, når jeg selv laver løgsuppe, og mit håb i dag er at få salonens gæster med på vognen til en lille kulinarisk fantasirejse til et  intimt spisested i Paris. Det kræver dog, at I glemmer de varianter, I måske tidligere har fået af denne suppe, og som sandsynligvis er grunden til, at I ikke har spist løgsuppe i 20 år. Som regel er det noget med at svitse nogen løg et par minutter, overhælde dem med grøntsagsbouillon, et Voila! – en ganske tyndbenet og kønsløs suppe er skabt. Ud med den – og ind med Yvettes Soupe a L’Oignon!

Yvettes løgsuppe består af tre dele (fyld, væske og top), og det er vigtigt, at man gør noget ud af hver del:

1. Løgene (fyldet)

Tag ca. 700 g løg (vægt med skræl), skræl dem, og skær dem i tynde ringe. Steg dem i rigeligt fedststof – ca. 25 g. smør og 1 tsk. olie – ved middel varme i 10 minutter, mens du jævnligt rører rundt.

Tilsæt 1 tsk salt og 1 tsk sukker. Skru op til jævnt kraftig varme. Rør rundt, indtil løgene begynder at få farve. Det tager nok ca. 20 minutter, og du har nu en grydefuld dejligt karamelliserede løg. Det var fyldet – så kommer vi til anden vigtige del:

2. Suppen (væsken)

Tilsæt 3 spsk mel til løgene og rør rundt. Hæld et skvæt alkohol i (hvad du nu har – jeg har bl.a. brugt muskatvin, portvin, hvidvin og rom), og tilsæt lidt efter lidt 1/2 liter grøntsagsbouillon og 1/2 liter kogende vand, mens du samtidig rører godt rundt, så melet ikke klumper. Lad det koge et par minutter, skru ned, hvorefter suppen simrer ved svag varme under låg ca. 10 minutter. Smag til med peber og evt. mere salt. Suppen er nu klar næsten klar til at blive serveret; den skal bare lige finpudses:

3. Ost og crouton’er (toppen)

For at sætte prikken over i’et kan du gøre flere ting. Det nemmeste er blot at drysse lidt revet ost over. Har du lidt mere overskud (og kan din gryde tåle at komme i ovnen), putter du suppen med revet ost under grillen i ovnen et par minutter, så osten bliver gratineret. Og skal det være fuldendt, drysser du både brødcroutoner og ost over suppen, inden den kommet under grillen. Skulle du tilfældigvis have lidt frisk timian stående, drysser du lidt over suppen inden servering, men suppen er også fin uden.

Du har nu den lækreste, cremede løgsuppe, som kan give dig varme her i kulden og bringe dig på en mental sviptur til Paris. Opskriften er til 2 personer, så nyd den med en, du har kær – eller gem resten til dagen efter. Denne opskrift er Yvettes egen, men skulle du have fået vakt lysten til enkel fransk bistromad, kan jeg på det varmeste anbefale  “Mit lille køkken i Paris” af Rachel Khoo, der består af lige dele gode, enkle opskrifter og besnærende farverige fotos fra Paris’ gademiljø. En absolut lækkerbisken.

Velbekomme!

Requiem for dummies

Som flere salongæster har konstateret, har salonen holdt lav profil her i starten af det nye år. Kulden sendte salonindehaveren til tælling – pludseligt blev ild i brændeovnen, varm te, tæpper og tidligt i seng det nye sorte. Pudsigt, som vejret kan sende en ned i bunden af behovspyramiden – verden bliver lige så lille, som første gang, jeg var gravid, og DMI bliver den eneste hjemmeside, jeg besøger for at orientere mig om verden omkring. Når jeg om morgenen har trampet i pedalerne gennem stiv modvind og frost og når frem til arbejde – ja, så er jeg klar til den første middagslur. Så er det helt rart at være inde på sit varme kontor med en masse hyggelige INDENDØRS opgaver og varm kaffe, men om eftermiddagen skal man på den igen. På med vintertøjet, ud og bekæmpe vintervejret på cykelstien – og igen er jeg helt færdig, når jeg tjekker ind i hjemmet. Og sådan går dagene, indtil det forhåbentligt en dag bliver forår.

Overgangen fra december med lyskæder, kommen hinanden ved, julebag, julekalendre, julesalmer til rå og mørk januar er hvert år barsk, og der skal tænkes kreativt i højeste gear for at modvirke januar-udmattelsen. Og her vil jeg gerne lancere et meget smukt og effektivt våben: requiem. Et requiem er en dødsmesse, og det lyder måske i første omgang ikke specielt tillokkende. Men sagen er, at de fire requiemmer, verden er benådet med, er klassisk musik i særklasse. Og hvorfor ikke udnytte mørket og kulden til at putte indenfor med stearinlys og reqiuem – når de lune majaftener kommer, er det for sent!

Da jeg for et par år siden fattede interesse for requiemmer, som jeg ærligt talt ikke vidste meget om, sendte jeg en mail til min kære bror i Frankrig. Han har altid været glad for klassisk musik, og han kunne måske lige give et par introducerende ord. Og det tror jeg nok, han kunne – læs selv med:

“Start med Mozart – det er noget af hans bedste musik. Han nåede ikke at gøre det færdigt, men en af hans elever gjorde et godt stykke arbejde med at gøre det færdigt. Verdis requiem har nogle gode hits og er meget dramatisk. Brahms “Ein Deutsches Requiem” er flot, og lige saa tysk, som Verdi er italiensk. Faure er et fint requiem for lidt mindre ensembler fra omkring 1900 – lidt mere impressionistisk i stilen. Og så er der selvfølgelig Bachs to passioner: Mattæus og Johannes. Den første poetisk, den anden dramatisk. Prøv at lytte til start- og slutkoret fra begge (du skal lige trække den sidste udgangskoral fra). Det er musik, der er fuldstændig overvældende. Spol derefter hen til “Mache dich mein Hertze Rein” i Mattæus-passionen.”

Så er der ingen undskyldning. Alt kan ganske givet findes på youtube. God fornøjelse!

Med ønsket om, at I alle derude kan holde varmen.