The Sound of Music

Har du, smukke salongæst, nogensinde overvejet, hvem der skulle være instruktør, hvis dit liv var en film. Personligt ville jeg nok foretrække Woody Allen frem for Nicolas Winding Refn; jeg mener, hellere være småneurotisk storbyintellektuel med knas i kærligheden end lemlæstet storbygangster med Zlatco Buric i hælene. Hvis Kieslowski så kunne bidrage til billedsiden, så slidte vægge og skrammet træværk forvandlede sig til autentisk, stemningsfyldt ramme om et levet liv, så ja tak. Og så selvfølgeligt et smukt og intenst lydspor. Nu er mit liv som bekendt ikke en film, men det skal da ikke afholde mig for at gå igennem ugen med underlægningsmusik:

LØRDAG: Min ældste søn får mig overtalt til at spille Lego Harry Potter-spil. Et brætspil med kryptiske regler, som ikke bliver nemmere af, at min søn ændrer dem undervejs. Min entusiasme er til at overse, men kompromiset bliver, at jeg må spille 80’er hit imens, og så er det pludseligt sjovt. Bonnie Tyler giver den gas med Holding Out for a Hero, jeg svømmer hen til Rod Stewarts I’m Sailing, og med møje og besvær får min mand fundet navnet frem på Phil & Company, der gæstede Eldorado i 1984 med Ding Dong Song (gense den på nettet – det er kosteligt).

SØNDAG: Dagen går op i regn og praktiske gøremål, og jeg falder udmattet om i stuen om aftenen  i selskab med De Urørlige på DVD. Fransk feel good-film om et atypisk venskab mellem en invalid millionær og en sort småkriminel er det helt rigtige at slutte ugen på. Musikken er lige så god som filmen, og Nina Simones Feeling Good med de tunge og insisterende blæsere klinger i mit hoved, da jeg vælter i seng med fornyet tro på menneskeheden, kærligheden og livets undere.

MANDAG: Åhhh, jeg kom for sent i seng, og det mentale skift fra familieliv og hjemlig nussen omkring til regneark og effektivitet slår mig ekstra hårdt denne grå og regnfulde mandag. Mit tøj er kedeligt, jeg glemte at give yngstedrengen gummistøvler med i børnehave, og det bliver aldrig rigtigt lyst. Miles Davis’ album Kind of Blue må være eneste rigtige valg på en tung novemberdag, og det stille nummer Blue in Green er som en musikalsk varmedunk, der giver lindring og indre varme og får puffet mig i seng i ordentlig tid.

TIRSDAG: Slut med at være energiforladt! 8 timers søvn, rød neglelak og solskin giver mig en forsinket kickstart på ugen, og jeg får god hjælp af Lukas Grahams Criminal Mind, som har den rette rytme til at få mig ud af den dvalelignende tilstand, der har sneget sig ind på mig de seneste par dage. På med vanten, ikke mere dødvande – slut, finale!

ONSDAG: Manden drager til Bruxelles, og jeg er alene om menageriet. Forældremøde, lusekæmning (med gevinst, suk), godnathistorier, putning, strygning, oprydning. Da der omsider er ro i lejren, tjekker jeg ind ved køkkenbordet med en kop te og lader med hjælp fra Agnes Obels blide stemme roen falde over mig. Har endnu ikke hørt hendes nyeste album, men heldigvis er Philharmonics ganske glimrende at falde ned på efter en hektisk dag.

TORSDAG: Stadig alene med børnene, og idag skal det bare være nemt og hyggeligt – risengrød, tegnefilm og mormorbesøg er på eftermiddagsprogrammet. Moderen skal også have noget godt, så jeg falder i en gammel klassiker: Elton Johns Goodbye Yellow Brick Road, som jeg ikke har hørt i mange år, men som vitterligt er et skønt nummer. Hør selv efter!

FREDAG: Og så blev det fredag, manden er tilbage i byen, og vi kan snart sove længe igen. Det skal fejres, og jeg kører week-enden ind med Adeles Rolling in the Deep.

Hav en dejlig week-end og husk nu den rigtige underlægningsmusik!

Reklamer

I krig og kærlighed

Forleden morgen forlod jeg hjemmet tidlig, og min mand stod tilbage med opgaven af få sendt de to store afsted i skole og aflevere den mindste hos mormor, der velvilligt var trådt til, fordi der var lukkedag i børnehaven. Et par timer op ad formiddagen modtog jeg denne mail fra min mand:

Efter at du havde forladt vores fælles hjem, som i dagens anledning desværre må omtales som en kampplads, måtte den fredsbevarende styrke først forsøge at hjælpe den ene af de stridende parter med at finde vedkommendes svømmetøj. Den pågældende part nåede at blive på grænsen til det hysteriske over, at det (svømmetøjet) ikke var finde i kælderen. Heldigvis for FN-styrken blev de ønskede objekter fundet på partens eget territorium, hvor de hang ganske åbenlyst på en stol, dog godt kamufleret af almindelig uorden på området. Den anden af de stridende parter afholdt sig desværre i mellemtiden ikke fra højlydt at glæde sig over udsigten til, at førstnævnte part var på vej til at komme for sent i skole. Forinden havde styrken været nødt til at skille de to parter, der havde udviklet en konflikt over, hvorvidt den ene part havde drillet den anden eller ej. Konflikten aftog, da førstnævnte part havde forladt området.

Herefter begyndte den anden af de stridende parter at lede højt og lavt efter sine mørke bukser. Situationen udviklede sig hurtigt til at blive ganske kritisk, og en næsten hjerteskærende scene opstod, da udsigten til ikke at kunne gå i skole i den ønskede beklædning førte til sorg og voldsomme grådscener med beskyldninger om, at FN-styrken var partisk og kun ville assistere de øvrige parter i området. Heldigvis blev freden genoprettet, da den blå hjelm lokaliserede og fik evakueret bukserne fra en truende maskinvask. Herefter faldt der endelig ro over området, og det førte siden til bemærkelsesværdige og dybtfølte farvel- og vinkescener, da den anden af parterne forlod området for at begive sig til de i nærheden beliggende offentlige læringsanstalter.

Efter at have foranstaltet en lydefri transport af områdets tredje beboer til et fjernereliggende område, hvor den lokale befolkning virkede glad for udsigten til besøg, kunne styrken begive til et lejrområde, der i de kommende timer må formodes at være styrkens opholdssted.

Tak til min kære mand for at bevare sin humoristiske sans en morgen, der ellers må betegnes som ganske rædselsfuld. Tak til alle børn for deres aldrig svigtende evne til at bringe os voksne ud af komfortzonen og ind i situationer, der udfordrer og udvikler vores mentale kapaciteter i voldsom grad. Og tak, fordi kærligheden er til – havde det ikke været for den, havde såvel børn som voksne været ganske ilde stedt i hverdagens store og små kampe.

Og hvis du, kære salon-gæst, har været ude for lignende oplevelser i din familie, så er dette en påmindelse om, at du ikke er alene!

Må alle have en dejlig week-end – med eller uden famile.

There’s a Darkness on the Edge of Town

Kom du nogenlunde helskindet gennem Den Første Efterårskrise – dér i midten af september, hvor sandalerne pakkes væk, og de første træer begynder at smide bladene – ja, så er det nu, du skal ruste dig til Den Anden Efterårskrise. Her, hvor mørket og regnvejret for alvor sætter ind, søvnbehovet tiltager eksplosivt dag for dag, og sommerens glade minder synes uendeligt fjerne. Den Anden Efterårskrise rammer os nogenlunde samtidig med, at vi går over til vintertid, og november begynder. Med andre ord: nu.

Min gave til dig, kære gæst i salonen, er en kærlighedserklæring til november måned – herunder ikke mindst mit bud på, hvad der gør november værd at elske. Jeg indrømmer, det er en kærlighed, man nok aktivt skal vælge at ville; men hvis alternativet er efterårsdepression, ladhed og generelt sortsyn, burde valget ikke være så svært at træffe. Så værsgo: salonens helt egen guide til at komme helskindet gennem november og måske endda nyde turen!

Her i november er der intet bedre end at:

… begrave sig i en bog. Hvor krimilæsning på stranden om sommeren er en let adspredelse, er det nu, du kan bedrive momentan virkelighedsflugt og bruge afterne på at lade dig suge ind i litteraturens verden, få nye fiktive venner og opleve helt ukendte egne af verden. En særlig skøn variant af denne aktivitet er at tage bogen med i seng, langsomt lade søvnen overmande een for til sidst med sine sidste kraftanstrengelser at række armen ud for at slukke lyset, rulle om på siden og snorksove.

… spise en god gryderet. Jeg hører ikke til den del af befolkningen, der besynger rodfrugter – mange års Årstiderne-kasser har givet mig en vis metaltræthed, når det kommer til pastinak, persillerod og knoldselleri. Men der er heldigvis andre gode efterårsretter, og f.eks. synes jeg, at Boeuf Stroganoff er helt fantastisk. Og efteråret synes som det oplagte tidspunkt at nyde denne spise på – til Skt. Hans fungerer det ikke rigtigt.

… tænde stearinlys. Her bliver det jo højpolitisk og betændt, for der er tilsyneladende ikke grænser for, hvor partikelbefængt ens hjem bliver af de kære lys. Her hælder jeg til en pragmatisk løsning, hvor et enkelt eller to lys i bestemte tidsrum som f.eks. til morgenmaden, om eftermiddagen og et par timer om aftenen tillades. Og hvis vi så lige lufter ud, når vi har pustet lyset ud, mon så ikke det går? Det går i hvert fald for mit vedkommende ikke uden.

… gå i biografen. Med børn i huset gør jeg det alt for sjældent, men der er i virkeligheden næsten ikke noget bedre end at søge ind i en varm biograf, når kulden og mørket breder sig udenfor, synke ned i sæderneog få fortalt en god historie.

… tage behageligt hjemmetøj på. En helt undervurderet og overset fornøjelse, efter min mening. Lige så meget som jeg elsker de jeans, der giver de bløde former midt på kroppen en hjælpende og opstrammende hånd, og de højhælede sko, der får bagdelen løftet behændigt opad, lige så fantastisk er det at komme hjem om eftermiddagen og skifte til de bløde bomuldsbukser med elastik i livet. Jeg er ikke fortaler for et liv i campinghabit, men lige netop om efteråret må komforten godt få en lidt mere fremtrædende rolle.

… høre eftertænksom, stille musik. Når tusmørket sænker sig og regnen slår mod ruden, så sæt dig med en kop varm te, kig ud af vinduet og lyt til blid, melankolsk musik. Du kan høre danske Nana Jacobis “A Lid on It”, der er smuk, melodisk og melankolsk – eller lyt til amerikanske Nina Simones indtrængende “Don’t Let Me Be Misunderstood”.

… nyde hverdagen. Har du tænkt over, hvor befriende få arrangementer, der er i november, og hvor dejligt, det er? Det er som om, hele landet sparer energi op til decembers hektiske liv, og derfor holder igen med at arrangere fællesspisninger i børneinstitutionerne, venindemiddage og familiefester. Dan Turell holdt som bekendt af hverdagen, og de gør jeg også – og hverdagen får næsten ikke mere plads at udfolde sig på end i november måned. Så nyd det, så længe det varer – lige om lidt er det 1. december, og så er roen forbi!

Er du stadig ikke overbevist om det danske, mørke efterårs velsignelser, så vælg et andet af Dan Turells digte, “Efterårs-Blues” som baggrundstapet for din efterårsdepression og gå til bunds med stil:

“Det er Vanviddets Efterår hvor håret bliver gråt / det er renselsen og tomheden og afrydningen af scenen”

Og glæd dig over, at november kun har 30 dage.

Jeg ønsker dig en glædelig week-end – må den ekstra time mellem lørdag og søndag gøre dig godt!

Elementært, min kære Watson

En gang hver tiende år rammes jeg af en Paul Auster-feber, hvor jeg får en ubændig lyst til at læse nogen af hans bøger, hvorefter jeg kværner 2-3 bøger i rap. Manden skriver godt og formår at digte nogen fantastiske historier og skabe en stemning, som bliver hængende i mig længe efter. Når jeg så har slugt et par af hans bøger, bliver jeg pludseligt mæt af hans kredsen omkring tilfældets rolle i vores liv, og jeg får nok af hans mærkelige personager, hvis liv altid tager en ganske besynderlig, og som regel helt urealistisk, retning.

For et stykke tid siden ramte Auster-bølgen mig igen, og jeg købte to af hans bøger. Den ene har jeg glemt, og den står ikke længere på min reol, da jeg af princip ikke beholder bøger, som jeg hverken har lyst til at genlæse eller anbefale til andre. Den anden var “Brooklyn Dårskab”, som er den mest muntre Auster-bog, jeg har læst – hvilket måske ikke siger så meget, for Paul Auster er i udgangspunktet ikke særlig munter i sine fortællinger. En 56-årig syg tidligere forsikringsagent, der leder efter et stilfærdigt sted at dø, en måske stum pige, et hotel ved navn Hotel Eksistens – scenen er sat for endnu en typisk austersk fortælling, der indrømmet kke lyder speciel opløftende, men ikke desto mindre er det.

Der er særligt en passage i bogen, jeg holder af. Hovedpersonen, den 56-årige mand, forsøger at berolige en kvinde, han holder af, der netop til sin bestyrtelse har fundet ud af, at hendes voksne datter er lesbisk. Denne opdagelse har bragt hende ud af fatning. Han siger (i lettere forkortet udgave, da replikken er ret lang):

“Hold hovedet højt. Pas godt på dig selv. Kør på cykel i parken. Tag dine vitaminer. Drik otte glas vand om dagen. Se en masse film. Arbejd ikke for hårdt på jobbet. Børst tænder efter hvert måltid. Gå ikke over for rødt. Forsvar den lille mand. Husk på, hvor smuk du er. Husk på, hvor højt jeg elsker dig. Træk vejret dybt. Sov de retfærdiges søvn.” (Se den fulde fomulering på side 322, 2. udgave, 2. oplag)

Hvad vil han sige med det? At vores liv kan gro til i ærgrelser, bekymringer og higen efter normalitet, hvis ikke vi aktivt gør op med denne uvane med at ængstes over alt ukendt. I stedet bør vi slippe kontrollen lidt, efterleve nogle få og enkle leveråd, fokusere på at elske og hjælpe hinanden, og så i øvrigt tage livet, som det kommer. Brug ikke al din energi på arbejdet, men gå i stedet i biografen og se en god film, der giver dit liv perspektiv. Tro ikke, du kan holde sygdomme fra livet ved at spise rigtigt, for det, der var sundt i går, er livsfarligt i morgen – men masser af væske og en god nats søvn kan aldrig skade. Hjælp dem, der har brug for hjælp – det gavner dem, og det giver dit liv mening. Tænk over, hvor mange du elsker, og hvor mange, der elsker dig – og så er alt andet jo egentligt underordnet.

Banalt, vil du måske indvende. Måske, men der ligger ofte en sandhed i det banale. Du kan blive kørt over i morgen, din mand kan vise sig at have levet et dobbeltliv i fem år, og din datter vil på rygsækrejse i Afrika i otte måneder. Vi kan forsøge at styre vores liv i en bestemt retning, men vi kan ikke kontrollere det, og jo før vi erkender vores begrænsninger i den henseende, jo bedre bliver vi måske til at navigere i livet, når det ikke opfører sig som planlagt. Så lad os koncentrere os om nogle få, enkle fixpunkter i vores liv – otte glas vand om dagen, husk sikkerhedsselen, sig tak for mad – og så må de højere magter, vi hver især bekender os til – skæbnen, tilfældet, Gud, stjernernes orden – tage sig af den overordnede plan, som vi alligevel ikke kan kontrollere. Og vi må efter bedste evne forsøge at holde hovedet højt og benene på jorden, mens vi træder vores sti i dette ukendte terræn, der hedder Livet.

Husk at spise morgenmad. Hils pænt på din nabo. Ret ryggen.

Læs Brooklyn Dårskab af Paul Auster.

Hav en rigtigt dejlig fredag!

Yvettes Ypperste Yndlingskage

“Vær ikke lunkne i jeres iver; vær brændende i ånden” (Rom. 12, 11). Sidste lørdag var i sandhed en mere lunken en af slagsen. Alle i familien var trætte oven på en travl uge, mine drenge var jævnt umulige, og en hovedpine bredte sig langsomt, men sikkert i mit kranium. Det var en af de dage, hvor man skælder for meget ud, og generelt synes, man fejler som forælder. Og så lige lørdag, som ellers er en af ugens højdepunkter i min verden. Det var på denne traurige baggrund, jeg besluttede, at vi måtte genstarte familieforholdene ved at tage i skoven, og således kunne man søndag formiddag opleve os alle gå tur i Hareskoven og nyde den milde efterårssol og de gule blade.

Ingen skovtur uden kage, og jeg bringer derfor opskriften på Yvettes helt egen, originale krydderkage, der er som skabt til det danske efterår. Den er hurtig at lave (det mest tidskrævende er at rive gulerødder), og den smager i al beskedenhed forrygende godt. Især på skovtur, men garanteret også derhjemme med en god kop te til:

3 æg

180 gram brun farin

200 gram smeltet smør

200 gram mel

1 tsk bagepulver

1 tsk natron

2 tsk kanel

1 tsk stødt ingefær

1 tsk allehånde

1/2 tsk stødt nellike

1/2 tsk vanillepulver

300 gram fintrevne gulerødder

70 gram rosiner (2 håndfulde)

Pisk æg og farin sammen. Tilsæt smeltet smør. Tilsæt alle de tørre dele. Tilsæt gulerødder og rosiner.

Put dejen i en form (ca. 20 x 30 cm), beklædt med bagepapir, hvis du vil gøre det nemt for dig selv. Bages nederst i ovnen ved 180 grader i 40 – 50 minutter (sæt i kold ovn – og ikke varmluft). Tjek med en kniv eller gaffel, om den er gennembagt. Når kagen er kølet af, kan den evt. drysses med flormelis, hvis man er til den slags. Den kan sikkert også pyntes med flødeost-topping, men det kan hverken min mand eller børn lide, så det bruger vi ikke!

Et par tip: har du ikke alle krydderier, kan du sagtens undvære nogen af dem – dog vil jeg mene, at kanel er essentielt. Hvis du vender rosinerne i lidt mel, inden de kommes i dejen, falder de ikke til bunds i kagen.

Med ønsket om en dejlig, dejlig efterårsferie til jer alle – må den bringe jer brændende åndrige oplevelser. Bon appétit!

Det er noget rod

Niogtyve legosamlesæt, der er splittet til atomer, fylder en del. Det fylder faktisk en hel spisestue, kan jeg orientere om. Det ved jeg, fordi vi herhjemme for tiden har placeret samtlige ninjagotempler, star wars-flyveaggregater, brandstationer, gaffeltrucks og lignende på vores spisebord med henblik på een gang for alle at få genopbygget sættene og derefter placeret dem i dertil indkøbte plastikkasser i håbet om, at de forbliver hele i lidt længere tid end normalt. De grimme plastikkasser står også i stuen, stablet op langs vægge og i vindueskarmene. Håbet er, at børnene en dag igen leger med modellerne, og at det atter bliver muligt at støvsuge på børneværelset og måske endda gøre det lidt hyggeligt og beboeligt igen. Vores børn har opgivet projektet, da det er en ganske uoverskuelig opgave at sortere 12.000 legoklodser, og vi voksne er kun drevet af trangen til at se et børneværelse, der ikke er groet til i halve legoprojekter.

Problemet er, at genopbygningen går ganske langsomt. I skrivende stund er der samlet 6 modeller, og vi startede medio august. Rent praktisk betyder det, at alle måltider foregår i køkkenet, hvor vi klumper os sammen omkring et lille køkkenbord. Avislæsning foregår i køkkenet, lektielæsning foregår i køkkenet, hyggesnak foregår i køkkenet. Når børnene har besøg af en kammerat, der spiser med, afgiver min mand eller jeg retten til en plads ved bordet og spiser sådan lidt på 2. parket med tallerkenen i skødet.

Men de praktiske udfordringer er intet i sammenligning med den mentale belastning, det er at leve midt i et gevaldigt rod. At gå op af et helt rum fyldt med uoverskueligt rod tærer, og jeg begynder at forstå, hvorfor der en gang om året kan udkomme en ny bog om kunsten at rydde op. Det er nemlig ikke til at holde ud. Jeg bliver irritabel, træt og kortluntet. Mit øjenlåg begynder at sitre, og jeg kan kun trække vejret roligt, hvis jeg lukker døren ind til spisestuen.

Og midt i denne elendighed slår det mig, hvor skrøbeligt mennesket er. Miljøet har det elendigt, Syrien lider, og jeg bliver slået ud af kurs af et overtal af Kirk Christiansens populære klodser midt i mit hus! Det er faktisk lidt pinligt. Min eneste undskyldning må være, at det handler om nederste del af min personlige behovspyramide, hvis grundbestanddele er noget i retning af søvn, mad og orden! Og når først det er på plads, kan mit rationelle, reflekterende og perspektiverende jeg få plads. Jeres behovspyramide ser måske anderledes ud – det er måske larm, farven brun eller stramtsiddende tøj, der kan bringe jer i ubalance. Men mon ikke vi alle sammen har et svagt punkt, der kan bringe os latterligt meget ud af fatning?

Og så må jeg bare tilslutte mig Broken Window Theory – ideen om, at man kan begrænse kriminalitet i et område ved at reparere skaderne efter hærværk med det samme, så forfaldet ikke breder sig. For ikke nok med, at spisestuen er groet til med legoklodser; i den tilstødende dagligstue har strygebrættet tilsyneladende fået permanent opholdssted, avisbunken bliver større og større, og støvallergikere gør klogt i at holde sig væk. Men week-enden står for døren, og med den et ny håb om, at vi nu kommer til bunds i klodserne…

Rigtig glædelig week-end. Og husk at rydde op efter jer!

Nørrebro Runddel

I mit hjem har der udviklet sig en om ikke tradition så forventning blandt mine børn om, at jeg tager myslibrød med hjem fredag eftermiddag. Det gør jeg gerne, da jeg godt selv kan lide at markere overgangen mellem hverdag og week-end, og af denne grund befandt jeg mig fredag eftermiddag i Lagkagehuset ved Nørrebro Runddel. Nørrebrogade fredag eftermiddag har altid en ganske særlig stemning af  dynamik, forventningsfuld energi og cyklister i høj hastighed på vej hjem, og denne fredag i september var ingen undtagelse.

Hos bageren var energiniveauet endnu højere, og det skyldtes først og fremmest tre 6-årige drenge i højt humør. De skulle tilsyneladende hjem til den ene dreng og lege, og moderen havde lagt vejen forbi bageren på vej hjem med flokken. Inden for døren flød det med nummersedler, fordi den elektroniske nummermaskine var sjov at trykke på, og vi andre måtte så finde vores nummer på gulvet. Den ene dreng hang halvvejs oppe på disken, så han kunne få overblik over hele kageudvalget. Den anden dreng var optaget af, at moderen skulle give ham en undskyldning. Og den tredje dreng proklamerede højlydt og gentagne gange, at hans far var formand. Og moderen gjorde en ihærdig indsats for at holde ro i rækkerne.

Hvad der gør denne lille episode mindeværdig, er, at alle i lokalet valgte at tage det hele med et smil. Een ekspedient anerkendte, hvor sejt det var at være formandens søn. En anden spurgte moderen, hvornår hun slap for flokken, og hun svarede: ‘når formanden kommer kl. 8’. Og en tredje, meget ung ekspedient, oplyste os andre om, at hun ville vente nogen år med at få børn. Og vi andre gjorde vores for at signalere fuld opbakning til moderen, mens vi i det stille nok alle glædede os over, at vi ikke skulle have drengene med hjem.

Kald det god karma, positiv energi eller weekend-stemning. Lige meget hvad, så var der i hvert fald en fælles, stiltiende overenskomst om, at de tre fredsforstyrrere skulle tages med godt humør. Og det blev de, og alle forlod bageren i godt humør og sagde ‘god weekend’, når de gik. Om det var, fordi det var fredag, eller fordi solen skinnede, ved jeg ikke. Men jeg ved, at det var meget livsbekræftende at opleve overskud og højt humør, når situationen lige så godt kunne have affødt irritation og surt brok.

Tak for det og god week-end!