Elementært, min kære Watson

En gang hver tiende år rammes jeg af en Paul Auster-feber, hvor jeg får en ubændig lyst til at læse nogen af hans bøger, hvorefter jeg kværner 2-3 bøger i rap. Manden skriver godt og formår at digte nogen fantastiske historier og skabe en stemning, som bliver hængende i mig længe efter. Når jeg så har slugt et par af hans bøger, bliver jeg pludseligt mæt af hans kredsen omkring tilfældets rolle i vores liv, og jeg får nok af hans mærkelige personager, hvis liv altid tager en ganske besynderlig, og som regel helt urealistisk, retning.

For et stykke tid siden ramte Auster-bølgen mig igen, og jeg købte to af hans bøger. Den ene har jeg glemt, og den står ikke længere på min reol, da jeg af princip ikke beholder bøger, som jeg hverken har lyst til at genlæse eller anbefale til andre. Den anden var “Brooklyn Dårskab”, som er den mest muntre Auster-bog, jeg har læst – hvilket måske ikke siger så meget, for Paul Auster er i udgangspunktet ikke særlig munter i sine fortællinger. En 56-årig syg tidligere forsikringsagent, der leder efter et stilfærdigt sted at dø, en måske stum pige, et hotel ved navn Hotel Eksistens – scenen er sat for endnu en typisk austersk fortælling, der indrømmet kke lyder speciel opløftende, men ikke desto mindre er det.

Der er særligt en passage i bogen, jeg holder af. Hovedpersonen, den 56-årige mand, forsøger at berolige en kvinde, han holder af, der netop til sin bestyrtelse har fundet ud af, at hendes voksne datter er lesbisk. Denne opdagelse har bragt hende ud af fatning. Han siger (i lettere forkortet udgave, da replikken er ret lang):

“Hold hovedet højt. Pas godt på dig selv. Kør på cykel i parken. Tag dine vitaminer. Drik otte glas vand om dagen. Se en masse film. Arbejd ikke for hårdt på jobbet. Børst tænder efter hvert måltid. Gå ikke over for rødt. Forsvar den lille mand. Husk på, hvor smuk du er. Husk på, hvor højt jeg elsker dig. Træk vejret dybt. Sov de retfærdiges søvn.” (Se den fulde fomulering på side 322, 2. udgave, 2. oplag)

Hvad vil han sige med det? At vores liv kan gro til i ærgrelser, bekymringer og higen efter normalitet, hvis ikke vi aktivt gør op med denne uvane med at ængstes over alt ukendt. I stedet bør vi slippe kontrollen lidt, efterleve nogle få og enkle leveråd, fokusere på at elske og hjælpe hinanden, og så i øvrigt tage livet, som det kommer. Brug ikke al din energi på arbejdet, men gå i stedet i biografen og se en god film, der giver dit liv perspektiv. Tro ikke, du kan holde sygdomme fra livet ved at spise rigtigt, for det, der var sundt i går, er livsfarligt i morgen – men masser af væske og en god nats søvn kan aldrig skade. Hjælp dem, der har brug for hjælp – det gavner dem, og det giver dit liv mening. Tænk over, hvor mange du elsker, og hvor mange, der elsker dig – og så er alt andet jo egentligt underordnet.

Banalt, vil du måske indvende. Måske, men der ligger ofte en sandhed i det banale. Du kan blive kørt over i morgen, din mand kan vise sig at have levet et dobbeltliv i fem år, og din datter vil på rygsækrejse i Afrika i otte måneder. Vi kan forsøge at styre vores liv i en bestemt retning, men vi kan ikke kontrollere det, og jo før vi erkender vores begrænsninger i den henseende, jo bedre bliver vi måske til at navigere i livet, når det ikke opfører sig som planlagt. Så lad os koncentrere os om nogle få, enkle fixpunkter i vores liv – otte glas vand om dagen, husk sikkerhedsselen, sig tak for mad – og så må de højere magter, vi hver især bekender os til – skæbnen, tilfældet, Gud, stjernernes orden – tage sig af den overordnede plan, som vi alligevel ikke kan kontrollere. Og vi må efter bedste evne forsøge at holde hovedet højt og benene på jorden, mens vi træder vores sti i dette ukendte terræn, der hedder Livet.

Husk at spise morgenmad. Hils pænt på din nabo. Ret ryggen.

Læs Brooklyn Dårskab af Paul Auster.

Hav en rigtigt dejlig fredag!

Yvettes Ypperste Yndlingskage

“Vær ikke lunkne i jeres iver; vær brændende i ånden” (Rom. 12, 11). Sidste lørdag var i sandhed en mere lunken en af slagsen. Alle i familien var trætte oven på en travl uge, mine drenge var jævnt umulige, og en hovedpine bredte sig langsomt, men sikkert i mit kranium. Det var en af de dage, hvor man skælder for meget ud, og generelt synes, man fejler som forælder. Og så lige lørdag, som ellers er en af ugens højdepunkter i min verden. Det var på denne traurige baggrund, jeg besluttede, at vi måtte genstarte familieforholdene ved at tage i skoven, og således kunne man søndag formiddag opleve os alle gå tur i Hareskoven og nyde den milde efterårssol og de gule blade.

Ingen skovtur uden kage, og jeg bringer derfor opskriften på Yvettes helt egen, originale krydderkage, der er som skabt til det danske efterår. Den er hurtig at lave (det mest tidskrævende er at rive gulerødder), og den smager i al beskedenhed forrygende godt. Især på skovtur, men garanteret også derhjemme med en god kop te til:

3 æg

180 gram brun farin

200 gram smeltet smør

200 gram mel

1 tsk bagepulver

1 tsk natron

2 tsk kanel

1 tsk stødt ingefær

1 tsk allehånde

1/2 tsk stødt nellike

1/2 tsk vanillepulver

300 gram fintrevne gulerødder

70 gram rosiner (2 håndfulde)

Pisk æg og farin sammen. Tilsæt smeltet smør. Tilsæt alle de tørre dele. Tilsæt gulerødder og rosiner.

Put dejen i en form (ca. 20 x 30 cm), beklædt med bagepapir, hvis du vil gøre det nemt for dig selv. Bages nederst i ovnen ved 180 grader i 40 – 50 minutter (sæt i kold ovn – og ikke varmluft). Tjek med en kniv eller gaffel, om den er gennembagt. Når kagen er kølet af, kan den evt. drysses med flormelis, hvis man er til den slags. Den kan sikkert også pyntes med flødeost-topping, men det kan hverken min mand eller børn lide, så det bruger vi ikke!

Et par tip: har du ikke alle krydderier, kan du sagtens undvære nogen af dem – dog vil jeg mene, at kanel er essentielt. Hvis du vender rosinerne i lidt mel, inden de kommes i dejen, falder de ikke til bunds i kagen.

Med ønsket om en dejlig, dejlig efterårsferie til jer alle – må den bringe jer brændende åndrige oplevelser. Bon appétit!

Det er noget rod

Niogtyve legosamlesæt, der er splittet til atomer, fylder en del. Det fylder faktisk en hel spisestue, kan jeg orientere om. Det ved jeg, fordi vi herhjemme for tiden har placeret samtlige ninjagotempler, star wars-flyveaggregater, brandstationer, gaffeltrucks og lignende på vores spisebord med henblik på een gang for alle at få genopbygget sættene og derefter placeret dem i dertil indkøbte plastikkasser i håbet om, at de forbliver hele i lidt længere tid end normalt. De grimme plastikkasser står også i stuen, stablet op langs vægge og i vindueskarmene. Håbet er, at børnene en dag igen leger med modellerne, og at det atter bliver muligt at støvsuge på børneværelset og måske endda gøre det lidt hyggeligt og beboeligt igen. Vores børn har opgivet projektet, da det er en ganske uoverskuelig opgave at sortere 12.000 legoklodser, og vi voksne er kun drevet af trangen til at se et børneværelse, der ikke er groet til i halve legoprojekter.

Problemet er, at genopbygningen går ganske langsomt. I skrivende stund er der samlet 6 modeller, og vi startede medio august. Rent praktisk betyder det, at alle måltider foregår i køkkenet, hvor vi klumper os sammen omkring et lille køkkenbord. Avislæsning foregår i køkkenet, lektielæsning foregår i køkkenet, hyggesnak foregår i køkkenet. Når børnene har besøg af en kammerat, der spiser med, afgiver min mand eller jeg retten til en plads ved bordet og spiser sådan lidt på 2. parket med tallerkenen i skødet.

Men de praktiske udfordringer er intet i sammenligning med den mentale belastning, det er at leve midt i et gevaldigt rod. At gå op af et helt rum fyldt med uoverskueligt rod tærer, og jeg begynder at forstå, hvorfor der en gang om året kan udkomme en ny bog om kunsten at rydde op. Det er nemlig ikke til at holde ud. Jeg bliver irritabel, træt og kortluntet. Mit øjenlåg begynder at sitre, og jeg kan kun trække vejret roligt, hvis jeg lukker døren ind til spisestuen.

Og midt i denne elendighed slår det mig, hvor skrøbeligt mennesket er. Miljøet har det elendigt, Syrien lider, og jeg bliver slået ud af kurs af et overtal af Kirk Christiansens populære klodser midt i mit hus! Det er faktisk lidt pinligt. Min eneste undskyldning må være, at det handler om nederste del af min personlige behovspyramide, hvis grundbestanddele er noget i retning af søvn, mad og orden! Og når først det er på plads, kan mit rationelle, reflekterende og perspektiverende jeg få plads. Jeres behovspyramide ser måske anderledes ud – det er måske larm, farven brun eller stramtsiddende tøj, der kan bringe jer i ubalance. Men mon ikke vi alle sammen har et svagt punkt, der kan bringe os latterligt meget ud af fatning?

Og så må jeg bare tilslutte mig Broken Window Theory – ideen om, at man kan begrænse kriminalitet i et område ved at reparere skaderne efter hærværk med det samme, så forfaldet ikke breder sig. For ikke nok med, at spisestuen er groet til med legoklodser; i den tilstødende dagligstue har strygebrættet tilsyneladende fået permanent opholdssted, avisbunken bliver større og større, og støvallergikere gør klogt i at holde sig væk. Men week-enden står for døren, og med den et ny håb om, at vi nu kommer til bunds i klodserne…

Rigtig glædelig week-end. Og husk at rydde op efter jer!

Nørrebro Runddel

I mit hjem har der udviklet sig en om ikke tradition så forventning blandt mine børn om, at jeg tager myslibrød med hjem fredag eftermiddag. Det gør jeg gerne, da jeg godt selv kan lide at markere overgangen mellem hverdag og week-end, og af denne grund befandt jeg mig fredag eftermiddag i Lagkagehuset ved Nørrebro Runddel. Nørrebrogade fredag eftermiddag har altid en ganske særlig stemning af  dynamik, forventningsfuld energi og cyklister i høj hastighed på vej hjem, og denne fredag i september var ingen undtagelse.

Hos bageren var energiniveauet endnu højere, og det skyldtes først og fremmest tre 6-årige drenge i højt humør. De skulle tilsyneladende hjem til den ene dreng og lege, og moderen havde lagt vejen forbi bageren på vej hjem med flokken. Inden for døren flød det med nummersedler, fordi den elektroniske nummermaskine var sjov at trykke på, og vi andre måtte så finde vores nummer på gulvet. Den ene dreng hang halvvejs oppe på disken, så han kunne få overblik over hele kageudvalget. Den anden dreng var optaget af, at moderen skulle give ham en undskyldning. Og den tredje dreng proklamerede højlydt og gentagne gange, at hans far var formand. Og moderen gjorde en ihærdig indsats for at holde ro i rækkerne.

Hvad der gør denne lille episode mindeværdig, er, at alle i lokalet valgte at tage det hele med et smil. Een ekspedient anerkendte, hvor sejt det var at være formandens søn. En anden spurgte moderen, hvornår hun slap for flokken, og hun svarede: ‘når formanden kommer kl. 8’. Og en tredje, meget ung ekspedient, oplyste os andre om, at hun ville vente nogen år med at få børn. Og vi andre gjorde vores for at signalere fuld opbakning til moderen, mens vi i det stille nok alle glædede os over, at vi ikke skulle have drengene med hjem.

Kald det god karma, positiv energi eller weekend-stemning. Lige meget hvad, så var der i hvert fald en fælles, stiltiende overenskomst om, at de tre fredsforstyrrere skulle tages med godt humør. Og det blev de, og alle forlod bageren i godt humør og sagde ‘god weekend’, når de gik. Om det var, fordi det var fredag, eller fordi solen skinnede, ved jeg ikke. Men jeg ved, at det var meget livsbekræftende at opleve overskud og højt humør, når situationen lige så godt kunne have affødt irritation og surt brok.

Tak for det og god week-end!

Septemberglæder II

Inspireret af sidste indlægs reference til ‘Nu falmer skoven trindt om land’ har en opmærksom gæst i salonen henledt min opmærksomhed på andre fine lyriske beskrivelser af det danske efterår, og jeg iler med at dele disse perler med jer derude.

Den danske forfatter Ludvig Holstein (1864 – 1943) skrev i 1915 ‘Det lysner over agres felt’, som begynder således:

‘Det lysner over agres felt/hvor sløve plovspand kravle/det sortner over Store Bælt/med sol på kirkegavle’

Så er scenen sat for dansk efterår med lav sol og mørke skyer. I 5. vers lyder det :

‘Og bag mig, sol, og blød mig, regn!/Jeg plukker mine nødder/og trasker langs et brombærhegn/med plovmuld under fødder’.

Slut med at brokke sig det danske vejr. Næste gang, jeg bliver overrasket af en byge på vej til arbejde, vil jeg kaste cykelhjelmen hen ad Nørrebrogade og med ukuelighed råbe mod himlen ‘og bag mig, sol, og blød mig, regn!’ Det ville da være så uendeligt mere stilfuldt end de eder, man hvisler, mens man med bøjet ryg tramper i pedalerne.

Videre til en anden dansk forfatter, nemlig Frank Jæger (1926 – 1977), der i lige så høj grad som Holstein formår at beskrive efteråret, så det nærmest bliver min foretrukne årstid. Hør blot:

‘Vi, der valgte regnen/vi har lange, valne fingre/og et stort og frodigt hår/Vi får markens grønne grøde/kastet ned i vores lunger, mens vi går’.

‘Valen’ betyder ‘stiv af kulde’, hvis nogen skulle være i tvivl – det var jeg. Og 2. vers er lige så smukt:

‘ Vi, der valgte natten/vi får uglerunde øjne/sået til med sære syn/Vore fødder træder varsomt/og en tanke trykker sårt på vore bryn’.

En stor tak til vores salongæst fra Nivå, der hjalp os med at huske, hvor smukt det danske sprog skal være. Jeg skal gerne indrømme, at jeg til tider kan blive lidt mistrøstig vores modersmåls almentilstand – at lytte til min 9-årige søns gangsta-slang kan eksempelvis være ganske gruopvækkende – men venner, der er håb. Også, selv om det er efterår.

Septemberglæder

Inden efteråret for alvor sætter ind, vil jeg slå et slag for, at vi standser op og nyder september måneds små undere. Sommeren går på hæld, og vi ved godt, det snart er slut. Så meget desto større er glæden, når man finder en solskinsplet og konstaterer, at solen stadig er i stand til at gennemvarme en; når morgenerne begynder samtidig med en selv og man dækker morgenbord med udsigt til en smuk rød solopgang; når frugtskålen bugner af blommer fra broderens sommerhus.

September er fuld af smukke ord. ‘Tusmørke’ – om sommeren  går vi i seng, før tusmørket indtræffer og når ikke at registrere denne tyste overgang fra dag til nat. ‘Løvfald’ – finere kan bladenes lethed og gåen til grunde ikke beskrives. ‘Sensommer’ – i kalenderen er vi nok ude over denne periode, men vejrligt kan vi godt lege det lidt endnu.

I september er hverdagen igen igang efter en sommer med tomme villaveje og lukkede skoler. Cykelstierne fyldes af universitetets nye studerende, aftensskolerne indleder foredragsrækkerne om Kierkegaard, Nordhavnens udvikling og Murakamis forfatterskab, og butikkernes pastelfarvede sommergevandter afløses af uld, tweed og mohair i kraftige, brændte farver. Lethed afløses af temperament.

Nyd september, og syng med på Grundtvigs smukke efterårssalme, når du drager afsted i kølig morgenluft med blå himmel over dig:

“Nu falmer skoven trindt om land, og fuglestemmen daler; alt flygted storken over strand, ham følger viltre svaler”

Glædelig september!