Det er vigtigt at holde fast i de daglige rutiner, når verden omkring skrider.

Ligesom så mange andre på vores alder er min mand og jeg blevet vinterbadere. Denne vinter har været vores debut, og selvom vi ikke har oplevet at betræde en stige med is på gelænderet, og vandet ikke er nået længere ned end 4 grader, synes vi, vi har bestået.

Det har haft sin egen særlige charme at køre afsted lørdag morgen i bulderravende mørke, ned ad de tyste veje, uden modkørende biler – højest et enkelt avisbud på knallert har vi passeret. Kommenteret lyskæderne, der kom op et godt stykke før jul, og hvor de sidste endnu ikke er taget ned, og snakket om hvad der nu faldt os ind, når vi sad der lettere søvnige, men en let spænding omkring, hvad der ventede os.

Men med forårets komme må vi tidligere og tidligere op for at opleve den intime stemning, det giver at bade i mørke, og det er ikke kun lyset, der pibler frem; det gør de andre badende også. Vi havde ellers vænnet os til at have badebroen for os selv, at kunne brede os med håndklæder og taske og tøj og termokrus, og kunne hyle lige så tosset, vi havde lyst, når kroppen ramte det kolde vand. Men det er ved at være slut.

Vi var ellers frygteligt tidligt afsted i morges – 6.15 var klokken, da vi betrådte badebroen, og sikke et rend. En ældre herre i bare ben og badekåbe, der må formodes at bo lige om hjørnet. En ung fyr, der kom kørende i hvid BMW. En kvinde så godt pakket ind, at jeg gættede hende til at være cyklist, der kom langvejsfra. Og så os.

Det blev en civiliseret omgang, med dæmpede bemærkninger og hensynsfuld begrænsning af rodet omkring os, og et ønske om en god dag, da vi gik. Og en erkendelse af, at vi blidt må rykke ved vores sædvanlige rutine og stille vækkeuret til absurd tidligt, hvis vi virkeligt vil have det for os selv.

Det er tredje fredag hjemme. Det er alligevel vildt at tænke på.

Dagen har kun budt på 2 skype-møder, og hurra for det. Det er også rart med lidt tid alene. Jeg har lært et nyt ord: tekstrovert. Det dækker over alle os, der glad og gerne udfolder os skriftligt og måske synes, vi er bedst der, ligesom vi får energi af at læse de andres tekster og tanker.

I eftermiddag var jeg så til boglancering sammen med 131 andre, der også kendte Lars, og som gerne ville være med til at fejre hans nye bog og høre om ideen bag. Det var superhyggeligt. Jeg genkendte flere af de andre fra gamle dage (i kommentarsporet), og der blev skålet og sendt hilsner – fra kommentarsporet til Lars og tilbage igen. Der var vin og skål! og deltagerne efterspurgte chips og der kom en skål chips på skærmen, og et par gange forsvandt forbindelsen, hvilket jo ikke er anderledes, end når der ikke er lyd på mikrofonen til et almindeligt arrangement. Det forstyrrede min mand en anelse, at hans kontor pludseligt var placeret ved en bogreception, men i disse tider må vi alle bringe ofre.

Samtidig hang min datter ud i køkkenet sammen med 6 klassekammerater, der var med på skærmen, mens hun lavede dej til gifler. Én strikkede, en var ude og gå tur, en forsvandt ud af billedet og kom tilbage igen, og det virkede, som om de hyggede sig gevaldigt. Det er virkeligt nye tider.

Til sidste gik jeg en gammeldags, analog 2-meters-afstandstur med en veninde, og det var nu også rart. Og anderledes velkendt og trygt.

En helt almindelig karantænedag – så almindelig, at man glemmer, at vi bare skal 14 dage tilbage i tid, så var intet af dette hændt.

For 14 dage siden ville jeg ikke klokken 7 om morgenen sidde og diskutere med min datter, om en stigning fra 55 til 69 til 87 var eksponentiel.

For 14 dage siden ville jeg ikke have haft den pudsige oplevelse af 2 forskellige skype-møder, der pludseligt foregik på sammen linje. Aner ikke, hvordan det kan ske, men det var ligesom når man kommer til at dobbeltbooke et mødelokale, eller bare går ind ad døren til det forkerte møde. Og ligesom i det virkelige liv vandt dem, der var kommet først, så dem fra det andet møde lettere forvirret måtte undskylde og forsvinde igen. Om de nogensinde fandt hinanden til deres eget møde, ved jeg ikke.

For 14 dage siden ville jeg ikke have glædet mig over at stå uden for i kulden og vente på kunden foran mig hos fiskehandlen. Men i dag glædede det mig usigeligt at opleve lidt aktivitet i butikken, for han hang godt nok med hovedet, sidst jeg var der. Det er ikke nemt at sælge, når dem, der plejer at købe på vej hjem fra arbejde om eftermiddagen, ikke længere kører hjem fra arbejde om eftermiddagen.

For 14 dage siden ville jeg have forsvoret at man kan have virtuel trommeundervisning, men det er ikke desto mindre det, der finder sted i min kælder i skrivende stund. Alain Trommelærer forsøger at banke noget rytme ind i min 11-årige, og det kan godt lade sig gøre, selv om det foregår via en telefon, der er stablet op på tre skokasser med en sandal i ryggen. Livet er sælsomt.

Jeg har været på kursus i dag. PÅ CBS på Frederiksberg. Herhjemme. Det gik på mange måder fint og anderledes. I stedet for 8 timer med forelæsninger, nye bekendtskaber, summeøvelser, gruppearbejde, frokost, hyggelige muffins og små bægre med nødder, var set-up’et 4 videoer af 15-20 minutter med powerpoints og snak, 1 podcast og 1 interview med en amerikansk professor. Og naturligvis hele hjemmemenageriet med Randers Regnskov kl. 9 og skypemøder på den anden side af spisebordet.

Meget forløb vel. Jeg slap for at bakse med at finde en plads til min cykel i de altid overfyldte cykelstativer på Dalgas Have. Jeg har troligt kigget på power points, lyttet til underviseren, produceret 11 siders noter og desuden benyttet mig af, at man kunne spole tilbage, hvis man ikke fangede, hvad der blev sagt. Jeg kunne indimellem også passe mit arbejde, herunder de tre hastebestillinger om alskens materiale, der pludseligt dukkede op i min indbakke. Pause på underviseren – arbejde, arbejde – start underviser igen. Smart. Dagen var befriende renset for de medstuderende, der – lad os sige det venligt – ikke altid har den mest veludviklede fornemmelse for, om deres spørgsmål og meget lange kommentarer har værdi for andre end dem selv. Det var superdejligt at kunne lægge sig på gulvet med benene op ad væggen, mens jeg lyttede til interviewet med professoren fra Stanford – og ingen protesterede, da det greb om sig, og jeg bevægede mig ud i Firbenet. Og så var det en fornøjelse at nyde min egen gode kaffe med sødmælk i stedet for kaffemaskinekaffen med minimælk.

Således opmuntret. Digital undervisning fuldført. Og lige som resten af det digitale liv for tiden er det slet ikke det samme som DET VIRKELIGE LIV. Der var ingen snak om, hvorvidt frokostbuffeten er blevet bedre og hvorfor der igen ingen smør er, ingen pudsige medstuderende man kan gå hjem og fortælle om, ingen lettelse over, at læreren er meget bedre end sidst, ingen småsnak i pausen med sidemanden, der WOW! også har en Dingbats-notesbog, ingen overraskelser – hverken positive eller negative –  og det er slet ikke det samme, at man selv skal stå og hælde nødder op i en lille kop. Sådan er det – det fungerer, og vi lever med det, og håber-håber-håber, at det nytter noget!

What would Søren Ulrik Thomsen do? spurgte jeg ud i luften og tog hans samlede digte ned fra hylden. Der er næsten ikke den følelse, jeg ikke har kunnet finde i et af Søren Ulriks Thomsens digte, blot formuleret langt rigere, end jeg selv ville formå. Der er ingen som ham, der kan beskrive fornemmelsen af forladthed, tristessen ved en betonbygning i regnvejr, lettelsen ved at man alligevel ikke var syg, de surrealistiske drømme, der opstår i ens hoved i løbet af en tung, lang eftermiddagslur, eller bare sorgen over en gammel kat, der ikke er mere.

De gode digtere skriver, så man tænker: ja, netop, det er lige sådan, det er. Men har nogen af dem skrevet digte, der vækker genkendelsens, om ikke glæde, så tryghed, ved de dage, vi gennemlever lige nu? Digte, der også kan læses i en coronatid?

Søren Ulrik Thomsen får ordet:

Det værste er når en hemmelig dør i tapetet går op/ og man stirrer direkte ind i det rum/ hvor mørket til de kommende vintre står stablet OG Det værste er dén alarmerende stilhed/hvormed de værste sygdomme siver/igennem det trævlede kød OG Det værste er at der næsten altid/klæber lidt størknet et-eller-andet/til kontantautomaternes tastaturer OG Det værste er at miste modet/før en helt ny dag er begyndt OG Når dagene bare går – med hvad? – er det værst OG At alting stadig kan ske er det værste

Det blev dystert. Så vi tager også den anden side af sagen:

Det bedste er stilheden/bogsidens stilhed OG Når en smuk, grå habit gør min knusende uro mulig at bære/og Guds Tavshed overdøver det onde blods susen/og alting bare går o.p. = op er det bedst OG At man altid kan læse Den Store Gatsby/en gang til er det bedste OG Det bedste er at jeg selv på de værste/dage er nysgerrig efter i morgen OG At alting stadig kan ske er det bedste OG At der hele tiden har været lidt mere/af ”det bedste” end af ” det værste” er bedst.

Det er det, vi satser på. At der hele tiden vil være mere af det bedste end det værste. Vi tager fjorten dage mere herhjemme og krydser fingre for, at det bringer os fremad, og at vi fælles flok formår at løfte vores samfund igen og være nysgerrige efter dagen i morgen.

Da jeg noget søvnig gik og dækkede bord i morges, stillede jeg uden at tænke over det glassene med henholdsvis havregryn, cornflakes, mysli og havrefras op på bordet. Med god afstand imellem… Så hurtigt er vores nye afstandsliv krøbet ind under huden på mig!

Ellers har jeg på min egen stille søndagsfacon været vidt omkring i dag. Var til gudstjeneste i Sankt Jakobs Kirke på Østerbro herhjemme sammen med 50.000 andre. Der har jeg aldrig været før – det er en smuk kirke, og jeg må sige, det har sin helt egen charme at modtage Herrens velsignelse, mens man står i køkkenet og stryger.

Midt på dagen kom en venlig sms fra politiet. Den havde jeg allerede fået på min arbejdsmobil lørdag, men hyggeligt også at få en søndagshilsen fra den kant. Det har jeg heller ikke prøvet før. Der er sådan lidt landbetjent, der følger ænderne over vejen, over det, og jeg havde sådan en lyst til at skrive tilbage, at vi skam HOLDER afstand – og at selv morgenmadsprodukterne her i huset gør det.

Senere på dagen tog jeg til Brædstrup og dyrkede yoga hos House of Harmony sammen med 18 andre. Meget tiltrængt at få strukket ud og løsnet op, og vanen tro faldt jeg i søvn under den sidste afspændingsøvelse. Så lå jeg der i en solstribe på gulvet i min stue og sov lidt, mens underviseren i Brædstrup og resten af holdet rundt omkring i Danmark fortsatte med afslutningshilsenen. På den måde er corona-yoga ikke så anderledes fra det, jeg er vant til, og her behøver jeg endda ikke bruge energi på at frygte, om de andre hørte mig snorke.

Overvejer at tage et smut til smukke Budapest i aften sammen med Juan , mens jeg mentalt forbereder mig på endnu en arbejds-skole-hjemme-skype hele tiden-uge.

Før de liberale børneopdragelsesidealer kom på banen, hed det Ro, Renlighed og Regelmæssighed. I disse dage er vi alle børn af coronakrisen, og jeg tror, de gammeldags dyder har sin ret under de nye forhold. Når verden er kaos, er der brug for orden på de indre linjer.

Regelmæssighed har der været masser af. Startede dagen med en tur i Øresund, og selv ikke den begivenhed undgik sig de nye corona-rutiner – pludseligt nikkede vi ikke som det første venligt til forbipasserende på den smalle badebro, men kiggede væk og gjorde os så tynde som muligt, velvidende at det er umuligt at holde 2 meters afstand, når man passerer hinanden på en max halvanden meter bred bro. Bades skulle der, og det blev der, og der er i øvrigt ikke noget, der kan vække ens livsmod som et dyp i det kolde havvand, skulle jeg hilse og sige.

Efter morgenmaden cyklede jeg min nye sædvanlige tur til Lars, den lokale fiskehandler. Ham vil jeg frygteligt nødigt undvære, når karantænen er ovre, så vi spiser mere fisk her i huset end nogensinde og håber, andre i nabolaget gør det samme. På vejen tilbage aflagde jeg mit nye sædvanlige visit i den lokale Lidl – en butik, jeg meget sjældent har frekventeret før, men der er befriende brede gange, håndsprit ved både indgang og udgang, og så er det på vej til min mor, som jeg køber ind for i disse dage. Derefter vareaflevering på den nye sædvanlige måde: jeg stiller stofposen med varer, banker på, træder to meter tilbage, mor åbner og tager varerne op af posen og smider den tilbage til mig, og så vender vi lige verdens gang, som den ser ud fra hvert vores hjem.

Og så er der blevet luftet dyner og puder og madrasser og tæpper. Ud med vinterhalvårets støv, ind med den livsalige lugt af frisk luft. Drak en kop kaffe, kiggede i avisen, tog en dyb indånding og kastede mig over børnenes badeværelse på den seriøse måde – der, hvor man ligger på knæ og skraber fuger med en gammel tandbørste. Ryddede op i deres skab og undrede mig over fundet af 9 (!) halvtomme deodoranter. Imponerende, at et rum på mindre end 2 kvadratmeter kan tage en hel eftermiddag at komme i dybden med. Det var også længe siden…

Dagen skal sluttes på sædvanlig vis i selskab med DCI Vera Stanhope fra Newcastle, og alt i alt er der absolut intet epokegørende sket her i huset i dag, hvilket også kan have sin egen charme.