Hundrede udveje i en verden på afveje #4: Prøv med et digt

I slutningen af min teenagetid – der, hvor gymnasiet snart var overstået, og verden lige om lidt stor og åben – yndede jeg at sidde på mit værelse sent om aftenen, med stearinlys i den halvmåneformede smedejernslysestage fra Christianias julemarked, og læse digte af Michael Strunge. Der i halvmørket forestillede jeg mig, hvordan jeg ville tilbringe hver eneste aften på den måde, så snart studentereksamenen var overstået, og tiden igen blev min egen. Midnat, stearinlys, Michael Strunge-digte om natmaskinen, tranceformationer og sorte klumper af søvn… Det fuldendte liv, med andre ord.

Senere udviklede mit liv sig i mindre melodramatisk retning, og de lyserøde hæfter med digte fra Borgens Forlag forblev glemte og tilstøvede på bogreolen. Man behøver dog ikke være højtidelig teenager for at læse digte, og det hænder, at jeg af og til tager en samling ned fra hylden. Glemt er al viden fra dansktimerne om jamber og trokæer, og tilbage er bare fornøjelsen ved ordene.

Nogle digte kan man bare nyde. Når Benny Andersen skriver om en stille eftermiddag over to kopper depresso, er det svært ikke at trække på smilebåndet, og jeg gætter på, at selv en overbevist ateist kan få stærke billeder på nethinden af Jacob Knudsens luft og bølge blusser i brand, i glød.

Inger Christensen hiver jeg også kun nydelse ud af, selv om den dybere betydning sandsynligvis står tydeligt for en garvet digtlæser. Hendes alfabet bjergtager mig, og jeg er ikke i nærheden af at kunne udlægge, hvad hun vil sige, men det er lige meget, for prøv og hør: grænserne findes, gaderne, glemslen/ og græs og agurker og geder og gyvel/begejstringen findes, og grænserne findes/grenene findes, vinden der løfter dem/findes

Andre digte kan man fornøje sig med at undres over. Jeg tyggede i flere år på, hvad Pia Tafdrup mente, når hun skrev når der går hul på en engel, og pludseligt en dag stod det soleklart for mig. Troede jeg, indtil jeg læste et interview med hende, hvor det viste sig, at hun havde ment noget helt andet, men pyt med det – det gav stadig mening for mig på min egen måde, og det er vel også okay. Vil du have noget at undre dig over, er Pia Tafdrup et godt sted at starte.

Og så er der de digte, der får dig til at føle sig genkendt. Fordi en anden har oplevet det samme, og det, du troede var dit eget forbandede problem, er bare en del af det at være menneske. Sikken lettelse. Søren Ulrik Thomsens digtsamling fra 2002 Det værste og det bedste er en skøn gennemgang af ups and downs ved livet, og jeg kan på det kraftigste anbefale at snuppe et par sider i den hver aften inden sengetid. Den er ligetil, uden krasse metaforer og uforståelige billeder, men bare fuld af dejlige ord om, hvordan det er at være Søren. Og os andre.

Bogen, der næsten er eet langt digt, starter sådan her: Det bedste er regnvejr på film/musik i en taxi/og håndskrevne breve med masser af stempler/på kramoisinrøde frimærker langtvejs fra. Det lyder også rart.

Senere: at det alligevel ikke var kræft var det bedst. Jeps, den følelse er vi flere, der sikkert kan genkende.

Og senere, om det værste:

Fald aldrig i søvn omkring klokken sytten/for det er de værste drømmes tid/hvor din ungdoms by genopstår som en stejl tåge/i hvis kløfter du råber din kærestes navn/og finder en sko fuld af blod.

Her troede jeg, at det kun var mig, der oplevede, at for lange eftermiddagslure altid resulterede i mareridtsagtige og surrealistiske drømme med en tiger, der lister rundt i rummet, hvor jeg sover, og jeg kæmper for at vågne, men det kan jeg ikke, for der bliver ved med at falde en pude ned over mit ansigt så jeg ikke kan åbne øjnene og arghh! Men det sker åbenbart også for Søren Ulrik Thomsen og måske også for en masse andre. Vi er i samme båd, og tak fordi, at nogen kan formidle det så smukt.

Prøv med Det værste og det bedste. Prøv med et digt.

Reklamer

Hundrede udveje i en verden på afveje #3: En dag vil du grine af det

Da jeg skulle føde mit første barn, kom jeg for sent afsted til hospitalet. Det var ikke sjovt at køre i taxa henover brosten, ej heller at holde i kø på Øster Søgade, og slet ikke at blive sat af ved opgang 5, for derefter at finde ud af, at fødeafdelingen var ved opgang 4. De 200 meter i Rigshospitalets kælder føltes som en Golgata-vandring på hundrede år, og da jeg langt om længe nåede skranken på afdelingen, havde de forlagt mine papirer, og i øvrigt var der kun et skyllerum ledigt. Det bedste, der er at sige om den historie, er, at der kom et velskabt barn ud af det.

Da barnet var et par år, sad vi en aften i vores nyindkøbte, charmerende OG istandsættelseskrævende hus og undrede os over de små trin, man kunne høre over os. Var det en mår? Var det mus? Nej, det var rotter, kunne kommunens rottedame konstatere, da hun så deres pøller, der lå spredt ud over hele loftet. Hun lavede røgprøver, satte fælder op, alt sammen uden effekt, og i flere uger gik jeg i seng med mobilen og nøglerne ved min side, klar til akut flugt i tilfælde af, at kræene skulle gnave i en ledning og sætte ild til hytten, mens vi sov. Langt om længe fandt rottedamen og vi ved fælles indsats ud af, at der løb et rør i en skunk med direkte adgang ned til kloakken – røret var nødtørftigt blevet ”lukket” med en sten, der efterlod masser af plads til ivrige rotter. Det underjordiske kloaksystem havde med andre ord en direkte passage til vores loft, og det havde Københavns rotter benyttet sig af i stor stil. Røret blev muret til, brønden udskiftet og rottesikret for 20.000 kr., og det bedste, der er at sige om den historie, er… at den er slut.

Endnu et par år gik, jeg var stadig ung på arbejdsmarkedet, men dog ikke yngre, end at jeg også havde ambitioner. En dag kom HR-chefen forbi mit bord og spurgte, om jeg havde tid et øjeblik. Yes!!!, det er nu, jeg bliver forfremmet, tænkte jeg, og gik derefter i enrum med HR-chefen, der kunne oplyse mig om, at økonomidirektøren var meget lidt begejstret for mig, men heldigvis var der et ledigt job i den helt anden ende af organisationen et par kilometer væk, så hvis jeg ville være så venlig…

Og så var der dengang, vi tilbragte en uge i en mikroskopisk hytte på Rømø med cigarkassetræ på væggene, lysstofrør i loftet, regn fra himlen og udsigt til en parkeringsplads, hvor der holdt en udrangeret golfvogn, som børnene elskede at lege i. Og dengang jeg var til min første eksamen i gymnasiet, og fik en karakter, der for en stund slukkede alle mine drømme om nogen som helst fremtid overhovedet. Og dengang vi holdt med slukket motor i yderste spor på motorvejen, mens vi ventede på, at køen opløste sig, for derefter at erfare, at en halv times telefonopladning, sædevarme og radio kan tømme batteriet, så man ikke kan starte. Og dengang jeg bakkede ind i carporten med bagsmækken åben. Og dengang…

Der er oplevelser, der ikke bringer noget godt med sig. Der er episoder, der ikke efterlader andet end en dyrekøbt erfaring, og den var man i øvrigt gerne foruden. I en snæver vending kan man i ny og næ tage historierne frem og tænke ”godt, det er overstået!” Og man kan sige til sige børn “Husk, hvor dårligt min biologieksamen i 1. G gik, og se lige, hvor godt det er gået.” Om ikke andet kan man altid underholde med sin beretning over en middag med vennerne. Tænk på Hugh Grant, der i sine tidlige film nedlagde Andie MacDowell og Julia Roberts med, hvad der synes som én lang jammerlig vittighed over hans ynkelige liv – at han var ved at gå bankerot, aldrig havde fået kærligheden til at fungere, delte hus med weirdoen over alle weirdos osv. Forskellen på tragedie og komedie er som bekendt ofte blot et spørgsmål om tid, så jo værre historie, jo bedre bordherre-potentiale oparbejder du. Tænk over det, næste gang du bliver jordet til eksamen/ridser bilen/taber telefonen i toilettet/bagtaler din chef, mens hun hører det osv.

Udvej nummer 3: En dag vil du grine af det.

Hundrede udveje i en verden på afveje #2: Du skriver overskriften

I mandags faldt jeg over en historie om en mand ved navn Jerry Weintraub. Jerrys største drøm var at blive road manager for Elvis, og efter en intens indsats, der indebar – efter mit temperament – en pinagtig anmassende adfærd, imponerende vovemod og en del kreativitet lykkedes det ham efter et år. Han fik sit ønske opfyldt og blev ansat som road manager for Elvis. Dagen efter, dette var kommet i stand,  stod han med sin første opgave, en koncert i Miami, og problemet var nu, at der langt fra var udsolgt, og The King gad ikke optræde for halvtomme sale. Hvad gjorde Jerry nu? Jo, i stedet for at kaste sig ud i en håbløs kamp for at sælge billetterne, fik han nogen mænd til at fjerne de tomme stole og ændrede aftenen til en intim koncert, hvor publikum fik mulighed for at komme tættere på stjernen, og stjernen for alvor mærkede publikums hengivenhed. Bevares, de tjente ikke så meget, som de kunne have gjort, men det var underordnet – publikum og hovedpersonen var glade,

Einstein har sagt The true sign of intelligence is not knowledge, but imagination. Det er nogen gange vores fantasi og forestillingsevne, der afgør, om noget er gået fantastisk, eller om vi står med en kedelig øv-oplevelse, hvis fornemmeste opgave er at gå i glemmebogen hurtigst muligt. Nogen gange har vi valget, og så er det om at bruge det.

Der boede engang en dame ved navn Tora i mit område. Jeg kendte hende ikke, men jeg vidste, hvem hun var, fordi hun havde været lærer på min folkeskole engang for hundrede år siden. Nu boede vi så i samme kvarter, og jeg så hende af og til på gaden, i kirken, hos blomsterhandleren. Man lagde mærke til Tora, for på sine ældre dage havde hun fået blodpropper i lungerne, der gjorde, at hun gik rundt med et iltapparat i en af de her store ternede indkøbstasker på hjul. Iltslange i næsen, tasken i hånden – sådan så man Tora. For et par år siden gik hun bort, og jeg genså hende for nyligt, ikke under en paranormal seance, men i en bog af Signe Wenneberg om altanhaver, som jeg havde lånt på biblioteket. Her tonede Tora pludseligt frem i sit eget kapitel, og jeg læste om hendes mindre bylejlighed med to altaner, hvor hun dyrkede alskens planter – blomster, bær og urter – og som havde indbragt hende førstepræmien i Politiken for Danmarks Flotteste Altan. Man kunne have mødt Tora i en artikel i Helse under overskriften Sådan lever jeg med nedsat lungekapacitet, men det sket ikke – i stedet blev hun kvinden med fransk esdragon, mexikansk appelsin-timian og blåbær på altanen i Nordvest.

Eller i mindre målestok: husker du sommeren 2006? Sikkert ikke, men den var lige så våd som den i 2017, hvilket vi alle har glemt på grund af tørken i 2018. I 2006 var jeg med mand og 2 børn (det tredje var der slet ikke tænkt på endnu) på sommerferie på Bornholm. Vi sad søndag aften i det lejede sommerhus i Snogebæk, og vejrudsigten for den kommende uge var truende grå og våd. Vi havde betalt for færgen, vi havde betalt for huset, og jeg var fast besluttet på at få en god ferie ud af det, møgvejr eller ej. Og når man er sommerferie, skal man også på aften-istur, så mens manden pakkede ud, fandt jeg regnjakkerne frem, satte jeg den 2-årige i klapvognen, tog den 4-årige i hånden og drog afsted til is-huset 1 kilometer væk, fast i troen på at de mørke skyer over os forblev på afstand en times tid endnu. Det gjorde de ikke. Netop som vi havde købt is og var på vej tilbage (nu med 2-årig på armen, fordi den 4-årige var træt af at gå og ville sidde i klapvognen) åbnede himlen sig, og regnjakker, børn, mor og is forvandlede sig til en udefinerbar, sammenflydende masse. Men vi holdt humøret højt hele vejen hjem, snakkede om at softice havde nogen åndsvagt små vafler, fik vasket hår i regnvand, spiste is og slikkede det af jakken, og vel hjemme var missionen overstået, og børnene fik et varmt bad. Isturen blev ikke historien om den afslappede gåtur i det gode vejr – det blev historien om vi lader os ikke slå ud.

Overskriften har vi magt over, historien kan vi have indflydelse på, men kendsgerningerne vælger vi dog ikke altid selv. Måske udviser vi intelligens, når vi bruger vores fantasi, men nogen gange må vi også bruge vores visdom til at erkende, at vi står med en regulær fiasko. Når noget er gået så galt, at vi kommer til at fremstå som Komiske Ali, hvis vi prøver at får det til at ligne noget andet. Når vi reelt ikke har noget valg. Når historien er af en sådan art, at udvalget af troværdige overskrifter er sparsomt og i hvert fald ikke rummer en god og livskraftig en af slagsen. Den slags oplevelser er livet jo også fuld af, og heldigvis kan vi også få noget ud af dem. Mere om det næste uge.

Udvej nummer 2: Du skriver overskriften

 

Hundrede udveje i en verden på afveje #1: Det meste er gratis

Et lille, fikst bord til at stille ved siden af lænestolen. Rosemunde-silkeundertrøjer i douce kulører. En farvet elements-kop fra Royal Copenhagen. Lækre, langskaftede læderstøvler at gå efteråret  i møde i. Dior-parfume ogen La Mer-serum til fugtkrævende hud. At gå ud og spise en gang om ugen. For nu bare at starte et sted. En bil med mere plads. At få lavet lyse striber hver tredje måned. Et stort, rødt gulvtæppe under spisebordet. Et bord-bænke-sæt til haven fra Paustian til 20.000. Charlotte Lynggaard-øreringe i rødguld fra Lotus-serien. Tredive centimeter brede knastfri planker i asketræ over hele gulvet i stueetagen.

Dengang jeg var fattig studerende, var det meget nemmere. Den januar, jeg købte et par virkeligt lækre, blanktpolerede lædersko med firkantet snude (ja, det var dengang) i den eksklusive Bruno & Joel-butik i Indre By, levede jeg hele måneden af ris, der var vendt med løg og æbler stegt i olie og karry. Ikke så meget at overveje dér – spændende var det ikke, men det var skoene til gengæld. Tilsvarende kunne den grønne, franske parfumeflakon, jeg havde fået i julegave, i den grad også pynte op på hylden over håndvasken på kollegieværelset – den kastede glans over plastiktandbørsten og fik hele rummet til at ose af luksus.

Det har umærkeligt ændret sig, og efterhånden har jeg vænnet mig til at få lidt af det hele. Afsavn er ikke noget, vi dyrker, og der skulle gerne både være råd til sommerferie og ny vinterjakke, også selvom det var det år, faldstammen skulle udskiftes. Og der dukker hele tiden nye behov op, som gør, at man altid godt lige kunne bruge femtusinde ekstra om måneden. Det slutter aldrig, og mange af os kan aldrig rigtigt sige os fri for tanken om, at hvis man bare tjente lidt mere, så…

… ja, så glemmer vi alt det, der virker. Alt det, vi har. Det mest effektive våben, jeg her kan komme i tanker om – udover at henvise til klimaet, glæden ved at være rask og de fattige børn i Afrika, der ville juble, hvis bare de havde en procent af vores ting, og det bliver så bagstræberisk og virker desværre langtfra altid – er 80-20-reglen, som i min helt personlige udgave lyder sådan her:

Du har allerede de firs procent, og de tyve procent, du mangler, er flødeskummet på tilværelsen, som i det store regnskab ikke betyder noget. Et eksempel: på min ønskeseddel står der nyt tøj (ikke noget specifikt, bare meget og gerne lidt lækkert), en effektiv ansigtscreme og evindelige, dyre striber i håret. Så kommer jeg nemlig helt sikkert til at se bedre ud. Men sagen er, at hvis jeg sover otte timer om natten, tager tyve armbøjninger om dagen, drikker nok vand, smører en eller anden billig creme i ansigtet, retter ryggen og smiler stort og ægte – så er jeg allerede meget langt. Så er det mest mig selv, der vil bemærke den nye guldring. Og silkeundertrøjen.

Et andet eksempel: Mit hjem. Det er gammelt, lidt for lille, lidt slidt i kanterne hist og her, og det kunne være sjovt at kaste en million efter det. Men igen: når der er ryddet op (gratis), gjort rent (gratis, eller næsten gratis, når jeg betaler børnene for at gøre det), tænkt lidt over det krims-krams, jeg fylder i vindueskarmene (gratis, eller måske ligefrem indbringende, hvis jeg tog mig sammen og solgte noget af det), og i øvrigt løbende får givet ting videre, når vi var færdige med at bruge det eller glæde os over det – ja, så er her faktisk ret hyggeligt, og vi har plads nok og mangler ikke noget. Også selv om jeg sagtens kunne putte et lille bønne-bord ind hist og her, og der altid er plads til porcelæn fra Royal Copenhagen.

I How to be free påstår Tom Hodgkinson, at så længe vi har tag over hovedet og råd til at invitere vores venner på middag, så behøver vi ikke mere. Måske at gå lidt langt, og barren for basale behov ligger nok en anelse højere for mig. Men altså: hvis du kan få tingene til at løbe rundt, hvis ingen hjemme hos dig har huller i skoene eller tænderne, og hvis du kun må bruge formuleringen det har vi ikke råd til, hvis nogen vil til Hawaii i efterårsferien (som min søn) eller vil udskifte Skodaen med en Lamborghini (samme søn), så har du nok det nødvendige. Og alt det unødvendige kan du købe, hvis du en dag skulle få penge tilbage i skat eller arver uventet. Det løber ingen steder.

Det meste af det, du godt kunne tænke dig, ligger lige foran dig og kræver bare, at du samler det op. Ret ryggen, ryd op i stuen, find noget at grine af.

Udvej nummer et: Det meste er gratis.

Godnat

Da jeg studerede, gjorde jeg en overgang rent på Bispebjerg Hospital hver anden weekend. Hver anden lørdag og søndag stod jeg op klokken 5.30, og for mit unge jeg – det var før tyve års disciplinering på arbejdsmarkedet og livet som småbørnsmor – var det midt om natten. Det holdt jeg ikke til særligt længe. Torsdag eftermiddag begyndte mit humør at dale ved tanken om snart at skulle stå op i bulderragende mørke, mens alle andre sov, og det stoppede først søndag formiddag, når jeg kunne se en ende på pinslerne, og der atter var næsten to uger til næste gang, hvor det hele så startede forfra. Efter Bispebjerg fulgte et studiejob på Berlingske, hvor jeg skulle tage imod opkald fra mennesker, der ikke havde fået deres avis til tiden, og igen skulle jeg ud af sengen, mens resten af byen sov. Pyt med skæld-udene og sure avislæsere, det kunne jeg sagtens klare – det var den tidlige start, der var på problemet. Igen stod tristessen på spring til at overtage mit gode humør, og jeg var først rigtigt glad, da jeg fandt et job i et kopicenter, der ikke åbnede før klokken 9 om morgenen, så jeg kunne starte dagen, når det netop var… dag.

Jeg har det skidt med nætter, og jeg er glad for, at vi bruger dem til at sove i. Nætter er mørke og stille og har mærkelige skygger, og hvis jeg vågner, handler det for Guds skyld om at falde i søvn igen, inden hjernen begynder at fungere, og jeg begynder at tænke. Tænke over, hvad det er for en mærkelig lyd, jeg kan høre ved døren. Over alle farerne – dem uden for døren, og dem i resten af verden. Problemerne. Bekymringerne. Urfrygten for, at der kan ske min familie noget. At nogen er væk. Der er ingen filtre, intet lindrende dagslys til at tage brodden af de værste tanker, og selv om jeg altid vil kunne få øje på et vindue med lys i, hvis jeg kigger ud ad ruden, står en rungende ensomhedsfølelse på spring. Vi fødes alene og vi dør alene, og lige så alene kan jeg føle mig om natten. Der er en grund til, at gysere altid foregår om natten, at natmørkt hav rimer på grav, og at Søren Ulrik Thomsen skriver, at sorgen er de tomme natbusser og vinden i gaden uden træer.

Forleden vågnede jeg klokken 2.08. Mere nat kan det ikke blive. Jeg var midt i et urovækkende scenarie med en hel masse mennesker, inklusiv mig, der ville have del i alt for lidt mad. Det var rart at vågne fra – og tak, fordi det bare var en ond drøm, det er det ikke for alle – men stemningen sad stadig i mig, og i min søvnige tilstand havde frygten og skrækscenarierne frit spil.

Da jeg havde rystet de værste billeder ud af hovedet, var jeg vågen nok til at bemærke, at katten var usædvanlig aktiv. Den plejer at sove ved siden af min hovedpude, men nu var den meget interesseret i noget under fjernsynet. Som jeg håbede var en edderkop, men som viste sig at være en mus.

Min meget dobbeltsidede måde at være katteejer på åbenbaredes nu. 363 dage om året bliver jeg varm om hjertet over den lille, spindende pelsklump, der tuller rundt og lader sig nusse og gør børnene glade. Og så er der de par dage om året, hvor den viser sit sande rovdyrjeg og jager mus og fugle og frøer, og jeg bander den langt væk og ønsker, at bare der var nogen, der kunne fremavle en fredelig vegetarkat med bløde mælketænder.

Her midt om natten fulgte en nådesløs katten-efter-musen-jagt. Katten var efter musen. Jeg var efter katten, som jeg prøvede at holde væk fra musen, og jeg var også efter musen, som jeg prøvede at lokke op i en kasse. Det lykkedes til sidst – musen blev smidt i haven, og katten blev til dens store utilfredshed holdt inde i huset, da jeg ikke orkede tanken om natlige drab lige på den anden side af havedøren. I seng igen, med hovedet fuld af reminiscenserne af grim kamp om knappe ressourcer og drab på dem, der er mindst. Slet ikke rart, dér i mørket.

Og så skete det, der heldigvis altid sker. Det blev morgen. Lyset vendte tilbage. Mennesker omkring mig stod op, og vi var sammen igen. Hverdagens stille skønhed viste sig. Den beroligende følelse af at være omgivet af mennesker, af snak, af duften af morgenkaffe, af tilstedeværelsen af de andre nyvaskede cyklister på cykelstien, der også havde sendt børnene i skole. Den milde septembersol på den lyseblå himmel. Udsigten til endnu en dag. Tak for det.

Dommedag er udsolgt

Sådan lød den bemærkelsesværdige overskrift på Nationalmuseets Facobook-side forleden, og umiddelbart kunne man godt undre sig over, at verdens endeligt skulle være sådan et tilløbsstykke. Nærmere læsning viste, at det var en paneldebat, der var udsolgt: Svend Brinkmann, Tor Nørretranders og Rane Willerslev ville besvare spørgsmålet Hvad stiller vi op med dommedag?

Dét ville jeg også rigtigt gerne vide, så jeg havde sikret mig en billet, så snart Nationalmusset annoncerede det populære arrangement. I ugevis glædede jeg mig til at få svar på spørgsmålet om dommedag, og selv om jeg havde været hjemme hele dagen med ondt i halsen, stablede jeg mig selv på benene og drog til Nationalmuseet torsdag aften i sidste uge. Ind til en stuvende fuld foredragssal, der fik mig til at konkludere, at vi var mange, der var draget af snak om fremtiden, frygt, undergang, klimakrise, katastrofetanker, mørke prognoser og lyst håb.

Ikke uventet var der mange ord i de tre herrer, og i bussen hjem bagefter havde jeg svært ved at finde hoved og hale i, hvad vi egentligt skulle stille op med dommedag. Alligevel lykkedes det mig at hive tre budskaber ud af de mange ord:

Svend Brinkmann var optaget af at finde den tredje vej mellem frygt og håb. Frygten kan være særdeles velbegrundet, men risikerer at lamme os, så vi går til i lutter mismod og ikke på nogen måde kan mobilisere kræfter til at handle. Ud med frygten. Håbet er livsnødvendigt, men er i sig selv passivt – med håbet kommer man nemt til at sidde og nikke i lænestolen, mens man beroligende messer det hele skal nok gå, det hele skal nok gå. Ikke ud med håbet, men det kan ikke stå alene. Svend Brinkmanns bud på en tredje vej var modet.

Tor Nørretranders har stor tro på fremtiden og vores evne til at finde teknologiske løsninger på verdens udfordringer. Hans optimisme kunne være svær at hænge op på noget konkret, og det er heller ikke nemt, når man kun har et kvarters taletid til at starte med, men én pointe står tilbage for mig: at vi ikke løser noget ved afsavn. Det handler ikke om at undvære oksekød, det handler om at spise lækre grøntsagsretter. Det handler ikke om at sige farvel til Malaga-rejsen, det handler om at tage på gourmetophold i Halland hos stedsans in the woods. At spise kedelige kikærtebøffer, hvis man hungrer efter en fuldblods oksekødsburger, er en tabt sag – livet bliver surt, og endnu vigtigere, man får aldrig resten af verden med på vognen. Men måske kan en indisk dahl med ingefær, kardemomme, og karry smage lige så godt som bolognesen? Måske kan en cykeltur til havnebadet på Islands Brygge en solrig sommerdag, med croissanter fra Juno the Bakkery, kaffe fra Coffee Collective og danske jordbær i sæson, slå turisthelvedet på Rambla’en?

Rane Willerslew… kom vidt omkring, og han endte i spekulationer omkring, hvad der sker med reinkarnationen, hvis alle levende væsener gik til grunde på én gang! Lad os parkere den overvejelse og yde ham retfærdighed ved også at referere hans erfaringer fra Sibirien efter murens fald, hvor det lykkedes en befolkning, der havde mistet alle goder og indtægtskilder, at genopfinde klassiske dyder og etablere et fællesskab, der gjorde, at de overlevede. Pointe: af sammenbrud kan der opstå noget endnu bedre, hvis man står sammen.

Altså:  Ingen afsavn, men lækre alternativer! Fællesskab og nytænkning! Og så var der det med modet.

Svend Brinkmann præciserede aldrig, hvad det er, vi skal bruge modet til. Hvordan er det helt konkret, vi skal være modige? Hvad er det for et mod, der bringer os videre i vores balanceren mellem handlingsløst håb og passiveret frygt? Det har jeg tænkt på de sidste par dage, mens jeg har cyklet til og fra arbejde. Er det som den tidlige Mærsk-ansatte, der i mandagens avis fortalte om sit skift fra direktør til folkeskolelærer? Er det Anders Morghentaler, der køber en Tesla at tage på Europaferie i, i stedet for at flyve. Er det dem, der forlader deres faste job og prøver lykken som selvstændig, med alt hvad det indebærer af usikkerhed og indtægtsnedgang på den ene side og frihed og glæde på den anden side? Eller den mand, jeg mødte på et kursus, som beklæder en høj stilling, men bor i en billig, lille lejlighed, så han altid har råd til at sige op, hvis trangen skulle komme over ham. Dem, der tør fravige den slagne vej, selv om det indebærer tab af prestige og penge. Handler det om modet til at gå til et middagsselskab uden at have et job at tale om? Eller til at sætte lysten over pligten og se, hvad det bringer?

Svend Brinkmann besvarede ikke spørgsmålet, og jeg tænker stadig over svaret.

Jeg under dig…

… et køkkenbord fuld af æbler og pærer og kvæder, sågar, som søde naboer og familiemedlemmer har foræret dig fra deres bugnende træer, fordi de selv er ved at drukne i nedfaldsfrugt. Roen, der indfinder sig i dit sind fredag efter midnat, når datteren er vel hjemme efter sin første gymnasiefest. En tur gennem Kongens Have tidligt lørdag morgen under en svagt blå septemberhimmel, efter der er ryddet op, og inden alle de andre kommer. Udsigten over smukke København og lidt af Sverige fra Mærsk Tårnet på Nørrebro (tag elevatoren op til 15. etage, hvor der er åbent for offentligheden). Et par sider i Det værste og det bedste af Søren Ulrik Thomsen hver aften, inden du slukker lyset. Visheden om, at det er efterårsferie om fire mandage. Lettelsen over, at krilleren i halsen gik i sig selv igen i stedet for at bryde ud i fuldbyrdet ondt i halsen. En nybagt bolle med brombærmarmelade, som din veninde har lavet af vilde bær fra skoven. Den stille, tappende lyd af regn på ruden, når du er vel indenfor og ikke behøver gå ud før om lang tid. Den tilfredse fornemmelse i krop og sind af at have overvundet dig selv og svømmet en kilometer i en overfyldt, klorlugtende svømmehal mandag aften. Kattens (mærkeligt tidlige) vinterpels, som du frydefuldt kan lade dine fingre begrave i, indtil hun bliver træt af det og skrider. En kryds-og-tværs i skødet lørdag eftermiddag, som får dine øjne til at glide i, så du ender med en velfortjent lur oven på en aktiv uge. Formfuldendt britisk udtale, forfriskende langsomhed og synet af mennesker, der konstant snakker hen over en kop te, i Netflix-serien Doctor Foster. Og direkte inspireret heraf: den fyldige smag af god, sort te med sødmælk i. Ikke minimælk. Sødmælk. Lykken ved en helt ny notesbog, med uplettet omslag, blanke sider og masser af plads til drømme. Tanken om, at det mørke, der omslutter dig, når du står op, er væk igen til næste forår. Glæden over årstidernes skiften, at du også trækker vejret i dag, at du har tag over hovedet og mennesker omkring, som står klar til at omfavne dig på en dårlig dag.