Sommerferie. Dag 8. Om langsomhed.

Vi har nu været her en uge, og for hver dag, der går, kommer vi længere væk fra hverdagens dynamik og tempo. Hvilket ikke betyder, at vi går i stå; vi bevæger os bare anderledes og oplever noget andet. I formiddag nåede vi ikke at bage chokoladekage, fordi der pludseligt sad to kaniner foran terrassen, som vi måtte kigge på. Vi havde ellers snakket længe om den kage og købt ind til den, men hvor tit har man en brun og en beige kanin tussende rundt foran sit hus?

Hvis det kræver tilvænning at koncentrere sig om at gøre én ting ad gangen, så kræver det næste, jeg vil nævne, også en seriøs indsats. Nemlig at sætte tempoet ned. Når man som jeg altid har storket afsted, tilbagelagt en hvilken som helst strækning, hvad enten det er indkøbsturen, turen fra kontoret til printeren, fra sofaen til toilettet, i rask trav, alt for tit spist stående, snakket hurtigt, ja bare generelt haft tempo på enhver aktivitet, så er der tale om en vane, som ikke bare forsvinder natten over.

Hvad er problemet? spørger du måske. Tempo, dynamik, energi kan på mange planer have sin berettigelse; man når en masse, der sker noget omkring en, man gror ikke fast. Helt rigtigt, men der er godt nok også mange ulemper ved at løbe gennem livet. Her er nogen af dem.

Det går næsten altid ud over vores krop, at vi skynder os. Vi glemmer at passe på den, og vi bruger den ikke optimalt. Vejrtrækningen bliver overfladisk, fordøjelsen dårlig, vi spænder, bider tænderne sammen og bruger kroppen forkert.

Travle mennesker er sjældent verdens mest empatiske mennesker, og vi spreder i hvert fald ikke god stemning. Vi bliver irriterede på folk, der sænker vores tempo, hvad enten det er barnevognen foran på fortovet eller en kollega, der stiller et besværligt spørgsmål, netop som mødet skal til at slutte. I al vores hastværk er vi sjældent opmærksomme på, om der er en, der hænger lidt med hovedet, og vi skal ikke regne med, at folk vil svare ærligt på spørgsmålet hvordan går det, hvis vores blik og kropssprog signalerer, at vi allerede er et nyt sted på vej hen

Og så misser du alle detaljerne og overraskelserne og de finurlige begivenheder omkring dig, når du kun har blik for speedometret eller uret eller om du når det grønne lys om 100 meter. Hvis du sænker tempoet en anelse på din cykel, er du ikke til fare for trafikken, selv om du lige kigger op på gavlmaleriet med at digt af Inger Christensen i guldskrift til højre for dig. Har du god tid til at komme på arbejde, er der tid til at køre ad en anden rute, der er 150 meter længere, og stoppe ved vinduet ved den nye butik med kogebøger, der pludseligt er åbnet. Og du giver dig måske til at smile til et barn i en klapvogn, der stirrer på dine flotte, røde sko, og du ser, at det da var Ellen Hillingsøe, der lige gik forbi dig. Er du billist, kan du høste de vildeste taknemmelige smil – jeg taler af erfaring – ved at holde tilbage for nogen, der prøver at krydse vejen.

Fordelene ved at sætte tempoet ned er åbenbare; vejen dertil vanskeligere. Jeg er stadig ved at lære det, og der er ingen nemme veje til at ændre en mangeårig, indgroet vane. At bevæge mig hurtigt sidder så dybt indarbejdet i kroppen, at der skal solide kræfter til. Her er, hvad der virker for mig:

Allerførst: beslut dig for at sætte tempoet ned, og hav det i tankerne i løbet af dagen. Sæt måske en seddel op på køleskabet, eller et citat på din telefon. Meget starter med, at man beslutter sig. Dengang jeg gik til pilates, startede timen ofte med følgende instruktion: lyn lynlåsen (man skal forestille sig en lynlås, der går fra skridtet til navlen, og øvelsen skal få en til at spænde de nederste mavemuskler), spænd bæltet (spænd op i musklerne i taljen), knap vesten (spænd brystmuskulaturen) og tag vesten på (ret ryggen og gør dig bred over skuldrene). Nogen gange beslutter jeg mig for at cykle på arbejde the pilates way. Det bevirker, at jeg cykler afsted med rank holdning, hvilket tvinger mig til at bruge benmusklerne mere. Det er hårdere at cykle på denne måde, så jeg sætter automatisk tempoet ned. På samme måde, når jeg går: hvis jeg fokuserer på at rulle mere med foden, fra jeg sætter hælen i til jeg slipper med tåen, så går det også langsommere. I bil er det intet problem – jeg har så stor respekt for trafikkens farer, at jeg sjældent kører for hurtigt. Hvis du er den type, der racer afsted i bil, så vil jeg blot repetere de sidste ord, men kørelærer Bent sagde til mig, da jeg havde fået kortet og han slap mig ud i trafikken: se dig for, når du skifter bane, og overhold hastighedsgrænserne – så skal det hele nok gå. Så se dig for, når du skifter bane, og sæt farten ned!

Rollemodeller. Kender du nogen, der bevæger sig langsomt, afslappet, adstadigt, så kopier dem. Hvis ikke du gør – og de kan faktisk være vanskelige at få øje på, i hvert fald der hvor jeg færdes – så lav en omvendt model: Kig på dem, du IKKE vil ligne. Hende, der råber idiot til din søn, fordi han ligger lidt i vejen på cykelstien; ham, der dytter af bilen foran, fordi den ikke er hurtig nok til at starte. Dem, der bryder enhver form for køkultur, når der bliver åbnet en ny kasse i supermarkedet. Dem vil vi du hvert fald ikke ligne, vel?!

Kig din dag igennem og vurder, om du overhovedet har brug for at skynde dig. Dengang mine tre børn var små, var programmet pænt pakket i løbet af dagen. Hvis jeg skulle hente senest klokken 16 – hvilket tilsyneladende er vigtigt for mange forældre – skulle jeg køre på arbejde 7.30, så jeg kunne være der klokken 8 og gå igen 15.30. Den vane sidder så indarbejdet i mig, at jeg selv efter at børnene er blevet større og selv cykler i skole, stadig indtil for nyligt piskede rundt om morgenen for at kunne køre 7.30. En dag slog det mig, at der intet skete ved at komme hjem 16.15 i stedet for 16.00, hvilket betyder, at jeg har tid til at daske op til skolen med min yngste – kun af hygge, han kan sagtens cykle selv – og når jeg bagefter når ind til byen, står jeg i godt vejr af og trækker cyklen de sidste 200 meter ned gennem Fiolstræde, som min far i mange år gik ned af, når han skulle på arbejde. Min far er her ikke mere, men på den måde starter jeg dagen i hans fodspor, og det er en rar måde af starte dagen på.

 

Sommerferie. Dag 7. Om at gøre en ting ad gangen.

I dag stod jeg op klokken 7. Lavede dej til brød. Vækkede de andre. Fandt badetøj og håndklæder. Gik ned og badede. Gik hjem. Satte brød i ovnen. Klædte mig på. Spiste morgenmad med familien. Snakkede om, hvad vi skulle i dag. Kørte til den turkise sø nordpå. Hoppede ud fra klippen fem gange. Sad i solen og tørrede. Kørte hjem. Spiste frokost. Drak kaffe på terrassen. Læste i min bog. Snakkede om, hvad vi nu skulle. Gik på stranden. Badede. Gik hjem igen. Sov lidt. Lavede aftensmad. Gik på stranden. Badede. Lidt kortere tid end tidligere. Gik hjem. Hængte badetøj på plads. Drak en kop te. Læste avisen. Børstede tænder. Sagde godnat. Sidder nu på sengen, og om lidt sover jeg

Der findes tre tider – fortid, nutid og fremtid – og jeg vil vove den påstand, at fortiden og fremtiden får det meste af vores opmærksomhed. Jeg er et udpræget fremtidsmenneske, forstået på den måde, at jeg ikke dvæler specielt med ved fortiden, men til gengæld er jeg rigtigt godt meget til stede i fremtiden. Det har sine fordele – jeg er forberedt på alskens situationer, jeg er god til det lange, seje træk, fordi jeg har målet ude i fremtiden for øje, jeg havner sjældent i kaotiske situationer, og fornuftig omgang med mine penge, mine evner og mine ressourcer i øvrigt har skabt et godt fundament i mit liv.

Der også utroligt mange ulemper ved at være et fremtidsmenneske. Man kan få hovedet fuld af bekymringer, som for de flestes vedkommende viser sig at være grundløse, man kan blive så fokuseret på, hvad der kan lade sig gøre, at det der med lyst ender med at blive en sekundær faktor, og måske værst af alt – man glemmer at være til stede i nuet.

Jeg har vænnet mig til at klare mange ting i hovedet på den halve time, det tager mig at cykle på arbejde – opgaver bliver løs, møder planlagt, svar formuleret, madplan udformet, osv. Til gengæld var det først, da jeg startede på at observere verden omkring mig, at jeg konstaterede 1) der mangler træer i København. Vi må have flere træer!, 2) at mange bygninger har sjove tagudhæng og smukke reliefer, som man kun ser, når man lægger hovedet tilbage, 3) at vi danskere går ufatteligt douche og New Nordic-agtigt klædt, for nu at sige det pænt  (mindre pænt: gråt, beige, sort og brunt i hundrede afskygninger) og 4) til gengæld skal der ikke andet end en knaldgul frakke til for virkelig at lyse op i gadebilledet. Da jeg foldede ørerne ud, bemærkede jeg, hvordan lydbilledet fra den første del af turen ændrede sig fra at være relativt stabilt og ens (biler) til at blive meget intenst og mangfoldigt, efterhånden som jeg nærmede mig byen (busser, sirener, biplyde fra lyskrydsene, samtaler på sprog, jeg ikke kendte, eldrevne Christaniacyklers svusch-lyd, når de passerede forbi, vejarbejde osv.). Selv lugtene ændrer sig fra diskrete blomsterdufte fra buske hist og her til parfumer, diesel, brød, kaffe, sved.

Da jeg først begyndte at være tilstede på mine cykelture – vi kan kalde det mindfull cykling – skete der det forunderlige, at jeg nærmest blev forelsket i mit liv. Når jeg nåede frem på arbejde, var det som at have været en halv time i på ferie i et fremmed land. Jeg havde haft antennerne lige så meget ude og suget lige så meget til mig, som hvis jeg var gået rundt i en fremmed by. Min opmærksomhed var blevet skærpet, og det samme var min tilstedeværelse.

Min kusine og hendes mand havde to søde drenge og besluttede sig for at prøve at få en treer. Det fik de også – de fik faktisk en treer og en firer på én gang. En eftermiddag i hendes barselsorlov kiggede jeg forbi, og jeg husker synet af hende, stående ved komfuret, med een tvilling på den ene arm og een tvilling i bæresele på maven, alt imens hun stegte frikadeller. Ved siden af dette billede står en bekendts polterabend, hvor vi spiste middag i storesøsterens hus. Søsteren var den effektive slags – når hun bar et fad ud i køkkenet, kunne hun lige så godt vaske det og i øvrigt lige smutte ud med skraldespanden, og de der flasker kommer da lige i kælderen. Da måltidet var slut, kunne man ikke se, vi havde været der. Og jeg tænker på mine egne morgener, hvor jeg laver havregrød, vasker mig, dækker ord, lægger make-up, vækker børn, henter avisen, dækker bord i én stor pærevælling. For ikke at tale om mine børn, der laver lektier, mens de hører musik og har youtube kørende ved siden af.

Det hedder at multitaske, og det er til tider nødvendigt og ganske praktisk at kunne, så madlavningen ikke går helt i stå, fordi man skal forklare forskellen på addition og division, eller man skal køre ind til siden, fordi nogen i bilen spørger, hvornår vi er der. Men sagen er, at det nemt griber om sig og breder sig til situationer, hvor der ikke er noget vundet ved det. Der er ikke altid behov for det, men vi har vænnet os til det.

Multitasking er ineffektivt – man tror, man gør to ting på én gang, men i virkeligheden veksler man mellem aktiviteterne. Hvis du skal læse avis, samtidig med at du hjælper med lektierne, så gør du ikke begge ting samtidig – du skiftes til at læse artiklen og svare på spørgsmål. Og de ord, du læser, mens du taler, dem kan du ikke huske, og så må du bare læse det igen, når du har fået ro. Udover, at du ikke sparer tid, laver du ofte fejl, fordi du ikke koncentrerer dig. Du glemmer at tage tid på ægget, fordi du lige skulle se, hvem du fik en sms fra. Du kom til at putte smør på brødet til det barn, der hader smør, fordi du også lige skulle råbe en besked til din mand. Og for at toppe det hele – når du er gennem hvad, du nu skulle igennem, uden at have sparet tid, med et par fejl hist og her, så er du tilmed mere træt i dit hoved af al denne hoppen frem og tilbage i opmærksomheden, ligesom du sandsynligvis ikke føler dig særligt meget til stede.

Det er svært at lade være, og der er masser af hverdagssituationer, hvor det uden større tab sagtens kan lade sig gøre. Så længe du laver noget, der kan køres af på rutinen, og som måske endda er kedeligt – kartoffelskrælning, skopudsning, for at nævne et par eksempler – så går der intet tabt ved at høre god musik eller snakke med nogen samtidig.

Men i andre situationer er min erfaring, at man skal træffe et aktivt valg om kun at lave denne ene ting, og så koncentrere sig om det. Gevinsten ligger ligefor – du bliver ikke så træt i dit hoved, du udfører sandsynligvis aktiviteten bedre, og måske vigtigst af alt: du er til stede i dit liv. Lige her og nu. Med hvad du nu måtte beskæftige dig med.

 

Sommerferie. Dag 6. Om yoga.

Hver morgen er der yoga nede på stranden klokken 9. Hvor hipster-spelt-agtigt er det lige, kunne man en kort stund forledes til at tænke, men ikke her på ferien. Her er sindet åbent, tankerne venlige og gå-på-modet stort. Så i morges dukkede jeg op, snuppede en orange yogamåtte fra den store sivkurv ved siden af strandkiosken og sluttede mig til den store menneskecirkel i sandet, der alle var vendt mod søde Sandja. Lagde mig i savasana, lukkede øjnene, mærkede den blide morgensol på kroppen, lyttede til bølgeskvulpene og ventede på, at vi gik i gang.

Jeg har gået til yoga flere gange, og hver gang er der sket det samme: i starten føles det forløsende, afslappende, rart, men når sæsonen nærmer sig sin ende, er jeg begyndt at kede mig, og holder derfor op igen. På den baggrund kan det synes spøjst, at jeg nu anbefaler det, men jeg skal prøve at forklare.

Min nuværende praksis bygger ikke på holdundervisning, men på ca. 15 minutter morgen og aften, og når jeg ellers har behov for det. Jeg har købt en ganske enkel begynderbog med forskellige serier (kom i gang om morgenen, få god fordøjelse, ret kontorkroppen ud, og fald til ro inden sengetid og lignende) en yogamåtte og et par dejlige og bløde yogabukser med løse ben. De tre ting – bogen, måtten, bukserne – er nu blevet mine faste makkere, når jeg indleder og afslutter dagen, og de hjælper mig til at være tilstede i min krop på en bevidst måde. At føle mig grounded, som det hedder i bogen.

Yoga gør utroligt mange gode ting for din krop. Det hjælper dig med at trække vejret dybt og roligt. Det giver dig – lidt afhængig af, hvilke stillinger, du udfører – styrke i kroppen. Det strækker de muskler, som er blevet stramme (og tro mig, dem har de fleste af os en del af, og personligt er jeg særligt glad for de øvelser, der åbner op i hoften og psoas-musklen), så du efterhånden kan bevæge dig mere frit og afslappet. Det løsner op i spændinger og ømhed i kroppen. Og – igen afhængigt af stillingerne – giver yoga dig energi, så du frisk går dagen i møde, eller får dig til at blive dybt afslappet, så du nærmest kan rulle direkte i seng og ind i søvnens glæder.

Sondringen mellem krop og sjæl er ikke altid hensigtsmæssig, for vi risikerer at overse, hvordan vores følelser og tanker påvirker vores krop. Og omvendt, hvordan vores krops tilstand påvirker vores sind. Stress, bekymringer og sorg sætter sig i kroppen, ligesom smerter og spændinger i kroppen sætter sig i vores sind. Det er svært at være glad, hvis man har ondt. Og er man ikke glad, får man nemt ondt. Det ene eller det andet sted. Yoga bryder denne skelnen og arbejder med sindet gennem kroppen.

I dag er der mange flere former for yoga, end den gang jeg startede, så kommer du også til at kede dig, er der masser af muligheder for at finde en mere dynamisk form. Mit bud er dog, at du vil elske den følelse, yogaen giver i din krop, og kommer du til at kede dig – ja, så kan man også se det som et tegn på, at man ikke har brug for det mere. At det går fint med groundingen. Men ellers: køb en begynderbog, se videoer på nettet eller meld dig til et yogahold

Sommerferie. Dag 5. Om søvn.

Om aftenen dejser jeg omkuld i de bløde senge med det lyseblå sengetøj, som nogen har været så venlige at stryge, inden det blev lagt på (tak). Når badetøjet og håndklæderne er hængt op, gulvet fejet fri for sand endnu engang, vores sparsomme rod fjernet og tænderne børstet, ja, så falder jeg omkuld med krop og sind fuld af frisk luft, saltvand og sommerlyde. Og jeg ved, at jeg de næste 7½ time er langt væk, og at hjernen på den måde får ro til at bearbejde alle indtrykkene, og kroppen kan slappe af oven på endnu en aktiv og glædesrig dag. Her i ferielandet er det så nemt at få sovet godt og nok – sikke en velsignelse.

Lige så vigtig, som åndedrættet er for dit velbefindende, lige så afgørende er søvnen. Det ved du sikkert godt – det ved de fleste af os – men viden er ikke altid ensbetydende med, at man handler derefter, og desuden er søvnen svær at styre. Hvor gerne man end ønsker at sove godt, er det ikke ensbetydende med, at man gør det.

Her er mine værktøjer. Alt det med ikke at drikke kaffe for sent eller kigge på telefonen ved du sikkert allerede, så det regner jeg bare med, du følger. Mine værktøjer virker ikke altid, men jeg ville helt sikkert sove dårligere, hvis ikke jeg brugte dem:

Find ud af, hvad dit søvnbehov er, og indret din dag efter det. Jeg har fundet ud af, at jeg fungerer ganske fint, hvis jeg får 7½ time time. Gerne 8, men 7½ time er fint. Da mit vækkeur ringer 5.30, betyder det, at jeg skal sove klokken 22, og da jeg sjældent lukker øjnene med det samme, skal jeg krybe under dynen 21.30. Det er tidligt, men nødvendigt, og kræver, at jeg er bevidst om, hvor meget jeg skal nå efter aftensmaden.

Et nedkølingsprogram for kroppen er rigtigt effektfuldt til at blive søvnig. Yoga, er ganske effektivt, men udstrækningsøvelser, 10 minutter i en lænestol med lukkede øjne, fodbad, nogle minutters dagsbogsskrivning om dagen, der er gået, eller massage, hvis du er så heldig at kunne lokke nogen til det (og ellers kan man godt give sig selv ansigtsmassage).

Har man haft en travl dag, kan der godt poppe tanker, bekymringer eller ideer op i ens hoved, mens man prøver at lukke ned. Skriv det hele ned på en seddel (det gælder i øvrigt også, hvis du vågner om natten), og lov dig selv at kigge på sedlen i morgen. En nat var jeg oppe og skrive noget ned fire gange, men så faldt jeg også i søvn!

Der er næsten ikke noget dejligere end at mærke øjnene glide i, mens man læser en bog. Med de sidste kraftanstrengelser lukker man bogen og slukker lyset, inden man ruller om på siden og falder i søvn. Alle bøger er ikke lige velegnede – heftige krimier duer ikke for mig, ej heller bøger, der er så gode, at jeg ikke kan slippe dem. Jeg er ret glad for at genlæse digte af Søren Ulrik Thomsen (Fx Det værste og det bedste) eller romaner af Helle Helle (særligt Rødby – Puttgarten). De giver mig ikke noget nyt, for jeg har læst dem, men jeg nyder ordene, og det skaber ro i mit hoved at læse noget genkendeligt

Mit sidste, meget effektive, med garanti søvnfremkaldende middel, er kryds-og-tværs. For mig er der næsten ikke noget mere afslappende at sidde og kigge på ord, gruble lidt, og en gang imellem skrive. Et kvarter plejer at være nok til, at jeg falder i søvn.

Sommerferie. Dag 4. Om åndedræt.

I går gik vi hjem langs klipperne. Stien bugtede sig op og ned, og nogen gange befandt vi os pludseligt i en lille skov for et minut efter igen at have himlen over vores hoveder og det livlige hav på vores højre hånd. Der duftede skiftevis af caprifolier, muldjord, havvand og tang, og jeg snusede det hele ind, så godt jeg kunne. Det føltes som om, den liflige luft forsvandt helt ned i maven, selv om jeg godt ved, at den kun nåede til lungerne. Her til morgen, mens jeg stadig lå i sengen, genskabte jeg mig den rare fornemmelse af at blive iltet igennem og lå stille og trak vejret laaangsomt ind, holdt det, åndede langsomt ud, og holdt en kort pause. Ahhh.

I lang tid forbandt jeg det at have en krop med at gøre ondt. Forstået på den måde, at når jeg mærkede min krop, var det, når den gjorde ondt. Ondt i nakken, ondt i hovedet, ondt i lænden. Efter nogle behandlinger hos en massør oplevede jeg en dag det sælsomme, at min krop føltes rar at være i. Jeg mindes, at jeg kom gående hen ad en lang gang på arbejde efter at have været i printerrummet, og mens jeg gik tilbage mod mit kontor med min afspændte, bløde krop, begyndte jeg at føle trang til at bevæge mig, danse hen ad gangen, lige som Hugh Grant i Love Actually, der danser gennem villaen på Downing Street. Min krop ville mig det godt, den var rar at være i.

Et godt sted at starte, hvis man vil opleve den sælsomme fornemmelse af en afslappet krop, er åndedrættet. Det burde været det mest naturlige af alt, men det er det ikke. At trække vejret ordentligt kræver for de fleste voksne mennesker en seriøs indsats, så vi igen trækker vejret lige så ubesværet, som da vi var små. Det gode ved vejrtrækningsøvelser er, at du kan gøre det relativt ubemærket, selv når du sidder i toget eller på arbejde. Og det får du også brug for, for det tager tid at ændre en så indgroet og dårlig vane.

Sid godt. I starten vil jeg anbefale, at du sætter dig i skrædderstilling. Det er en utrolig behagelig stilling at sidde i, og jeg bruger den selv, hvis jeg kommer lidt opkogt hjem fra arbejde, med masser af tanker i hovedet om dagen, der er gået, aftensmaden, dagen i morgen osv. Den situation, hvor man nemt forfalder til at hænge over kattevideoer på facebook. Som sagt, sæt dig i skrædderstilling, og hvis dine hofter er lige så stive som de fleste andres, så sætter du dig med enden på en pude, så du kommer op og sidde på halebenene og har rank ryg. Læg hænderne afslappet på lårene eller knæene. Og er det med skrædderstilling dig inderligt imod og lidt for hippieagtigt – eller sidder du i et storrumskontor eller et andet sted, hvor en skrædderstilling vil vække opsigt – så sæt dig blot ret op på en stol!

Brug maven. Når man har travlt, kommer man nemt til kun at trække vejret ned i brystet. Vær derfor opmærksom på, at luften kommer helt ned i maven (hvilket den ikke jo ikke gør, men den mentale forestilling om det virker), så du får aktiveret mellemgulvet. Når du ånder ind, skal luften så langt ned, at du hele din maven udvider sig: navlen presses frem, rygsøjlen tilbage, og det nederste af ribbene giver sig.

Tæl. For at gøre op med en hurtig og overfladisk vejrtrækning, kan det være en hjælp at tælle med. Ånd ind, mens du tæller langsomt til 3. Hold vejret inde, og tæl til 3 igen. Ånd ud, mens du tæller til 3. Og hold pause, mens du tæller til tre. Ånd gerne gennem næsen, hvis du kan, i hvert fald indåndingerne.

Træn, så tit du har tid og mulighed for det. Med tiden skulle det gerne påvirke dit normale åndedræt, så det bliver langsommere og dybere. Herved får du både mere ilt og bruger din muskler mest hensigtsmæssigt.

 

Sommerferie. Dag 3. Om rum.

Vi bader i plads herovre. Vi går ture i skoven, bader i det store, blå hav, flader ud på træterrassen, støder aldrig ind i hinanden. De nærmeste naboer bor 25 meter væk, og selv i køen til is-huset om aftenen står folk løst spredt i noget, der er en kø, men som ikke ligner det. Hvidløgsånden fra gårsdagens gryderet bliver aldrig et problem for nogen, og jeg benytter lejligheden til at kunne fløjte højt og lidt falsk, uden at det generer mine omgivelser synderligt. Og selv vores hus, som vitterligt ikke er specielt stort, virker luftigt og højloftet, fordi det ikke er plastret til med ting over det hele.

Følelsen af rum og luft omkring os er vigtige for vores velbefindende, og hvis du som jeg bor i en by, sammen med andre mennesker, og går på arbejde, sammen med andre mennesker, oplever du sikkert en vis trængsel i dit liv. Om morgenen herhjemme flettes flere menneskers make-up-lægning, tandbørstning og barbering ind i hinanden, mens vi træder til siden, bukker os og flytter os for hinanden. På cykelstien kører jeg i en klump med 10-20 mennesker ind ad Nørrebrogade, holder afstand, bremser, viser tegn og justerer på alle måder mine bevægelser efter folk omkring mig. Jeg kommer ind på arbejde, går ud i personalekøkkenet, som er så småt og dårligt indrettet, at man går i vejen for hinanden, hvis man er mere end to derude. Bare tanken om at lave en kop kaffe, mens jeg træder til side for ham, der skal sætte en kop i opvasken, samtidig med, at jeg gør mig smal for hende, der skal have en gaffel i skabet, kan fratage mig enhver kaffelyst.

Vi kan ikke leve uden andre mennesker i vores liv, men for mange mennesker på for lidt plads i for lang tid er anstrengende og gør det sværere at mærke sig selv. Man kan gøre flere ting:

Oprydning. Hvor dødsygt, det end lyder, vil jeg til at starte med anbefale at rydde op omkring dig. Andre mennesker tæt på virker stressende, men det gør for mange ting også. Bunker af ting ser grimt ud, det gør det sværere at finde noget og at gøre rent, og så tiltrækker det mere rod. Og gør dig træt, fordi bunken er en konstant påmindelse om, at du bør gøre noget. Ryd op, giv væk, smid ud. Det er muligt, du kunne få 200 kroner for den aflagte børnecykel, men hvis den har stået ubrugt i to år, har den ikke lavet andet end at give dig dårlig samvittighed og tage pladsen i cykelskuret. Afsted til genbrugsbutikken eller genboens lille søn.

Pjæk. Stjæl dig til et privatliv, hvis du ikke har det. Min svigerinde, som er sygeplejerske, har i mange år overlevet sit travle familieliv på af og til at tage aftenvagter, så hun kan få noget tid for sig selv derhjemme i ny og næ, mens manden er på arbejde og børnene i skole. Nogen har mulighed for hjemmearbejde – udnyt det, siger jeg bare. Selv bruger jeg 4-5 af årets feriedage på fridage for mig selv. Det lyder kættersk at sige, for det er jo tid, jeg ikke er sammen med familien, men den dag, jeg indså, at jeg aldrig – som i ALDRIG – er alene, fordi jeg enten er på arbejde (i storrumskontor), på cykelstien sammen med alle de andre, eller hjemme sammen med mand og børn, ja, så forekom det mig at være en naturlov at bruge lidt af min ferie på denne måde.

Natur. Kom ud i det grønne. Bor du på landet, er du allerede i naturen – vi andre skal gøre noget mere aktivt, men selv i en storby kan det lade sig gøre. I København har vi Kongens Have, Amager Strandpark, Søndermarken, Dyrehaven, Assistens Kirkegård, Utterslev Mose, for blot at nævne nogen stykker, og din by har sikkert også noget at byde på. Det bedste er, hvis du kan komme afsted tidligt om morgenen eller vente til om aftenen, for ærligt talt er der ikke meget rum omkring dig på Charlottenlund Strand en lørdag ved frokosttid. Som sagt, det skal planlægges – men så kan det også godt lade sig gøre.

Sommerferie. Dag 2. Om tid.

I morges vågnede jeg til lyden af dæmpet snak fra to mennesker, der passerede på stien, der løber ved siden af sommerhytten. Havde jeg været for træt til at stå op, havde jeg lagt mig om den anden side og sovet videre, men jeg følte mig udhvilet og svingede benene ud af sengen, klar til en ny dejlig dag. Sikke en forskel fra clockradioen, der plejer at vække mig 5.30. Her i feriehytten bruger vi ikke ure. De ligger forladte og overflødige på bunden af toilettasken, for vi skal ikke bruge dem til noget. Vi laver mad, når vi er sultne, går i seng, når vi er trætte, og stranden er der for os, lige gyldigt hvornår vi kommer. Om morgenen er vandet køligt, midt på dagen er der mange mennesker, og om aftenen skal man tage sig lidt ekstra sammen for at komme under, men den er der, lige meget, hvornår vi kommer.

 I to måneder gik jeg rundt og troede, at den sitrende fornemmelse i kroppen, jeg vågnede med hver nat, skyldtes de store vejarbejde-maskiner ude på Frederiksborgvej, der døgnet rundt arbejdede med noget rørføring i jorden. Først da jeg tog på påskeferie og en nat vågnede i mine svigerforældres meget stille beliggende hus og stadig mærkede maskinernes brummen, gik det op for mig, at min krop prøvede at fortælle mig noget.  Det var en periode, hvor jeg lige fået ny chef, var i gang med efteruddannelse, skulle fejre min søns konfirmation, var aktiv i skolebestyrelsen – og så var der alle småaktiviteterne ved siden af (svømning, forsøget på at få gang i en blog for ikke at tale om min familie på mand og tre børn, som jeg jo også gerne ville være der for). Jeg har altid været ekspert i at planlægge og være forud for min tid, så jeg fik det hele passet ind, men det skete på bekostning af to ting: min krops velbefindende og mit nærvær.

Man kan ikke slappe af i sin krop, hvis man aldrig oplever fornemmelsen af at have god tid; hvis man altid er bevidst om at skulle kigge på klokken i ny og næ. Hvis tanken om en enkelt gang at komme sent i seng er umulig, fordi det tætpakkede program dagen efter ikke tåler, at man ikke er på toppen. Hvis det er en belastning at få en messengerbesked fra en mor, man engang kendte fra børnenes børnehave, der spørger, om man har lyst til at ses. Hvis man er ved at græde af glæde, hvis man oplever en uge, hvor man ikke skal noget efter arbejde nogen af dagene.

Den dag, hvor jeg indså, at jeg hverken havde ALS, sclerose, lavt blodsukker, højt stofskifte eller hvad jeg ellers kunne google mig til, men bare havde for travlt, indså jeg, at jeg måtte ændre på nogen ting i mit liv:

Forlang det rimelige. Mine børn har heldigvis længe hjulpet til herhjemme. De har smurt deres egne madpakker, siden de startede i 0. klasse (i starten med hjælp, men efterhånden kører det bare). Tjansen med at tørre af morgen og aften samt tømme opvaskemaskine er også fordelt mellem dem. Skolebørn kan også tørre af, dække bord, tømme opvaskemaskine. Og for en halvtredser gør min ældste søn badeværelserne rent, og min datter støvsuger til gengæld for, at vi har Netflix. Efter oplevelsen med vejarbejde- maskinerne laver de to store nu også fast mad en gang om ugen, hvilket er en kæmpehjælp.

Justér dine engagementer. Mange mennesker i dette land er engagerede i forskellige foreninger, vejlaug, forældregrupper, og hvor er det fantastisk! Men det er ikke fantastisk, hvis det bliver en byrde, og en gang imellem kan det være sundt at overveje, om man vitterligt behøver være aktiv (og måske formand!) i personaleforeningen, studenterrådet, skolebestyrelsen, vejlauget, andelsforeningen. Det er skønt med engagerede borgere, men tjansen kan jo også gå på tur. Jeg meldte mig ud af skolebestyrelsen, og der var heldigvis flere, der var interesserede i at overtage min plads, så hverken skolen eller de andre forældre i skolebestyrelsen led nød af at jeg trak mig. Jeg vandt nogle aftener og er fuldkommen tryg ved, at den nuværende bestyrelse har styr på tingene.

Husk, at de fleste godt kan lide at hjælpe. Jeg elsker at kunne klare mig selv, og vil helst have en hverdag, der ikke hviler på andres gode vilje. Det synes jeg stadig er en god målsætning at have, men derfor kan man jo godt huske, at de færreste har noget imod at tage dit barn med hjem fra fritidshjemmet i ny og næ, låne dig noterne fra den forelæsning, du ikke nåede, låne gammelt fastelavnstøj eller en fest-clutch ud, passe din kat, vande dine planter en uge osv. Vi er mange, der hader at være til besvær, og som stadig skal øve os i at bede om hjælp, men faktisk kan de fleste normale mennesker godt lide følelsen af at kunne træde til med en hjælpende hånd, når det hele brænder på. Ikke, hvis man bare forventer det af dem, og ikke, hvis det sker hele tiden, og især ikke, hvis man aldrig giver noget den anden vej – men det er jo heller ikke det, der er tale om her.

Din tid er en knap ressource. Vogt over den.