Seks skype-møder af en times varighed på én dag. Enough said. Jeg har fået dårlig holdning, blevet et par grader mere nærsynet, og mine skuldre og nakke værker og knager. Det har været en kæmpe åbenbaring at lære videokonferencekonceptet at kende, og jeg ser utroligt mange gevinster, som vi også kan bruge i fremtiden. Først og fremmest kan langt mere lade sig gøre over afstande, og det er blevet muligt at ses uformelt med folk, som man alt for sjældent ser i virkeligheden. Utroligt, hvor hyggeligt det faktisk kan være at sidde med hver sin kop te i hver sin del af byen og kigge på hinandens skærmansigter – også selv om de færreste bliver kønnere i den version.

Men der er stadig udvikling af hente på kropssiden. I sig selv kan almindelige møder være udfordrende for os, der godt kan lide og bevæge os, men der har man dog en vis fleksibilitet i at kunne dreje sig på stolen, rejse sig for at skænke kaffe og måske gå over og åbne vinduet. Foran den lille skærm er alt dette svært. Enten har resten af mødedeltagerne pludseligt kun udsyn til ens mave, eller også skal man slæbe skærmen med sig i alt, hvad man gør, hvilket også har sine begrænsninger.

Så jeg ender blot med at erkende, at man måske bare ikke skal have seks skype-møder på en dag, hvilket også vil glæde min mand. Han siger, at jeg … i hvert fald ikke taler lavt. Sorry.