En helt almindelig karantænedag – så almindelig, at man glemmer, at vi bare skal 14 dage tilbage i tid, så var intet af dette hændt.

For 14 dage siden ville jeg ikke klokken 7 om morgenen sidde og diskutere med min datter, om en stigning fra 55 til 69 til 87 var eksponentiel.

For 14 dage siden ville jeg ikke have haft den pudsige oplevelse af 2 forskellige skype-møder, der pludseligt foregik på sammen linje. Aner ikke, hvordan det kan ske, men det var ligesom når man kommer til at dobbeltbooke et mødelokale, eller bare går ind ad døren til det forkerte møde. Og ligesom i det virkelige liv vandt dem, der var kommet først, så dem fra det andet møde lettere forvirret måtte undskylde og forsvinde igen. Om de nogensinde fandt hinanden til deres eget møde, ved jeg ikke.

For 14 dage siden ville jeg ikke have glædet mig over at stå uden for i kulden og vente på kunden foran mig hos fiskehandlen. Men i dag glædede det mig usigeligt at opleve lidt aktivitet i butikken, for han hang godt nok med hovedet, sidst jeg var der. Det er ikke nemt at sælge, når dem, der plejer at købe på vej hjem fra arbejde om eftermiddagen, ikke længere kører hjem fra arbejde om eftermiddagen.

For 14 dage siden ville jeg have forsvoret at man kan have virtuel trommeundervisning, men det er ikke desto mindre det, der finder sted i min kælder i skrivende stund. Alain Trommelærer forsøger at banke noget rytme ind i min 11-årige, og det kan godt lade sig gøre, selv om det foregår via en telefon, der er stablet op på tre skokasser med en sandal i ryggen. Livet er sælsomt.