Dagbog fra et lukket land. Dag 13.

Jeg har været på kursus i dag. PÅ CBS på Frederiksberg. Herhjemme. Det gik på mange måder fint og anderledes. I stedet for 8 timer med forelæsninger, nye bekendtskaber, summeøvelser, gruppearbejde, frokost, hyggelige muffins og små bægre med nødder, var set-up’et 4 videoer af 15-20 minutter med powerpoints og snak, 1 podcast og 1 interview med en amerikansk professor. Og naturligvis hele hjemmemenageriet med Randers Regnskov kl. 9 og skypemøder på den anden side af spisebordet.

Meget forløb vel. Jeg slap for at bakse med at finde en plads til min cykel i de altid overfyldte cykelstativer på Dalgas Have. Jeg har troligt kigget på power points, lyttet til underviseren, produceret 11 siders noter og desuden benyttet mig af, at man kunne spole tilbage, hvis man ikke fangede, hvad der blev sagt. Jeg kunne indimellem også passe mit arbejde, herunder de tre hastebestillinger om alskens materiale, der pludseligt dukkede op i min indbakke. Pause på underviseren – arbejde, arbejde – start underviser igen. Smart. Dagen var befriende renset for de medstuderende, der – lad os sige det venligt – ikke altid har den mest veludviklede fornemmelse for, om deres spørgsmål og meget lange kommentarer har værdi for andre end dem selv. Det var superdejligt at kunne lægge sig på gulvet med benene op ad væggen, mens jeg lyttede til interviewet med professoren fra Stanford – og ingen protesterede, da det greb om sig, og jeg bevægede mig ud i Firbenet. Og så var det en fornøjelse at nyde min egen gode kaffe med sødmælk i stedet for kaffemaskinekaffen med minimælk.

Således opmuntret. Digital undervisning fuldført. Og lige som resten af det digitale liv for tiden er det slet ikke det samme som DET VIRKELIGE LIV. Der var ingen snak om, hvorvidt frokostbuffeten er blevet bedre og hvorfor der igen ingen smør er, ingen pudsige medstuderende man kan gå hjem og fortælle om, ingen lettelse over, at læreren er meget bedre end sidst, ingen småsnak i pausen med sidemanden, der WOW! også har en Dingbats-notesbog, ingen overraskelser – hverken positive eller negative –  og det er slet ikke det samme, at man selv skal stå og hælde nødder op i en lille kop. Sådan er det – det fungerer, og vi lever med det, og håber-håber-håber, at det nytter noget!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s