Dagbog fra et lukket land. Dag 12.

For en måned siden var den første ting, jeg tjekkede om morgenen, dagens temperatur på DMI. Det er en evighed siden. Der er kommet nye tal i mit liv.

Nu tjekker jeg som det første tallet for antal mennesker på intensiv i Danmark. 69 i skrivende stund, hvilket er 14 mere end i går. Som var 9 højere end i forgårs.

Vi har været hjemme i 12 dage. Når vi har været hjemme i 14 dage, burde der begynde at ske et fald i stigningstaksten, og når der er gået 14 dage efter den 18., hvor nedlukningen blev intensiveret, burde der ske endnu mere. Så er vi henne ved 1. april. Det er om 8 dage.

Kl. 9 starter skoledagen, og jeg er evigt taknemmelig for Randers Regnskovs liveudsendelser med Asser og Dennis, der gør det muligt at motivere en 11-årig til at stå op, selv om skolen er lukket. I dag om døden. Lige lovligt vedkommende tema.

5 timer i skype har jeg været i dag, og hold fast, hvor bliver man bims af det. Imens har jeg drukket 2 kopper kaffe og 4 kopper te.

5 mennesker er vi her i huset. Konstant. Hvor er det heldigt, at vi har det godt sammen.

2 meter skal der være mellem mig og de andre i supermarkedet. Vi prøver alle sammen, så godt vi kan.

1 million gange dukker der beskeder op i Aula, fordi funktionen med kun at svare læreren er lidt for godt gemt. Så jeg ved nu, at Amalie i 5. klasse har læst 41 sider i Jordens Salt, Ali har læst 68 sider, Anton har læst 102 sider og Gustav 14 sider. 1 million timer føles tidsforbruget på Facebook og Instagram også, mine livlinjer, som jeg p.t. har droppet enhver intention om at skære ned på. Og lige så mange gange, eller i hvert fald derhen af, har jeg vasket hænder i de 20 sekunder, som det foreskrives.

0 er antal meter, jeg har svømmet siden begyndelsen af marts. Og det er det antal gange, jeg var udenfor i går. 0 er også hvor mange kroner, der skal stå tilbage på min lønkonto den 31., for hver en øre skal ud i samfundet og bruges hos den lokale fiskehandel, hos min yndlingspapirbutik, kaffehandlen og alle de andre små butikker, jeg så gerne vil bevare. Jeg er et priviligeret menneske, der kan arbejde hjemmefra og få løn for det – det forpligter. Der er 0 sommerferieplaner, og intet kunne bekymre mig mindre.

Mens jeg sidder og skriver, tikker der en sms ind fra en veninde. Den starter sådan her: Mit liv er lige nu 50 timers arbejde, kun afbrudt af en milliard kig i køleskabet.

Jeg er ikke den eneste, der har fået nye tal i sit liv.

En tanke omkring “Dagbog fra et lukket land. Dag 12.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s