What would Søren Ulrik Thomsen do? spurgte jeg ud i luften og tog hans samlede digte ned fra hylden. Der er næsten ikke den følelse, jeg ikke har kunnet finde i et af Søren Ulriks Thomsens digte, blot formuleret langt rigere, end jeg selv ville formå. Der er ingen som ham, der kan beskrive fornemmelsen af forladthed, tristessen ved en betonbygning i regnvejr, lettelsen ved at man alligevel ikke var syg, de surrealistiske drømme, der opstår i ens hoved i løbet af en tung, lang eftermiddagslur, eller bare sorgen over en gammel kat, der ikke er mere.

De gode digtere skriver, så man tænker: ja, netop, det er lige sådan, det er. Men har nogen af dem skrevet digte, der vækker genkendelsens, om ikke glæde, så tryghed, ved de dage, vi gennemlever lige nu? Digte, der også kan læses i en coronatid?

Søren Ulrik Thomsen får ordet:

Det værste er når en hemmelig dør i tapetet går op/ og man stirrer direkte ind i det rum/ hvor mørket til de kommende vintre står stablet OG Det værste er dén alarmerende stilhed/hvormed de værste sygdomme siver/igennem det trævlede kød OG Det værste er at der næsten altid/klæber lidt størknet et-eller-andet/til kontantautomaternes tastaturer OG Det værste er at miste modet/før en helt ny dag er begyndt OG Når dagene bare går – med hvad? – er det værst OG At alting stadig kan ske er det værste

Det blev dystert. Så vi tager også den anden side af sagen:

Det bedste er stilheden/bogsidens stilhed OG Når en smuk, grå habit gør min knusende uro mulig at bære/og Guds Tavshed overdøver det onde blods susen/og alting bare går o.p. = op er det bedst OG At man altid kan læse Den Store Gatsby/en gang til er det bedste OG Det bedste er at jeg selv på de værste/dage er nysgerrig efter i morgen OG At alting stadig kan ske er det bedste OG At der hele tiden har været lidt mere/af ”det bedste” end af ” det værste” er bedst.

Det er det, vi satser på. At der hele tiden vil være mere af det bedste end det værste. Vi tager fjorten dage mere herhjemme og krydser fingre for, at det bringer os fremad, og at vi fælles flok formår at løfte vores samfund igen og være nysgerrige efter dagen i morgen.