Helvede er de andre, sagde Sartre, men lige nu helvede, at de andre ikke er der. Jo, de er der endnu, som lettere forvrængede digitale billeder på den bærbare, som stemmer i telefonen, som ord i en e-mail, som sms’er, som beskeder, men den manglende fysiske kontakt, den to-dimensionelle oplevelse af mennesker omkring, er flad.

Ingen bliver smukkere af at tone frem i skype-billedets hårde lys – hvor der i det virkelige liv blot er fine linjer, er der nu hårde skygger, og den vinterblege hud, de fleste af os bærer rundt med, tager sig endnu mere kold og skummetmælksagtig ud. Og de små detaljer, der krydrer det hele, får ingen plads. Mine kollegas lange, blanke højrøde negle, der plejer at klikke mod bordet, når hun rammer det – de er hverken at se eller høre. Min chefs fantastiske guldring med snirkler og farvede sten. Væk fra mit blik. Sekretærens små tatoveringer på armene med skråskrift-citater, der har betydet noget i hendes liv, og som jeg plejer at sidde og dreje hovedet for at tyde. Borte. Ingen eksotiske dufte fra de andres parfumer. Ingen klirrende lyde fra armbånd.

På gå-turen i mosen trækker vi ind til siden, når der kommer nogen imod os, og når jeg hører en løber komme prustende bagfra, mens han ånder tungt ind og ud, drejer jeg uhøfligt ansigtet væk og holder vejret. I butikken holder jeg dankortet ud i strakt arm, på så lang afstand som muligt fra den stakkels kassemedarbejder, der i sin fastlåste position bag kassen er afhængig af, at vi andre tager situationen alvorligt, og jeg passerer hurtigt forbi og ud med mine varer.

Jeg har min familie omkring, Gud ske tak og lov for det, og jeg kan som en anden dronning kun sende mine tanker til alle aleneboende, som er dem, der virkeligt har lov til at klage sin nød. Hudsulten i befolkningen vokser dag for dag, og der er ikke andet at sige, at der kommer en dag, hvor vi igen må ae og kramme og kindkysse.

Luftkys fra Yvette.