Man er i gang med én mail, og så svarer man lige på en anden fra en kollega, der spørger, hvor man finder Randers Regnskovs online-undervisning, og tilbage til den første mail, og så ringer telefonen, og man skal lige råbe til yngste søn, at han skal se og få spist morgenmad, hvorefter der popper en besked op på Aula om, at der ikke bliver lavet nok lektier i 9. klasse, hvilket afstedkommer, at jeg skal lige hive fat i ældste søn og sikre mig, at det naturligvis ikke gælder ham, og jeg vender tilbage til et notat, der skal skrives, og bliver spurgt inde fra stuen om, hvad et proprium er, hvilket jeg bliver nødt til at google, for det med grammatik er længe siden, og tilbage til notatet, mens jeg prøver at lade være med at lytte til den samtale, min mand har med sin kollega om en aktindsigtssag, og skift til DR for lige at være opdateret på situationen i samfundet, og sådan kører det otte timer i træk – af og til afbrudt af datteren, der kræver ro til sin terminsprøve i engelsk og i øvrigt gerne vil have noget at spise.

Den gode historie er, at evnen til at have mange bolde i luften trænes intenst og vokser dag for dag. Den dårlige historie er, at det der med fordybelse, fokus, flow, koncentration og ro lige nu er en saga blot, selvom den mentale ligevægt i disse dage måske er særligt vigtigt. Den er der ikke altid plads til, og i stedet bliver man bare… træt. Det er så sådan, det er lige nu.

Til gengæld sendte jeg et glas surdej ud i verden, holdt et kort, men hyggeligt afstands-vareoverleverings-møde-med min mor i det fri, og gik en afstands-tur med en veninde, og det er også værd at glæde sig over.