Fem dage varede freden. Så startede diskussionerne om, hvorvidt Folketinget havde været tilstrækkeligt informeret om Sundhedsstyrelsens forbehold for det hasteindgreb, der blev vedtaget torsdag. Nå, men det var dejligt, så længe det varede.

Den protestantiske arbejdsetik blomstrer her i hjemmet. Jeg vælter direkte fra morgenbordet ind til PC’en, og forlader stedet igen ni timer senere, kun afbrudt af mindre kaffe/spise/armbøjnings- og squatpauser (mere af det første end det sidste). Mails og skypemøder i en lind strøm, og nogen gange samtidig, selv om det er mod god skype-stil (lærer jeg i en tutorial fra LinkedIn). Jeg kan nu styre et møde via chat-funktionen i venstre side, er i stand til at invitere flere undervejs,  erfarer at den petroleumsblå væg i køkkenet klæder mig bedre end den gråblå i stuen, og at megamusel gør sig flot online. Overfor sidder min mand, hvilket er hyggeligt, men upraktisk, når vi har skypemøder samtidig, og ovenpå de store børn, der holdes i kort snor af hyppige afleveringer til deres lærere.

Den, det går mest over her i hjemmet, er den 11-årige. Ingen konkrete opgaver fra dag til dag, blot en masse forslag til ting, eleverne kan arbejde videre med uden nærmere deadline, end at det skal være færdigt, når de møder i skole igen. Det har han lige så svært ved at administrere, som vi voksne har ved at administrere klimaforandringerne. Det er for langt væk til rigtigt at være alvor. Vi laver skema for dagen, så det hele ikke flyder ud i et, men rigtigt sjovt er det ikke, hverken for ham eller os.

Dagens største begivenhed er en gåtur til den lille Irma for at købe mælk og kartofler. I løbet af sådan en dag føles det som om, man bliver mere og mere hoved og mindre og mindre krop, og så er det befriende igen at mærke musklerne arbejde og den friske luft i ansigtet. Her til aften skulle halvdelen af familien have været i svømmehallen, og det er på samme tid en befrielse ikke at skulle haste ud af døren og vanvittigt ærgerligt at gå glip af den dejlige træthedsfornemmelse i kroppen bagefter. I dag er det kun hovedet, der er træt.