Der er allerede ved at danne sig visse mønstre i vores anderledes tilværelse.

Jeg rydder op og rydder op og støvsuger og tørrer støv af. Fem mennesker på 110 kvadratmeter kan hurtigt få det trangt, hvis deres ting også får lov at brede sig, og børnene har en særlig evne til ikke at kunne gå igennem et rum, uden at efterlade sig en genstand. Det er ligesom at være i sommerhus – blot flyder det ikke med sand og badetøj og kasketter, men med nullermænd, strømper, legetøj. Særligt spisebordet med de nyetablerede arbejdspladser er en magnet for rod. Opslåede aviser, tøj, kuglepenne, telefoner – alt ender umærkeligt her. Pludseligt står et vasketøjsstativ i stuen, fordi det begyndte at regne udenfor. Pludseligt ligger der to fodbolde i entreen.

Ligesom husordenen bliver mine tøjvaner også mere og mere afslappede, og jeg lover mig selv at give fleecen en pause i morgen og lege, at jeg skal rigtigt på arbejde og se præsentabel ud. Min mand skal jo sidde over for mig og se på mig en hel dag.

Sammen ser vi igen pressekonference, og økonomi er åbenbart ikke så vitalt, at det kræver døvetolkning. Det var jeg ellers ved at vænne mig til, så pludseligt virker der hel tomt bag Mette Frederiksen.

Især den yngste keder sig, og jeg tænker for første gang, at det godt kan blive nogle lange uger. Han hænger op ad mig og ved ikke, hvad han skal lave, og jeg forsøger at dæmpe min irritation og foreslår ham at tegne, læse, hoppe i trampolin, whatever! Vi ender med at bage kanelsnegle sammen. Det er hyggeligt, og jeg husker at tage 10 armbøjninger!

Senere kører jeg ned til min mor med en kanelsnegl i sikker virus-fri-indpakning, men hun og jeg er endnu ikke helt rutinerede i vores på-afstand-besøg, for mens jeg forgæves har banket på og lagt kanelsneglen i hendes cykeltur, får jeg en sms, der siger dyt-dyt. Hun holder uden foran mit hus med en æske kager. Da jeg cykler tilbage, passerer hun mig i bil og vi vinker til hinanden – det er selvfølgeligt også en måde at se hinanden på. Næste gang må vi koordinere det bedre.

Det er en søndag med tid til at tænke, og søndagsaviserne er fulde af forskellige blik på coronakrisen. Skal EU gøre mere? Virker det at lukke grænserne? Hvordan undgår vi at angsten tager over? Hvordan får vi alle til at tage det alvorligt? Og hvor mange penge og energi er der tilbage til klimatiltag, når vi er på den anden side? Særligt det sidste rammer mig, og jeg kan mærke, det kræver en aktiv indsats ikke at blive grebet af mismod. Politiken har en reportage om forløbet i Statsministeriet onsdag aften op til pressekonferencen, og jeg bliver glad af at læse om, hvordan Josephine Fock, som ikke kunne være til stede, havde givet Pernille Vermund mandat til at bakke op om det, statsministeren fremlagde, hvis de andre partier også støttede det! Lige nu er der et befriende fravær af personlige intriger på Christiansborg, og jeg krydser fingre for, at det varer ved længst muligt og at alle bevarer blikket rettet mod, hvad der er bedst at gøre nu, og ikke hvad man skulle have gjort anderledes i går.

Inden jeg går i seng, ser jeg endnu et afsnit af Vera, lægger neglelak og smider fleecetrøjen til vask.