Min mand og jeg står op til normal tid og gør alt, som vi plejer, undtagen at vække børnene. Den ældste på 17 overrasker dog ved pludseligt at stå i køkkenet klokken syv – hun har en studieaftale med en af kammeraterne fra klassen. Så fornuftigt! Vi spiser morgenmad alle tre – det foregår ved bordet i køkkenet, for spisebordet er nu inddraget til arbejdspladser. Jeg sparer tid ved hverken at skulle gøre voldsomt meget ud af tøj og make-up – kører en afslappet weekendstil, der dog stadig skal kunne tåle skypesamtaler med billede! Den sædvanlige halve time på cykel til arbejde kan jeg også springe over, så klokken 7.30 kan jeg starte arbejdsdagen, hvor der allerede ligger masser af mails. Min mand har problemer med at gå på nettet og vi prøver forskellige ting, men jeg må afbryde min bistand, fordi jeg har skypemøde med en helt gruppe medarbejdere. Den slags møder har ikke været en del af mit arbejdsliv indtil nu, og jeg er overrasket over, hvor sjovt og hyggeligt vi har det med at se hinanden i hjemmeomgivelser, i afslappet tøj og af og til et barn i baggrunden, der går forbi. En har den flotteste væg – det ser ud som om, hun sidder i en skov – og senere skriver hun til mig, at det bare er tapet, som man kan få i tusind afskygninger. Får lyst til det samme herhjemme. Mødet tager en halv time, og da jeg er færdig, har min mand fået nettet op og køre og sidder nu i skypemøde med sine kolleger. Meget af dagen går med at aflyse møder, lave møder om til skypemøder, hvor det kan giver mening, og ellers tage mig af den linde strøm af mail, der konstant er. I chefgruppen har vi en lang korrespondance omkring nogle detaljer omkring det at arbejde hjemme, og vi beslutter at afvente HR. Jeg skriver med en veninde, der også sidder derhjemme foran skærmen med familien omkring sig. Hun startede arbejdsdagen før 6!

Jeg vækker den mindste klokken 9. Vi har endnu ikke fundet en model for, hvordan hverdagen skal fungere, men da han pludseligt befinder sig bag sin playstation efter morgenmaden, får jeg øjenene op for, at en vis struktur vil være en god ide. Flere af hans lærere har allerede skrevet ud, og jeg laver et skema med fag og pauser, og så går dagen eller med at holde ham ved ilden og styre, at pauserne ikke pludseligt strækker sig en evighed. Frokost skal han også have midt i det hele. Den 15-årige kører sit eget liv – han har styr på, hvad han skal lave af lektier og behøver ikke hjælp til at holde disciplinen.

Klokken 15 lukker jeg ned og cykler en tur. Dette liv kan hurtigt blive et meget inaktivt liv, nu jeg hverken kan få de daglige cykelture og komme i svømmehallen om mandagen, som jeg plejer. Igennem dagen har jeg taget 10 armbøjninger, hver gang jeg har været ude for at lave kaffe – det er en start. Jeg kører forbi en luksusgenbrugsbutik på Godthåbsvej, som jeg længe gerne har været forbi – det er om at støtte de små erhvervsdrivende i disse tider. Der er kun en enkelt anden kunde end mig, men hende, der har butikken, siger, at folk nu stadig kommer forbi for at se på det tøj, hun lægger tøj op på Instagram, så biksen kører. Det glæder mig. Jeg har virkeligt ondt af dem, hvis små butikker og virksomheder er truet.

Hjemme igen tager jeg igen en times tid på mailen – der bliver ved med at være spørgsmål og ting, man skal forholde sig til. Vi spiser aftensmad, og om aftenen ser jeg sammen med min mand den seneste pressekonference om, at grænserne skal lukkes. Det er alvor nu – men samtidig skal vi også holde samfundet kørende og arbejde og gå i skole, som det nu kan lade sig gøre. Det er svært at finde ud af, hvilket humør man skal være i. P.t. er alle i familien sunde og raske, vi har ingen forestående rejser eller fester, så på den måde er vores ofre næsten ikke-eksisterende. Men er det blot starten? Og hvad bliver efterregningen? Og hvilket samfund kommer vi tilbage til – er alle vores yndlingsrestauranter og bagere og butikker gået nedenom?

Inden jeg går i seng, tjekker jeg lige mailen igen. Det ville jeg aldrig gøre en fredag aften under normale omstændigheder, men alt er lidt anderledes. Vores chef har sendt en mail ud med tak for indsatsen for i dag – det er sødt af hende, at hun har overskud til det midt i alle de tusinde spørgsmål, jeg ved hun er i færd med at håndtere, og det varmer.