Nedlukningsdag. Min mand og jeg står op til sædvanlig tid og følger stort set de sædvanlige morgenrutiner, om end min morgenyoga bliver kortet lidt og jeg bruger et kvarters tid på at skrive til medarbejderne og besvare et par sms’er. De er tidligt i gang, de mennesker! Den mindste er den, der har taget al coronasnakken den seneste tid mest alvorligt – først og fremmest er han bekymret for sine bedsteforældre. Vi siger til ham, at de har det trygt og godt indenfor. Mens min mand og jeg spiser morgenmad i stuen, ligger mindstemanden og vågner under sin dyne på sofaen inde i stuen, hvorfra han kan se os. Jeg kører tidligt afsted på arbejde og lægger vejen forbi biblioteket for at aflevere nogle bøger; regner ikke med, de udskriver bøder, men jeg vil faktisk gerne af med dem, så jeg ikke skal se på dem mere. Det bliver en dag er fyldt med småmøder, spørgsmål, mailkorrespondance, skriverier. En af mine medarbejdere er hjemme, fordi han har været i Madrid i weekenden, så ham har vi ikke set hele ugen. Jeg snakker i telefon med ham, og han siger, at den planlagte test på Hvidovre er aflyst, fordi sundhedsmyndighederne har ændret strategi. Før frokost holder vi en times møde i chefgruppen. Vores vicedirektør er presset og ikke så smilende, som hun plejer, og bliver irriteret, når vi taler i munden på hinanden. Hun havde en lang dag i går. Mens vi taler, er nogen på mailen, og vi må gribe en mailkorrespondance, der er ved at udvikle sig, og få talt om, hvordan vi lukker den ned.

Jeg skal have skrevet en lang mail ud til mine medarbejdere, men en masse spørgsmål skal cleares, inden jeg kan gøre det. Tillidsmanden, der er en af mine medarbejdere, stikker hovedet ind lidt i to er viser frustration over ikke at vide noget. Jeg skynder mig dog at få gjort min mail færdig og sender den ud. I løbet af eftermiddagen forsvinder medarbejderne efterhånden og jeg får ro til at færdiggøre mig. Jeg har slet ikke spist frokost og sluger i hast min medbragte nudelret i køkkenet. Det meste af dagen står på kaffe og chokolade.

Jeg får en mail om, at det masterkursus, jeg er tilmeldt senere på foråret, kører første undervisningsdag som fjernundervisning, og jeg glæder mig over, at det ikke bliver aflyst. Samtidig krydser jeg fingre for, at eksamen i det fag, jeg netop har afsluttet, dropper den mundtlige del og kun bliver en opgave. Man har lov at håbe.

Jeg har min yngste søn i røret adskillige gange, men alt er ellers roligt på hjemmefronten. Han fortæller, at nettet er kommet op at køre igen, hvilket er en stor lettelse at vide – der har været lokalt nedbrud siden onsdag, så vi har kørt på mobildata, og tanken om at være fem mennesker hjemme uden normal netforbindelse har stresset mig lidt. På et tidspunkt ringer den 15-årige fra Rundetårn, hvor han er inde med en kammeret! Ved 18-tiden siger jeg farvel til tre af mine chefkolleger, der har samlet sig i et af storrumskontorerne, hvor de sidder og arbejder. Jeg har tasken fuld af computer og headset og ledninger og sager. Det er mærkeligt at forlade den øde bygning, og jeg krydser fingre for, at planterne derinde overlever.

Det er stormvejr, da jeg kører hjem ved sekstiden, og byen er underlig tom og grå og forblæst. Jeg ringer til min mor, der ikke tager den, og jeg når at hidse mig op ved tanken om, at hun skulle have taget ud og ageret babysitter for nogen børnebørn. Min mistanke bliver dog gjort til skamme, da hun lidt efter ringer og beretter om sin dag hjemme, og jeg aflyser min brandtale om, at hun skal passe på sig selv. Hun er 83.

Om aftenen sætter jeg min hjemmearbejdsplads op, tjekker at headset’et duer, så jeg er klar til at skype, og fikser et par mails. Vi er flere, der – på min foranledning – skulle have været på fredagsbar i morgen, og det ærgrer mig grumme, at det ikke bliver til noget. Jeg sender en ny invitation ud til 30. april – der må alt da være normalt igen. De færreste af os tror vist på, at det kun bliver 14 dage, men der er lang tid til 30. april.