Man falder i snak med alle mulige herovre. Når man passerer en hundelufter på den stille morgenstrand, når man står i kø til is og får gode råd om, hvad der er bedst, og når man får øjenkontakt med sommergæsterne i huset ved siden af, der også har sat sig på terrassen for at nyde solen. Vi er alle fælles om vores glæde ved at være her, og mere er der sådan set ikke brug for. Vi ved ikke, hvem hinanden er, hvad vi går og roder med, når vi ikke holder ferie, og om vi bor i en 2-værelses i Rødovre eller kæmpe villa i Risskov. Og surprise! det gør ikke noget, for i al denne overflod af sol og varme og hav og blæst og bjergtagende landskaber og dejlige oplevelser med dem, man holder af, ja, så føles alt det halløj med præstationer og jordisk gods så fjernt og ligegyldigt. Det vigtige bliver pludseligt, at vi er glade og har set noget smukt eller nyt og ikke har skændtes og at vi alle har det så godt i vores kroppe af al den badning og gåen rundt og luft og indtryk.

Hvor meget jeg end anerkender fordelen ved at sætte sig mål i livet – ved at arbejde for en vigtig sag, spare op, knokle for at få en uddannelse – så har målene det med at brede sig på alle livets områder, og før man ved af det, halser man rundt i en evig jagt efter anerkendelse, succes, sundhed, penge, lykke og kærlighed. Blikket er fæstnet på horisonten, dér hvor målene en dag vil være opfyldt, hvor huset vil være istandsat over det hele, de sidste kilo tabt, det gode job nået, og man kommer umærkeligt til at betragte dagene, der forløber i tiden op til den endelige målopfyldelse, som skridt på vejen og noget, der bare skal overstås. Indtil DEN STORE DAG indtræffer.

DEN STORE DAG indtræffer sjældent. Drypvis gør den det, men den dag, du endeligt tager din sidste eksamen, mangler der stadig at blive malet en dør derhjemme; den dag, du endeligt får din velfortjente lønforhøjelse, kæmper du stadig med at få din teenagedatter til at tømme opvaskemaskinen; den dag, du endeligt når idealvægten, har du stadig ikke råd til at flytte til et større hus.

Og ved du hvad: det gør slet ikke noget. Den anerkendelse, du gerne vil have, de behov, du gerne vil dække, de drømme, du gerne vil indfri, de afhænger ofte slet ikke af din indkomst og din berømmelse. Eller størrelsen på dit hus. Eller antal sko.

Som man plejer at sige: Det er de færreste, der ligger på dødslejet og tænker ”bare jeg havde tilbragt noget mere tid på kontoret”. Det er ikke til at sige, hvad man vil værdsætte til den tid, men mon ikke det for de flestes vedkommende vil være noget med at have haft masser af kærlighed i sit liv, grinet meget, værdsat de små ting i livet, snakket med interessante mennesker, undgået store ulykker, oplevet noget interessant.

Den dag du holder op med at fodre dit ego og dets mange storladne drømme, den dag får du for alvor mulighed for at leve et stort liv. Det betyder ikke, at du skal holde op med at forfølge langsigtede mål; det betyder, at du skal tage hvert enkelt mål op til nøje granskning og spørge dig selv, hvorfor du bruger tid på dette mål, og hvad du forventer, det vil give dig. Om det er en kamp, det giver mening at kæmpe.