Sommerferie. Dag 12. Om plan B.

Ulempen ved det varme vejr er, at der nogen gange kommer alger i vandet. Det oplevede vi, da vi gik ned til stranden her til formiddag. I dag skulle vi bare bade og ikke køre nogen steder, men hvem har lyst til at bade i plumret, brunligt vand? I vandet ville vi, så vi satte os i bilen og kørte 5 km op ad kysten, til en vildere strand med stenbund, hvilket vi ikke er vant til. Av, nogen sår, jeg fik på mine fødder af at forsøge at gå ud i vandet, og jeg opgav hurtigt og stavrede meget uskønt tilbage. Der var nok en grund til, at alle andre mennesker på stranden badede fra badebroen, og jeg fulgte eksemplet og hold da op, for nogle skønne bølger, der var derude. Det var en helt anden måde at bade på, – vildere og man måtte svømme hele tiden, for der var dybt (og bunden var som bekendt i øvrigt af sten, og hvem har lyst til at røre det?). Efter et kvarter gik vi op, helt møre i kroppen, og hvilken salighed det var at sætte sig på sit håndklæde og hvile og lade blikket falde på den sælsomme natur i det fjerne, hvor stranden gik over i et bakket, grønt landskab med stier og klipper.

Lige så langt tilbage, jeg kan huske, har jeg lagt planer. Planer for weekenden, aftenen, studiet, fremtiden, mine børns liv. Jeg har kigget på verden omkring mig, scannet situationen, mulighederne og farerne, analyseret og vurderet for til sidst at hæfte bunken af store og små informationsbidder sammen til planen.

Nogen gange har planen været enkel og skråsikker og blot krævet, at jeg leverede den nødvendige dosis disciplin. Få overstået alle de kedelige pligter i huset lørdag, og slap så af søndag. Eller knib ballerne sammen og læs pensum og kom til timerne, så skal du nok komme igennem Erhvervsøkonomi. Det er den slags planer, der skal føre en sikkert fra punkt A til punkt B, så man kan nyde resultatet på den anden side og smide sig på sofaen med en god følelse i kroppen. Slankekure og træningsprogrammer hører også til i denne gruppe, lige som gode hensigter om at ringe til ens farmor hver søndag eller sætte skolæste i skoene om aftenen, så de holder længere. Det svære er ikke at skrue planen sammen, det svære er at følge den.

Andre planer ligner en indkøbsseddel, der har ligget og rodet rundt i bunden af en mulepose i uendelige tider; krøllet, revnet og med ord, der er tværet ud af saften fra en mast pære. Det er den slags planer, man laver, når man køber et gammelt hus for første gang, og hverken kender sine egne evner eller bygningens skjulte skavanker. Eller tager på bilferie gennem Europa i højsæsonen. Eller på legeplads med sine tre små børn. Man kan gøre et vist forarbejde, men der er udefrakommende faktorer og manglende viden, som man først bliver bevidst om og må forholde sig til, når det opstår.

Og så er der de planer, der er så indgroede i os, at kun den skarpeste, mest årvågne sjæl vil opdage, at der er taler om planer. Vaner, værdier, livsstil, kultur; forklædningerne er mange, men dybest nede gemmer der sig en masterplan. En overbevisning om, hvad der er det rigtige eller mest fornuftige at gøre for at få et godt liv.

Når vi vælger at tage en uddannelse, er det sjældent af den ene grund, at samtlige fag lyder så spændende, at vi uvægerligt må følge dem; det er også ud fra en forestilling om, at uddannelse højner muligheden for et job, som vil give en brød på bordet og – hvis man er heldig – stimulere en, så man synes, det er værd at bruge mange timer på. Og når man kan tjene penge, er det også nemmere at stifte en familie og købe en bolig. Eller det er nemmere at få alle de fysiske ting, man drømmer om. Eller at rejse jorden rundt. Og når man engang bliver gammel, har man forhåbentligt sparet nogle af de penge op, man har tjent, så man kan forlade arbejdsmarkedet og stadig have råd til noget af det, der gør livet sjovt. Der er en plan. Der er et mål og en beskrivelse af, hvordan vi kommer hen til det mål fra den position, vi befinder os på lige nu. Det er ikke sikkert, man har stillet tingene så firkantet op i sit hoved, men tro mig – den dag man går hjem til sine forældre og fortæller, at man ikke har tænkt at tage en uddannelse, så skal de nok formulere det nogenlunde, som jeg har beskrevet ovenfor. Bare mere højlydt.

Planer er gode at have, lad os holde fast i det. Planer skaber fremdrift, holder os fast på vores mål, når vejen dertil bliver lidt træls og gør det muligt at realisere vores drømme.

Men det er med planer som så meget andet her i livet – vand, mad, frihed, tryghed, spænding. Man kan godt få for meget. Mere er ikke nødvendigvis lig med bedre. Grundlæggende er der to problemer med planer, hvoraf det første er, at de har en tendens til at blive et mål i sig selv, og det andet er, at de sløver vores evne til at improvisere, hvilket igen bærer et problem i sig, nemlig at vi går glip af en masse uventede oplevelser.

Planer, der slutter sig om sig selv, er planer, som vi glemmer at forholde os til; planer, hvor det bliver et argument i sig selv at følge den. Vi glemmer at spørge os selv, om planen stadig giver mening i vores liv, eller om den blot hænger ved som en gammel vane, ligesom måden man lægger øjenmakeup på eller koger sine æg. Eller måske i højere grad udtrykker andres tanker.

Den slags planer findes ikke hos mig, tænker du. Så dum er jeg ikke. Jeg reflekterer skam over mit liv. Hvad regner du mig egentlig for? Jeg regner dig for at være et meget tænksomt og klogt menneske, der ligesom resten af menneskeheden overvurderer dets evne til at tænke rationelt. Heldigvis, for det vigtige her i livet er sjældent rationel; skønhed og kærlighed og interesser og lyster er sjældent rationelle, men det sjove er, at vi ofte handler som om, vi er rationelle. Og det er her, tingene støder sammen, for vi følger en rationel plan, som ikke længere giver mening i vores alt-andet-end-rationelle liv.

Min mand og jeg havde for mange år siden to små børn og ville gerne have en tre’er. Vi boede også i et gammelt hus, der havde været under renovering, siden vi flyttede ind – vores yngste var da 2 måneder – og vi manglede stadig et værelse i overetagen. På væggene i dette værelse sad grimt og sikkert brandfarligt cigarkassetræ, under vinduet en gammel energislugende el-radiator og gulvet var belagt med et grimt linoleumsgulv af en art. Vi var enige om, at vi ikke skulle have en treer, før det værelse var sat i stand, måske ud fra en overbevisning om, at endnu et barn ville gøre det endnu mere urealistisk at få det lavet, måske for at presse os selv til at blive færdige. Men tiden gik, vi kom ikke videre med værelset, vores to børn blev større og jeg blev ældre. Til sidst indså vi, at det var en dum regel, vi havde lavet, så vi droppede den, fik endnu et dejligt barn og på en eller anden måde lykkedes det os også at få færdiggjort værelset. Planen blev ændret, og alt blev bedre.

En af mine veninder og hendes mand købte nogenlunde samtidig med os et lige så gammelt hus, som de ved Gud også har hældt mange penge og meget tid og energi i. De har en aftale om, at de en gang om året sætter sig ned og kigger hinanden dybt i øjnene og spørger sig selv, om de stadig er glade for at bo i deres hus, om charmen opvejer besværet, om de stadig vil være arbejdssomme husejere.

Det var det ene problem med planer: de kan blive et mål i sig selv, mens planens hovedperson mentalt er stået af for længe siden. Planen er blevet et tog, der tonser derudaf uden fører. Det andet problem med at bygge sit liv på planer er, at man bliver dårligere til at improvisere.

Jeg læste engang et interview med en mor til fire. Sådan en kvinde kan jeg, der er mor til tre, ikke lade være med at beundre. Det interessante var, at kvinden fortalte, at det var meget nemmere at have fire børn end tre. Hvorfor? Fordi den ældste kan hjælpe med den yngste? Nej. Fordi man er mere garvet som forælder? Nej. Fordi man er ældre? Absolut nej. Det, der til gengæld skete, da de fik barn nummer fire, var, at de opgav at følge med. De opgav at være tjekkede, at komme til alle forældremøder, at være i form, at gøre karriere. De opgav at have styr på alting, men vænnede sig til at tage tingene, som de kom. Og så blev alting nemmere. En smule mere kaotisk, måske, men sandsynligvis også mere afslappet. Afslappet, fordi man ikke har blikket fast hæftet på den store køreplan, men gør, hvad der kan lade sig gøre i enhver situation.

Min mands kusine og hendes mand har fået fire piger i rap. Det er ikke hende, jeg refererer til ovenfor, men de er lige så gode eksempler på, hvordan man håndterer fire børn i en travl hverdag. Jeg vil ikke sige med overskud, for det vil de nok selv betakke sig for, men med godt humør, snilde løsninger og en meget lille trang til at gøre ting, som traditionerne foreskriver. Hun og jeg var engang i svømmehallen, og hun havde tre af pigerne med, som på det tidspunkt måske var 2, 4 og 8 år. Da vi alle havde vasket os og skulle til at tage badedragter på, spurgte moderen hende på 8: hvor er din badedragt henne? Og pigen svarede klart: den ligger hjemme hos mormor. Allerede der var jeg ved at panikke på deres vegne, og så i ånden, hvordan hele turen gik i vasken. Min mands kusine, til gengæld, hun kiggede blot på de tre piger, og sagde så til den mellemste, at hun skulle give sin badedragt til den ældste, og at den mellemste i stedet kunne tage den yngstes på – badedragter er jo heldigvis ret fleksible og måske var de lidt store i det i forvejen, fordi det var arvetøj – og den yngste kunne så bade i sine blebukser, som hun skulle have haft på alligevel. Det tog ca. 4 sekunder, og krisen var afblæst. Jeg er stadig fuld af beundring over denne mor.

De gange i mit liv, jeg har skulle improvisere, kommer jeg altid ud på den anden side, og ofte med en god historie med mig. Og sandsynligvis også med sved under armene og spændinger i skuldrene, men måske det er en lav pris for en god historie. Min familie og jeg skulle engang hjem fra Malaga med et irsk lavprisselskab (så vi havde selv bedt om problemer, kan du med rette sige) og skulle mellemlande i Madrid. Lufthavnen i Madrid, Barajas, er en stor lufthavn med flere terminaler, som man skal køre i shuttlebus mellem, og vi havde ikke oceaner af tid. Vi fandt med lidt besvær ud af, hvilken terminal vi skulle flyve fra, vi fandt shuttle-bussen, vi kørte i tyve minutter, og allerlængst væk i terminalen, rundt om et hjørne, holdt lavprisselskabet til. Hurra.

Og øv. Vores afgang var rykket et døgn, hvilket vi aldrig havde fået noget af vide om, for den information var strandet hos det rejseselskab, der havde solgt os flybilletterne. Dér stod vi, trætte, sultne, fem mennesker, heraf tre børn, og kunne først komme hjem 24 timer efter. Der var ikke andet at gøre end at placere familien i MacDonalds lige ved siden af skranken – en uhørt luksus for børnene, hvis kedelige forældre aldrig bruger penge på usund fastfood – og så måtte jeg i gang med at ringe rundt, for jeg var den eneste, der kunne spansk. Syv opkald til syv hoteller, der alle var fuldt bookede. Det så sort ud. Men så var der bingo ved det ottende hotel, der tilmed lå centralt og var til at betale. For at gøre en lang historie kort fik vi et fantastisk døgn i Madrid – børnene fik en kæmpesuite og gik efter en halv time rundt i hvide badekåber og frottetøfler – vi fik set Puerta del Sol og Plaza Santa Ana, som jeg huskede fra min ungdom, Museo Reína Sofía og Guérnica – og et døgn senere tog vi flyveren hjem. Nu med et uforglemmeligt minde fra Madrid, som rejseselskabet tilmed betalte.

Der er dette velkendte gamle ordsprog med, at man kan hjælpe en sulten mand ved at give ham en fisk. Eller man kan hjælpe ham ved at give ham en fiskestang. Læner man sig op ad en god plan, svarer det til at samle godt med fisk sammen. Læner man sig op ad en solid evne til at improvisere, er det ligesom at have en excellent kulfiberfiskestang og en masse agn. Man kan skabe tryghed ved at skrabe til sig, spare op og bygge et solidt hus– og så kan man skabe tryghed ved at vedligeholde sine evner til at klare sig.

Jeg er ikke god til at improvisere, og jeg har aldrig dyrket det. Jeg har aldrig rejst på interrail eller ø-hop i Grækenland. Jeg har ikke blaffet. Jeg har aldrig stået uden bolig. Jeg er ikke blevet forladt, fyret eller gået konkurs. Dette er blot en konstatering, ikke en forherligelse eller kritik, men det betyder, at jeg stadig øver mig, når mit liv tvinger mig til at lave en afstikker fra den oprindelige plan. Jeg øver mig i ikke at panikke over, at der nu sker noget anden, og jeg øver mig i at skifte fokus fra, at tingene ikke går, som de skal, til at koncentrere mig om at afsøge de alternative muligheder, der er for at komme videre. Som sagt har jeg ikke et langt livs erfaring i at improvisere, så jeg støtter mig til små huskesætninger eller råd som: Hvad ville XX have gjort? (hvem XX er, afhænger af situationen. Hvis det er noget med børnekaos, er XX måske min mands kusine – hende med de fire piger. Hvis det er arbejde, kan det være en tidligere chef eller kollega, jeg har set op til for hans eller hendes evne til at løse tilsyneladende uløselige problemer), eller Hvad er det værste, der kan ske nu? (kan få en til at trække vejret normalt igen, mens man venter på Falck, der skal få liv i ens bilbatteri den 23. december, og stresser over færgeafgang fra Odden om 2 timer. Herregud, skulle man miste de penge og køre over Fyn i stedet, så går det vel også nok). Er man i det mere filosofiske hjørne, kan man reflektere over, at den måde, man vælger at tilgå sit problem på, er med til at definere, hvem man er. Så dér står du i Novasol-sommerhuset i Snogebæk. I er lige kommet, det er begyndt at regne, og turen til ishuset – som du har glædet dig til på hele rejsen, fordi det bare er så sommerferieagtigt at gå aftentur til ishuset – er i fare. Her kan man så vælge at lave en kop te, sætte sig og surmule, mens børnene er irriterende og larmende, og bande over vejret i Danmark. Eller man kan vælge at sige ”det er mig, der bestemmer, om vi får en god ferie”, smide børnene og dig selv i regntøj, og begive dig afsted med den 2-årige i klapvogn og den 4-årige i hånden. (Ja, det endte i is over det hele, og da vi skulle hjem, var den 4-årige træt, så ned i klapvognen med hende og op på armen med den 2-årige og hans allerede dryppende is, men hey! vi kom afsted, og regnen vaskede alligevel regntøjet rent.)

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s