Det skal ikke være nogen hemmelighed: havvandet er koldt om morgenen. Det kræver overvindelse, udholdenhed og en evner til ud-af-kroppen-oplevelse for at komme under. Når vandet når det bløde maveskind, tænker jeg på min mor, der i mange år sagde til jeg selv ”den der overvinder sig selv, er stærkere end den, der overvinder en hel by”, når vækkeuret ringede de mørke og kolde vintermorgener. Men jeg kommer under, tæller koncentreret til 30 for ikke at tænke på, hvor koldt det er, og lige pludseligt føles vandet ikke så koldt mere, nu er det bare friskt, og på et tidspunkt er det ligefrem behageligt, og så er det, jeg lader mig falde bagover i det blå saltvand og lægger mig og flyder på ryggen, mens jeg kigger op i himlen. Dér ligger jeg og duver et par minutter, inden jeg lader mine fødder dumpe ned på den bløde sandbund og går op igen. Når jeg senere sidder ved morgenbordet, kan jeg stadig mærke blodet rulle raskt rundt i mine årer, og af og til drysser nogle sandkorn fra mit hår ned på bordet, hvor de ligger som et minde om morgenens badetur.

Følesansen. Nerveenderne i vores hud. Som må have det lidt ligesom lægesekretærerne på landets sygehuse – der er ikke brug for dem mere. Vi bliver mere og mere digitale, og klarer tingene på en abstrakt skærm.

Der går længere og længere tid imellem, at man står med en hundredekroneseddel eller en tyver i hånden, for vi betaler med dankort eller Mobilepay. Det kan der være flere fordele ved. Vi løber ikke tør for kontanter, der sker ikke det store ved at tabe sin pung udover en masse administrativt besvær, og vi slipper for at røre ved bakteriebefængte sedler og mønter. For ikke at nævne, at sort økonomi og kriminalitet trives bedst med kontanter. Men det bliver også lidt abstrakt med de penge.

Da min søn var blevet konfirmeret, stod han med 4.000 i kontanter, som jeg købte af ham ved at overføre et tilsvarende beløb på MobilePay til ham. I tiden efter havde jeg derfor helt uvant altid kontanter på mig, og glæden ved rigtige penge gik op for mig. Det var som om, jeg bedre kunne forholde mig til, hvad tingene kostede, når jeg skulle tælle hundredekronesedler op for at betale. Jeg kunne huske, hvad jeg havde købt. Og følelsen af de mange dejlige tiere og tyvere i min pung afholdt mig fra at klatte dem væk på tyggegummi og gajoler. Det var på samme tid, det kom frem, at Nets – ejeren af Dankortet – opererede med vanvittige lønninger til topledelsen, hvilket jeg var med til at understøtte, hver gang jeg svingede mit dankort. Jeg begyndte at føle en stille glæde, hver gang jeg lagde en hundredekroneseddel i Faktader, over, at jeg heller ikke denne gang bidrog til Nets’ indtjening.

Nu er min pung tyk i starten af måneden og tynd i slutningen. Den fysiske udformning af min pung understøtter min finansielle formåen, og jeg skal ikke kigge på en saldoopgørelse eller tælle bonner for at regne ud, om jeg skal vente med at købe bogen, der ligger og frister i vinduet. Jeg har stadig et beløb stående på min konto til større køb, men alle mine dagligdagsindkøb foregår kontant.

Det lyder gammeldags. Besværligt. Bagstræberisk. Men det giver mig en fysisk føling med, hvad jeg har råd til.

Jeg læser også stadig bøger af rigtigt papir. Sender fødselsdagsinvitationer med posten. Får leveret papiravisen hver morgen. Det er stik imod udviklingen, det er besværligt og dyrt og overhovedet ikke rationelt, men det holder mig forbundet til den fysiske verden omkring mig.

Og vi kan næsten ikke snakke om fysiske ting uden også at komme ind på kvalitet. Kvalitet, som får dig til at lade fingeren glide hen over overfladen, hvad enten det er et møbel eller en bluse eller et frisk og sprødt æble, som ikke er sprøjtet med stoffer, der gør dig syg. Kvalitet, som får dig til at føle, at ham eller hende, der har produceret denne ting, har gjort det med opmærksomhed og grundighed. Vælg ting, der kan repareres, og som du orker at reparere. Eller som kan bære en lille ridse, et skår eller et hul. Vælg ting, som andre gerne vil overtage, hvis du en dag ikke har brug for dem. Vi taler om forskellen på et masseproduceret krus fra Netto, og et hånddrejet keramikkrus, som der kun findes et af. Vi taler om notesbogen med pjaskede sider, der går op i ryggen efter tre dage, kontra den med lidt tykkere sider og solidt omslag. Træ kontra laminat. Glas vs. plastik. Gode ting gør dig glad. Gode ting skaber kontakt. En skarp kniv, der ligger godt i hånden, bliver din ven, når du forbereder aftensmaden, og får dig til at føle dig hjulpet og velkommen i verden. En smurt og velfungerende cykel er som en venlig hånd, der umærkeligt skubber dig frem på. En blød hovedpude i den rette tykkelse er den ven, der tager imod dig, når du træt lader dig dumpe ned i sengen ved sengetid.

Ja, det er nogen gange dyrere. Ja, vi har ikke alle råd til at vælte os i designermøbler og iklæde os skræddersyet tøj. Men der er smutveje. Hvis man fx er villig til at købe brugt (min allerbedste yndlings-cashmere-sweater er købt brugt) Hvis man er villig til at skære ned på mængden af sko/ferier/flasker rødvin, og til gengæld nyder resten. Hvis man foretager en bevidst prioritering (jeg går fx sjældent i den fristende kantine på arbejde eller køber lækker to go caffe latte, hvilket til gengæld gør, at jeg har råd til en god frisør). Hvis man har øjnene op for alle de gratis tilbud omkring en (biblioteker, strande og havnebade, gratis museer eller gratisdage på de øvrige museer). Hvis man kan planlægge bare en lille smule og tager hjemmebagte boller og termokande-te med på turen fra København til Århus, i stedet for at lægge uhyrlige summer for en flad sandwich og en danskvand.

Kodeordet er den fysiske verden omkring dig. Det handler om at opbygge en venligsindet og opmærksom relation mellem dig og dine omgivelser. Det handler om at sanse og om at omgive sig med ting, der lader sig sanse. Det er ikke nemt i en verden bestående af masseproduktion, digitalisering og forbrugerisme, men hvis du tager sagen i din egen hånd, og accepterer at det tager mere tid og nogen gange – men ikke nødvendigvis altid – er dyrere, så kan det godt lade sig gøre