Sommerferie. Dag 10. Om vakte sanser.

I øens nordligste lille by er der åbnet et is- og kaffehus i et gammelt kølehus på havnen. I et indhak på siden af det lille hus er isboden placeret, så mens kunden foran dig får fyldt en vaffel med hindbærsorbet og karamel-peanuts-chokolade-is, kan du dreje sig en kvart omgang, mens du venter, og kigge på klipperne og havet. Når du har købt is til børnene og fået de obligatoriske smagsprøver af frisk, kold æble-, mango- og citronsorbet, går du rundt om huset, i retning mod havet, og du kan nu træde ind ad de store gulv-til-loft -panoramavinduer, der står vidt åbne, og blive mødt af duften af friskmalet kaffe. I dine ører har du lyden af bølger, der slår mod klipperne, expressomaskinens summen og småsnak i det fjerne fra de kunder, der har sat sig ud i solen, hvor de nyder livet på de brede trin af træbrædder, som en tømrer behændigt har fået arbejdet ind mellem de store sten. Med en kop skoldhed kaffe i hånden slår du dig ned udenfor og lader solen varme din krop og havet fange dit blik.

Ikke sjældent hører man mennesker, der rammes af alvorlig sygdom, fortælle, at de først efter sygdommens indtræf i deres liv får øjnene op for skønheden omkring dem. Den høje og klare septemberhimmel, de fine aftegninger i en ferskenfarvet roses blade, blegt lys i et Hammershøi-maleri, fuglekvidder en tidlig sommermorgen, et digt af William Wordsworth, smagen af nyopgravede kartofler, følelsen af mild sommeregn i ansigtet, og jeg kunne blive ved.

Uendeligt banalt, ja, men det vigtigste i livet er ofte banalt. I vores kærlighed til et nyfødt barn eller i sorgen over at miste en elsket er vi alle inderst inde ret ens og ret banale. Jeg vil gerne slå et slag for at få øjne og ører og alle sanser op for verden omkring os, så vi ikke skal have en dødelig sygdom for at værdsætte alt det skønne og umiddelbare, der er lige foran vores næse.

Da jeg var teenager hørte jeg i en periode, der nok strækker sig over et år, Smetanas Die Moldau. Dagligt, og gerne mange gange i træk (tak til min overbærende familie). Senere har jeg lyttet til Mozarts Requiem non-stop. Og Don Giovanni. Når jeg synger Se, nu stiger solen får jeg gåsehud af melodien og ordene, og jeg har præsteret overraskende hurtigt at tabe to kilo, fordi endemålet – at kunne fortære en smørmættet chokoladecroissant uden at bekymre mig om min vægt – udstyrede mig med en overmenneskelig disciplin (krøllet logik, jeg ved det godt – men det fungerede!). Når jeg spiser et sødt, solvarmt, nyplukket jordbær, er jeg nærmest lykkelig, og i mit indre bærer jeg stadigt mindet om udsigten fra en hotellejlighed, jeg boede på for tre år siden på Korsica, som lå 20 meter fra Middelhavet, kun med en stribe græs og et stykke strand imellem.

Visse ting er så smukke, at det næsten river i en. Det føles som om, man ophører med at eksistere, fordi man suges ind af tonerne, farven, duften. Maleriet, digtet, lydene bliver mål i sig selv – de skal ikke andet end at være. Være tilstede for os, så vi for en stund kan boltre os i nydelsen eller hengivelsen eller følelsen af, at nogen har ramt plet.

Vi kan ikke hele tiden gå på museum eller til koncert eller sidde på en strand og stirre på et hav, men det behøver vi heldigvis heller ikke, for skønheden er ofte lige omkring dig. Hvis man bor i et betonhelvede med udsigt til motorveje på alle sider, og himlen over er grå-gul af smog, så kræver det en aktiv og opsøgende indsats, ingen tvivl om det. Skønheden skal såmænd nok være der i det små – en spæd mælkebøtte, som har tvunget sig vej gennem asfalten, en svag solstråle, der gennembryder den tunge himmel, en fugl, der fløjter – men øvelsen kan være krævende.

Er man bare en kende bedre stillet, er det blot et spørgsmål om at skærpe opmærksomheden, så er der skønhed overalt. I guldringen på din ringfinger, måske. I lyden af din sovende kats nydelsesfulde spinnen. I den intense duft fra den citron, du skærer ud, mens du laver aftensmad. I en behagelig, varm podcast-stemme. I smagen fra en kop sort Kenya-the med sødmælk. I samspillet mellem de lilla striber på boghvedemelposen og den orange farve på peanutglasetikken ved siden af.

Zoom ind. Det er lige foran dig.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s