Mine fødder var blevet lidt trætte at se på. Grå, tørre og med hæle, der ikke kunne blive rene, fordi skidtet havde sat sig fast i revnerne og gjort dem evigt smudsige. Al det sand og salt og sandalgang slider på dem, og til sidst var der ikke meget lækre sommerfødder over dem, så jeg brugte hele eftermiddagen på terrassen under parasollen med at genoprette fodbalancen. Først satte jeg dem i blød i en balje med lunken vand og bagepulver (opløser hudceller), og lænede mig derefter tilbage og lukkede øjnene en ti minutters tid. Så tog jeg fødderne op af vandet, tørrede dem let, gned hælene med citronsaft og lod det sidde lidt, mens det blegede hælene. Da citronsyren havde gjort sit arbejde, skyllede jeg fødderne igen, tørrede dem og gnubbede dem godt og grundigt med en hamphandske. Skylle, skylle, tørre, tørre og til sidst blev de smurt ind i en fed kamferduftende fodcreme. Så lagde jeg fødderne og på bordet og lod dem tørre en halv times tid, et voilà! De dejligste, bløde rene fødder, der nu kun mangler et lag knaldrød lak

En gang om året inviterer jeg en flok veninder til fødselsdag. En har jeg gået i børnehave med, en er min kusine, en del har jeg studeret med og fælles for dem alle er, at de har en særlig betydning i mit liv og har haft det, siden jeg var ung. Jeg har også andre rigtigt gode veninder, men lige netop denne samling mennesker har en historie sammen, udviklet over mange år og holdt sammen af en årlig begivenhed. Fødselsdagsmiddagen har jeg holdt i mange år, og det er som sådan intet revolutionerende ved det. Jeg sender dem en invitation – 8-10 kvinder dukker op – de får mad og drikke, jeg får gaver, vi snakker om, hvad der sket i vores liv siden vi sås for et år siden, og de fleste går igen ved inden midnat, for så er vi trætte.

Det særlige for mig ved denne begivenhed er, at jeg har skænket aftenen masser af opmærksomhed. Kigget i kogebøger for at finde nogle retter, jeg har lyst til at lave, udfærdiget en eller anden invitation, som er forskellig fra år til år, men som altid er ganske fysisk – papir, konvolut og sendt med posten. Nogle år holder jeg en velkomsttale med hvad, jeg måtte have på hjertet; andre år er der menukort med bemærkninger, en poster med boganbefalinger. Nogle år er der et gennemgående tema, som afspejler sig i invitationen og menuen. Nogle år er der bare mad og drikke og os kvinder.

Det handler ikke om, at skabe den perfekte aften – jeg har et anstrengt forhold til ordet perfekt – det handler ikke om at imponere. Når jeg nævner aftenen her, er det fordi jeg gør mig umage med denne aften. Jeg pusler med invitationen, tænker over menuen, overvejer aftenens forløb. Og hygger mig hele vejen igennem.

Du kender sikkert forskellen ved at få en gave pakket ind i tyndt, pjasket papir med nylonbånd, der ikke har fået lavet krøller, men bare hænger sjasket og formålsløst – og så en gave pakket ind i kraftigt papir med en snor, der er farveafstemt og bundet i en smuk sløjfe. I princippet er det ligegyldigt, for indholdet af gaven er det samme, men i de fleste tilfælde vil gaven blive givet og modtaget med lidt mere stolthed og glæde. Fordi nogen har givet sig umage.

Vores liv ville gå i stå, hvis vi skulle skænke alle aktiviteter lige så meget opmærksomhed. Det smarte ved vaner er, at de frigiver energi til at beskæftige sig med noget mere kompliceret og hurra for det. Hvis vi skulle gå all in på at lave aftensmad en tilfældig onsdag, ville der ikke være overskud til at hjælpe sønnen med fransk bagefter. Problemet er, at når vi håndterer alt med vanens kraft og venstre hånd, så oplever vi ikke glæden ved at gøre sig umage. Ved at bære opmærksom, kreativ, kvalitetsbevidst. Så bidrager vi ikke til skønheden i denne verden, så reproducerer vi bare os selv.

Så af og til – når du bager brød, skriver et til- og frakort, pudser dine sko eller din cykel, lægger tøj sammen, dækker bordet, vælger tomater, reder sengen, anretter din – eller andres – havregrød: tænk over, hvad du gør, og vælg at gøre det så godt, du kan.