Hvis dit liv er skruet sammen ligesom mit, så hænger alle hverdagens aktiviteter sammen med en solid klistermasse af planlægning, erfaringsbaserede rutiner og en stor grad af forudsigelighed. Mandagslasagne, fredagsrester, madplan og storindkøb, alle smører selv madpakke, hvis gulvene bliver vasket torsdag bliver lørdag formiddag sjovere, ferie med brødrene i uge 30, jul i Århus i lige år og København i ulige år, og jeg er kun lige startet!

Jeg holder af rutinerne, af traditionerne og de tilbagevendende begivenheder. De er med til at forme mit liv og definere, hvem jeg er. De skaber også grundlaget for, at mine børn har et stabilt barndomshjem, får lavet deres lektier, er vaccinerede og ikke har huller i tænderne. At vi ikke bor i en ruin, og at vi kan komme på sommerferie, selv om der kom en uventet VVS-regning. Men det er også på grund af rutinerne, at jeg over søndagsmorgenmaden med ekstra interesse læste en klumme af Birgitte Borup, weekendredaktør på Berlingske, med overskriften Den største løgn af alle er, at alt godt kommer til den, der venter. Klummen var et nådesløst angreb på pligtfølelse, langmodighed og frygt for det  uvisse og udtrykte en undren over, at verden aldrig har stået mere åben, samtidig med at en hær af mennesker slæber sig gennem tilværelsen, mens de sukker over arbejdet, chefen, konen, kiloene og køkkenarbejdet. Vi venter på pensionen, den store åbenbaring, at nogen headhunter os, at en uventet arv dukker op, eller at der bare sker et eller andet mirakuløst, der hiver os ud af den stille død, som vores liv er blevet. Vi har ladet hjernen tage styringen, bundet os selv op på utallige forpligtelser og er blevet så trænede i den behovsudskydelse, som ethvert fornuftigt liv indebærer, at et lille pip om, hvad der kunne være sjovt eller spændende at gøre, aldrig bliver hørt. Og hvis det bliver hørt, skal det igennem en benhård censur af, hvad der er praktisk muligt/sikkert/normalt.

Mit liv er ikke en stille død, heldigvis. Ikke desto mindre kunne jeg genkende nogen tendenser og min egen stemme, når jeg klagede min nød over dette og hint. Jeg kunne genkende min trang til forudsigelighed. Som måske lige så meget er en vane, som en trang. Og tænker jeg så tilbage på de sidste par uger, slår det mig, hvordan nogen af de begivenheder, der vakte min begejstring, netop ikke var noget, jeg havde planlagt. Hvordan de kun kom ind i mit liv, fordi rutinerne var sat ud af kraft, og fordi lysten vandt over pligterne.

Tirsdag i påskeferien, eksempelvis, spillede Tottenham mod Manchester City. Jeg har ikke set en fodboldkamp siden 1992, og jeg kan aldrig huske, om det nu er VM eller EM, husets mænd følger med i. Kvalificeret spild af tid, hvis du går mig på klingen. Men denne aften i påskeferien var jeg træt, mine sønner skulle udnytte, at vi befandt os hos farmor og farfar, hvis tv-pakke er gigantisk i forhold til vores eget usle stueantenne-udbud, og jeg lagde mig derfor på sofaen om aftenen og kiggede med. Spurgte den ældste, hvem vi holdt med, og da Manchester City åbenbart er et oliesheik-finansieret hold, holdt vi naturligvis med Tottenham. Og hvilken kamp! Spænding lige fra første minut med det ene mål efter det andet, VAR-afgørelser, der både fastholdt og annullerede mål, og uvished til det sidste om, hvem der gik videre, alt imens der også blev tid til at kommentere spillernes frisurer, navne og uvaner. Vi (!) vandt, jeg kastede mig som noget helt nyt over avisens reportage to dage efter, der gik i detaljer med det (citat) episke opgør, og forleden ærgrede jeg mig i det skjulte over at konstatere, at Tottenham havde tabt til West Ham. Fatter stadig ikke off side-reglen, men det er også lige meget. Nu venter vi bare på opgøret med Ajax.

Et andet eksempel: Mødtes med to gode veninder i sidste uge til frokost, og talen faldt på Dronningen – filmen, ikke Margrethe – som vi alle gerne ville se. Helt mirakuløst havde ingen af os noget på programmet tirsdag i denne uge, men vi har også alle travle hverdage, og man ved aldrig, hvordan man har sovet natten før, om der er lektier, der skal laves, og om statsministeren har udskrevet valg, så vi lod det stå åbent og aftalte at sms’es ved. Tirsdag klokken 18 kunne vi alle tre godt overskue at forlade vores travle børnefamilieliv for en stund, og vi mødtes et for os alle nyt sted, Movie House i Hellerup. Skumlede lidt over de høje billetpriser, lige indtil vi kom ind i salen med små brokadelamper, sæder der med et enkelt knap forvandlede sig til en plysbeklædt liggestol med behagelig benstøtte, bløde puder, man kunne knuge ind til sig, når Trine Dyrholm blev for nedrig, og tæpper, såmænd. Så var 130 kroner jo ikke dyrt! Filmen i sig selv var en oplevelse af den stærkere, men lige så stærk var den berusende og næsten kættersk frihedsagtige fornemmelse, det var at køre ud i forårsaftenen i april måned for at mødes med to veninder og se en film. At jeg lige snuppede et par liter mælk, et bundt porrer og en pose mel med hjem fra Døgnnetto bagefter tog ikke brodden af fornøjelsen.

Og så har jeg været på kursus og havde forinden læst en for gammel beskrivelse af dagens program. Derfor kom det som en overraskelse for mig, at en af dagens oplægsholdere var Esben Kjær, P1-journalisten der har skrevet flere bøger om sin søns død og vores måde at forholde os til døden på i den vestlige verden. Som vi underforstået ikke altid er særligt gode at forholde os til, hvilket der kan være mange grunde til, herunder vores egen angst for døden og manglende erkendelse af, at vi en dag ikke er her mere. Hvis vi skænker det lidt flere aktive tanker, at vi en dag ikke selv er på denne jord – og samtidig anerkender, hvor lidt magt vi har over livets gang – kan vi måske håndtere livet med lidt større visdom og bedre forholde os til mennesker, der har mistet. Det kan lyde som et meget dystert emne, men mens jeg cyklede hjem fra kurset, prøvede jeg at forholde mig til, at også jeg – hvor utroligt det kan forekomme – en dag ikke er her længere, og hvis man tør tænke den tanke, bliver man også mere bevidst om betydningen af, hvad man fylder sine dage og år med. Hvis jeg til den tid kan sige, at de fleste af mine dage har været fyldt med kærlighed, nærvær og taknemmelighed, ja, så lever jeg – omend modstræbende – med, at det slutter en dag.

Og så er vi tilbage ved Birgitte Borups beskrivelse af den stille død, som tilværelsen kan udvikle sig til, hvis man ikke er opmærksom. Livet som én lang nærdødsoplevelse – det bliver næsten ikke værre. Det er svært nok at tænke på, at vi skal dø en dag, men det er jo trods alt et vilkår for os alle. Vi har ikke noget valg her. Vi har til gengæld til fulde et valg, hvad angår tiden inden. Altså hvad angår vores L-I-V. Der er ikke frit valg på alle hylder, for vi er hver især udstyrede med evner, fysik, økonomi, væremåde, familie, interesser og erfaringer, der spiller ind på vores muligheder. Men hvis man en gang imellem vælger at skænke det en tanke, hvad der – ihukommende at livet en dag slutter – er vigtigt at bruge sin tid på, så kan vi måske godt få øje på lidt flere muligheder, end det, automatpiloten har vænnet os til at fokusere på. Måske man skulle spørge ballonkaptajnen næste gang.

Disse ord er skrevet af ren lyst.

Udvej nummer femten: Giv automatpiloten fri