I sidste uge var jeg til et foredrag om fremtidens arbejdsmarked og den verden, de unge mennesker skal forberede sig på at begå sig i. Jeg lærte begrebet VUCA-world at kende (VUCA står for Volatile, Uncertain, Complex og Ambiguous), og et af de mange budskaber var, at evnen til at fokusere, holde pauser og hvile hjernen var vigtigere end nogensinde. Foredraget sluttede med, at alle hundrede tilhørere skulle lukke øjnene og sidde stille i et minut.

I søndags kom jeg til at tænke på øvelsen, da jeg skulle til at lave morgenmad. En af tilhørerne havde efter foredraget bemærket, at hun ikke kunne mindes, hvornår hun sidst havde lavet ingenting i et helt minut, og i min overskudsagtige søndagsro besluttede jeg at følge op på øvelsen. Jeg satte mig til rette på en køkkenstol, rettede ryggen, lukkede øjnene, trak vejret – og det gjorde jeg så i tres sekunder.

Bagefter gik jeg i gang med de amerikanske pandekager, og nu var jeg jo gevaldigt fokuseret på at være fokuseret, så jeg lavede ikke andet imens. Jeg tømte ikke opvaskemaskine, jeg dækkede ikke bord, jeg tjekkede ikke telefonen, jeg stod bare og kiggede på fem klatter dej på en smørglinsende pande og bemærkede, at en af dem havde form som de fostre, man ser på et scanningsbillede. Jeg kedede mig lidt, noterede at jeg var lidt øm i nakken, rullede med skuldrede – først ti gange den ene vej, så ti gange den anden vej. Efter uendeligt lang tid var pandekagerne færdige.

Da morgenmåltidet var ved at være slut, deklarerede jeg, at der var temadag i familien. Det handlede om at fokusere, så nu skulle alle bruge en halv time på en enkelt beskæftigelse, uden skærme, musik eller andre afledningsmanøvrer. Imens ville jeg hellige mig avisen.

Min ældste datter kastede sig også over avisen, og inden længe var hun og min mand indrulleret i en diskussion om Henrik Qvortrups etik og Se&Hør vs. Ekstra Bladet. Min mellemste havde utroligt fornuftigt sat sig med en bog og var meget optaget af at forstå alle ord, så min avislæsning blev jævnligt afbrudt af redegørelser for, hvad barak, interimistisk og malplaceret betød. Min yngste brugte sin halve time på en længe tiltrængt oprydning og havde hver femte minut spørgsmål til placeringen af diverse Lego, sværd og udklædningstøj.

Ved frokosttid var jeg blevet ambitiøs og lagde TO minutters lave-ingenting ind i programmet. Alle var optaget af andre sysler, og det lykkedes overraskende nok at skrabe ethundredetyve sekunders stilhed sammen. Efter en tur på biblioteket snuppede jeg TRE minutter, og der var ikke grænser for min stolthed over denne fantastiske evne til at fokusere.

Mens min mand lavede aftensmad, satte jeg mig i stuen for at nå op på FIRE minutter. Mens jeg sad med lukkede øjne, kom jeg i tanker om en yogaøvelse, jeg engang for mange år siden havde lært, hvor man skal stikke tungen helt ud af munden og sige AHHH. Det måtte jeg også prøve, så det gjorde jeg. Efter to minutter gik min mand gennem stuen og spurgte, om de mærkelige lyde kom herindefra. Jeg tog de sidste minutter i stilhed.

Inden sengetid stod den på FEM minutters YIN-yoga på gulvet i en bedeagtig stilling med armene strakt frem foran på gulvet. Katten cirklede omkring mig, mjavede bekymret og forlod så rummet igen, synligt urolig over kæmpekatten midt på gulvet. Mens jeg lå i den uvante stilling, regnede jeg ud, at jeg sammenlagt måtte have tilbragt femten minutter i mit eget selskab uden at lave noget som helst. Den slags er udmattende, når man ikke er vant til det. Jeg tumlede i seng oven på en hård, men god dag.

Udvej nummer ni: Nyd dit eget selskab i et minut.