Hundrede udveje i en verden på afveje #7: Hold liv i din problemsuppe

Jeg læste om en iransk studerende, der for snart længe siden tog til USA for at studere på Berkeley. Den unge studerende havde godt styr på det engelske sprog, men var naturligvis ikke flydende i det. Dette medførte, at han misforstod betydningen af et udtryk, han ofte hørte hos medstuderende og undervisere, nemlig the solution of my problems. Han kendte ikke ordet solution og troede, det betød en kemisk væske, en boblende og sydende slags væske, og han hørte udtrykket som en metafor for den flydende masse af problemer, vi alle bærer rundt på.

Den iranske studerende syntes, det var en smuk metafor. I udtrykket, som vi i denne sammenhæng kan oversætte til min problemsuppe (det kunne også være min problemvæske eller – mere kemisk – min problemfluidum), hørte han en helt særlig opfattelse af menneskets problemer. I stedet for at se problemer som noget, der skal løses – som et puslespil, der kan gå op og så er alt godt –  hørte han en accept af, at ens liv altid vil bestå af store og mindre problemer. Vi bærer alle rundt på en krukke med vores helt egen suppe af problemer – nogen store, nogen små, nogen der opløses undervejs, nogen der har det med at forblive. I perioder er der ikke så meget suppe, og den er let og nemt at håndtere – og i andre perioder er suppen tyk og fyldig og ved at skvulpe over. Indtil den igen bliver til en tynd og gennemsigtig væske.

I dag består min suppe måske af en revnet køkkenbordplade, en søn der ikke kan finde ud af matematik og en mærkelig knop på knæet, og om en måned kan det handle det om et besværligt julegaveønske, et hav af opgaver på arbejde, der skal være færdige inden jul, og to gløgg-arrangementer oven i hinanden. For igen at blive afløst af sommerferieplaner, der ikke vil gå op, en datter der ikke kan finde ud af biologi og en mærkelig lyd fra bilen. Sådan er livet, og når problemerne er små og småboblende, skal vi værdsætte det, og når de er gigantiske og spruttende, skal vi huske, at det går over igen.

Den unge iraner blev helt oplivet over dette syn på menneskets kvaler, fordi det indebar en accept af, at livet altid i en eller anden grad er bøvlet, og at man derfor ikke skal se besværet som et udtryk for, at noget er gået galt eller at man har fejlet. Problemerne er en del af det at være menneske, og havde vi ingen problemer, var vi ikke til. Ligesom, hvis vi ikke havde noget åndedræt.

Uendeligt skuffet blev han, da virkeligheden gik op for ham, og han fandt ud af, at ordet solution netop ikke bar denne betydning af accept i sig. At solution netop handler om at blive problemerne kvit en gang for alle. Men vi kan jo sagtens vælge at holde fast i iranerens kemi-metafor. Det smukke ved metaforer er jo, at de kan give et helt nyt syn på realiteterne, og sådan kan man jo vælge, hvilke briller man vil have på, når man ser sig omkring. Er vores besværlige liv et puslespil, som skal gå op – eller er det en suppe, vi skal mestre at balancere med?

Skal vi sige om november, at det er årets dejligste, glødende af rødbrune farver, jf. Bjørn Bredal, eller at mørk er november, løvfaldet slut som Thorkild Bjørnvig. Vælg selv.

Udvej nummer 7: Hold liv i din problemsuppe

Historien om den iranske student er at finde i Georg Lakoff og Mark Johnsons bog (1980): Metaphors we live by, side 143.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s