Hver morgen ringer mit vækkeur kl. 5.30, og jeg trykker – selvfølgeligt -på snooze-knappen. To gange i alt, så klokken bliver 5.48, før jeg langsomt begynder at indtage dagen. Jeg tænder lyskæden i stuen, senere to stearinlys på spisebordet, og først når vi alle sætter os ved morgenbordet, tænder jeg lampen over bordet. Ved morgenbordet sidder vi på de samme pladser, og hver har vi et særligt krus, som ingen andre drikker af. Under morgenmaden kommer katten som regel ind fra haven, og når vi har taget ud af bordet, mjaver den højlydt, og så får den et æg. Jeg forlader huset som den første, sætter alle cyklerne frem fra skuret (ikke kun for at være flink, jeg kan ikke komme til min egen, før de andre er væk). Efter fem minutter på cykel passerer jeg Grundtvigskirken, og jeg glæder mig over synet, især hvis jeg rammer tidspunktet, hvor solen står op bag tårnet. Når jeg kommer ind på arbejde, smider jeg min taske ved min plads, går ud i køkkenet og roder i skabet efter det helt rigtige glas, som jeg fylder med 1 tsk. nescafe, kogende vand og varm mælk. Sådan går det morgen efter morgen, indtil vi når weekend’en, hvor en ny rytme indtræffer et par dage, indtil det er mandag igen, og ovenstående gentager sig.

Den forsømte fuldmægtig, tænker du måske. Eller hamsterhjul. Eller noget andet trælsomt og jeg-har-ikke-noget-liv-agtigt. Hvor fantasiforladt, hvor gabsommeligt, hvor uendeligt middelmådigt og uambitiøst. Hvad blev der af de store tanker og revolutionen og nytænkning og kreativitet?

Hertil vil jeg sige: Når jeg engang om forhåbentlig mange år sidder og kigger tilbage på mit liv, inden tiden rinder ud, tror jeg ikke, det er fødselsdagene, sommerferierne og lønforhøjelserne, der vil stå stærkest i erindringen. De vil være der, sammen med alt det andet sammenrend af minder, bristede illusioner, uventede glæder, tab, store overraskelser og uventede drejninger, men jeg er ikke sikker på, at de vil være det væsentligste.

Det vil til gengæld hverdagens gentagelser, som bliver så indarbejdede, at de til sidst bliver en del af ens person, dybt forankret i sjæl og krop. Alle disse dagligdags ritualer, som langsomt er vokset frem, fordi de passer en godt; som har udviklet sig i det stille, uden man har tænkt over det. Lige pludseligt har man sat sig ved morgenbordet kl. 6.45 hver eneste hverdag i to år, fordi det lige netop er det tidspunkt, der får kabalen med spisning, tandbørstning, lade telefonen op, finde nøgler og rydde op i køkkenet til at falde mere eller mindre smukt på plads. Man har indfundet sig på sit arbejde klokken otte, fordi det i den anden ende passer med de øvrige hente-lave-lektier-og-mad-aktiviteter. Man laver ikke aftensmad om fredagen, fordi det bedste i hele verden er at smide sig på sofaen med avisen, og børnene protesterer ikke over rugbrød og havregryn, fordi der er slik i vente.

Ritualerne kan også opstå og afvikles på ganske kort tid, som f.eks. i løbet af en sommerferieuge. Kan I huske den lille bager, hvor vi købte pain au chocolat hver morgen, kvidrer man begejstret ved minderne om uge 29 på Korsica. Og hver aften gik vi tur til stranden og købte is i Det Blå Ishus, om uge 30 ved Vesterhavet. Mange dage på et nyt sted skal der ikke til, før man finder sig selv i et genkendeligt mønster af urokkelige siddepladser, faste indkøbssteder og uforanderlige badetidspunkter. De gentagne handlinger bliver på rekordfart til traditioner og symboler på et trygt tilhørsforhold, som forankrer os i verden og giver os ro til at kapere hurlumhejet omkring os.

Nogen kunne få den tanke, at man bliver en særling af alle disse ritualer og faste handlingsmønstre, men frygt ikke!, som englen sagde, for ofte sker der det, at et ritual ændrer sig og bliver til et nyt ritual. Pludseligt passer det ind i rytmen at stå et kvarter senere op, og så bliver det ny standard. Man finder ud af, hvor dejligt det er at smøre hænderne ind i granatæblecreme fra Matas inden sengetid, i stedet for at smøre dem ind i Niveacreme efter opvasken, og så er det en ny vane. Aftenkaffen bliver erstattet med te, silke bliver udskiftet med uld, Det gule Ishus viser sig at være bedre end det blå, og tirsdagspilates udskiftes med onsdagsyoga.

Og jo, vi kunne da også bare tale om rutiner, men så mister vi blikket for gentagelsens skønhed og hverdagens mystik. Lad os gemme rutineordet til de aktiviteter, som foregår uden større ophøjelse. Tøjvask, huske indkøb af opvaskemaskinesalt, aflæsning af elmåleren, skift til vinterdæk – og listen er desværre alenlang – må for mig gerne ske så umærkeligt, at jeg umiddelbart efter har glemt, at mit liv også består af den slags nødvendigheder. Disse rutiner kommer sandsynligvis aldrig til at fremkalde et mildt smil på mit aldrende ansigt, modsat de stille morgener i familiens skød, hvor vi alle langsomt vågner, inden vi begiver os ud i verden. Modsat alle de ritualer, der er med til at gøre mig til den, jeg er.

Udvej nummer seks: værn om dine ritualer.