I slutningen af min teenagetid – der, hvor gymnasiet snart var overstået, og verden lige om lidt stor og åben – yndede jeg at sidde på mit værelse sent om aftenen, med stearinlys i den halvmåneformede smedejernslysestage fra Christianias julemarked, og læse digte af Michael Strunge. Der i halvmørket forestillede jeg mig, hvordan jeg ville tilbringe hver eneste aften på den måde, så snart studentereksamenen var overstået, og tiden igen blev min egen. Midnat, stearinlys, Michael Strunge-digte om natmaskinen, tranceformationer og sorte klumper af søvn… Det fuldendte liv, med andre ord.

Senere udviklede mit liv sig i mindre melodramatisk retning, og de lyserøde hæfter med digte fra Borgens Forlag forblev glemte og tilstøvede på bogreolen. Man behøver dog ikke være højtidelig teenager for at læse digte, og det hænder, at jeg af og til tager en samling ned fra hylden. Glemt er al viden fra dansktimerne om jamber og trokæer, og tilbage er bare fornøjelsen ved ordene.

Nogle digte kan man bare nyde. Når Benny Andersen skriver om en stille eftermiddag over to kopper depresso, er det svært ikke at trække på smilebåndet, og jeg gætter på, at selv en overbevist ateist kan få stærke billeder på nethinden af Jacob Knudsens luft og bølge blusser i brand, i glød.

Inger Christensen hiver jeg også kun nydelse ud af, selv om den dybere betydning sandsynligvis står tydeligt for en garvet digtlæser. Hendes alfabet bjergtager mig, og jeg er ikke i nærheden af at kunne udlægge, hvad hun vil sige, men det er lige meget, for prøv og hør: grænserne findes, gaderne, glemslen/ og græs og agurker og geder og gyvel/begejstringen findes, og grænserne findes/grenene findes, vinden der løfter dem/findes

Andre digte kan man fornøje sig med at undres over. Jeg tyggede i flere år på, hvad Pia Tafdrup mente, når hun skrev når der går hul på en engel, og pludseligt en dag stod det soleklart for mig. Troede jeg, indtil jeg læste et interview med hende, hvor det viste sig, at hun havde ment noget helt andet, men pyt med det – det gav stadig mening for mig på min egen måde, og det er vel også okay. Vil du have noget at undre dig over, er Pia Tafdrup et godt sted at starte.

Og så er der de digte, der får dig til at føle sig genkendt. Fordi en anden har oplevet det samme, og det, du troede var dit eget forbandede problem, er bare en del af det at være menneske. Sikken lettelse. Søren Ulrik Thomsens digtsamling fra 2002 Det værste og det bedste er en skøn gennemgang af ups and downs ved livet, og jeg kan på det kraftigste anbefale at snuppe et par sider i den hver aften inden sengetid. Den er ligetil, uden krasse metaforer og uforståelige billeder, men bare fuld af dejlige ord om, hvordan det er at være Søren. Og os andre.

Bogen, der næsten er eet langt digt, starter sådan her: Det bedste er regnvejr på film/musik i en taxi/og håndskrevne breve med masser af stempler/på kramoisinrøde frimærker langtvejs fra. Det lyder også rart.

Senere: at det alligevel ikke var kræft var det bedst. Jeps, den følelse er vi flere, der sikkert kan genkende.

Og senere, om det værste:

Fald aldrig i søvn omkring klokken sytten/for det er de værste drømmes tid/hvor din ungdoms by genopstår som en stejl tåge/i hvis kløfter du råber din kærestes navn/og finder en sko fuld af blod.

Her troede jeg, at det kun var mig, der oplevede, at for lange eftermiddagslure altid resulterede i mareridtsagtige og surrealistiske drømme med en tiger, der lister rundt i rummet, hvor jeg sover, og jeg kæmper for at vågne, men det kan jeg ikke, for der bliver ved med at falde en pude ned over mit ansigt så jeg ikke kan åbne øjnene og arghh! Men det sker åbenbart også for Søren Ulrik Thomsen og måske også for en masse andre. Vi er i samme båd, og tak fordi, at nogen kan formidle det så smukt.

Prøv med Det værste og det bedste. Prøv med et digt.