Da jeg skulle føde mit første barn, kom jeg for sent afsted til hospitalet. Det var ikke sjovt at køre i taxa henover brosten, ej heller at holde i kø på Øster Søgade, og slet ikke at blive sat af ved opgang 5, for derefter at finde ud af, at fødeafdelingen var ved opgang 4. De 200 meter i Rigshospitalets kælder føltes som en Golgata-vandring på hundrede år, og da jeg langt om længe nåede skranken på afdelingen, havde de forlagt mine papirer, og i øvrigt var der kun et skyllerum ledigt. Det bedste, der er at sige om den historie, er, at der kom et velskabt barn ud af det.

Da barnet var et par år, sad vi en aften i vores nyindkøbte, charmerende OG istandsættelseskrævende hus og undrede os over de små trin, man kunne høre over os. Var det en mår? Var det mus? Nej, det var rotter, kunne kommunens rottedame konstatere, da hun så deres pøller, der lå spredt ud over hele loftet. Hun lavede røgprøver, satte fælder op, alt sammen uden effekt, og i flere uger gik jeg i seng med mobilen og nøglerne ved min side, klar til akut flugt i tilfælde af, at kræene skulle gnave i en ledning og sætte ild til hytten, mens vi sov. Langt om længe fandt rottedamen og vi ved fælles indsats ud af, at der løb et rør i en skunk med direkte adgang ned til kloakken – røret var nødtørftigt blevet ”lukket” med en sten, der efterlod masser af plads til ivrige rotter. Det underjordiske kloaksystem havde med andre ord en direkte passage til vores loft, og det havde Københavns rotter benyttet sig af i stor stil. Røret blev muret til, brønden udskiftet og rottesikret for 20.000 kr., og det bedste, der er at sige om den historie, er… at den er slut.

Endnu et par år gik, jeg var stadig ung på arbejdsmarkedet, men dog ikke yngre, end at jeg også havde ambitioner. En dag kom HR-chefen forbi mit bord og spurgte, om jeg havde tid et øjeblik. Yes!!!, det er nu, jeg bliver forfremmet, tænkte jeg, og gik derefter i enrum med HR-chefen, der kunne oplyse mig om, at økonomidirektøren var meget lidt begejstret for mig, men heldigvis var der et ledigt job i den helt anden ende af organisationen et par kilometer væk, så hvis jeg ville være så venlig…

Og så var der dengang, vi tilbragte en uge i en mikroskopisk hytte på Rømø med cigarkassetræ på væggene, lysstofrør i loftet, regn fra himlen og udsigt til en parkeringsplads, hvor der holdt en udrangeret golfvogn, som børnene elskede at lege i. Og dengang jeg var til min første eksamen i gymnasiet, og fik en karakter, der for en stund slukkede alle mine drømme om nogen som helst fremtid overhovedet. Og dengang vi holdt med slukket motor i yderste spor på motorvejen, mens vi ventede på, at køen opløste sig, for derefter at erfare, at en halv times telefonopladning, sædevarme og radio kan tømme batteriet, så man ikke kan starte. Og dengang jeg bakkede ind i carporten med bagsmækken åben. Og dengang…

Der er oplevelser, der ikke bringer noget godt med sig. Der er episoder, der ikke efterlader andet end en dyrekøbt erfaring, og den var man i øvrigt gerne foruden. I en snæver vending kan man i ny og næ tage historierne frem og tænke ”godt, det er overstået!” Og man kan sige til sige børn “Husk, hvor dårligt min biologieksamen i 1. G gik, og se lige, hvor godt det er gået.” Om ikke andet kan man altid underholde med sin beretning over en middag med vennerne. Tænk på Hugh Grant, der i sine tidlige film nedlagde Andie MacDowell og Julia Roberts med, hvad der synes som én lang jammerlig vittighed over hans ynkelige liv – at han var ved at gå bankerot, aldrig havde fået kærligheden til at fungere, delte hus med weirdoen over alle weirdos osv. Forskellen på tragedie og komedie er som bekendt ofte blot et spørgsmål om tid, så jo værre historie, jo bedre bordherre-potentiale oparbejder du. Tænk over det, næste gang du bliver jordet til eksamen/ridser bilen/taber telefonen i toilettet/bagtaler din chef, mens hun hører det osv.

Udvej nummer 3: En dag vil du grine af det.