Hundrede udveje i en verden på afveje #2: Du skriver overskriften

I mandags faldt jeg over en historie om en mand ved navn Jerry Weintraub. Jerrys største drøm var at blive road manager for Elvis, og efter en intens indsats, der indebar – efter mit temperament – en pinagtig anmassende adfærd, imponerende vovemod og en del kreativitet lykkedes det ham efter et år. Han fik sit ønske opfyldt og blev ansat som road manager for Elvis. Dagen efter, dette var kommet i stand,  stod han med sin første opgave, en koncert i Miami, og problemet var nu, at der langt fra var udsolgt, og The King gad ikke optræde for halvtomme sale. Hvad gjorde Jerry nu? Jo, i stedet for at kaste sig ud i en håbløs kamp for at sælge billetterne, fik han nogen mænd til at fjerne de tomme stole og ændrede aftenen til en intim koncert, hvor publikum fik mulighed for at komme tættere på stjernen, og stjernen for alvor mærkede publikums hengivenhed. Bevares, de tjente ikke så meget, som de kunne have gjort, men det var underordnet – publikum og hovedpersonen var glade,

Einstein har sagt The true sign of intelligence is not knowledge, but imagination. Det er nogen gange vores fantasi og forestillingsevne, der afgør, om noget er gået fantastisk, eller om vi står med en kedelig øv-oplevelse, hvis fornemmeste opgave er at gå i glemmebogen hurtigst muligt. Nogen gange har vi valget, og så er det om at bruge det.

Der boede engang en dame ved navn Tora i mit område. Jeg kendte hende ikke, men jeg vidste, hvem hun var, fordi hun havde været lærer på min folkeskole engang for hundrede år siden. Nu boede vi så i samme kvarter, og jeg så hende af og til på gaden, i kirken, hos blomsterhandleren. Man lagde mærke til Tora, for på sine ældre dage havde hun fået blodpropper i lungerne, der gjorde, at hun gik rundt med et iltapparat i en af de her store ternede indkøbstasker på hjul. Iltslange i næsen, tasken i hånden – sådan så man Tora. For et par år siden gik hun bort, og jeg genså hende for nyligt, ikke under en paranormal seance, men i en bog af Signe Wenneberg om altanhaver, som jeg havde lånt på biblioteket. Her tonede Tora pludseligt frem i sit eget kapitel, og jeg læste om hendes mindre bylejlighed med to altaner, hvor hun dyrkede alskens planter – blomster, bær og urter – og som havde indbragt hende førstepræmien i Politiken for Danmarks Flotteste Altan. Man kunne have mødt Tora i en artikel i Helse under overskriften Sådan lever jeg med nedsat lungekapacitet, men det sket ikke – i stedet blev hun kvinden med fransk esdragon, mexikansk appelsin-timian og blåbær på altanen i Nordvest.

Eller i mindre målestok: husker du sommeren 2006? Sikkert ikke, men den var lige så våd som den i 2017, hvilket vi alle har glemt på grund af tørken i 2018. I 2006 var jeg med mand og 2 børn (det tredje var der slet ikke tænkt på endnu) på sommerferie på Bornholm. Vi sad søndag aften i det lejede sommerhus i Snogebæk, og vejrudsigten for den kommende uge var truende grå og våd. Vi havde betalt for færgen, vi havde betalt for huset, og jeg var fast besluttet på at få en god ferie ud af det, møgvejr eller ej. Og når man er sommerferie, skal man også på aften-istur, så mens manden pakkede ud, fandt jeg regnjakkerne frem, satte jeg den 2-årige i klapvognen, tog den 4-årige i hånden og drog afsted til is-huset 1 kilometer væk, fast i troen på at de mørke skyer over os forblev på afstand en times tid endnu. Det gjorde de ikke. Netop som vi havde købt is og var på vej tilbage (nu med 2-årig på armen, fordi den 4-årige var træt af at gå og ville sidde i klapvognen) åbnede himlen sig, og regnjakker, børn, mor og is forvandlede sig til en udefinerbar, sammenflydende masse. Men vi holdt humøret højt hele vejen hjem, snakkede om at softice havde nogen åndsvagt små vafler, fik vasket hår i regnvand, spiste is og slikkede det af jakken, og vel hjemme var missionen overstået, og børnene fik et varmt bad. Isturen blev ikke historien om den afslappede gåtur i det gode vejr – det blev historien om vi lader os ikke slå ud.

Overskriften har vi magt over, historien kan vi have indflydelse på, men kendsgerningerne vælger vi dog ikke altid selv. Måske udviser vi intelligens, når vi bruger vores fantasi, men nogen gange må vi også bruge vores visdom til at erkende, at vi står med en regulær fiasko. Når noget er gået så galt, at vi kommer til at fremstå som Komiske Ali, hvis vi prøver at får det til at ligne noget andet. Når vi reelt ikke har noget valg. Når historien er af en sådan art, at udvalget af troværdige overskrifter er sparsomt og i hvert fald ikke rummer en god og livskraftig en af slagsen. Den slags oplevelser er livet jo også fuld af, og heldigvis kan vi også få noget ud af dem. Mere om det næste uge.

Udvej nummer 2: Du skriver overskriften

 

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s