Hundrede udveje i en verden på afveje #1: Det meste er gratis

Et lille, fikst bord til at stille ved siden af lænestolen. Rosemunde-silkeundertrøjer i douce kulører. En farvet elements-kop fra Royal Copenhagen. Lækre, langskaftede læderstøvler at gå efteråret  i møde i. Dior-parfume ogen La Mer-serum til fugtkrævende hud. At gå ud og spise en gang om ugen. For nu bare at starte et sted. En bil med mere plads. At få lavet lyse striber hver tredje måned. Et stort, rødt gulvtæppe under spisebordet. Et bord-bænke-sæt til haven fra Paustian til 20.000. Charlotte Lynggaard-øreringe i rødguld fra Lotus-serien. Tredive centimeter brede knastfri planker i asketræ over hele gulvet i stueetagen.

Dengang jeg var fattig studerende, var det meget nemmere. Den januar, jeg købte et par virkeligt lækre, blanktpolerede lædersko med firkantet snude (ja, det var dengang) i den eksklusive Bruno & Joel-butik i Indre By, levede jeg hele måneden af ris, der var vendt med løg og æbler stegt i olie og karry. Ikke så meget at overveje dér – spændende var det ikke, men det var skoene til gengæld. Tilsvarende kunne den grønne, franske parfumeflakon, jeg havde fået i julegave, i den grad også pynte op på hylden over håndvasken på kollegieværelset – den kastede glans over plastiktandbørsten og fik hele rummet til at ose af luksus.

Det har umærkeligt ændret sig, og efterhånden har jeg vænnet mig til at få lidt af det hele. Afsavn er ikke noget, vi dyrker, og der skulle gerne både være råd til sommerferie og ny vinterjakke, også selvom det var det år, faldstammen skulle udskiftes. Og der dukker hele tiden nye behov op, som gør, at man altid godt lige kunne bruge femtusinde ekstra om måneden. Det slutter aldrig, og mange af os kan aldrig rigtigt sige os fri for tanken om, at hvis man bare tjente lidt mere, så…

… ja, så glemmer vi alt det, der virker. Alt det, vi har. Det mest effektive våben, jeg her kan komme i tanker om – udover at henvise til klimaet, glæden ved at være rask og de fattige børn i Afrika, der ville juble, hvis bare de havde en procent af vores ting, og det bliver så bagstræberisk og virker desværre langtfra altid – er 80-20-reglen, som i min helt personlige udgave lyder sådan her:

Du har allerede de firs procent, og de tyve procent, du mangler, er flødeskummet på tilværelsen, som i det store regnskab ikke betyder noget. Et eksempel: på min ønskeseddel står der nyt tøj (ikke noget specifikt, bare meget og gerne lidt lækkert), en effektiv ansigtscreme og evindelige, dyre striber i håret. Så kommer jeg nemlig helt sikkert til at se bedre ud. Men sagen er, at hvis jeg sover otte timer om natten, tager tyve armbøjninger om dagen, drikker nok vand, smører en eller anden billig creme i ansigtet, retter ryggen og smiler stort og ægte – så er jeg allerede meget langt. Så er det mest mig selv, der vil bemærke den nye guldring. Og silkeundertrøjen.

Et andet eksempel: Mit hjem. Det er gammelt, lidt for lille, lidt slidt i kanterne hist og her, og det kunne være sjovt at kaste en million efter det. Men igen: når der er ryddet op (gratis), gjort rent (gratis, eller næsten gratis, når jeg betaler børnene for at gøre det), tænkt lidt over det krims-krams, jeg fylder i vindueskarmene (gratis, eller måske ligefrem indbringende, hvis jeg tog mig sammen og solgte noget af det), og i øvrigt løbende får givet ting videre, når vi var færdige med at bruge det eller glæde os over det – ja, så er her faktisk ret hyggeligt, og vi har plads nok og mangler ikke noget. Også selv om jeg sagtens kunne putte et lille bønne-bord ind hist og her, og der altid er plads til porcelæn fra Royal Copenhagen.

I How to be free påstår Tom Hodgkinson, at så længe vi har tag over hovedet og råd til at invitere vores venner på middag, så behøver vi ikke mere. Måske at gå lidt langt, og barren for basale behov ligger nok en anelse højere for mig. Men altså: hvis du kan få tingene til at løbe rundt, hvis ingen hjemme hos dig har huller i skoene eller tænderne, og hvis du kun må bruge formuleringen det har vi ikke råd til, hvis nogen vil til Hawaii i efterårsferien (som min søn) eller vil udskifte Skodaen med en Lamborghini (samme søn), så har du nok det nødvendige. Og alt det unødvendige kan du købe, hvis du en dag skulle få penge tilbage i skat eller arver uventet. Det løber ingen steder.

Det meste af det, du godt kunne tænke dig, ligger lige foran dig og kræver bare, at du samler det op. Ret ryggen, ryd op i stuen, find noget at grine af.

Udvej nummer et: Det meste er gratis.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s