Da jeg studerede, gjorde jeg en overgang rent på Bispebjerg Hospital hver anden weekend. Hver anden lørdag og søndag stod jeg op klokken 5.30, og for mit unge jeg – det var før tyve års disciplinering på arbejdsmarkedet og livet som småbørnsmor – var det midt om natten. Det holdt jeg ikke til særligt længe. Torsdag eftermiddag begyndte mit humør at dale ved tanken om snart at skulle stå op i bulderragende mørke, mens alle andre sov, og det stoppede først søndag formiddag, når jeg kunne se en ende på pinslerne, og der atter var næsten to uger til næste gang, hvor det hele så startede forfra. Efter Bispebjerg fulgte et studiejob på Berlingske, hvor jeg skulle tage imod opkald fra mennesker, der ikke havde fået deres avis til tiden, og igen skulle jeg ud af sengen, mens resten af byen sov. Pyt med skæld-udene og sure avislæsere, det kunne jeg sagtens klare – det var den tidlige start, der var på problemet. Igen stod tristessen på spring til at overtage mit gode humør, og jeg var først rigtigt glad, da jeg fandt et job i et kopicenter, der ikke åbnede før klokken 9 om morgenen, så jeg kunne starte dagen, når det netop var… dag.

Jeg har det skidt med nætter, og jeg er glad for, at vi bruger dem til at sove i. Nætter er mørke og stille og har mærkelige skygger, og hvis jeg vågner, handler det for Guds skyld om at falde i søvn igen, inden hjernen begynder at fungere, og jeg begynder at tænke. Tænke over, hvad det er for en mærkelig lyd, jeg kan høre ved døren. Over alle farerne – dem uden for døren, og dem i resten af verden. Problemerne. Bekymringerne. Urfrygten for, at der kan ske min familie noget. At nogen er væk. Der er ingen filtre, intet lindrende dagslys til at tage brodden af de værste tanker, og selv om jeg altid vil kunne få øje på et vindue med lys i, hvis jeg kigger ud ad ruden, står en rungende ensomhedsfølelse på spring. Vi fødes alene og vi dør alene, og lige så alene kan jeg føle mig om natten. Der er en grund til, at gysere altid foregår om natten, at natmørkt hav rimer på grav, og at Søren Ulrik Thomsen skriver, at sorgen er de tomme natbusser og vinden i gaden uden træer.

Forleden vågnede jeg klokken 2.08. Mere nat kan det ikke blive. Jeg var midt i et urovækkende scenarie med en hel masse mennesker, inklusiv mig, der ville have del i alt for lidt mad. Det var rart at vågne fra – og tak, fordi det bare var en ond drøm, det er det ikke for alle – men stemningen sad stadig i mig, og i min søvnige tilstand havde frygten og skrækscenarierne frit spil.

Da jeg havde rystet de værste billeder ud af hovedet, var jeg vågen nok til at bemærke, at katten var usædvanlig aktiv. Den plejer at sove ved siden af min hovedpude, men nu var den meget interesseret i noget under fjernsynet. Som jeg håbede var en edderkop, men som viste sig at være en mus.

Min meget dobbeltsidede måde at være katteejer på åbenbaredes nu. 363 dage om året bliver jeg varm om hjertet over den lille, spindende pelsklump, der tuller rundt og lader sig nusse og gør børnene glade. Og så er der de par dage om året, hvor den viser sit sande rovdyrjeg og jager mus og fugle og frøer, og jeg bander den langt væk og ønsker, at bare der var nogen, der kunne fremavle en fredelig vegetarkat med bløde mælketænder.

Her midt om natten fulgte en nådesløs katten-efter-musen-jagt. Katten var efter musen. Jeg var efter katten, som jeg prøvede at holde væk fra musen, og jeg var også efter musen, som jeg prøvede at lokke op i en kasse. Det lykkedes til sidst – musen blev smidt i haven, og katten blev til dens store utilfredshed holdt inde i huset, da jeg ikke orkede tanken om natlige drab lige på den anden side af havedøren. I seng igen, med hovedet fuld af reminiscenserne af grim kamp om knappe ressourcer og drab på dem, der er mindst. Slet ikke rart, dér i mørket.

Og så skete det, der heldigvis altid sker. Det blev morgen. Lyset vendte tilbage. Mennesker omkring mig stod op, og vi var sammen igen. Hverdagens stille skønhed viste sig. Den beroligende følelse af at være omgivet af mennesker, af snak, af duften af morgenkaffe, af tilstedeværelsen af de andre nyvaskede cyklister på cykelstien, der også havde sendt børnene i skole. Den milde septembersol på den lyseblå himmel. Udsigten til endnu en dag. Tak for det.