Dommedag er udsolgt

Sådan lød den bemærkelsesværdige overskrift på Nationalmuseets Facobook-side forleden, og umiddelbart kunne man godt undre sig over, at verdens endeligt skulle være sådan et tilløbsstykke. Nærmere læsning viste, at det var en paneldebat, der var udsolgt: Svend Brinkmann, Tor Nørretranders og Rane Willerslev ville besvare spørgsmålet Hvad stiller vi op med dommedag?

Dét ville jeg også rigtigt gerne vide, så jeg havde sikret mig en billet, så snart Nationalmusset annoncerede det populære arrangement. I ugevis glædede jeg mig til at få svar på spørgsmålet om dommedag, og selv om jeg havde været hjemme hele dagen med ondt i halsen, stablede jeg mig selv på benene og drog til Nationalmuseet torsdag aften i sidste uge. Ind til en stuvende fuld foredragssal, der fik mig til at konkludere, at vi var mange, der var draget af snak om fremtiden, frygt, undergang, klimakrise, katastrofetanker, mørke prognoser og lyst håb.

Ikke uventet var der mange ord i de tre herrer, og i bussen hjem bagefter havde jeg svært ved at finde hoved og hale i, hvad vi egentligt skulle stille op med dommedag. Alligevel lykkedes det mig at hive tre budskaber ud af de mange ord:

Svend Brinkmann var optaget af at finde den tredje vej mellem frygt og håb. Frygten kan være særdeles velbegrundet, men risikerer at lamme os, så vi går til i lutter mismod og ikke på nogen måde kan mobilisere kræfter til at handle. Ud med frygten. Håbet er livsnødvendigt, men er i sig selv passivt – med håbet kommer man nemt til at sidde og nikke i lænestolen, mens man beroligende messer det hele skal nok gå, det hele skal nok gå. Ikke ud med håbet, men det kan ikke stå alene. Svend Brinkmanns bud på en tredje vej var modet.

Tor Nørretranders har stor tro på fremtiden og vores evne til at finde teknologiske løsninger på verdens udfordringer. Hans optimisme kunne være svær at hænge op på noget konkret, og det er heller ikke nemt, når man kun har et kvarters taletid til at starte med, men én pointe står tilbage for mig: at vi ikke løser noget ved afsavn. Det handler ikke om at undvære oksekød, det handler om at spise lækre grøntsagsretter. Det handler ikke om at sige farvel til Malaga-rejsen, det handler om at tage på gourmetophold i Halland hos stedsans in the woods. At spise kedelige kikærtebøffer, hvis man hungrer efter en fuldblods oksekødsburger, er en tabt sag – livet bliver surt, og endnu vigtigere, man får aldrig resten af verden med på vognen. Men måske kan en indisk dahl med ingefær, kardemomme, og karry smage lige så godt som bolognesen? Måske kan en cykeltur til havnebadet på Islands Brygge en solrig sommerdag, med croissanter fra Juno the Bakkery, kaffe fra Coffee Collective og danske jordbær i sæson, slå turisthelvedet på Rambla’en?

Rane Willerslew… kom vidt omkring, og han endte i spekulationer omkring, hvad der sker med reinkarnationen, hvis alle levende væsener gik til grunde på én gang! Lad os parkere den overvejelse og yde ham retfærdighed ved også at referere hans erfaringer fra Sibirien efter murens fald, hvor det lykkedes en befolkning, der havde mistet alle goder og indtægtskilder, at genopfinde klassiske dyder og etablere et fællesskab, der gjorde, at de overlevede. Pointe: af sammenbrud kan der opstå noget endnu bedre, hvis man står sammen.

Altså:  Ingen afsavn, men lækre alternativer! Fællesskab og nytænkning! Og så var der det med modet.

Svend Brinkmann præciserede aldrig, hvad det er, vi skal bruge modet til. Hvordan er det helt konkret, vi skal være modige? Hvad er det for et mod, der bringer os videre i vores balanceren mellem handlingsløst håb og passiveret frygt? Det har jeg tænkt på de sidste par dage, mens jeg har cyklet til og fra arbejde. Er det som den tidlige Mærsk-ansatte, der i mandagens avis fortalte om sit skift fra direktør til folkeskolelærer? Er det Anders Morghentaler, der køber en Tesla at tage på Europaferie i, i stedet for at flyve. Er det dem, der forlader deres faste job og prøver lykken som selvstændig, med alt hvad det indebærer af usikkerhed og indtægtsnedgang på den ene side og frihed og glæde på den anden side? Eller den mand, jeg mødte på et kursus, som beklæder en høj stilling, men bor i en billig, lille lejlighed, så han altid har råd til at sige op, hvis trangen skulle komme over ham. Dem, der tør fravige den slagne vej, selv om det indebærer tab af prestige og penge. Handler det om modet til at gå til et middagsselskab uden at have et job at tale om? Eller til at sætte lysten over pligten og se, hvad det bringer?

Svend Brinkmann besvarede ikke spørgsmålet, og jeg tænker stadig over svaret.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s