Er du klar over, at vi har købt nødder for femhundrede kroner i denne måned? spurgte min mand mig forleden, mens han viftede med bon’erne fra august måned. Det var jeg ikke.

Det hele skyldtes et forsøg på bæredygtig adfærd. Træt af at kigge på de mængder af plastik, vi hver uge smider i kommunens skraldebøtte til plastik, der står lige ved siden af den til pap, som står ved siden af bøtten til papir, som står ved siden af den almindelige, som står ved siden af den til grønt. Billeder af plastiksøer i havene og mikroplastik i årerne gled henover min nethinde, når jeg betragtede vores plastikbjerg, og jeg besluttede at gøre en aktiv indsats for at nedbringe det.

I Saxogade på Vesterbro, der jo er GADEN for bæredygtigheds-empowerment-relationsopbyggende-sociale projekter, ligger LØS Marked, en slags kolonialhandel hvor man selv medbringer sin emballage. Din emballagefri købmand, kalder de sig. Jeg læste om butikken i avisen, dengang den åbnede, og havde længe overvejet at køre forbi. Nu var gejsten der.

Det krævede dog nogle forberedelser. Først skulle emballagen findes, og når man skal til Vesterbro og købe økologiske feel good-varer, går det ikke at komme med skrammede LEGO-plastikmadkasser og rengjorte yougurt-bøtter, så jeg gik på jagt efter alle de glas, jeg kunne opstøve: brugte marmeladeglas efter fredagsmorgenmaden på arbejde, min mors forrådskammer og mit eget køleskabs beholdning af halvtomme olivenglas.

Efter en tur i opvaskemaskinen grupperede glassene sig i to: dem, der nu var helt rene, og dem med usædvanligt genstridige og grimme limrester. Sæbe, sprit og acetone hjalp ikke, og var måske heller ikke de oplagte valg til mit grønne projekt. Rensebenzin skulle efter sigende være rigtigt godt, men virkede også forkert. En tur på nettet afslørede, at en blanding af lige dele natron og olie gjorde limresterne nemme at fjerne; det kan hermed bekræftes, og rådet er fluks givet videre. Og ellers kan jeg bare anbefale at holde sig væk fra Den Gamle Fabrik, der bruger en – gætter jeg – oldgammel opskrift på uforgængelig lim, mens Urtekrams crunchy peanutbutter til gengæld har en etiket, der blidt og nænsomt glider af, når man hiver i den

LØS marked er en lille butik, fyldt med gennemsigtige siloer med økologiske bønner, gryn, mel, krydderier, kaffe, og… nåja, nødder. Eddike, olie og øl kan man også få – det kræver indkøb af butikkens egne flasker, som man kan bytte til nye flasker, når de gamle er tømt, og så vasker LØS Marked dem. Og så er der frugt og grønt, for ikke at glemme forskellige slags chokoladeknapper. På en hylde ved siden af grøntsagerne står der rene etikketefri glas, doneret af andre kunder, gætter jeg – rigtigt smart, hvis man ikke har nok med selv, og fuld af god karma at tænke på andre.

Jeg trådte prøvende ind over dørtærsklen til den lille butik. Bag disken stod ejeren, en glad mand, som jeg gætter på er fransk. Han instruerede mig i at veje mine glas og sætte en etiket på, der viste glassets vægt; så ville det blive trukket fra, når jeg skulle betale for mine varer. Og så fyldte jeg ellers på glas – fornuftige blackeyed beans, butterbeans, rugkerner, spidskommen og valnødder. Så var mine glas fyldte, og jeg kunne ikke købe mere.

Det var her, tingene smuttede for mig.

Vil du ikke prøve en hasselnød?, spurgte den glade franskmand på charmerende dansk med svag accent, da jeg skulle betale

Jo, tak, sagde jeg og rakte hånden frem. Normalt synes jeg, hasselnødder smager hengemt og støvet og lidt af svampegifte, men det kunne jeg ikke få mig selv til at sige.

Og så smagte jeg ellers de mest nøddede nødder, jeg nogensinde har indtaget – sprøde, lidt karamelagtige, og meget friske i smagen. Glem alt om supermarkedets hasselnødder fra sidste år, som de færreste af os spiser, før de er ristet og hakket til ukendelighed. Dette var noget helt andet. Velduftende, smukt lysebrune, delikate Uden større overvejelser greb jeg et par af de tomme glas ved siden af grøntsagerne og fyldte dem.

Tilbage i familien var hasselnødderne også populære, og hvor det før var en luksus at få lidt mandler eller valnødder med i madpakken, var det nu kun hasselnødderne, der duede. De forsvandt i ekspresfart, og jeg lovede børnene snart at købe nye, så ugen efter var jeg atter afsted for at tanke op. Og så havde jeg fødselsdag den efterfølgende uge, og det slog mig, at nødderne ville gøre sig godt til velkomst-Port Tonic’en, så endnu engang var jeg et smut forbi butikken.

De er virkeligt gode, de hasselnødder, småsludrede jeg, mens jeg betalte.

Ja, de er noget helt særligt. De er blevet dampet, og derefter ristet let, svarede han og fortsatte stolt: De står for 10 procent af min omsætning.

Jeg kiggede ned i den polstrede taske, der var fuld af brugte marmeladeglas med nødder, og nikkede eftertænksomt. Det kunne jeg godt sætte mig ind i.

Ekspedienten blev ved med at tale. Om kunden, der blev lettet, dengang der var udsolgt, for han formåede ikke selv at styre sit nøddeforbrug. Og om kvinden, der jævnligt tager toget ind fra Roskilde med en stor, aflang bøtte, som hun stiller under nøddesiloerne, hvorefter hun synkront trækker ned i et håndtag med hver hånd og fylder bøtten med nødder for over tusind kroner.

Hvis du melder dig ind i vores butik, får du ti procents rabat på dine køb. Det koster 200 kroner for et år.

For femhundrede kroner nødder på en måned. Jeg kan lige så godt melde mig ind.