Først er der dem, uden hvem livet ikke ville være det samme. Nogen, der stadig er mere drenge end mænd – mine til tider umulige og altid højtelskede sønner. Nogen, der har været der hele livet, og som har set mig med 80’er-permanent, bøjle og blå briller på samme tid – mine storebrødre. En, der er blandt stjernerne et sted – min kære far. Og en, der holder mig ud, også når hverdagen er meget… hverdag – min dejlige mand.

Og så er der alle dem, der får maskinen til at køre. Som kan erstattes, bevares, men som hver især alligevel har hver deres lille andel i at få det hele til at snurre rundt.

Poul har iklædt min familie himmelske klæder til 1 styk bryllup og 3 styk barnedåb i Johanneskirken på Nørrebro. Jan har taget sig altid opmærksomt af først mit og senere mine børns helbred, indtil han gik på pension. Tak, Jan, fordi du aldrig lod ordet hypokonder komme over dine læber, selv om du nok – med rette – tænkte det. Per lyttede til alle mine bekymringer som nybagt mor; da jeg var færdig hos ham, var jeg ikke længere bange for at komme til at smide min baby ud af vinduet ved en fejl, når jeg luftede dyner.

Johnny tager min kuldskærhed alvorligt og sørger for, at fjernevarmeanlægget kører, som det skal. Brian har styr på den elleve år gamle Skoda. Undskyld, Brian, at jeg var skeptisk og tjekkede dine priser på nye hjulfjedre – Hestenettet bekræftede, at du ikke prøvede at snyde mig. Mikkel retter min kontorkrop ud, og glæden ved at opleve, at en krop ikke behøver gøre ondt, når man bevæger den, overskygger de uhyrlige summer, et besøg på hans briks koster. Tom kender rørføringen omkring badeværelsesvasken bedre, end jeg selv gør, og Bjørn har gjort min kælder til et sted, jeg godt tør besøge om aftenen.

Carsten har fået mig til at bruge elektrisk tandbørste, selv om han blev mødt med insisterende argumenter om, at den manuelle var mere autentisk. Peter håndterede – med fakta og lidt Stesolid – nænsomt min angst for at blive skåret i øjnene og befriede mig for 35 års nærsynethed. Haytham tryller mine ben pæne igen. Lars ved, at jeg helst vil have mine laksebøffer og torskestykker med skindsiden på, og Thomas er god til at sige nogen anerkendende ord oven i reprimanden, når yngstebarnet igen har fået skrevet hjem på Forældreintra. Min smukke cykel bliver ordnet af [Chaar] – ligesom Charles på fransk, bare uden l’et – tak for de mange småting, du fikser, mens jeg venter, og det du undervejs lærer mig om syrisk kultur.

Tak til alle jer, som gør det for penge, men som gør det så godt, at jeg føler, I gør det for mig personligt. Med venlighed, humor, akkuratesse, nærvær og personlighed løfter I jeres professionelle ansvar på en måde, hvor det ikke kun handler om at få ekspederet tingene, men også om at vi alle helst skal være glade. Hvor det ikke kun handler om at leve op til en aftale, men også om at kigge hinanden i øjnene og sammen få den bedste løsning i sving. Det har verden brug for, og det er betryggende at vide, at så mange mænd rundt omkring evner den del.

Og så mange kvinder, selvfølgeligt – dem tager vi en anden gang.