Hun havde været på arbejdsmarkedet i 19 år, ret præcist. Derfra skulle trækkes tre barsler og lidt småbørnssygdom, hvilket bragte det ned på omtrent 16 år. Hvert år holdt hun seks ugers ferie, de skulle trækkes fra, og der var også mandag efter påske og pinse. Så var der 44 uger tilbage. Med andre ord havde hun skulle på arbejde 16 gange 44 lig 704 mandage de sidste 19 år.

Omstillingsparat? Jo, hun synes nok, hun med evindelige omstruktureringer, nye opgaver og skiftende chefer kunne sige, at hun var omstillingsparat. Hvem var i øvrigt ikke det, nu om stunder?

Effektiv? Tre børn, fuldtidsjob, evigt behandlingskrævende gammelt hus, en HD, dæleme. Og alt det løse. Hvis ikke hun havde været effektiv, var hun aldrig nået hertil, det gav sig selv.

Robust? Tjek. Fyringsrunder. Udflytning af arbejdspladser. Nedskæringer. Stigende effektivitetskrav. Robust var hendes mellemnavn.

Men ikke om mandagen. Det var hende en evig gåde, hvordan 748 mandage ikke havde lært hende det endnu. Hvordan fornemmelsen med stålfast præcision kom snigende om søndagen henover frokost, mens hun skævede til uret på komfuret og tænkte, ”nej, nu er dagen snart gået”, selv om der kun stod 13.23. Som dagen gik, plantede hendes blues sig i hele kroppen, hun hang mere og mere med hovedet, og mens hun dirigerede børnene til at smøre madpakke og smutte i seng, gik hun næsten i stå af tristesse og opgivelse, Så hang hun over avisen indtil sengetid og kunne som sædvanlig ikke kunne sove, for i morgen var det MANDAG.

I morgen skulle hun vækkes af en infernalsk larm på et ukristeligt tidspunkt. Hun skulle spise morgenmad, mens hun sikrede sig, at tiden ikke skred. Hvis håret var fedtet, ville hun tage hånd om det. Hun skulle have pæne negle og ren bluse på, og hun skulle sørge for, at børnene fulgte trop. Hun skulle have styr på sin taske og sit køleskab og sin kalender, for ellers væltede dagen. Hun måtte pakke sin søvnighed og trang til at smutte tilbage under dynen langt væk, samtidighed med at hun fik rystet liv i over-jeg’et og overtalt det til at tage over, så hun kunne komme ud ad døren. Hun måtte stable den civiliserede version af sig selv på benene – den, der godt kunne finde ud af at holde igen på cykelstien, lade være med at tage det største stykke kage og svare pænt, når nogen vrissede af hende – og hun ville skulle tale i hele sætninger, der gav mening for alle, og hun ville ikke kunne råbe ’hva’ gennem hele huset, hvis nogen ville hende noget. Hun ville tage den mindste på skødet efter morgenmaden, selv om han var alt for stor til det, og selv teenagerne ville få et kram, der til sidst fik dem til at stritte sig fri.

Det var denne indsigt, der lammede hende søndag efter søndag og gav hende en helt UIMODSTÅELIG trang til at forskanse sig i sit hus og stritte imod med arme og ben, hvis nogen forsøgte at få hende ud ad hoveddøren. Og som fik hende til at tænke på barndommens børnehavekolonier på Falster, hvor hun nat efter nat fik lov at falde i søvn ved siden af køkkendamen Gurli, der forbarmede sig over det grådkvalte barn med den hæslige hjemve og rykkede tredive centimeter til side på den smalle sovesalsmadras. Samme følelse, samme hjemve sad i hende, når hun cyklede hen ad vejen, væk fra familien og huset og katten.

Og så var hun ude i det, og det var egentligt meget rart at komme ind til byen og se verden an og få brugt sit hoved og snakke med nogen mennesker og gøre noget nyttigt. Maden i kantinen havde hun ikke selv lavet, gulvene vaskede nogen andre, og hun skulle ikke bekymre sig om, at der var et gulvbræt, der trængte til at blive tilset af en tømrer. Og det gjorde egentligt ikke så ondt at være hjemmefra en otte-ni-timer, og hun kunne også klare at tænke på, at hun havde planer onsdag aften, og måske også torsdag, hvis det var OK med dem derhjemme. Og så blev det weekend igen, og pludselig nærmede en ny mandag sig, og det hele startede forfra. For syvhundredefemte gang.