Høfde 4

 

Forestil dig en sommermorgen. Solen skinner, og det er allerede over tyve grader grader udenfor, så du har søgt ind i skyggen, hvor du nu sidder på jorden og får varmet ryggen af væggen, du læner dig opad. Dit hår er stift af saltvand, du har bare tæer, og på fødderne og op ad skinnebenene er der hist og her sandkorn fra morgenens badetur. I hånden har du dagens første kop kaffe.

Sandsynligheden for, at du inden for de seneste par måneder har oplevet noget i denne stil, er stor. For os, der ikke kan få sol og varme nok, har det været et overflødighedshorn af feriestemning, af parfumeret duft af solcreme, af afslappet jeg-behøver-ikke-en-ekstra-trøje-med-holdning, livet er nemt og vi mødes bare udenfor, ikke? Håndklæder, der dårligt når at tørre, før de skal bruges igen, den flappende lyd af klip-klapper hen over fortovet, og en klistret fornemmelse af jordbæris i mundvigen.

Min uge 30 foregik ved Vesterhavet, ud for Høfde 4. En høfde er et dige i vandkanten, der bryder bølgerne og beskytter kysten, og jeg ville aldrig have vidst, at stendiget på vores strand hed en høfde, hvis ikke fordi der lige ned til stranden lå en smuk nyistandsat restaurant ved navn Høfde 4. Sort træ, nylagt stråtag, og med en stor, solbeskinnet terrasse, hvor man kunne nyde sine bagskuld eller – selvfølgeligt – sin Aperol, mens man betragtede strømmen af letpåklædte badegæster, der daskede forbi med håndklæde over skulderen. Åben fra klokken otte om morgenen og til den sidste gæst gik hjem.  Det sorte hus emmede af sommerstemning, og når jeg om morgenen passerede det på vej til dagens første badetur, spillede de stille morgenjazz med Kurt Elling, John Coltrane og Bill Charlap, så  man fik lyst til at gå forbi i slowmotion for at få alle tonerne med.

Min høfde 4 – restauranten OG stendiget – står som det stolte symbol på sommer, sol, ferie, blødt strandsand og klart blåt havvand. Aftener, der aldrig slutter. Blæst, der ikke køler. Hud, der er varm og smager af saltvand.  Og så flyder mine tanker til et sted længere oppe ad Vestkysten. Ved Harboøre Tange ligger Høfde 42, som Cheminova og Landbrugsministeriet brugte som giftdepot for fabrikkens kemikalieaffald for 60 år siden. Tonsvis af forurenet sandjord er i dag inddæmmet, og ligger som en skamstøtte over datidens tro på, at vi bare kan plastre miljøet til med vores affald. At vi uden omkostninger kan tonse derudaf uden at skænke det en tanke, at vores adfærd efterlader sig skadelige spor. Sådan opførte man sig dengang i 1960, og sådan opfører vi os… stadigvæk.

Minderne om den dejligste sommer blander sig med tanken om dyr, der skulle slagtes før tid, skovbrande der kunne sende gløder to kilometer væk og starte en ny brand, landmænd med ussel høst og rød bundlinje, og med den foruroligende følelse af, at den fremmedartede middelhavsagtige sommerhede hviler på et fuldkomment uholdbart grundlag. Nogen bliver klimabange, nogen flyver rask videre, nogen bliver plantefarsspisende veganere, og nogen nyder rask væk stadig en god oksemørbrad. Nogen lægger ansvaret på os alle sammen hver især, nogen vil have politikkerne og Kina til at rykke, før de selv afbestiller weekendturen til New York, og nogen mener ikke, at klimaet er væsentligt at have fokus på i den kommende valgkamp. Nogen mener, at vi skal bevare håbet, nogen sætter deres tillid til teknologien og menneskets fornuft, og nogen mener, det hele er bare er naturlige udsving.

Vi skal helt sikkert ikke tabe håbet, og vi skal helt sikkert gøre noget. Nu. Når alt kommer til alt, vil jeg hellere have, at sommeren i år bliver den sommer, vi taler om i fremtiden. Kan I huske sommeren 2018…? Den eventyrlige, unaturligt varme sommer, som vi heldigvis ikke har oplevet siden, fordi vi har fået styr på CO2-udledningen, temperaturstigningerne og klimaforandringerne. Den sommer, der var helt forrygende dejlig at flyde rundt i, men også skræmmende og forkert, og som heldigvis er afløst af, bevares, lidt mere velkendte sommerdage, gerne med sol, nok også med byger af og til, og med temperaturer på den velkendte side af 25 grader. Terrassen på Høfde 4 er helt sikkert også skøn at sidde på, selvom varmen er mere nordisk end sydlig, jazzmusikken vil smyge sig mindst lige så frydefuldt ind under huden, og den beroligende tilfredsstillelse ved at vide, at der er styr på klimaet, vil til fulde opveje, at der er brug for at tage en trøje på om aftenen.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s