Man kan bruge mange betegnelser om broen, der starter, hvor Frederiksborggade slutter, og slutter, hvor Nørrebrogade starter. De 200 meter vej og cykelsti og fortov er en by i byen, et mikrokosmos, et koncentrat, et spejl af verden omkring. Som en kanariefugl, der dratter ned af pinden og fortæller minearbejderne, at der er for lidt ilt, fortæller livet på Dronnings Louises Bro os, hvordan vi har det i dag. Vi, der har vores gang i byen – vi, der bor her – vi, der er på gennemfart og skynder os at komme ud igen. Vi, der alle har vores grunde til at cykle over Dronning Louises Bro. Hvis vi af lutter hast eller distraktion skulle have glemt at vende blikket opad mod himlen eller til siden mod menneskene omkring os, så råber broen budskabet ind i vores ører, som var vi en dårligt hørende bedstefar, der får serveret budskabet i stavelser med høj stemme. Distortion er startet! Vinden er drejet i øst! Skoleferien er slut.

Når solen bryder frem i april efter 2 måneders blæsende kulde og grå himmel, bringer de befolkede bænke og fortove på broens østlige side det første vidnesbyrd om, at det bliver sommer en gang. Pludselig er der ghettoblastermusik og lyden af klirrende flasker. Grin. Snak. Råb. Fyre, der sidder på direkte på jorden med ryggen op ad den lave mur, mens de misser med øjnene og sludrer med pigerne, der står op, fordi de ikke vil have beskidte bukser. Stemningen bliver aldrig aggressiv, måske fordi sol og varme skaber glæde, måske fordi folk ikke bliver hængende længe nok til at blive fulde og sure. Måske når jeg bare ikke at opleve det, fordi jeg cykler forbi om eftermiddagen, inden der for alvor går flirt og territoriekampe i den. Når solen bryder frem, bliver broen befolket.

Når der er valg i Danmark, vil selv den dovneste demokrat blive mindet om det på vej over broen. Når arbejdsmyrerne og skoleleverne og de studerende vælter henover broen på cykler i hastig fart, med blikket skarpt rettet mod indre by, står partiernes kandidater og fodfolk klar med deres foldere og æbler og rundstykker, som de deler ud til de heldige inderst på cykelstien, der rækker hånden ud efter gaverne, eller som bliver bremset af det røde lys ved Søtorvet. Jeg har givet high five til Uffe Albæk, mens han stadig var radikal. Jeg har modtaget Frank Jensens ganske udmærkede rosinbolle fra Lagkagehuset. Jeg er ankommet til kontoret med bolcher i lommen, en appelsin i tasken, og en gratis flaske vand, hvis man skulle savne det. Europavalget giver ganske lidt, folketingsvalg lidt mere, og kommunalvalg allermest.

Og i disse dage, hvor landet er ved at gå i stå af faglige kampe, og de fleste af os krydser fingre for, at det hele snart falder på plads, står fagforeningerne klar klokken 7.45 med faner og sang i megafon, og pludselig har man Du må få min sofacykel, når jeg dør hængende i hovedet resten af dagen. Midt på vestsiden står en stor samlet, syngende flok, og oppe ved det røde lys står en enlig SF’er, der ser ud til at nyde lejligheden til at råbe SKULDER VED SKULDER og EN LØSNING FOR ALLE for alle os cyklister, der ikke kan flygte, før lyset skifter.

Den 9. april er flagene på halv, 5. juni er de på hel, 15. juni ligeså (Valdemarsdag og Genforeningsdagen 1920, hvis du skulle være i tvivl), og på den måde får man styr på datoen og historien, mens man passer sin lavpraktiske hverdag.

At krydse broen er i sig selv en kunstart. Ved det første kryds efter Nørrebrogade, dér hvor vejen krydser Dosseringen, er det kun nybegyndere og særligt trodsige, der trodser det røde lys om morgenen. Ikke på grund af biltrafikken, som på den strækning er sparsom, men fordi stedet er et oplagt sted for færdselspolitiet at fange cyklende lovovertrædere. Derfor holder vi alle pænt tilbage i en klump, der vokser sig større og større, indtil det grønne lys skyder os afsted til næste stop, krydset ved søgaderne, der leverer en hel anden trafik, der ikke sjældent går helt ud i krydset, fordi en uheldig billist har fejlvurderet, om han kunne nå over. Her gælder det om at lægge sig rigtigt, afhængigt af om man skal ligeud af Frederiksborggade, til venstre ad Øster Søgade, eller til højre ad den alternative cykelsti, der er blevet anlagt langs den dyre køkkenbutik, i modsat retning af, hvad der er logisk, men som alligevel er blevet til, fordi alle cyklister med kurs mod Vendersgade alligevel cyklede den vej. Hurra for pragmatiske løsninger.

Om eftermiddagen går det modsatte vej, med færre happenings på sidelinjen, men – hvis vejret er til det – mere leben. Folk er befriet fra dagens slid og pligter, i hvert fald dem der handler om arbejdslivet, og det giver en mere løssluppen stemning. Tørklæderne er løsere bundet, der stikker buketter op af cykelkurvene, og løsrevne mobilsamtaler med børn og ægtefæller fylder lydbilledet.

En dag holdt der en scooter midt på cykelstien på Østerbrosiden. Det var en af de dage, hvor solen bagte og broen emmede af liv, og så meget desto mere stak det lille parkerede køretøj ud. Det var en af disse scootere for handikappede eller dårligt gående – den slags, hvor der er plads til habengut foran og bagtil og måske også en hund. Idet jeg passerede, bemærkede jeg, at der sad en ældre mand, som havde hovedet hvilende på styret, som om han sov eller kiggede direkte ned i asfalten. Hvid skjorte. Blå bukser. Gråt tjavset hår under en kasket. Der hang en hvid pose med jordbær på styret.

Tankers hastighed er bemærkelsesværdige. På de næste 50-60 meter nåede jeg at overveje, om han var død. Jeg nåede at tænke på det faktum, at det farligste sted at falde om er blandt mange mennesker, fordi alle regner med, at de andre gør noget. Jeg nåede at få associationer til de dødsfald, man af og til hører om, hvor liget først bliver fundet, når naboerne begynder at studse over lugten fra lejligheden på 2. th., og når politiet får brudt døren op, bliver de mødt af et væld af mider. Jeg nåede omkring ensomhed, storbyens fremmedgørelse, stress, manglende opmærksomhed. Jeg så en alvorligt udseende nyhedsoplæser for mig, der fortalte om, hvordan en mand tidligere i dag havde siddet død i flere timer, mens tusinder af cyklister på Dronning Louises Bro havde passeret ham uden at gøre noget. Og mens jeg trampede videre, tænkte jeg på en Kierkegaard-kyndig, jeg for nyligt havde læst, der sagde, at man er de valg, man træffer, og jeg tænkte over, hvilket menneske det gjorde mig til, at jeg valgte ikke at stoppe op.

Jeg nåede også omkring Hannah Arendt tese om den banale ondskab. Om hvordan ondskaben ikke er koncentreret hos særligt modbydelige skabninger, men kan vokse sig frem i os alle, hvis vi ikke hele tiden forholder os til, hvilket system vi er en del af, og hvordan vi agerer i det system. Og om det mon var ondt at cykle videre.

Så steg jeg af. Trak op på fortovet, vendte cyklen og gik tilbage, i modsat retning af alle cyklisterne på vej hjem. Da jeg nåede frem til manden, bøjede jeg mig lidt frem mod ham, og sagde:

”Hallo?”

”Hallo”, svarede han.

”Er alt OK?” spurgte jeg.

”Alt er fint!” svarede han med klar røst.

Og så steg jeg på min cykel og kørte hjem.