Efter en i sandhed enestående sommer er det med sindsro og fuldkommen accept, vi her i salonen kan konstatere, at kalenderen nu skriver 20. september, hvilket i flere tidsregninger regnes som efterårets begyndelse. Man skulle være et utaknemmeligt skarn, hvis man vovede at beklage dette – vi har fået vores varmekvote opfyldt i år, så lad blot mørkningen, køligt blæsevejr og regn holde sit indtog. Tiden er nu kommet til de indendørs sysler, stearinlys, uldne sweatre, varme vanter, eftertænksomme tanker og opbyggelige samtaler. Skulle nogen derude have lyst til at begrave sig i en god bog, kan jeg anbefale Donna Tartts “Stillidsen”, som med sine 800 sider godt nok kræver sin kvinde m/k at komme igennem. Men når nu man ikke skal bruge aftenerne på at nusse i haven eller hænge ud i byens lune gader, burde tiden også være der – historien er god og medrivende, og jeg havde det, som om jeg havde været i biografen og se en fængslende helaftensfilm. Bogen har fået næsten udelt positiv kritik i Danmark, mens udlandet har været lidt mere delt. Pyt med det. Skulle man være til lidt kortere historier, vil jeg anbefale Alice Munros novellesamling “Dear Life” – jeg er kun midtvejs igennem den, men har allerede fornemmelsen af at have udvidet bekendtskabskredsen med en broget samling skæbner med finurlige forhistorier. Den findes naturligvis på dansk, men fordelen ved at læse den på engelsk er, at man med dette fremmedsprog får en følelse af at bevæge sig uden for landets grænser – helt gratis. Stor glæde har jeg også fundet i at begrave mig på sofaen med en stak tegneserier fra biblioteket – Nikoline Werdelin, Sten og Stoffer og Pondus, for at nævne nogle af favoritterne. Ægte afslapning!

En anden absolut sikker efterårs-crooner (og her snakker vi måske især livets efterår) er Leonard Cohen, der på mandag bringer sin 13. plade på gaden. Et smugkig afslører, at vi kan forvente os sikker velkendt og uovertruffen Cohen-melankoli – lyt bare her: Almost Like the Blues

Og rammer efteråret dig alligevel på den hårde måde med mismod, depression og træthed , så prøv med lidt sand virkelighedsflugt. Forleden læste jeg om dette nyåbnede hotel i London, og hvis vi for en stund ikke forholder os til realiteterne (læs: prisen på 348 £ for en enkelt overnatning), men nøjes med at nyde billederne, så kan man næsten ikke andet end at blive i godt humør: The Ham Yard Hotel in London Jeg ser for mig, hvordan jeg efter en smuk efterårsdag i London med besøg på Tate Gallery, et lille smut omkring Notting Hill, kaffe i Kensington-området og en rar lille slentretur i Hyde Park vender tilbage til en omgang five-o’clock-tea på hotellet. Jeps, det skulle nok være rart.

Et sidste efterårstip – og det bringer jeg, fordi den sidste måneds tid har bragt mig uhørt mange gode selskabelige stunder – er at bruge de mørke aftener eller regnvåde dage i selskab med de gode venner, man alt for sjældent ser. Formiddagskaffe en times tid eller to, uhøjtidlige middagskomsammener med mad, rødvin og kage, mens man får vendt afstemningen i Skotland og tidens hårtrimningstendenser, en kop te en hverdagsaften, hvor man puster ud over hverdagen med en ligesindet (er du til mælk theen, kan jeg anbefale en assam-pushkin-blanding – salonens foretrukne for tiden). Alt bringer varme i hjertet og kan anbefales.

Med ønsket om et dejligt efterår.