Møllegade

Allerførst skal salonværtinden beklage, at salonen har holdt lukket i længere tid. Salonen led under, at der var andre opgaver, der pressede sig på. Og da en værtinde uden gejst er en pinsel for gæsterne, valgte vi i stedet at vente med at åbne salonen, til tiden og lysten atter meldte sig. Det er så heldigvis sket, og et stort velkommen indenfor.

Eller skulle vi sige udenfor, for så blev det da pludseligt på rekordfart sommer! Hvilken lykke at cykle gennem København i bare (og lidt blege) ben, mens byens beboere hænger ud på trappetrin og bænke og bare nyder livet og lader lysten afgøre, hvad man skal give sig til (nemlig ingenting).

Sommer i byen

Sommer i byen

Berlingskes korrespondent i Berlin havde i lørdags en artikel med titlen “Godt vi har hipsterne”, som var en hyldest til de unge storbyboere i skovmandsskjorter og skæg, med deres mikrobryggerier og smalle spisesteder og nye, underlige vaner. Hvor andre begræder, at gamle bydele forandres, at autentiske bodegaer med brune vægge afløses af  funky kaffebarer, at boligpriserne stiger, og at “den oprindelige befolkning” efterfølges af humanister og designere – ja, så hilser Jesper Thobo-Carlsen fra Berlingske udviklingen velkommen, fordi æstetikken øges, madkvaliteten stiger og der kommer liv i små, døde butikslokaler. Læs hele indlægget her: http://www.b.dk/kultur/godt-vi-har-hipsterne

Hipsterne rykker ind og åbner små, snedige butikker

Hipsterne rykker ind og åbner små, snedige butikker

Jeg tænkte på artiklen, da jeg cyklede gennem på Møllegade på Nørrebro her til eftermiddag. Fordi gaden er ensrettet mod den retning, jeg plejer at komme fra, har jeg altid valgt at køre ned ad gaden ved siden af, og på den måde har jeg aldrig oplevet den lille perle, med klassiske gamle ejendomme fra 1880’erne, iblandet grønne trækroner og små specialbutikker. Men tilfældet ville, at jeg i dag valgte at trodse ensretningen, og det var en god ide. Tag en smut forbi – du skal holde dig til den del af gaden, der ligger mellem Nørrebrogade og Guldbergsgade, og pludseligt bliver der mulighed for sushi, kaffe, danske og udenlandske bøger i ny eller brugt stand. Og sågar bæredygtige smykker! Så kan man tænke over, om man vil begræde tabet af en gammel bæverding, eller om man vil glæde sig over et antikvariat med en turkis stol i hjørnet, en smuk rød bogkuffert og en blomst udenfor.

Gør et litteraturfund

Gør et litteraturfund

Kommer du ikke lige forbi Møllegade de næste par dage, kan du tage et virtuelt besøg hos gadens boghandel: http://www.moellegadesboghandel.dk/blog/, i kaffebaren: http://superkaffeforsyningen.blogspot.dk/ eller intet mindre end i gadens  litteraturhus. Sidstnævnte havde jeg aldrig hørt om, men sagen er, at der i Møllegade 7 ligger et samlingssted for spirende og etablerede skribenter i en nedlagt kirke. Huset lyder det germanskklingende navn “LiteraturHaus” – kig selv på det: http://www.literaturhaus.dk/Forside.1.aspx

Slå bagdelen i sædet og nyd sommervarmen

Slå bagdelen i sædet og nyd sommervarmen

Her torsdag aften kl. 20.30 er der 22 grader udenfor, fuglene synger, og jeg har opdaget en ny gade i dag. Det slår mig, at miraklernes tid ikke er forbi. Glædelig forsommer.

 

Advertisement

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s