Søndag aften ringede telefonen, mens jeg var optaget af “Arvingerne”. Vores fastnettelefon ringer sjældent, og som regel er det min mor, min svigermor eller velgørende organisationer. Og da de to førstnævnte også følger med i serien, og sidstnævnte sjældent ringer søndag aften, var det lidt usædvanligt. Min mand talte lidt med formel stemme et øjeblik, og rakte derefter telefonen videre til mig uden nærmere forklaring.

I røret var en ung kvinde, som undskyldte mange gange, at hun forstyrrede, men om hun måtte tale med mig et øjeblik. Det var da i orden, selv om min opmærksomhed stadig var rettet mod skærmen. Det viste sig, at hun var specialestuderende og var gået i gang med at søge arbejde. Hun havde på en eller anden måde fundet mig på LinkedIn og på KRAK, og hun kunne se, at jeg arbejdede med noget af det, hun gerne ville arbejde med. Hun ville derfor spørge, om jeg ville læse en ansøgning og hendes CV igennem.

Hvem bliver ikke smigret over at få tildelt en sådan ekspertrolle? Det gjorde jeg i hvert fald. Så jeg sagde naturligvis, at det var helt i orden, så hun fik min e-mail-adresse, og hun sendte mig ansøgningen. I løbet af ugen, der er gået, fik jeg kigget på den – grundlæggende var den rigtigt god, og hendes kompetencer talte for sig selv, men der var alligevel lidt kommaer, nogen formuleringer og et lay out, der godt kunne justeres. Så det skrev jeg til hende.

Tilbage fik jeg den mest taknemmelige mail om, hvor stor pris hun satte på min hjælp, og hvor glad hun var. Og jeg – jeg blev næsten lige så glad over at have kunne hjælpe hende, og over at have bragt glæde i hendes liv. Så der sad vi – i hver sin ende af hotmail – og var glade.

Og hvad er der at sige om det? At vi skal huske at bede hinanden om hjælp, for de fleste kan rigtigt godt lide at være til nytte, og det at hjælpe andre er en enestående metode til at se ud over sin egen næsetip og glemme det, der er besværligt i ens eget liv. Så kære studerende: tak, fordi du piftede en uge, der har været alt for præget af travlhed og træthed, op! Du højnede mit selvværd, og du fik mig til at se med lidt større overbærenhed på de lidt vel tvære mennesker, der har krydset min vej de seneste par dage. Jeg synes, det er fantastisk, at der sidder et ungt og initiativrigt menneske derude, som ringer til en vildt fremmede søndag aften – endda midt i DR prime time – og beder om hjælp.

Og så kan vi da lige bringe Dalai Lama på banen, der en gang har sagt: “Vores primære formål her i livet er at hjælpe andre. Og hvis ikke du kan hjælpe dem, så lad i det mindste være med at skade dem”

På den baggrund sætter jeg mig med ekstra stor velbehag ved køkkenbordet her fredag eftermiddag, nyder min te og chokolade, åbner avisen og tænker: Ah, det er week-end.

Hav en fortryllet week-end derude!