Min morfar var en legendarisk mand. Født i 1909, uddannet fløjtenist og i mange år en del af det danske radiosymfoniorkester. Kunstnersjæl, politisk interesseret, fuld af filosofiske overvejelser og altid god for en farverig anekdote, ofte fra sine studieår i 30’ernes Paris, og gerne involverede en kulturel personlighed – en operasangerinde, en præst eller måske en politiker.
Selv langt oppe i årene yndede han at rejse, og som 90-årig var han i Barcelona for at opleve en af sine talrige oldebørn blive døbt. Hans yndede rejsemål var dog Paris, og han vendte altid tilbage til en lille frokostrestaurant på Ile Saint-Louis, der serverede en særlig god variant at klassikeren løgsuppe.
Derfor tænker jeg på min morfar, når jeg selv laver løgsuppe, og mit håb i dag er at få salonens gæster med på vognen til en lille kulinarisk fantasirejse til et intimt spisested i Paris. Det kræver dog, at I glemmer de varianter, I måske tidligere har fået af denne suppe, og som sandsynligvis er grunden til, at I ikke har spist løgsuppe i 20 år. Som regel er det noget med at svitse nogen løg et par minutter, overhælde dem med grøntsagsbouillon, et Voila! – en ganske tyndbenet og kønsløs suppe er skabt. Ud med den – og ind med Yvettes Soupe a L’Oignon!
Yvettes løgsuppe består af tre dele (fyld, væske og top), og det er vigtigt, at man gør noget ud af hver del:
1. Løgene (fyldet)
Tag ca. 700 g løg (vægt med skræl), skræl dem, og skær dem i tynde ringe. Steg dem i rigeligt fedststof – ca. 25 g. smør og 1 tsk. olie – ved middel varme i 10 minutter, mens du jævnligt rører rundt.
Tilsæt 1 tsk salt og 1 tsk sukker. Skru op til jævnt kraftig varme. Rør rundt, indtil løgene begynder at få farve. Det tager nok ca. 20 minutter, og du har nu en grydefuld dejligt karamelliserede løg. Det var fyldet – så kommer vi til anden vigtige del:
2. Suppen (væsken)
Tilsæt 3 spsk mel til løgene og rør rundt. Hæld et skvæt alkohol i (hvad du nu har – jeg har bl.a. brugt muskatvin, portvin, hvidvin og rom), og tilsæt lidt efter lidt 1/2 liter grøntsagsbouillon og 1/2 liter kogende vand, mens du samtidig rører godt rundt, så melet ikke klumper. Lad det koge et par minutter, skru ned, hvorefter suppen simrer ved svag varme under låg ca. 10 minutter. Smag til med peber og evt. mere salt. Suppen er nu klar næsten klar til at blive serveret; den skal bare lige finpudses:
3. Ost og crouton’er (toppen)
For at sætte prikken over i’et kan du gøre flere ting. Det nemmeste er blot at drysse lidt revet ost over. Har du lidt mere overskud (og kan din gryde tåle at komme i ovnen), putter du suppen med revet ost under grillen i ovnen et par minutter, så osten bliver gratineret. Og skal det være fuldendt, drysser du både brødcroutoner og ost over suppen, inden den kommet under grillen. Skulle du tilfældigvis have lidt frisk timian stående, drysser du lidt over suppen inden servering, men suppen er også fin uden.
Du har nu den lækreste, cremede løgsuppe, som kan give dig varme her i kulden og bringe dig på en mental sviptur til Paris. Opskriften er til 2 personer, så nyd den med en, du har kær – eller gem resten til dagen efter. Denne opskrift er Yvettes egen, men skulle du have fået vakt lysten til enkel fransk bistromad, kan jeg på det varmeste anbefale “Mit lille køkken i Paris” af Rachel Khoo, der består af lige dele gode, enkle opskrifter og besnærende farverige fotos fra Paris’ gademiljø. En absolut lækkerbisken.
Velbekomme!
Reblogged this on Madmor – med mere and commented:
Eftersom jeg lige har købt alt for mange løg, skulle jeg måske prøve den her en af de nærmeste dage! 🙂 Er syg med karameliserede løg, så mon ikke også det her falder i god smag..
Hej Madmor! Har du god tid, kan du med fordel bruge dobbelt så lang tid på at karamellisere løgene – det er der flere opskrifter, der anbefaler. Jeg synes nu, 20 minutter er rigeligt til at nå et godt resultat – man har jo også andet at tage sig til, end at lave løgsuppe! Mange hilsner fra Yvette
Åååh man skal altid helst have god tid når man laver mad! 😀
Jeg glæder mig til at prøve, nu hvor min smagssans er tilbage efter sygdom.