I sidste uge var jeg så heldig at være på et todageskursus, der fandt sted på et gammelt badehotel i Hornbæk. November måned er i sagens natur ikke et tidspunkt, hvor et badehotel får demonstreret sit fulde potentiale – jo, man kan gå en tur på stranden, mens det blæser en halv pelikan, og jo, man kan se, der er en stor have fuld af nøgne træer og nedfaldne blade udenfor, men det summende sommerliv, sol & sand, kølig hvidvin og nypillede rejer – det må man tænke sig til. Og der gik faktisk også det meste af den første dag, før jeg fandt ud af, hvilket vidunderligt sted, jeg var havnet.

Det, folkene på dette sted kunne, var at gøre sig umage – hvilket langsomt gik op for mig, som tiden gik. En lækker espressomaskine til fri afbenyttelse. Kusmi-te ad libitum. Allerede her var jeg naturligvis solgt. Men også detaljer som levende lys – selv på de borde i spisesalen, hvor der ikke sad mennesker; enkeltstående blomster i høje glas; knitrende hvide duge; limonade i flasker med fine etiketter; en tændt pejs, hvor man kunne nyde aftenkaffen. Jeg havde det, som om nogen havde opfyldt alle de ønsker, jeg ikke vidste, jeg havde til sådan et sted. Med andre ord: en perle, som har en særlig plads i mit hjerte.

Og når jeg tænker over det, rummer mit hjerte flere af sådanne små steder rundt omkring i verden, som gør mig glad at tænke på. Nogle steder er minder, som jeg ved, jeg aldrig kommer til at se igen – andre lever i bedste velgående i min nærhed.

Et sted, jeg ikke kommer til at gense, er en lejlighed i Barcelonas charmerende El Born-kvarter, hvor jeg lejede et værelse under et studieophold for snart en del år siden. Ejerne var et ungt par i konstant godt humør – han havde vist et relativt jordnært bankjob, hun var designstuderende og havde desuden en rengøringsjob tidligt om morgenen for at finansiere studierne. Lejligheden var en stor gammel herskabslejlighed med gamle, farvede mosaikgulve i bedste sydlandsk stil, og den var naturligvis – hun var jo designstuderende – indrettet særdeles originalt og hyggeligt. Et limegult spisebord hér, et orginalt menukort sat i ramme dér, osv. Umuligt at beskrive, men særdeles let at mindes.

I den modsatte ende af spekret har vi et lille kaffested, jeg cykler forbi hver morgen. Jeg plejer at køre ind ad Tagensvej, helt ude fra starten ved Grundtvigskirken og ind til Nørre Allé-krydset. De af jer, der har jeres gang i København, vil vide, at Tagensvej bestemt ikke er lige spændende alle steder. Det starter fint med Grundtvigskirken og arkitekten P.V. Jensen-Klints fine huse omkring, men derefter står den mest på kønsløse Lejerbo-boligblokke fra 80’erne, som aldrig har været i nærheden af en arkitekt, kiosker, kina-grill’er, en butik med køkkengrej, der siger og skriver ALTID har ophørsudsalg, spillehaller og mere i samme boldgade. Men så ligger der, næsten inde ved Jagtvej-krydset, en café med det der typiske berliner-udseende – forskellige slidte møbler, rå murstensvægge og høje smalle bord langs vinduerne, hvorfra man kan følge livet på gaden. Når jeg cykler forbi i halvmørket lidt i 8, er stedet næsten lige åbnet, og som regel har der også allerede indfundet sig et par gæster. Lamperne lyser op og vidner om en varm hule, hvor man kan krybe i ly for mørket og kulden, og der ser bare så hyggeligt ud! Jeg har endnu ikke brudt min morgenrutine og parkeret cyklen og sat mig ind for at lune mig med en varm kop kaffe – men bare tanken om, at det kunne jeg gøre, er rar. Det sted gør mig også glad.

Og der er den lillebitte café i starten af gågaden i Århus, næsten oppe ved Banegården. Og en restaurant i Barcelona, hvor min mand og jeg spiste for 12 år siden, som jeg aldrig vil være i stand til at genfinde. Og det gamle kollegiekøkken. Og køkkenet i en lejlighed, som en af mine veninder boede i, mens vi begge var på barsel – den lå i stueplan, lige bag Kongens Nytorv, og når vi sad og drak kaffe ved køkkenbordet kunne vi følge med i det pulserende byliv udenfor, og vi følte os næsten som en aktiv del af det. Og der er det lille spisested med kulørte lamper ved indsejlingen på Christiansø. Og der er det lille hotel med mikroskopiske værelser i Paris ved St. Sulpice, hvor jeg boede med min mor i vinterferien, da jeg var 17 år. Og der er…

I, mine kære salon-gæster, har sikkert også lignende steder i jeres bevidsthed. Nogle steder skal måske genses; nogle steder skal måske bare have lov at være et kært minde. Men sæt pris på disse steder, der giver din mentale globus varme og dybde.

Med ønsket om en rigtigt dejlig week-end – wherever you are!