Den mest solgte skønlitterære bog i disse dag er hverken Jussi Adler-Olsen, Liza Marklund eller Jan Guillou. Det er derimod Yahya Hassans digtsamling. Tænk engang, en digtsamling – det er da opløftende. Også selv om Yahya Hassans digtsamling i sig selv ikke er opløftende læsning. Men at tænke sig, at der i disse dag i en lind strøm bliver langet digtsamlinger over diskene hos de dansk boghandlere – det kan jeg godt lide.

For de fleste mennesker er digte noget, vi brugte meget tid på i skolen og måske i gymnasiet – og nogen gange er et digt også en sang, og så kender vi det alle sammen lidt bedre. Således er Svantes Viser ikke så langt væk, fordi vi kan nynne med på nogen af sangene, og Dan Turells digte kom lidt længere frem i bevidsheden, da Halfdan E satte musik til og udgav dem på CD. Men ellers er digte ikke noget, særligt mange af os bruger tid på.

Selv levede jeg min gymnasietid gennem Michael Strunge. Vi folder drømmens faner ud havde nærmest ikonisk status, og jeg kunne Natmaskinen udenad. Med den uspolerede selvhøjtidelighed, som kun en 18-årig kan præstere, sad jeg søndag aften på mit værelse med kaffe, tændte stearinlys og en Strunge-digtsamling og var det tætteste, jeg kunne komme, på livets mening. Så gik der lige tyve år med studier, arbejde og familiestiftelse, og når det i forvejen var svært at få tid til at læse en almindelig krimi, stod lyrikken ikke lige forrest i rækken. Tilfældet ville så, at jeg i sommer havde en Pia Tafdrup-digtsamling med ud i det danske sommerland, og langsomt fik jeg vakt interessen for digte til live. Der begynder at dukke digtsamlinger op i bogstakken ved sengen og i tasken fra biblioteket, og jeg er gået på strandhugst i min fars glimrende samling af digte.

Nu sidder du måske, kære salongæst, og tænker: Hvad skal vi med digte? Hvad er der i vejen med en god historie? Og er digte ikke bare for mærkelige? Mit helt uvidenskabelige og personlige svar er, at digte giver et dybere perspektiv på vores liv, på det vi oplever, føler og tænker. Hvorfor det, tænker du. Fordi digte formår at give dig en større sproglig bevidsthed og gør dig i højere grad i stand til at sætte ord på det, du ikke selv kan formulere. Digte kan give denne her aha-følelse af Netop! – det er LIGE sådan, jeg har det.  Og som Michelle Pheiffer siger til sine modvillige high school elever i filmen Dangerous Minds: jo mere man har ordet i sin magt, jo større indflydelse har man på sit eget liv.

Kan du huske det digt, der blev læst op ved begravelsen i filmen Fire bryllupper og en begravelse? Det var et uddrag af et langt digt af den engelsk digter W.H. Auden, der levede 1907 – 1973. Det lyder således: Stop all the clocks, cut off the telephone/Prevent the dog from barking with a juicy bone/Silence the pianos and with muffled drum/Bring out the coffin, let the mourners come/ Let aeroplanes circle moaning overhead/Scribbling on the sky the message He Is Dead/Put crêpe bows round the white necks of the public doves/Let the traffic policemen wear black cotton gloves. Og sådan fortsætter han med at beskrive, hvordan han vil stoppe verden, fordi hans elskede er død. Jeg kan ikke forestille mig en meget bedre beskrivelse af, hvordan man kan have det, når sorgen rammer en. Samtidig kan man finde trøst og en form for mening hos en anden englænder, Lord Tennyson, der i 1850 skrev digtet In Memoriam, hvor det bl.a. lyder [it is] better to have loved and lost/ than never to have loved at all. Så rigtigt, så rigtigt.

Pia Tafdrup er i mine øjne ikke nem, men hun skaber nogen meget smukke billeder med sine ord. Når hun i digtet Bevægelsen frem til fuglen beskriver nattergalen som en fugl der sender toner rundt som kuglelyn under himlens messingkuppel, kan en dansk sommeraften næsten ikke tegnes mere stemningsfuldt. Det samme med begyndelsen af digtet Befri de indvendige sange, hvor det lyder Når frostnætterne sætter ind/og stjernerne dirrer på himlem; jeg får næsten lyst til at tage min dunjakke på, når jeg læser det. Men som sagt er hun ikke nem, og jeg grubler stadig over, hvad hun vil sige med genkender lugten/når der går hul på en engel. Hvad sker der dog, når der går hul på en engel? Min lokale boghandler, som er tidligere dansklærer og meget alvidende, kunne ikke hjælpe – hun havde ikke læst så meget Pia Tafdrup, fordi det var for svært for eleverne –  og min kære nabo, en pensioneret folkeskolelærer med stor lune, så mest af alt ud, som om han havde lyst til at flygte, da jeg efterlyste hjælp til en digt-fortolkning. Så hvis der sidder nogen derude, der har et godt bud på, hvad digtet Vælter (som ovenstånde linier stammer fra) handler om, så hører jeg det meget gerne. Jeg har grublet lige siden august…

Det hænder, at min kære mand bladrer i en af mine digtsamlinger, når de ligger fremme. Efter et par minutter lukker han dem igen, lettere tom i ansigtet, og jeg gætter, at det kun er overbærenhed og almen respekt for sin hustru, der gør, at han ikke lader sin indre rindalist komme til orde. Måske har du det også sådan, men jeg synes alligevel, du skal give digtene en chance. Hvis det hjælper, så grib fat i nogen af dem, der er sat musik til: Dan Turells Hyldest til Hverdagen eller Gennem Byen Sidste Gang eller Søren Ulrik Thomsens og Lars H.U.G.’s Hen over Himlen. Søren Ulrik Thomsens Rystet spejl er i øvrigt også ganske glimrende – også selv om den ikke har musik til.

Eller endnu bedre – for de af jer, der befinder jer i  København: tag ud til Stefansgade på Nørrebro, køb en kop kaffe i en af de gode kaffebarer i gaden, og stil dig op lige inden hjørnet af Jægersborggade og nyd gavlmaleriet med begyndelsen af Inger Christensens Alfabet, meget smukt dekoreret med himmelblå baggrund og guldcirkler. Abrikostræerne findes/abrikostræerne findes…

Hav en rigtigt smuk week-end – nu med endnu flere ord!