Inspireret af sidste indlægs reference til ‘Nu falmer skoven trindt om land’ har en opmærksom gæst i salonen henledt min opmærksomhed på andre fine lyriske beskrivelser af det danske efterår, og jeg iler med at dele disse perler med jer derude.

Den danske forfatter Ludvig Holstein (1864 – 1943) skrev i 1915 ‘Det lysner over agres felt’, som begynder således:

‘Det lysner over agres felt/hvor sløve plovspand kravle/det sortner over Store Bælt/med sol på kirkegavle’

Så er scenen sat for dansk efterår med lav sol og mørke skyer. I 5. vers lyder det :

‘Og bag mig, sol, og blød mig, regn!/Jeg plukker mine nødder/og trasker langs et brombærhegn/med plovmuld under fødder’.

Slut med at brokke sig det danske vejr. Næste gang, jeg bliver overrasket af en byge på vej til arbejde, vil jeg kaste cykelhjelmen hen ad Nørrebrogade og med ukuelighed råbe mod himlen ‘og bag mig, sol, og blød mig, regn!’ Det ville da være så uendeligt mere stilfuldt end de eder, man hvisler, mens man med bøjet ryg tramper i pedalerne.

Videre til en anden dansk forfatter, nemlig Frank Jæger (1926 – 1977), der i lige så høj grad som Holstein formår at beskrive efteråret, så det nærmest bliver min foretrukne årstid. Hør blot:

‘Vi, der valgte regnen/vi har lange, valne fingre/og et stort og frodigt hår/Vi får markens grønne grøde/kastet ned i vores lunger, mens vi går’.

‘Valen’ betyder ‘stiv af kulde’, hvis nogen skulle være i tvivl – det var jeg. Og 2. vers er lige så smukt:

‘ Vi, der valgte natten/vi får uglerunde øjne/sået til med sære syn/Vore fødder træder varsomt/og en tanke trykker sårt på vore bryn’.

En stor tak til vores salongæst fra Nivå, der hjalp os med at huske, hvor smukt det danske sprog skal være. Jeg skal gerne indrømme, at jeg til tider kan blive lidt mistrøstig vores modersmåls almentilstand – at lytte til min 9-årige søns gangsta-slang kan eksempelvis være ganske gruopvækkende – men venner, der er håb. Også, selv om det er efterår.